Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 320 – 8. juni 2012 (Kun online)

Protester stopper trepartsforhandlingerne

Jørn Andersen

Regeringens plan om at få fagtoppen til at acceptere længere arbejdstid ved at afskaffe helligdage eller feriedage er brudt sammen. Protester fra hundredvis af arbejdspladser og fra tillidsmandsmøder har de seneste uger sat fagtoppen under pres.

Den afgørende melding kom torsdag, hvor et hovedbestyrelsesmøde i Dansk Metal satte forbundsformand Thorkild E. Jensen på plads: Metals hovedbestyrelse sagde klart nej til at sælge helligdage og ferie.

Onsdag mødtes LO-formand Harald Børsting med 175 tillidsfolk i LO-region Midtjylland. “Han var sur, da han gik derfra,” fortæller en deltager på mødet til Socialistisk Arbejderavis. De fremmødte tillidsfolk mente ikke, at det var fagbevægelsens opgave at indgå i forhandlinger om at afskaffe helligdage eller feriedage.

Torsdag gav næsten 300 HK-tillidsfolk på et landsdækkende tillidsmandsmøde i Odense HK-formand Kim Simonsen samme besked.

“Du skal fan’me ikke afskaffe vores helligdage eller vores feriedage, Kim. Det kan jeg godt hilse og sige fra de medlemmer, jeg repræsenterer. Og hvis du ikke hører efter, er du politisk tonedøv,” sagde Benedikte Toftegaard, fællestillidsrepræsentant hos Aller iflg. hk.dk.

Sidste fredag (1. juni) besluttede en faglig landskonference i Horsens at indkalde til landsdækkende konference for tillidsfolk og fagligt aktive 15. juni i Nørrebrohallen i København.

På mødet i Horsens opfordrede Henrik Lundstrøm, næstformand i Sydøstjyllands Stilladsarbejderklub til at aktionere:

“Vi skal fanden danse mig i gang nu. Hvis vi holder alt for mange møder, så smutter tvivlerne imens, det gælder både fagligt og politisk. Derfor er vi i gang i stilladsklubben med at forberede aktioner, vi er kun 1200, men vi gør det gerne,” sagde han ifølge fagligtansvar.dk

Bag de faglige møder og presset på fagtoppen ligger der diskussioner på hundredvis af arbejdspladser. Allerede før treparts-forhandlingerne startede, begyndte såvel forbund som lokale fagforeninger at modtage en lang række henvendelser fra såvel tillidsfolk som menige medlemmer.

“Kan det virkelig passe, at vores fagforening skal forhandle om at arbejde mere, når der er masser af arbejdsløse?” var det typiske spørgsmål. Og efterhånden som det blev tydeligt, at det faktisk kunne passe, voksede protesterne. I fx 3F var henvendelserne så mange, at folk, der henvendte sig på mail, bare fik et standardsvar tilbage.

En vigtig sejr – den skal bruges til at komme i offensiven

Sammenbruddet i treparts-forhandlingerne er en vigtig sejr. Den viser, at selv ret små protester både kan presse fagtoppen og en i forvejen meget svag regering.

Men SRSF-regeringen har flere beskidte planer i posen: En skatte-“reform” til gavn for de rige. En fleksjobs- og førtids-“reform”, som rammer syge og handicappede. Plus at angrebene på dagpenge og efterløn stadig står ved magt.

SRSF-regeringens krisepolitik handler tydeligvis om at fortsætte VKO’s angreb på arbejderklassen og udsatte grupper – og at lette tilværelsen for arbejdsgiverne og de rige. Det kræver fortsatte og forstærkede – og mere organiserede – protester.

Derfor er det for det første er vigtigt, at det landsdækkende møde for tillidsfolk og fagligt aktive 15. juni fastholdes.

Mødet er det bedste sted at gøre status over protesterne på tværs af fag og geografi. Og mødet kan blive et vigtigt sted at starte genopbygningen af de aktive faglige netværk, der i så rigelig grad bliver brug for i den kommende tid.

For det andet er det vigtigt, at vi formulerer krav til regeringen.

De seneste par uger har vist, at hvis vi alene overlader det til velbetalte faglige ledere at formulere arbejderklassens krav, så vil de gå langt for at behage regeringen. Både FTF-formand Bente Sorgenfrey og 3F-formand Poul Erik Skov Christensen har beklaget at treparts-forhandlingerne er brudt sammen. Vi tror ikke, at deres medlemmer er enige.

Nogle af kravene er ret enkle. LO sektionsformændene i Region Midtjylland formulerede 22. maj nogle krav til “Hvad vi ikke vil se” – heriblandt: “En fleksjob- og førtidspensionsreform, som i praksis betyder nedskæringer og øget usikkerhed for syge kolleger”, “2020-plan med dens planmæssige afmontering af den offentlige sektor”, lempelse af topskatten osv.

Genindførelse af 4 års dagpengeret og lempelse af optjeningskravet til et halvt års arbejde er ligeledes et krav, der høres rigtigt mange steder. Både fordi de arbejdsløse i forvejen er hårdt ramt. Men også fordi vi ved, at når de arbejdsløse bliver presset, presser det også løn og arbejdsforhold for folk i arbejde.

Desuden er der en lang liste af forringelser under VKO, som regeringen ikke har tænkt sig at rulle tilbage, men som bør blive en del af de fælles faglige krav til regeringen – fx efterløn, fradragsregler for fagligt kontingent, det sindssyge aktiveringscirkus for arbejdsløse og meget mere.

Endelig kan man pege på mere offensive krav: Der kan skabes titusinder af klima-jobs ved bygningsrenovering, omstilling til kollektiv trafik og vedvarende energi m.v. Der er brug for mange flere lærere, pædagoger, sygeplersker, SoSu-assistenter osv. i den offentlige sektor. Kortere arbejdstid så længe arbejdsløsheden er høj.

Hvordan kravene præcist skal udformes er ikke op til os. Men vi opfordrer alle til at byde ind – og at mødet for tillidsfolk og fagligt aktive 15. juni bruges til at sætte gang i diskussioner om det. Vi kan ikke overlade banen til regeringen. Den har helt andre planer.

For det tredje er det vigtigt, at vi bruger anledningen til at diskutere med kollegerne om, at dette handler om meget mere end helligdage og ferie.

Vi er i “den dybeste krise siden 30’erne”, og magthaverne har tænkt sig, at vi skal betale. Det gælder i hele Europa – fra Grækenland og Spanien til Danmark. Krisen er ikke lige dyb alle steder – men angrebene på faglige rettigheder, de arbejdsløse, på pension/efterløn og arbejdstid foregår overalt.

Når Merkel i Tyskland forringer forholdene for tyske arbejdere for at “styrke konkurrenceevnen”, presser det arbejdere i alle andre lande. Når Thorning og Søvndal i Danmark forsøger at forringe forholdene for danske arbejdere for at “styrke konkurrenceevnen”, presser det arbejdere i alle andre lande.

Derfor skal vi sige Nej til deres forringelser på tværs af landegrænser. Det er en ond spiral, som kun gavner arbejdsgivere og spekulanter. I stedet er der brug for en fælles kamp – på tværs af fag, alder, køn og landegrænser – mod elitens krisepolitik.

Det kræver styrkelse af den faglige organisering. Fagforeningerne skal ikke bare være service-organer. De skal være kamporganisationer, hvor mange flere kan være aktive.

Se også:
SAA 320: Efter trepartsforhandlingerne: Muligheder og udfordringer for Enhedslisten
SAA 320: Hvor mange gange kan fagtoppen lade os betale for krisen?
SAA 320: Trepartsforhandlingerne

Flere artikler fra nr. 320

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 4489 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside