Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 312 – 23. september 2011 – side 13

Interview

Ara(b)piat

Anders Bæk Simonsen

Vi bringer her et uddrag af et interview med den palæstinesiske rapper Safeya Hathot, der igennem foreningen Rapolitics har været på besøg i Danmark under projeket Malikah (’Dronning’ på arabisk red.). De har været rundt på skoler og ungdomsklubber for at diskutere ungdom, politik og hip hop med danske unge.

Vi er to piger i gruppen Arabpiat (der er en sammentrækning af arabiske hiphop/rap piger på arabisk red.). Jeg skrev den første sang, da jeg var 15 år. Den handlede om de sociale problemer i vores by, som er Acre. Den handlede så om stoffer og fattige mennesker, og hvordan man burde håbe for livet og ikke bare tage stoffer og den slags.

Det er den samme undertrykkelse men uden bomberne

I starten var jeg ikke så politisk. Altså jeg var ung, og i vores skole lærer vi ikke noget om vores historie overhovedet, om Palæstina. Jeg vidste, at mit land var besat, så jeg vidste nogle få ting, men mindre end nu.

Så dengang var det mere sociale aspekter, der drog mig. Så de andre sange handlede mere om at være ”arabpiat”, og hvordan vi kunne få rettigheder i vores nærområde. Altså det omhandlede de planer, jeg mente var mulige at forandre, altså at handle og forandre. Fordi jeg kan ikke befri Palæstina, selv om jeg gerne ville. For det er ikke nok bare at sige, jeg vil befri Palæstina. Det handler mere om at give og ”kom nu arabiske folk lad os forene os for at gøre det”.

For vi hører altid de arabiske ledere sidder sammen, og de snakker om, hvordan de gerne vil hjælpe os, men freden kommer ikke, og alle ved det. Du ved, i Gaza og Vestbredden er der krig hver dag, og det er ikke helt samme situation, vi lever under her. Vi lever med den samme undertrykkelse men uden bomberne. Vi har ikke rettigheder som normale borgere. De behandler os som Palæstinensere i Israel, så derfor har vi ingen rettigheder.

Det er mit land, hvorfor skulle jeg gå?

Hvordan oplever du den daglige undertrykkelse?

Vi kan se den hver dag, i alting. Det er i uddannelsessystemet, pengesager, i arbejde. Altså i det konkrete liv. Der er intet, der er lige. Og det er fordi, vi er arabere – palæstinensere. Og udenfor det besatte Palæstina (altså udenfor Israel red.) bliver vi antaget for at være israelere, så vi hører ikke til nogle steder – det gør mig virkelig ondt.

Vi er ikke israelere men palæstinensere. Vi flygtede bare ikke væk fra vores land. Så vi sidder fast her men det er godt. Så jeg tager ikke herfra, før jeg har mit hjem, og det er mit land. Hvorfor skulle jeg gå? De skulle tage af sted, for det er mit land!

Vi var skide ligeglade!

Hvordan har det været at være en ung kvinde og rapper? Hvordan har arabere og israelere forholdt sig til jeres rap?

Da jeg startede var det hårdt for vores lokalsamfund at acceptere det, fordi det er ikke accepteret at både være kvinde, araber og muslim (og samtidig rappe; red.). Det var for meget for dem. Både på grund af lokalmiljøet og på grund af religion, men vi var skide ligeglade.

Vi havde støttende familie, der bakkede os op fra starten af. Der kom mange folk op til sådan ”det her er noget pjat, hvorfor gør i det her?”. Så det var svært for dem at acceptere det i starten, fordi det var ukendt for dem, men nu er det accepteret, og mange piger kommer op til os og vil gerne lave rap.

Jeg må gøre alting selv

Hvordan går det så med at få dit rap spredt ud?

Jeg vil gerne lave et soloalbum, men vi kan ikke promovere os selv i Palæstina. De israelske folk vil ikke støtte os, fordi vi rapper om Palæstina. Så jeg får ikke noget pladeselskab dér – der er ingen hjælp at få. Og som jeg fortalte dig, er det sådan, at de anser mig for at være israeler i Palæstina. Så jeg kan ikke gå til talentshows a la American Got Talent. Ikke i de arabiske lande. Ikke i Syrien eller Libanon og hvis jeg stiller op i Israel, er der ingen, der vil støtte.

Når jeg afholder koncerter, er det kun arabere, der kommer. Og selvom der er nogle jøder der er cool og kan lide mine ting, er det få, som ikke er zionister. Så det er ret sandsynligt, at jeg ikke finder noget pladeselskab, og at jeg derfor må gøre alting selv.

Er der nogen, der nogensinde har truet dig pga. dit hip hop?

Nej! Lad mig fortælle dig, det er fordi, jeg lever i den mest frisindede by i Israel. Men i en landsby var der et tilfælde for syv år siden, hvor to piger blev truet med at få deres hus brændt ned. Forældrene ønskede virkelig at støtte dem, men folkene omkring familien, de accepterede det ikke, så pigerne blev nødt til at stoppe.

Der var en anden pige, der lavede hip hop og RnB, som også mødte modstand ikke fra den nære familie, men folk omkring. Så hun flygtede til USA.

Hvad med dig – har du tænkt på at flygte?

Nej, for jeg har min familie, der støtter, og min frihed.

Hvordan ser du perspektiverne for Palæstina, nu når Hamas og Fatah er gået sammen i en regering?

Ja, de siger, at de er begyndt at arbejde sammen, og det er godt, eller det er i hvert fald meningen, at det skal være godt, men jeg ved det ikke. Fordi jeg har en masse venner i Gaza, og i krigen for to år siden (borgerkrigen imellem Fatah og Hamas; red.) sagde de: ”Fatah er dem, der gør alt galt og startede det. Det er på grund af dem, vi lever i et helvede”.

Altså det er en af grundene. Men måske kan de gøre noget godt sammen. Men jeg ved det ikke – man ved aldrig sådan noget, fordi du hører altid ting og sager, men du skal se dem selv – du bliver nødt til at se forandring. Jeg håber, du ved, ligesom alle håber, at det her medfører nogle gode forandringer, fordi de er altid mod hinanden og laver i krig, i stedet for at være en hånd og gøre noget for Palæstina.

Du er grunden til, at jeg laver hiphop nu

Hvad er den højeste drøm for dig, i forhold til hvad du kan opnå med hip hop? Her tænker jeg både personligt, men også for dit samfund.

Når jeg rapper om sociale problemer, mener jeg, at jeg kan forandre. Jeg snakker meget om, hvordan man kan være kvinde i vores verden og særligt omkring dét at være en arabisk og muslimsk kvinde i det her samfund.

Der er stadig en hel del folk, der ikke forstår, vi lever i 2011 og ikke for tusind år siden. Så de bliver nødt at åbne sig op. Verden forandres, så du må også forandre dig. Og der er ikke rigtig noget, du kan gøre ved det, okay? Jeg ønsker bare at vores samfund forstår, at det at give frihed til en pige eller arabisk kvinde, ikke betyder frihed kun til at gå ud, uden at forstå hendes ønsker. Det er ikke i orden vel?

Og som jeg sagde, vi startede den her arabiske kvinde-hiphop-ting i Palæstina. Det er blevet virkelig stort, og da en pige kom op efter en koncert og sagde, ”du er grunden til, at jeg laver hip hop nu”, blev jeg virkelig glad og blev sikker på, at jeg faktisk havde forandret noget.

Du ved, at du er palæstinenser

Har du nogen israelske venner, der ikke er arabere, eller er det meget opdelt?

Faktisk er det sådan, at der hvor jeg bor, er byen arabisk, men der bor også jøder der. Vi lever sammen og arbejder sammen. Du ser dem hver dag – de ser os hver dag. Jeg har en slags venner fra mit arbejde, men vi går ikke ud sammen eller sådan noget.

Det er stadig sådan, at når du går på gaden, selvom der ikke er bomber, der sprænger dig i stykker, ved du, at du er palæstinenser, og de er israelere. Og alle har det på den måde. Men vi lever fredeligt sammen i vores dagligdag. Vi ved vi bliver nødt til at leve på den her måde, så vi vænner os til det. Men rigtige venner kan vi aldrig blive.

Engang var der en pige, som jeg arbejdede sammen med, der kom hjem til mig. Hun er jøde, og da hun så det palæstinensiske flag på mit værelse, var hun sådan ... du ved jeg så hendes ansigt, og jeg sagde ikke engang noget. Vi kan altså ikke blive venner, men vi må leve med det.

Safaeya Hathot og hendes gruppe Arapiat kan findes på:
http://www.myspace.com/arapiat

Du kan også se hendes video ”Safaa Arapiyat – Checkpoint Rocks” på http://youtube.com
Endelig har hun deltaget i en prisvindende dokumentarfilm ”Slingshot Hip Hop”

Flere artikler fra nr. 312

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 1123 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside