Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 8

Årsmødet

Enhedslisten ved en skillevej?

Hans Jørgen Vad

For mange Enhedslistemedlemmer var det en markant udskridning, da Folketingsgruppen med Hovedbestyrelsens opbakning stemte for Libyen-aktionen i marts. For nogle så graverende, at de valgte at melde sig ud. Mens andre, som normalt er stærkt imod både FN- og NATO-aktioner, har været for eller i meget stor tvivl.

Dette førte til en omfattende diskussion i afdelingerne, som samtidigt med, at det mere og mere udviklede sig til en ren NATO-aktion, betød at Enhedslisten trak støtten til aktionen efter godt 14 dage – og hurra for det.

Men tilbage står der dog fortsat et problem: Var det først den 30. marts, da Enhedslisten trak sin støtte, at aktionen blev forkert? Eller var den forkert lige fra starten, hvor den blev lanceret på baggrund af en oppisket stemning og truslen om “folkemord”?

I dag kan enhver se, at snakken om “folkemord” var grebet ud af luften. Men truslen om en massakre på Benghazi var heller ikke reel, hvilket kan ses af, at Misratah nu et par måneder har holdt stand overfor Gadaffi uden megen hjælp fra NATO – ligesom byen også gjorde to uger før NATO begyndte at bombe.

Et stort mindretal i Enhedslistens Hovedbestyrelse har taget konsekvensen af dette og fremlægger på årsmødet en beretning, som klart konkluderer, at den oprindelige beslutning var forkert. Det er meget vigtigt, at årsmødet bakker op om dette, hvis vi skal undgå en præcedens for, at Folketingsgruppen fremover kan støtte lignende aktioner andre steder. Vi skal minde om, at det ikke er mere end et år siden, at Hovedbestyrelsen underkendte Folketingsgruppens støtte til en NATO-aktion mod pirateri ved Somalias kyst.

Skelsættende betydning

Når dette spørgsmål er af så skelsættende betydning, er det fordi det ikke kan ses isoleret fra andre politiske mærkesager og udsigten til en “rød” regering, som i et eller andet omfang bliver baseret på Enhedslistens støtte. Og her vil vi kunne opleve, at Enhedslisten bliver udsat for et langt større pres for at indgå i grumsede aftaler og uldne forlig, fx om finansloven.

Tidligere erfaringer viser, at Folketingsgruppen ikke er noget bolværk her – ligesom Hovedbestyrelsen ofte kun giver et svagt modspil. Gang på gang har det vist sig, at det eneste som har kunnet fastholde Enhedslisten på en klar venstrekurs er medlemsdemokratiet på årsmøderne og stærke reaktioner fra aktive afdelinger.

Derfor er én lære af dette, at der må ske en styrkelse af de kræfter i Hovedbestyrelsen, som har deres basis ude blandt Enhedslistens græsrødder, og som ikke primært er loyale i forhold til Folketingsgruppnes politiske linje.

Styrkeforholdet afgøres ikke i folketinget

En anden vigtig lære er, at der er et stadigt mere skrigende behov for, at Enhedslisten får styrket sin indsats og fokus på fagforeninger og bevægelser og udvikling af det interne demokrati, herunder især en styrkelse af kommunikationen mellem afdelinger og at medlemmer arbejder sammen i bevægelser.

En valgfremgang er altid godt. Men kun, hvis den bruges til at styrke arbejdet uden for folketinget, vil den medvirke afgørende til at ændre styrkeforholdene mellem klasserne.

Det er styrkeforholdet mellem klasserne, der afgør hvilken politik der bliver ført, ikke om EL får 6 eller 10 mandater. Det væsentligste er, at der i fagforeninger, uddannelsesorganisationer og andre bevægelser er en vilje til at kæmpe mod de konkrete nedskæringer.

Socialister, der kan argumentere for behovet og mulighederne for en sådan modstand er ofte afgørende for, om det bliver besluttet at organisere modstand eller om passiviteten sejrer og magthaverne får deres vilje.

Behov for at medlemmerne i EL koordinerer arbejdet

Mange af dem, der er aktive i modstanden mod krigene i Libyen og Afghanistan, er medlemmer af EL.
Men Enhedslisten fungerer i dag kun i begrænset omfang som en organisation, hvor aktivister mødes og diskuterer, hvordan kampe kan støttes. Inden for de seneste par måneder har det været relevant at diskutere støtten til strejkerne på CSC og blokaderne på udannelsesstederne, fx de københavnske seminarier og Københavns Universitet. Der er ikke i Enhedslisten regi blevet taget initiativ til nogen af delene.

Hvis Enhedslisten skal udvikle sig til et parti af aktivister skal noget sådan udvikles. Konkret betyder det en styrkelse af afdelingsarbejdet og en fornyet indsats for at opbygge de såkaldte dobbeltorganiseringer., dvs. en organisering af dem, der er i samme fagforening eller uddannelsesorganisation, så de begynder at snakke sammen og koordinere deres arbejde når der sker noget.

Socialistisk demokrati

På det ideologiske plan vil det også være vigtigt at få slået fast, at Enhedslisten vil noget helt andet end S og SF: Nemlig socialisme – et alternativt samfundssystem med fælleseje af produktionsmidlerne. I socialismen er markedskræfternes tyranni erstattet af et demokrati fra neden.

I et socialistisk demokrati skal flest mulige beslutninger tages lokalt på arbejdspladser og uddannelsessteder i stedet for, at demokratiet reduceres til et kryds hvert fjerde år.

Se også:
SAA 309: Enhedslisten: I Socialdemokratiets fodspor?

Flere artikler fra nr. 309

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Hans Jørgen Vad

Siden er vist 3140 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside