Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 295 – 18. februar 2010 – side 5

Enhedslisten i SFs fodspor

Jakob Nerup

Den politiske udvikling, Enhedslisten har gennemgået i de sidste par, år er meget markant. Bevægelsesorienteret antikapitalisme er erstattet af stueren parlamentarisme. Enhedslistens profil og politik ligner i dag mere SF, før Villy sprang ud som nyliberal islamofob.

Johanne Schmidt-Nielsen

Hvor Enhedslisten tidligere var en organisation styret af medlemmerne, så er det i dag et topstyret parti uden debat og åbenhed.

Enhedslisten fokus og vinkler på politik er i dag alene parlamentarisk. Det ligner den udvikling, som SF gennemgik efter årtusindskiftet, hvor fodformet politik styret af hovedbestyrelsen blev erstattet af professionel kommunikation med fokus på enkle spørgsmål iscenesat via Villy Søvndal.

Eksemplerne på Enhedslistens udvikling er mange og kan enkeltvis være et momentant udsving. Men tilsammen danner det et billede af et parti i hastig march mod reformistisk topstyret parlamentarisme.

Topstyret parti uden debat

Det uregerlige basisstyrede parti har fået politiske ledere som taler pænt. Hvor Enhedslisten tidligere var en organisation, styret af medlemmerne, så er det i dag et topstyret parti uden debat og åbenhed. Eksempelvis er det ikke længere muligt for medlemmerne at læse referater af hovedbestyrelsens møder, og medlemsbladet er indskrænket til få numre med profilartikler af udvalgte parlamentarikere.

I dag er det kun folketingspolitikere, som udtaler sig på Enhedslistens vegne, og landsmøderne iscenesættes, så mest mulig medlemsdebat undgås i TV.

Fra at være et parti, som ville skabe en ny venstrefløj, hvor bevægelsernes aktivister udenfor Christiansborg kunne genkende sig selv, så handler alt for meget i dag om at eksponere Johanne Schmidt Nielsen og derefter de andre folketingsmedlemmer.

Alle politiske udmeldinger styres benhårdt af Enhedslistens spindoktorer (Enhedslistens Folketingssekretariat), der ser politik som kommunikation i forhold til at komme i medierne.

Enhedslistens kapitalismekritik er forstummet til fordel for Johannes moralske symbolpolitik. Der er ingen ende på Johannes indignerede kommentarer over, hvordan enkeltpersoner behandles, mens ord som klassekamp, kapitalisme, imperialisme og arbejder aldrig kommer ud af hendes mund.

Fra at være et parti, som aldrig ville stemme for en finanslov, er det nu muligt, at de vil stemme for, “hvis der ikke er nye forringelser“. Enhedslisten har besluttet at være parlamentarisk grundlag for en ny regering, allerede inden den er dannet.

Tidligere ville Enhedslisten være en markant kritiker uanset regering. Nu handler diskussionen mere om, hvor langt man skal gå i forhandlingerne, når Socialdemokraterne, SF og De Radikale går i regering. I København lavede Enhedslisten budgetforlig og politisk samarbejde med SF og Socialdemokraterne. Forliget medførte forældreblokader, strejker og protester mod Enhedslisten, fordi politikerne var delagtige i nedskæringer, vendt mod almindelige mennesker.

Symbolske valgløfter

Bag kursskiftet ligger en forestilling om, at en ny regering er bygget på enhedsarbejde og støtter sig på krav fra arbejderklassen. Dette er desværre en illusion: SF og Socialdemokraterne har gjort det klart, at toplederne formulerer små symbolske fælles valgløfter, der ikke bryder med nyliberalisme, krig eller racisme. SF og Socialdemokraterne ignorer Enhedslisten og fokuserer på De Radikale – et arbejderfjendsk parti, der målrettet arbejder for afskaffelse af efterlønnen. Enhedslistens ledelse har deponeret deres indflydelse som parlamentarisk sikkerhedsnet.

Tidligere var Enhedslisten det parti, som snakkede om strejke og ville afskaffe Hovedaftalens fredspligt og tilhørende institutioner, fx Arbejdsretten.

I dag er kritikken forstummet til fordel for støtte til det faglige system. Enhedslistens faglige politik er i dag domineret af venstrefløjen i fagbureaukratiet. De bøjer af, hvis socialdemokratiske faglige ledere forlanger det. Det har betydet, at kritikken forstummer, når den er nødvendig som efter de store demonstrationer i 2007, hvor de faglige ledere ikke ville videre.

Og det betyder, at man ikke opbygger et alternativ fra neden i fagbevægelsen og i stedet fastholder sit fokus på samarbejdet mellem de få Enhedsliste-fagforeningsformænd og ditto socialdemokrater i Fagligt Ansvar.

Fokuset på bureaukraternes samarbejde har desværre også den konsekvens, at det ikke altid er solidaritet fra neden, som betyder noget.

Det kunne vi mærke under FOA-strejken i 2008, hvor mange fagbureaukrater havde mere travlt med at undsige Dennis Kristensen end at støtte SOSU’erne. Den fantastiske strejkebevægelse har ikke haft et politisk efterspil i form af en ny faglig venstrefløj, fordi venstrefløjen, Enhedslisten inklusive, ikke ville bygge på FOAs succes. Hvor Enhedslisten i en krisetid med en fagbevægelse i krise og et fagligt lederskab i knæ kunne have en enorm betydning, så er vores reelle betydning nærmest ikke-eksisterende.

Fravær af klassepolitik

Som en medvirkende faktor i den faglige reformisme hører Enhedslistens uvilje til at være et klasseparti. Det er stort set umuligt at få vinklet politik som et klassespørgsmål i Enhedslistens ledende lag.

Både klimapolitikken og krisepolitikken mangler afsættet i arbejderklassen. Klimapolitikken er alene blevet et spørgsmål om økologi og mindre forbrug i stedet for angreb på kapital og social balance i klimaløsningerne.

Krisepolitikken er blevet til parlamentarisk beskæftigelsespolitik i stedet for kamp mod krisens konsekvenser ude på arbejdspladserne.

Et andet eksempel er, at når Enhedslisten snakker om uddannelse, så handler det om gymnasier og universiteter i stedet for erhvervsskolernes underskud og frafald.

Et tredje eksempel på fraværet af klassepolitik og dermed social bevidsthed er Enhedslistens kursskifte i prostitutionsdebatten. Enhedslisten støtter i dag den moraliserende kriminalisering af sexkunderne. Det står i modsætning til tidligere, hvor afsættet var social solidaritet med sexarbejderne uden fordømmelse.

Den manglende klasselinje har den konsekvens, at Enhedslisten af mange i arbejderklassen opfattes som et akademisk parti, der er langt fra virkeligheden for de fleste danskere. Og måske er det ikke så mærkeligt, når man ser på sammensætningen af Enhedslistens faglige netværk. Her er kun hver femte fra et LO-forbund, hver fjerde fra FTF og over halvdelen akademikere. Det er omvendt i befolkningen, hvor kun 1 ud af 10 er akademiker.

Sørgeligste kapital

Den sørgeligste kapitel i denne udvikling handler om svigtet i den danske racismediskussion og islamdebat.

Alle politiske kommentatorer er enige om, at værdipolitikken fylder meget i Danmark, og at det i særklasse er spørgsmålet om muslimer og islam, der fylder.

På det konkrete plan er islamhetzen den ideologiske basis for krigen i Afghanistan, for indskrænkningen af demokratiske rettigheder og allerværst den umenneskelige danske flygtninge- og indvandrerpolitik. I Danmark betaler muslimerne og indvandrerne prisen ved at være dæmomiserede og udgrænsede og dagligt syndebukke i medierne.

Nu har Villy meldt sig på banen som Pia Kærsgaards konkurrent, og det efterlader et stort tomrum, som Enhedslisten naturligt burde fylde ud. Men Enhedslisten vil ikke, fordi ledelsen med spindoktorerne i spidsen mener, at indvandrere og muslimer er en tabersag, som skal ties ihjel.

Enhedslistens tavshed er skadelig for venstrefløjen, idet den tredjedel af danskerne, som ønsker mangfoldighed og respekt for muslimer, ingen politisk repræsentation har. Det betyder, at man smider det mest markante politiske spørgsmål i hænderne på Pia og Villy.

Frem til Enhedslistens landsmøde i maj må alle de, som ønsker, at Enhedslisten skal være et antikapitalistisk parti uden parlamentarisk dominans, et parti styret af medlemmerne og baseret på arbejderklassen, et parti som altid taler imod undertrykkelse og for solidaritet, samles og udfordre kursen mod et nyt SF.

Se også:
SAA 295: NATO og piraterne: Enhedslisten på den forkerte side
SAA 295: Hvordan Enhedslisten burde forholde sig til finanslovsforhandlinger
SAA 295: Enhedslistens krisepjece: – Et godt første skridt
SAA 295: Dødstrusler mod Per Clausen

Flere artikler fra nr. 295

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 6842 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside