Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 288 – 30. april 2009 – side 5

Enhedslistens årsmøde

Store udfordringer – det kniber med svarene

Jakob Nerup

Hvad skal Enhedslisten gøre for at fylde det store tomrum efter SF’s højredrejning? Hvordan vil Enhedslisten organisere modstanden mod krisens konsekvenser for arbejderklassen? Hvilken politisk rolle skal Enhedslisten spille i klimakampen? Svarene på disse store spørgsmål kan være forskellen på succes eller fiasko for venstrefløjen i de næste valg og kampe.

Enhedslisten var i højt humør og fyldt med fornyet selvtillid på sidste årsmøde. Man var kommet i folketinget igen og arbejderklassens offentligt ansatte kvinder var i en meget offensiv strejke for ligeløn. På den baggrund var der optimisme. Årsmødet var da også enige om at kaste kræfterne ind i strejkestøtte, styrke fokus på bevægelsesarbejdet og udvikle Enhedslisten (EL) til et arbejderparti.

Det understreger ELs betydning som et parti der bevæger sig i takt med store bevægelser. Men det er også svagheden. For lige så snart strejkerne var ophørt og der ikke kom markante protester mod de kommunale nedskæringer eller anden bevægelse uden for Christiansborg, så er listen blevet svagere.

Faktum er at EL står langt svagere organisatorisk og politisk end for et år siden. Medlemstallet er stagneret, men afdelingernes aktivitetsniveau er meget lavere. EL kommer mindre i medierne og vi er ikke blevet styrket i nogen af bevægelserne. Vælgeropbakningen er tæt på spærregrænsen, og de færreste vil vel påstå at EL fremstår som et klart politisk alternativ.

Det er klart at det ikke kan fortsætte, for så ryger EL ud af Folketinget, og så er det oprindelige projekt faldet sammen. Så hvilken politisk linje ELs ledelse har valgt til årsmødet?

Det parlamentariske alternativ

SF’s højredrejning efterlader et tomrum. Hvem skal de mange som ikke deler politik med banker, forsvar, racister og krigsmagere nu se efter? Det enkle svar burde jo være EL. Men det er bare ikke sket.

Internt i EL er forklaringen, at det ikke skyldes, at folk er enige med SF’s højredrejning, men at ønsket om en ny regering er så stærkt. Derfor er det blot at vente på at det sker og SF fejler. Tiden skal så bruges til at stille krav og forventninger til en ny regering, som EL vil støtte. Samtidig er der sket en image-ændring i EL hvor alle budskaber skal “sælges“ af et folketingsmedlem, og alle vigtige spørgsmål først og fremmest ses gennem parlamentariske løsninger.

Faren ved denne strategi er, at den gør EL irrelevant for både vælgere og aktivister. Hvis vi ikke opbygger politiske krav og skarpe positioner i bevægelserne og blandt vælgerne, hvorfor skal folk så søge os frem for SF?

Hvordan skal vi kunne presse en ny regering, hvis ikke vi opbygger det politisk nu ude blandt folk, fx ved at rejse kontante krav til sygehuse, skoler, børnehaver og højere arbejdsløshedsunderstøttelse? Hvorfor skulle folk stemme på os, hvis vi først og fremmest koncentrerer os om at stille krav til hvad en ny regering skal mene? Det er dog lettere og politisk klarere at sige, hvad vi selv mener.

Vi bliver først relevante, hvis vi taler skarpt og venstreorienteret, kalder en racist for en racist, og en bankdirektør for en tyv. Hvis vi tør sige, at vores mandater ikke automatisk skal tælles med, hvis en ny regering vælger racisme, krig eller angriber velfærden, så bliver vi relevante for de vælgere som ønsker at stå fast – og dermed også for medierne.

Vi skal turde stille krav for ikke at stemme imod. Selvfølgelig vil SF og Socialdemokraterne lave skræmmekampagne mod os, men vil vælgerne lade sig skræmme?

Partiet for de 10 pct.

Vores modtræk er at være ude blandt folk i dagligdagen. At være politiske og relevante på arbejdspladsen og uddannelsesstedet. At vores venstreorienterede holdninger og solidariske forslag er kendte og forstået i forvejen.

Det forudsætter naturligvis at vores politik kan skelnes fra de andres. Ledelsen i EL har valgt en strategi, hvor vi satser på politiske fællesnævnere med SF og Socialdemokratiet serveret i en parlamentarisk form. Udover den manglende kant og dermed presseinteresse så skaber det yderligere problemer i stedet fremdrift.

Det ene er at vi tror, at politik skal tilpasses efter flertallet i befolkningen. Fx når vi snakker klimaløsninger, så peger vi på forbrugsorienterede løsninger frem for indgreb overfor kapitalen, som mange mener gør noget. Det er lettere at tale med dagsordenen end at udvikle den, men er det ikke netop vores opgave?

I sin dårligste version betyder det at stikke hovedet i busken, og at vi ikke vælger “tabersagerne“, som fx at tale imod forfølgelsen af muslimer eller den racistiske udlændingepolitik.

Vi skal tage afsæt i dagsordner som optager flertallet i arbejderklassen, men vores politik er ikke tilpasset dette flertal. Hvis vi, som en ambition, tager udgangspunkt i, at vi vil vinde de 10-15 pct. af arbejderne og de unge som vil kæmpe for velfærden, går imod racismen og ikke vil i krig, så er vi kommet meget langt. Men for at gøre det, er det ikke nok med skarpere synspunkter.

Uden for murene

Det andet problem, som ledelsens strategi skaber, er at dreje fokus væk fra medlemmerne og arbejdspladserne. Selv om EL er et bevægelsesparti fyldt med aktivister i vores egen selvforståelse, så går udviklingen i den modsatte retning. Der bliver færre aktivister og mindre fokus på bevægelsen.

Ledelsens tendens til at vægte det parlamentariske fokus fjerner politikken væk fra medlemmerne. Politiske løsninger bliver ikke bevægelsens dagsorden, men forslag i Folketinget.

Det forstærkes af stigende fokus på folketingsmedlemmerne som individer, fordi det signalerer, at det ikke længere er medlemmerne og almindelige mennesker som udgør det venstreorienterede alternativ.

Ikke et arbejderparti

Da kvinderne fra de offentlige arbejdspladser fyldte landets gader og avisernes overskrifter sidste forår, var det et vink med en vognstang til EL om at gøre noget.

Vi besluttede at sætte en udvikling i gang for at blive et arbejderparti, og mere konkret at igangsætte en dobbeltorganisering af ELs medlemmer: Det enkelte medlem af EL skulle ikke kun organiseres i sin partiafdeling, men også i sin fagforeningsmæssige branche. Det skulle styrke koordinering og politisk offensiv fra ELs medlemmer i arbejderklassen og i faglige sammenhænge.

Praktisk kunne det rejse ELs glimrende forslag om bankpakkerne på en mere konkret måde i arbejderklassen, fx som udtalelser fra klubmøder og generalforsamlinger. Naturligvis skal det også styrke venstrefløjen i det faglige arbejde og dermed sparke røv i fagbevægelsen.

Desværre er ELs ledelse ikke enige i den beslutning og har i stedet valgt at opbygge løse netværk uden nogen politisk betydning i partiarbejdet. Sammenholder man det med indholdet af EL kampagner og større politiske markeringer i det sidste år, så tegner det ikke konturerne af et arbejderparti. Der optræder stort set ingen arbejdere i ELs materialer (med undtagelse af 2 fagforeningsformænd), på hjemmesiden eller blandt de folkevalgte. De forslag EL profilerer lugter ikke af rengøringsmidler eller frokoststuens kaffe.

Hvilken vej?

EL risikerer at bringe sig selv i en situation, hvor politikken er uskarp, medlemmerne gjort passive og man ikke har andre veje til at profilere sig end medierne. Det kan skubbe EL ud af folketinget, fordi vores politik blot er reformkrav uden antikapitalistisk kant. Det kan også forandre EL fra et bevægelsesorienteret parti til et vælgerforeningsparti.

Jeg håber, at vi har modet til at vælge en mere markant antikapitalistisk profil og fastholde målet om at blive et arbejderparti. Vi skal sætte kant for at være relevante og vi skal finde den direkte vej ud til folk gennem fokus på medlemmerne og arbejdspladserne. Så skal Villy nok få baghjul.

Jakob Nerup er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse

Se også:
SAA 288: Det mener vi: Lær af Frankrig
SAA 288: Bliv organiseret socialist

Flere artikler fra nr. 288

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 3349 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside