Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 275 – 16. januar 2008 – side 4

Kommentar

Et bud på hvor Enhedslisten skal hen i de kommende år

Vibeke Syppli Enrum

Enhedslisten holder årsmøde 18.-20. april. Vi vil frem til årsmødet bede en række aktive folk i Enhedslisten give deres personlige bud på, hvordan Enhedslisten kan udvikle sig. Denne kommentar er skrevet af Vibeke Syppli Enrum, Svendborg, som er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.

Jeg har ikke været med fra ELs dannelse og har stadigvæk en optimisme om at det da nok skal gå. Dermed ikke sagt at vi gør det godt nok.

Mine erfaringer er fra en middelstor provinsafdeling, med “dinosaurer“ fra de bevægelser, der tidligere var mere synlige i byen. De eksisterer stadig væk, men noget “on-and-off“. Ofte genoplives de af medlemmer af Listen ved en konkret anledning, men længerevarende og kontinuerlige forløb er der sjældent tale om. Det er ikke nødvendigvis en ulempe, så længe de kan aktiveres, når der er brug for det. De ældes – bortset fra de antiracistiske organiseringer – med anstand.

Der mangler kraft og dynamik til at rekruttere nye medlemmer og give indspark til den politiske kamp. Demonstrationer, ja, men politikudvikling og kampens sejere træk er det nok lidt skralt med.

Heroverfor står EL, hvis programmatiske grundlag er principprogrammet og det organisatoriske er sammenslutningen af DKP, VS og SAP.

Principprogrammet indeholder mange kloge ord, og ville vi blot efterfølge nogle af anvisningerne, ville vi ikke stå i den situation, som vi står i i dag.

ELs afdelinger har et udbredt selvstyre. Årsmøderne udstikker retningslinier for de landsdækkende aktiviteter, men afdelingerne afgør suverænt om de kan/vil tage opgaverne på sig. Dette er ikke en farbar vej. Problemet er bare, at der ikke umiddelbart er en løsning i syne. I et senmoderne samfund er der ingen der lader sig diktere af centrale beslutninger, hvis de ikke selv ser det hensigtsmæssige i dem. Hovedbestyrelsen agerer som et ekspeditionskontor af årsmødets mange og, hver for sig, fornuftige beslutninger.

Hvis ELs opgave er at opbygge et troværdigt socialistisk alternativ, så er ekspeditionskontor-modellen næppe holdbar. Dertil udvikles for lidt politik, især politik, der retter sig mod (løn)arbejdere og svage grupper, der præges af arbejdsmarkedets polarisering og eksklusion.
Kampen for et bedre liv er i høj grad bevægelsernes kamp for en offentlig sektor med flere hænder, højere løn og væk med kontroltyranni og unødvendigt bureaukrati. Den kamp er vigtig, men der mangler efter min vurdering analyser, der rækker længere end de dagsaktuelle bud.

Jeg vil gerne pege på CASA årsberetning for 2007. Heri er bl.a. en artikel (Højlund, AUC) om kvalitet i den offentlige sektor. Den kan man godt blive klogere af.

ELs politiske rolle er at udvide, perspektivere og gerne pege på alternativer til den dagsaktuelle kamp, ligesom vi mere defensivt må kunne perspektivere de nederlag, som også er en del af kampene.

Det er vi ikke gode nok til. Et eksempel er den falske opdeling – som desværre også trives i EL, mellem på den ene side en “arbejderpolitik“, hvor karikaturen af “det gode liv“ er at være selvforsørgende, have egen bolig, leve i kernefamilie, være heteroseksuel, have et godt helbred og være en rigtig dansker. På den anden side mangfoldighedstiltag. En splittelse, der fuldkommen overser det faktum, at der er tale om en splittelse i arbejderklassen imellem “racer“ og kønslig orientering.

Modstillingen er ikke “minoritetsspørgsmålet“, men at sikre grundlæggende krav som:
- ret til uddannelse og arbejde
- muliggørelse af at mennesker kan påvirke deres eget livsforløb.

Det vil sige en udvidelse af de demokratiske muligheder, fordi det herigennem kan sikres at det ikke er ovennævnte normer og kulturer der kommer til at dominere.

Vi må vi gå til kamp mod den splittelse, der legitimerer, at en gruppe har en arbejdsløshed, der er dobbelt så høj som andres. De, der er i arbejde, er i virksomheder, hvor fleksibilitet reguleres gennem antallet af ansatte og arbejdsdagens længde.

En gruppe, der er placeret “nederst ved bordet“ og er ansat til nedslidende og monotont arbejde som fx rengøring. De er stabile og hårdarbejdende, forfremmes ikke eller overflyttes til kvalificerende arbejde. De er låst fast i hårdt rutinepræget arbejde, usikre ansættelser, og manglende efteruddannelse.

Fagbevægelsen er en vigtig aktør i forhold til dette problem, etnisk ligestilling, rettigheder, tillidsrepræsentanter, der rustes bedre til at støtte disse grupper m.v.

EL havde sidste år en chance for offensivt at gå ind i kampen mod denne splittelse, men vi tabte, efter min mening, opgaven på gulvet. En magtfuld del af EL fik vendt spørgsmålet om opstilling af Asmaa til et spørgsmål om religion og håndtryk i stedet for til et spørgsmål om bekæmpelse af de mest åbenlyse urimeligheder, som den danske arbejderklasse stilles over for.

Kapitalisme er undertrykkelse og udbytning af folk. I den “globale verden“ er det ikke kun race og nationalitet, der bliver brugt til at splitte mulige alliancer, religion (gen)opfindes som et middel til splittelse.

Jeg ser derfor 3 vigtige opgaver for EL. Det er ikke nødvendigvis de væsentligste, men jeg har været nød til at vælge – pladsen taget i betragtning.

1. Revurdering af samspillet med bevægelserne. Jeg tror ikke på den traditionelle organisering af bevægelser vil genopstå. Jeg tror heller ikke vi kan organisere os ud af det.

2. Analyser af hvor de aktuelle splittelser i arbejderklassen går. Mellem uddannelsesniveau, køn, race, religion og geografi. Hvilke politiske opgaver stiller det EL overfor?

3. Hvilke krav om velfærd stiller vi? Formår vi at sikre både de såkaldt normale og de marginaliserede?

Se også:
SAA 275: Det mener vi: Kridt skoene – Opbyg Foghs nederlag
SAA 275: Overenskomst 2008: Offentligt ansatte tabte lønkampen i det offentlige rum
SAA 275: Nyliberalismens krise og muligheder for venstrefløjen
SAA 275: Storbritannien: Splittelse i Respect

Flere artikler fra nr. 275

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Vibeke Syppli Enrum

Siden er vist 3735 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside