Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 286 – 12. februar 2009 – side 14

Enhedslistens faglige konference

Faglig kamp mod krisen

Jakob Nerup

Arbejderne er de første som betaler for krisen. Mange bliver arbejdsløse og mange bliver presset af arbejdsgiverne. Truslen om fyringer kan få folk til at gå ned i løn eller knokle mere. Det kan få fagbevægelsen til at holde igen på lønkravene til overenskomstforhandlingerne i foråret 2010. Det kan få folk til at se stort på klimakrisen for at firmaet kører videre.

Det er situationen som 60 faglige Enhedslistemedlemmer tog afsæt i på den faglige konference 7-8 februar.

Der blev vedtaget en vigtig udtalelse om overenskomstkravene til OK2010, hvor solidaritet, tryghed og fælles kronekrav fremhæves:

“Ved overenskomstforhandlingerne i 2007 spillede Dansk Industri ud med et krav om lønnedgang. Det kom til at gå anderledes, for der blev aftalt væsentlige lønforbedringer for store grupper. Men der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne i 2010 vil kræve disse penge tilbage – og mere til! Står det til dem, er det arbejderne der skal betale krisen gennem lønnedgang og fyringer. Det skal gå anderledes! Enhedslistens faglige folk opfordrer derfor til at solidariteten sættes i centrum, når klubber og lokale fagforeninger i foråret 2009 skal opstille krav til overenskomstforhandlingerne i 2010“.

Blandt Enhedslistens faglige folk er der stor vilje til at sætte mere damp på det faglige arbejde. Der er blevet dannet netværk for de store faggrupper og det lover godt.

Dobbeltorgansiering?

Men der er desværre også store svagheder. Enhedslistens ledende faglige folk ønsker ikke en mere formaliseret dobbeltorganisering skrevet ind i vedtægterne. Dobbeltorganisering betyder at man både er organiseret i sin partiafdeling og i en faglig sektor/gruppe, dog med partiafdelingen som grundenhed. Men de ledende er bange for de mange akademikere som dominerer Enhedslisten politisk, så derfor blev der ikke flertal for at indstille forslaget om dobbeltorganisering til Enhedslistens årsmøde.

Det er tydeligt at fagbureaukraternes dagsorden fylder alt for meget og ikke levner plads til megen klassekamp ude på gulvet. Fx blev en ellers vigtig diskussion af fyringerne reduceret til nogle fagforeningsformænds gode service og støtte til medlemmerne, alt imens de kampmidler som kan anvendes for at stoppe fyringer eller fordele arbejdet ikke blev diskuteret.

Det samme problem dukker op, når overenskomsterne skal diskuteres. En fagforeningsformand fra sygeplejerskerne i Århus kan, pga. snævre professions-interesser, ikke samle erfaringerne fra sidste års OK-strejker for den store fælles kampvilje i arbejderklassen op.

Klimakamp

Konferencen vedtog også en klimaudtalelse, hvor vægten ligger på at fagbevægelsen skal med i klimakampen og at der er masser af jobs i en rød-grøn klimaplan. Udtalelsen afspejler desværre også, at klasseperspektivet ikke fylder meget i Enhedslistens klimapolitik. Ansvaret for klimakrisen placeres ikke hos den grådige kapital og derfor peges der heller ikke på at det er dem som skal betale regningen. Ligeledes er det heller ikke klart at de kollektive løsninger via nationaliseringer og tvang er svaret på klimaproblemerne, frem for marked og individuelle løsninger.

Den faglige konference efterlader én med både optimisme og frustration. Det sidste handler om fraværet af fokus på klassekamp og faglig mobilisering ude på gulvet, og ikke mindst en skarpere faglig kurs, der tydeliggør Enhedslisten i modsætning til fagbureakratiet.

Optimismen handler om de mange gode faglige, som vil noget som Enhedsliste, herunder at en større gruppe unge er kommet med. Men der er også brug for alle aktive i de mange kampe om fyringer, løn og anden klassekamp, de kommende måneder byder på.

Se også:
SAA 286: Hvem skal nu betale?
SAA 286: Fra krise til oprør?
SAA 286: Bliv medlem af IS/U

Flere artikler fra nr. 286

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten
Krise og modstand (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 3498 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside