Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 292 – 8. oktober 2009 – side 15

John Bellamy Foster: The Ecological Revolution

Økologi og socialisme – to sider af samme sag?

Martin B. Johansen

Efterhånden er det kun et lille mindretal af blinde og døve, som under indflydelse af typer som Bjørn Lomborg betvivler klimaproblemernes alvorlige omfang. Det store spørgsmål er snarere, hvor radikalt det er nødvendigt at gå til værks for at undgå en miljømæssig katastrofe i løbet af dette århundrede.

Da miljøbevægelserne spirede frem i 60’erne og 70’erne, skete det ofte på tværs af den etablerede, marxistiske venstrefløj. Mange i den grønne bevægelse argumenterede for, at Marx kun beskæftigede sig med økonomi og historie, ikke med naturen. På det teoretiske plan pegede man på, at når den marxistiske historieopfattelse ser udviklingen af produktivkræfterne som drivkraft i historien, så vil marxismen lige som kapitalismen føre til udvikling af miljøproblemer. Konkret pegede man på den omfattende ødelæggelse af naturen i det tidligere Sovjet og Østeuropa.

Med påvisningen af, at det tidligere Sovjet ikke repræsenterede socialisme, men statskapitalisme, kunne dele af venstrefløjen afvise i det mindste den sidste del af de grønnes argumenter.

Men tilbage stod spørgsmålet, om Marx virkelig ikke havde noget at sige om forholdet mellem samfundet og naturen. Hvis det var rigtigt, så måtte venstrefløjen acceptere, at marxismen kun havde begrænset gyldighed som revolutionær teori – så måtte man tilføre marxismen et “grønt“ element, som lå uden for den traditionelle opfattelse af kampen mellem bourgeoisi og proletariat som afgørende for udviklingen frem mod socialisme.

John Bellamy Foster, professor i sociologi ved University of Oregon og redaktør på det socialistiske tidsskrift Monthly Review, har i en årrække levet et særdeles betydningsfuldt bidrag til denne debat, hvor han argumenterer for, at økologi og socialisme (i den oprindelige betydning) må være to sider af samme sag. En af hjørnestenene er, at Marx’ teori om udviklingen af produktivkræfterne som historiens drivkraft kun kan forstås inden for en generel ramme af menneskets forhold til naturen.

I sin bog fra 2000, Marx’s Ecology, gjorde Foster op med myten om, at Marx kun beskæftigede sig med industriel vækst og ignorerede de ødelæggende virkninger, dette kunne have på miljøet. Foster viser, hvordan det kapitalistiske samfunds ødelæggelse af naturen var en integreret del af det kapitalistiske samfunds lovmæssigheder.

For Marx udsprang menneskets fremmedgørelse fra dets eget arbejde af, at under kapitalismen rives mennesker bort fra det direkte, konkrete arbejde med naturen for at fremstille produkter til direkte brug eller bytte for i stedet at føre en tilværelse som lønarbejdere i byerne, hvor arbejdet bliver abstrakt i den forstand, at man ikke længere fremstiller et produkt, man i en eller anden forstand har brug for, men for opfylde arbejdsgiverens behov, så man kan få udbetalt sin løn. Bytteværdi får forrang over brugsværdi, og herved lægges grunden til kapitalakkumulationen og den blinde jagt på profit, som har ført os på randen af en miljømæssig katastrofe.

Et af de mere kendte citater af Marx lyder: “På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med ... de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig.” Mange har undret sig over, hvordan Marx kunne postulere en sådan modsætning, men set i lyset af den aktuelle klimadebat, er det tydeligt, hvad han mente:

På den ene side kender kapitalakkumulationen og profitjagten i princippet ingen grænser – det er et spørgsmål om kroner, euro eller dollars, og profitten kan aldrig blive stor nok. Men naturen har ikke den samme uendelighed over sig – de naturlige ressourcer har vist sig i den moderne verden at være begrænsede, og uanset hvordan man forestiller sig den teknologiske udvikling, så kommer man ikke uden om, at en økonomisk vækst, der ikke samtidig er økologisk bæredygtig, kun kan føre til økologisk katastrofe. Men at knytte økonomien sammen med økologien på denne måde er et fundamentalt brud med et af kapitalismens væsentligste kendetegn: At bytteværdi (økonomi) er adskilt fra brugsværdi (natur).

Dette er et af temaerne i John Bellamy Fosters nyeste bog, The Ecological Revolution. I bogen argumenterer Foster for, at det kun er ved at genskabe forbindelsen mellem mennesker og natur, at man på samfundsmæssigt og globalt plan kan skabe en bæredygtig balance. Men det er en forbindelse, som kun kan genskabes gennem grundlæggende sociale forandringer, dvs. en socialistisk revolution, der peger frem mod et samfund, hvor produktionen planlægges demokratisk og rationelt: “Målet må være skabelsen af bæredygtige samfund, der er gearet til udviklingen af menneskers behov og kræfter, samtidig med at de er løftet ud af den altopslugende logik om akkumulation af rigdom.”

The Ecological Revolution er en samling af Bellamy Fosters essays, hvor han gennem de sidste 10 år har udviklet sine ideer. Bogen er struktureret i tre dele, hvor han først analyserer de miljømæssige problemer og viser, hvordan de er knyttet til kapitalismens blinde vækst. Dernæst et afsnit, hvor han går dybere ned i modsætningen mellem kapitalisme og økologi og endelig et afsnit om revolutionens nødvendighed. Som han skriver i forordet, er det hans mål at vise, at “vi har nået et vendepunkt i menneskets relation til jordkloden: ethvert håb om en fremtid for denne relation er enten revolutionært eller falsk”.

Det er ikke kun marxister som Bellamy Foster, der taler om nødvendigheden af meget radikale løsninger på miljøkrisen. Tværtimod er der i den aktuelle miljødebat stor tilslutning til synspunktet om, at der skal gribes ret omfattende ind, ellers går det galt. Al Gores film, En ubekvem sandhed, om den globale opvarmning er et godt eksempel på, at selv en tidligere amerikansk vicepræsident, der går varmt ind for kapitalismen, lægger op til nødvendigheden af radikale forandringer.

Men Al Gore tilhører den fløj, som Foster betegner som tilhængere af “en øko-industriel revolution”. De taler om behovet for en ny industriel revolution, hvor bl.a. udviklingen af mere effektiv udnyttelse af energien kan lægge grundlaget for en bæredygtig kapitalisme. Men bortset fra de forandringer, som en sådan udvikling måtte medføre for fx uddannelse og transport, så tales der ikke om sociale forandringer.

Foster påviser imidlertid ved at henvise til det såkaldte “Jevons paradoks”, hvorfor forestillingen om en ny, grøn industriel revolution er en illusion. En mere rationel og effektiv udnyttelse af energien vil betyde, at energien samtidig bliver billigere. Det vil give anledning til stigende indtjening og dermed økonomisk vækst, og i længden vil det samlede energiforbrug snarere stige end falde. Med andre ord: Selv når man forsøger at indbygge bæredygtighed i kapitalismen, så vil kravet om akkumulation i længden føre til, at bæredygtigheden overskrides. At undgå dette ville kræve en skrap statslig regulering, som i sig selv ville begrænse væksten og dermed være i modstrid med kapitalismens grundlæggende principper.

I sidste ende er det kun ved at kombinere den økologiske revolution med en social, hvor produktionen omlægges til at opfylde menneskets behov (dette omfatter også fremtidige generationer), at en egentlig bæredygtig verden kan bygges op.

John Bellamy Foster: The Ecological Revolution. Making Peace with the Planet New York, 2009. Kan købes på www.modstand.org

Billedtekst: Johan Bellamy Foster til en fair-trade-demonstration i Afrika

Flere artikler fra nr. 292

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Klima/global opvarmning
Marxistisk tradition

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 2140 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside