Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 13

SF på toppen – er der en pris for fremgangen?

Freddie Nielsen

Socialistisk Folkeparti (SF) fylder 50 år, og det sker i en tid hvor meningsmålingerne aldrig har været bedre for SF. Partiet ligger til at få mellem 19 og 22 % af stemmerne – i enkelte målinger overhaler SF Venstre som landets næststørste parti.

Der er ingen tvivl om, at perioden, hvor Villy Søvndal har været formand, har været en tid, hvor det har været rart at være SF’er. Søvndal har formået at vende 20 års uafbrudt tilbagegang ved folketingsvalgene. Fra lavpunktet 6 % ved valget i 2005 mere end fordobledes vælgertilslutningen til 13 pct. i november 2007. Og samtidig strømmer medlemmer til, så partiet i dag har det højeste medlemstal nogensinde.

Spørgsmålet er, om prisen for fremgangen måske bliver for høj. SFU-formand Emilie Turunen konstaterer i sin blog på modkraft.dk, at SF har opgivet sin EU-modstand, accepterer 24-års reglen og stemte i oktober endda for finansloven. Hun erkender, at mange spørger: “Hvad har SF egentlig gang i? Er det højredrejning, kynisme, realisme eller noget helt fjerde?”

SF’s historie gennem 50 år giver noget af svaret. Det er en historie med op- og nedture, med højdepunkter i 1966, 1987 samt 2007 og bølgedale i 1977 og 2001, og det er en historie om, at direkte indflydelse på regeringsmagten kan have en meget høj pris.

Aksel Larsen

Aksel Larsen, SFs stifter og første formand

SF’s dannelse

Udgangspunktet for SF var “opgøret” med Stalin i 1956, og ikke mindst Sovjetunionens invasion af Ungarn samme år.

Den danske arbejderbevægelse var helt domineret af Socialdemokratiet (SD) og det moskvatro kommunistparti, DKP. Det var tiden, hvor den kolde krig rasede, og SD – langt det største parti – havde parkeret sig totalt hos USA, mens DKP var lige så kraftigt underlagt Sovjetunionen.

Arbejderbevægelsen var altså delt mellem partier, der allierede sig med hver sin imperialistiske magthaver, men SF udfyldte ikke tomrummet som et parti, der uafhængigt af magthaverne stod for arbejderklassens interesser. I stedet valgte de det, de kaldte “den 3. vej“, som reelt var en reformistisk vej, der på den ene side så det som sin rolle at presse SD, og som på den anden side fortsatte med at se det statskapitalistiske Østeuropa som en form for socialisme.

Selvfølgelig var SF en positiv fornyelse, og mange så det. Allerede ved det første valg, hvor de stillede op – 15. nov. 1960 – fik de godt 6 % af stemmerne, hvor DKP blot opnåede 3 % i 1957. Og ved valget i slutningen af 1966 fik SF næsten 11 %.

Det blev til 20 mandater, det højeste antal mandater til venstre for SD nogensinde. Men det mest exceptionelle ved 1966 valget var, at selv om SD gik 7 mandater tilbage, så havde SD og SF flertal – det første arbejderflertal i Folketinget nogensinde.

SFs valgresultat i mandater 1960-2007

SF gik ind på en aftale med den socialdemokratiske regering, som indebar, at det skulle være et økonomisk ansvarligt parti – dvs. at være ansvarlig for den kapitalistiske økonomi.

I foråret 1967 stemte SF for regeringens skattereform, selv om den indeholdt 10 % moms, som partiet var imod. Senere stemte SF for finanslovens militærbevillinger på trods af partiets anti-militarisme.

Arbejderflertallet holdt til december samme år. SF’s ledelse accepterede at støtte regeringen i at indefryse en lønstigning. Men her sluttede festen – SF’s venstrefløj havde fået nok, og 6 folketingsmedlemmer nægtede at stemme for indgrebet. Resultatet var dels, at regeringen gik af, og dels at SF brækkede over, og Venstresocialisterne blev dannet.

Ved det efterfølgende valg blev både SD og SF straffet, og SF’s tilslutning blev næsten halveret.

Nederlaget førte til en borgerlig regering, der hurtigt blev så upopulær, at SF og SD vandt 14 af de tabte mandater tilbage ved næste valg.

Men bortset fra dette valg, kæmpede SF hele vejen gennem 70erne for at vinde det tabte tilbage. Først i 80erne begyndte det at gå fremad, da arbejderklassens selvstændige kamp begyndte at tynde ud. Det er symptomatisk, at i starten af 70ernes krise, hvor arbejderne kæmpede mange modstandskampe, smittede det ikke rigtig af på SF.

Fredelig udvikling

Fra valget i 1981 og 80erne igennem lå SF på over 20 mandater, og højdepunktet var 27 ved valget i 1987. Efter påskestrejkerne i 1985 mod den borgerlige regerings indgreb i overenskomsterne var der en udbredt opfattelse i arbejderklassen af, at nogen måtte gøre noget, og det førte til, at hver 7. vælger stemte på SF i 1987.

Håbet levede, men der var grænser for, hvor langt SF ville gå. Gert Petersen, SF’s formand, kom med en sigende udtalelse, efter at arbejdere havde blokeret Christiansborg under strejkebølgen.

Han sagde: “Jeg så et referat i et dagblad, at jeg skulle have sagt, at jeg håbede at der kom så mange protester, at det rystede samfundet i dets grundvold. Og sådan noget vrøvl har jeg aldrig sagt. Det gør man ikke gennem protester ... Jeg foretrækker en mere fredelig udvikling.“

Den mere fredelige udvikling førte ikke meget med sig, så det begyndte at gå baglæns for SF igen. Ved valget i 1990 var der tæret voldsomt på tilliden til SF. Mens SD gik 14 mandater frem, røg SF ned på 15.

Bedre blev det ikke i begyndelsen af 90erne, hvor “Holger og konen“ pludselig ikke var imod Unionen. Det var en linje, der havde været undervejs længe. I løbet af sidste halvdel af 80erne havde kræfter i SF forsøgt at få løsnet partiets EU modstand.

Med tilslutningen til ideer om den europæiske union blev cirklen nærmest sluttet. SF var brudt ud af DKP, ikke mindst i et opgør med bindingen til magthaverne i Sovjetunionen, og nu kastede man sig ind i et partnerskab med Europas herskerklasser og multinationale, som man begyndte at se som spydspidsen i konkurrencen med USA og Japan.

Indrømmelser

Hvis vi så vender os til dagens 50-årige, hvad ser vi så, ud over et parti der tilsyneladende har enorm succes og stormer frem i meningsmålingerne?

Op til formandsvalget i 2005 skrev vi: “SF står over for en mere grundlæggende udfordring end at få valgt Villy Søvndal som formand. Spørgsmålet er snarere, om de mener at forandringer kommer fra oven eller gennem social kamp fra neden.“

Spørgsmålet må nok siges at være besvaret siden. Når SF op til valget i 2007 meldte ud, at det eneste ultimative krav var at få væltet Fogh-regeringen, så signalerede partiet, at ændringer er noget, parlamentet forholder sig til, mens arbejderklassens eneste rolle er at stemme rigtigt.

Bedre er det ikke blevet siden, hvor SF har indgået en samarbejdsaftale med SD. Atter skal SF vise sig “økonomisk ansvarlig”, og generelt indebærer det mindre opposition og mere opportunisme fra SF’s side.

Problemet med politiske indrømmelser er, at de er med til at svække det eneste redskab til at SF kan få virkelig indflydelse – den faglige og den udenomsparlamentariske kamp. Det er dilemmaet for SF’s reformistiske strategi.

Når en fremtidig SD-SF regering, eller en SD regering støttet af SF, svigter – og svigte vil den, ikke mindst med alle de indrømmelser der er gjort allerede, mens den bare er tankespind – så bliver SF den store taber.

Og det er der intet mærkeligt i. For selv om SD vil være hovedskurken, vil SF blive klandret for svigtet. Og det bliver de, fordi den store vælgeropbakning er udtryk for tusindvis af menneskers håb om en bedre fremtid sammen med manglende tillid til Socialdemokratiet. SF ses således som garant for fremtiden.

Problemet rækker desværre langt videre end nye dårlige meningsmålinger for SF. Risikoen er dels, at desillusionerede arbejdere går til højre, og dels at de mange entusiastiske aktivister, der er kommet til især SFU, bliver passive.

SF’s fremgang er et positivt tegn, men desværre ikke i sig selv nok til at vinde kampen for, at arbejderklassen ikke skal betale omkostningerne ved kapitalismens krise.

Se også:
SAA 287: Anmeldelse: Özlem Cekic: Fra Føtex til Folketinget

Flere artikler fra nr. 287

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
SF

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 6506 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside