Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 307 – 16. marts 2011 (Kun online)

NATO, invasioner, frihed og fred

Jakob L. Krogh

Lene Espersen siger, at Danmark vil stille med 4 F16 fly til et flyveforbud over Libyen. Sarkozy, Cameron og Den Arabiske Liga argumenterer for flyveforbud over Libyen. Dele af venstrefløjen og dele af oprørerne i Libyen ønsker også et flyveforbud.

No foreign intervention

Et flyveforbud bliver fremstillet som en humanitær foranstaltning.

Men hvorfor havde de samme ledere i 2008, da Israel bombede Gaza, så mere travlt med at få stoppet indsmuglingen af antiluftskyts og andet til Gaza, end de havde med at indføre flyveforbud over Gaza?

Civile ofre

Et flyveforbud vil kræve civile ofre og kan være første skridt til en egentlig invasion med soldater på landjorden.

Leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen, siger: ”En no-fly-zone lyder meget klinisk og roligt, men det indebærer, at man bomber luftinstallationer og de fly, som Libyen kunne sætte i luften. Det er ikke en helt lille operation.”

James Clapper, der er direktør for det amerikanske nationale efterretningsvæsen, siger: “Det libyske luftforsvar på jorden, dets radarer og dets missiler er ret effektive. Det er rent faktisk det mest omfattende efter Egyptens” (i Mellemøsten; red.).

At et flyveforbud kan være første skridt til en invasion erkendte Lars Løkke i Horisont 14 marts. Han sagde: “Det handler jo om at være parat til at håndhæve det militært med bombardementer. Hvis man siger A, må man også sige B.” Og videre: “Er vi parat til at tage næste skridt? Er vi parat til at sætte soldater ind på jorden i Libyen?”

Revolutionsrådet er delt

Oprørerne i Libyen ønsker ikke en invasionshær i Libyen og er delte på spørgsmålet om flyveforbud.

Lederen af det nationale revolutionsråd, Mustafa Abdel Jalil, har de seneste dage argumenteret for et flyveforbud som den eneste mulighed for at vinde.

Mustafa Abdel Jalil var Gaddafis justitsminister fra 2007, indtil han hoppede af i oprørets første succesfulde dage. Andre i rådet er bl.a. tidligere repræsentant for regimet, Ali Essawi, der tager sig af udenrigspolitiske forbindelser og er tidligere ambassadør i Indien. Også Gaddafis forhenværende indenrigsminister, Abdul Fatah Yonis, er medlem af rådet.

Afhoppere er ligesom resten af oprørerne i store problemer, hvis Gaddafi vinder. Men de har levet som en del af Libyens elite under Gaddafi, og de vil fortsat kunne leve som en del af eliten i det nye Libyen, hvis en NATO-aktion vil sikre, at Gaddafi vælter, og de bliver en del af den nye ledelse i alliance med NATO.

Andre dele af rådet består af lokale ledere af oprøret og af intellektuelle, hvoraf nogle ikke ønsker mere radikale forandringer, men bare, at Gaddafis regime bliver udskiftet med en ny ledelse i alliance med NATO.

Abdel-Hafidh Ghoga sagde på vegne af det nationale revolutionsråd 27. februar: ”Vi er imod enhver udenlandsk intervention eller militær intervention i vores interne anliggender.” Og fortsatte: “Denne revolution vil blive gjort færdig af vort folk, når resten af det libyske område er befriet.”

Grunden til at store dele af de libyske oprøre er imod NATO's deltagelse er, at de der vælter det siddende styre også kommer til at bestemme, hvordan et nyt samfund skal indrettes.

Oprøret er først og fremmest et oprør mod Gaddafis undertrykkelse. Men mange ønsker også en omfordeling af rigdommene i Libyen. På trods af olierigdommene har Libyen en arbejdsløshed på omkrig 30 pct. En nyliberalistisk politik dikteret af NATO vil ikke sikre den omfordeling.

NATO's humanitære krige

Fortalerne for et flyveforbud argumenter for, at NATO’s aktioner på Balkan faktisk stoppede et folkemord. Realiteten er, at NATO øgede problemet.

Under NATO’s “præcisionsbomning” af Kosovo blev der ramt fire klostre, en skofabrik, en bomuldsgarnsfabrik, en cigaretfabrik, kemiske fabrikker, et skisportssted, fire biblioteker, en kinesisk ambassade, to skoler og to flygtningekonvojer. Hver bombning af konvojerne kostede 80-90 kosova-albanere livet. De selvsamme flygtninge, som NATO officielt ville beskytte.

Bombningerne betød også, at Slobodan Milosevic kunne øge angrebene på kosova-albanerne, og de svækkede modstanden imod ham.

Jelena Sljivar fra studenterbevægelsen Otpor, der var med til at vælte Milosevic, sagde i november 2000, lige efter Milosevic var blevet væltet: “NATO’s bomber i 1999 gjorde ikke Milosevic svagere, de gjorde ham stærkere.”

Hvis Vesten begynder at smide bomber over Libyen, vil det også styrke Gaddafi. Det er meget let for en diktator at argumentere for, at det er dem, der smider bomber ud over landet, der er problemet.

De våben, som Gaddafi bruger, har Vesten selv solgt til ham. Fra 2008-2009 steg EU-landenes militæreksportlicenser til Libyen med 37 pct. I 2009 var de licenser 344 millioner euro værd. Det lykkedes dog ”kun” at få solgt militært udstyr for 174 millioner euro til Libyen.

Pieter Wezeman fra SIPRI (Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut) siger, at både Tony Blair og Nicolas Sarkozy har besøgt Gaddafi for at sælge våben.

Har Gaddafi vundet?

Gaddafis succesfulde offensiv fra begyndelsen af marts er blevet endnu et argument for indførelsen af et flyveforbud . At Gaddafi har succes er tydeligt, men succesen er ikke så entydig, som man får indtryk af i de danske medier.

De byer, som Gaddafi har kunnet få kontrol over, er – med undtagelse af Ajdabiay med 150.000 og Zawiyah med 120.000 indbyggere – relativt små byer, hvis betydning først og fremmest er, at de er oliebyer og står for en stor del af Libyens olieproduktion, der før kampen var på 1,8 millioner tønder om dagen, men nu er under en ½ million.

De tre byer Ras Lanuf, Bin Jawad og Brega har henholdsvis 40.000, 10.000 og 7.000 indbyggere.

Misrata, der ligger i det vestlige Libyen og tættere på Tripoli end de tre oliebyer, har 360.000 indbyggere. Det er Libyens tredjestørste by. Her har Gaddafi ikke kunnet få kontrol, på trods af at den har været under angreb siden 6. marts.

Derudover har oprørerne stadig kontrol med Benghazi (ca. 660.000 indbyggere) og Tobruk (ca. 110.000 indbyggere).

Folket har viljen til at slås

Når Gaddafi har det svært i byerne, er det, fordi oprørshæren er baseret på dels en bevæbning af befolkningen med våben, som oprørerne erobrede i revolutionens start, og dels på at nogle hærenheder er deserteret.

Men Gaddafi har fastholdt kontrollen over størstedelen af hæren og langt de fleste tunge våben. Tunge våben, fly og helikoptere er langt mere effektive i kamp i åbne områder end i byområder, hvor det er muligt at gemme sig i og mellem husene.

Oprørerne er pressede, men har stadig mod til at kæmpe. Bo Søndergaard, der er i Libyen, siger i Politiken 14. marts: “Jeg har talt med en del soldater her i byen, som er meget opsatte på at kæmpe til det sidste, for de af dem som er afhoppere ved godt, hvad der sker, hvis Gaddafi igen kontrollerer Tobruk.”

Og som den 22-årige oprører Jomaa Irjai sagde til Ekstra Bladet: “Krig er altid tilbage og så frem. Med Guds hjælp vil vi rykke fremad igen.”

Tirsdag den 15 marts rapporterede Reuters, at oprørerne med MiG23 kampfly og helikoptere havde sænket to af Gaddafis krigsskibe og bombet nogle tanks. Og Al-Jazeera oplyste, at oprørerne havde erobret 7 tanks ved Ajdabiya og kapret et skib med brændstof på vej mod Tripoli og omdirigeret det til Tobruk.

Hvad er formålet?

Det er ikke kun nu, mens oprørerne er pressede, at vestlige ledere så problemer i Libyen.

Da oprørerne var i offensiven 4. marts, sagde Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland: ”Der er stor fare for, at Libyen ender som en lovløs stat på Europas dørtærskel efter Muammar Gaddafis fald. Libyen kan udvikle sig som Somalia og blive et såkaldt sammenbrudt land eller en ‘slyngelstat’.”

Og hvad er det nu lige, der sker med lovløse slyngelstater, hvis der sker noget? De bliver invaderet som Somalia i begyndelsen af 1990’erne, indtil USA blev tvunget ud igen i 1995.

Kan krigslykken vende?

Oprøret i Libyen er et direkte produkt af de succesfulde revolutioner i Tunesien og Egypten. I Yemen, Saudi Arabien, Bahrain, Sudan, Uganda, Iran, Irak, Oman, Jordan, Marokko (for bare at nævne de vigtigste) er befolkningerne også blevet inspireret til modstand mod deres magthavere.

Hvis denne modstand får succes, kan det inspirere den libyske befolkning yderligere. Hvilket kan betyde et nyt oprør i de Gaddafi-kontrollerede områder og ny styrke til oprørerne i de befriede områder.

Det er denne dynamik, der er oprørets væsentligste håb.

Et NATO-angreb vil derimod svække modstanden i hele Nordafrika og Mellemøsten. Befolkningerne kan godt huske de tusinder af ofre for USA’s og NATO’s sidste krige i Irak og Afghanistan samt Vestens støtte til Israels mange tidligere krige.

Den 13. marts citerede Information.dk en anonym mand, der sagde: ”Min bedstefar kæmpede mod italienerne. De hængte ham. Jeg vil ikke have nogen udenlandske soldater her. Og sådan har alle det her.”

Også Gaddafi ved, at hans bedste mulighed for at genvinde noget af sin tabte legitimitet tilbage er at spille på modstanden mod vestlig imperialisme.

“Kolonialistlandene har udtænkt en plan for at ydmyge det libyske folk, reducere det til slaver og kontrollere olien. Befolkningen i Benghazi har intet andet valg end at gå på gaden – mænd, kvinder og børn – og befri Benghazi fra dette forræderi,” sagde Gaddafi den 9. marts ifølge Reuters.

Et flyveforbud vil kræve massive bombninger og ramme mange civile. Det vil ikke svække Gaddafi, men oprørerne. Oprørerne har stadig mulighed for at vinde, især hvis modstanden i andre arabiske lande får succes.

At magthaverne i de andre arabiske lande er bange, ses tydeligt af, at Saudi-Arabien mandag den 14. marts sendte 1.000 soldater ind i Bahrain, og De Forenede Arabiske Emirater vil sende 500 politifolk.

Dagen efter udløste det massive demonstrationer, der blev slået brutalt ned med 2 dræbte og 200 sårede, og der blev erklæret 3 måneders undtagelsestilstand. I Bahrain, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater og de andre arabiske lande slår diktatorerne voldsomt ned på demokratiforkæmpere.

Det er de samme diktatorer, der dominerer Den Arabiske Liga, der argumenterer for, at de vil hjælpe oprørerne i Libyen ved at indføre et flyveforbud – og som Lene Espersen mener, vi skal lytte til.

Ubetinget støtte til revolution

Hvis vi faktisk vil støtte revolutionen, skal vi afvise ønsker om et flyveforbud eller en invasion.

Vi skal i stedet lægge pres på vores egne regeringer.

Hvis der skal være indhold i, at man vil støtte oprørerne, må vi kræve, at de anerkender revolutionsrådet i Benghazi som Libyens retmæssige regering, at alle libyske værdier i udlandet konfiskeres og udleveres til revolutionsrådet, at alle oliekøb af Gaddafi-regimet ophører, at de vestlige lande uden nogen som helst betingelser leverer våben til oprørerne i Benghazi.

Det er ekstremt vigtigt, at der ikke følger nogle betingelser med de våben, som oprørerne får. Hvis demokratiet i Libyen skal udvikles, skal det udvikles af befolkningen i Libyen.

De har brug for våben for at bekæmpe Gaddafi. Men de har ikke brug for, at vi fortæller dem, hvordan de skal indrette deres samfund.

Se også:
SAA 307: 12 grunde til at gå imod luftangreb: Nej til intervention i Libyen! Sejr til de arabiske revolutioner!
SAA 307: Libyske revolutionære udtaler: ”Vestens krigsmaskine vil ikke hjælpe os med at vinde”
SAA 307: En kort oversigt over imperialismen i Mellemøsten
SAA 307: Chavez støtter Gaddafis regering
SAA 307: Gaddafis historie
SAA 307: Hvordan Vesten afpressede den libyske revolution
SAA 307: Gaddafis søn læste i København

Flere artikler fra nr. 307

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Libyen

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 4226 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside