Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 316 – 13. januar 2012 – side 3

At anbefale nej til finansloven

En børnesygdom for socialister der vil ændre noget?

Anders Bæk Simonsen

Lenin stillede i 1919 i ‘”Venstre” kommunisme – en børnesygdom’ nogle principielle spørgsmål om hvorvidt socialister kan indgå kompromisser med den herskende klasse og hvad man overhovedet kan bruge parlamentet til. Disse spørgsmål, er med en ny regering og Enhedslistens JA til finansloven, igen blevet aktuelle for hele venstrefløjen.

Gjort er gjort og mon ikke vi efterhånden som Internationale Socialister og særligt igennem dette organ har vist vores modstand mod, at Enhedslisten – efterhånden det eneste parti der ikke har accepteret den herskende klasses dagsorden – stemte ja til finansloven.

Alligevel er der nogle overvejelser vi bør foretage os, for det kan måske gøre os bedre til at navigere i kommende spørgsmål, som vi bliver tvunget til at tage stilling til, nu når Enhedslisten er et regeringsbærende parti.

I diskussionen om at stemme for finansloven der har været efterfølgende på venstrefløjen, har kritikken mod vores anbefaling af at stemme nej været, at vi har været utopiske, (revolutions)-drømmende, og at et nej i virkeligheden vil skade venstrefløjen og arbejderklassen mere end de forringelser der faktisk ligger i selve finansloven, da det er svært at pege på alternativer.

I udgangspunktet mener vi ikke, at der er noget principielt i vejen for søge et kompromis. Men hvis man ikke er utrolig præcis på, hvad der er for nogle betingelser der ligger til grund for at man indgår et kompromis, risikerer man at bevæge sig ud på en sti der tager én længere og længere væk fra det overordnede mål man egentlig har.

Kompromis med banditterne

Lenin skrev, at der er forskel på det kompromis som er indgået fordi man er tvunget til det af ydre omstændigheder – han bruger et sted eksemplet med røverne der truer en og man indgår et kompromis (aflevere sin bil, penge og pas) for at overleve og måske senere fange dem og får dem straffet – og et kompromis hvor man ”pukker på de objektive omstændigheder” og indgår et kompromis for at få del i banditternes bytte.

Han skriver også, at dette eksempel er lidt barnagtigt men fastholder dog forskellen imellem kompromisset der er indgået pga. objektive tvingende omstændigheder (fx strejkekassen er tom) og de kompromisser indgået af: ”af forræddere” (der som sagt) ”pukker på objektive omstændigheder for at dække over deres egoistiske interesser (...) deres fejhed, deres ønske om at stå sig godt med kapitalisterne, deres modtagelighed for trusler, undertiden for overtalelse, undertiden for bestikkelse.

Igen, fastslår Lenin, at det hele bliver mere vanskeligt at afgøre i konkret politik, hvor internationale- (kapitalisme i historisk dyb krise men også bølger af oprør og modstand), nationale- (første nye socialdemokratiske regering i næsten 20 år) men også andre særlige forhold (fx Enhedslistens fremgang – SF tilbagegang) spiller ind.

Enhedslisten

Grunden til at spørgsmålet om finansloven er svær, er fordi vores parlamentariske kammerater i Enhedslisten, ikke helt lader sig indfange af de to kategorier som Lenin sætter i spil.

Først og fremmest vil jeg mene der i udgangspunktet ikke var nogle ladt revolver mod Enhedslisten – snarere havde (eller i hvert fald burde) Enhedslisten offensivt havde sigtet med skarpt mod regeringen på sammen måde som højrefløjen sigtede mod den lilla 3-kløver.

Dernæst kan vi uden at blinke sige, at vores parlamentariske kammerater ikke har handlet direkte forræderisk, egoistisk eller er bestikkelige, ligesom de heller ikke ønsker at stå på god fod med kapitalisterne.

Modtagelighed overfor trusler

Hvad man måske godt kan mistænke dem for er, at de er modtagelige overfor trusler uden det er reelt nok – og derfor ikke har den nødvendige mængde is i maven, der skal til for at lave det mest gavnlige taktiske kompromis.

Pernille Skippers udmelding i Ræson (der udkom d. 12. november 2011 inden finanslovsforhandlingerne var forbi) om at ’det er helt udelukket’ at vælte regeringen (og dermed stemme for finansloven) uanset hvad, vidner om en manglende kølighed.

Derfor kan vores parlamentariske kammerater argumentere for at der var ydre objektive forudsætninger der nødvendiggjorde, at de indgik et kompromis om dette særlige indhold (finansloven 2012) under disse specifikke vilkår.

Hvilken vej nu?

Men det betyder ikke, at vi som kritisk venstrefløj ikke skal fastholde at dette perspektiv var forkert. Det skal selvfølgelig fremsættes dels som en loyal og kammeratlig- og samtidig salig og velbegrundet kritik af vores ledende Enhedslisten–kammerater.

I føromtalte værk af påpeger Lenin, at holdningen til egne fejl er det sikreste kendetegn for hvor alvorligt et revolutionær parti er. Det værste i vores optik er imidlertid ikke, at vores parlamentariske kammerater følte sig nødsaget til at indgå dette specifikke kompromis (finansloven 2012) – hvis det var det der var tale om. Det er værste er, at det blandt nogle kammerater bliver italesat som en stor sejr.

Hvor skal forbedringer komme fra?

Et sådan perspektiv fortæller os, at det er i parlamentet og igennem vores partikammeraters hårde og taktisk snedige arbejde på Christiansborg, at forbedringer for os almindelige mennesker skal komme.

Men ligegyldigt hvor dygtige de er – og det vidner de symbolske ”røde fingeraftryk” på finansloven også om – betyder presset på regeringen for at forbedre ”vores” konkurrence-evne, altså vores nationale banditters profitter i dyb krisetid, at Enhedslisten reelt gennemfører de minimumsløfter som S- SF havde lovet, inden de fik magten. En rolle som Pernille Skipper også selv erkender i førnævnte artikel.

I stedet for at redde banditternes finanslov for enhver pris, mener vi, at vores repræsentanter i parlamentet i højere grad skal bruge prime time eksponering til at tale modstand op mod den usolidariske krisepolitik.

Et godt sted at starte er de kommende overenskomstforhandlinger, hvor toppen af vores fagorganisationer taler vores forventninger helt ned til reallønsnedgang igen. Dermed skal vi igen betale for krisen.

Flere artikler fra nr. 316

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 1104 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside