Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 321 – 1. juli 2012 – side 10

Egypten

Nervekrig mellem militæret og revolutionen

Anders Bæk Simonsen

Den kommende tid bliver en endnu hårdere magtkamp imellem militæret på den ene side og de revolutionære kræfter på den anden.

Snakken på gaden om et snarligt blodigt militærkup florerede i dagene umiddelbart efter præsidentvalget og indtil Det Muslimske Broderskabs kandidat, Mohammed Mursi, blev udnævnt til vinder søndag den 24. juni. Socialistisk Arbejderavis giver her oprids af hele forløbet.

Den første valgkampsrunde

Foregik i en stemning af resignation; revolutionen var udmattede. De mange der bakkede revolutionen op følte sig mere og mere isolerede – nogle gav op og var klar til at overlade initiativet til Mubaraks folk igen.

Den forholdsvis lille opbakning til den nationale generelstrejken den 11. februar betød, at kræfterne fra Mubaraks regime fik mere selvtillid – udkaldet til strejke var netop rettet mod, at militærets øverste råd (SCAF) skulle leve op til deres garantier og starte processen med at overdrage magten til de civile kræfter.

Strejkeudkaldet blev også modsagt af det Muslimske Broderskabs ledelse, da deres økonomiske politik grundlæggende er på linje med militærets og først og fremmest handler om at få gang i hjulene og genoprette kapitalisternes profit.

Med denne nye erkendelse, begyndte militæret at teste revolutionens positioner. SCAF nægtede at opløse det midlertidige regeringsråd – som er nedsat af dem selv – og at lade Broderskabet (der har flertal i parlamentet efter vinterens valg) at danne regering. Alt så altså ret sort ud da præsidentvalgets første runde foregik den 14. og 15. maj.

En stemme for revolutionen

Valget betød to ting. Først og fremmest fik de to kandidater der repræsenterer den revolutionære bevægelse tilsammen flere stemmer end valgets nummer et og to. Det drejer sig om Hamdeen Sabahi der kom ind på tæt tredjeplads og Abdel Moneim Aboul Fotouh, en tidligere leder fra Broderskabet på en fjerdeplads.

Sahabi repræsenterer en venstrereformistisk linje. Han fik de fleste stemmer i de industriområder, hvor opbakningen til revolutionen er størst, og hvor den mest bevidste del af arbejderklassen befinder sig.

Majoriteten af befolkningen havde altså stemt for revolutionen. Men selvom Sabahi og Fotouh tilsammen fik flere stemmer end militærets kandidat – den sidste premierminister under Mubarak, Ahmed Safiq – og broderskabets Mursi, kunne ingen af dem alene slå disse to.

Kan man støtte broderskabet eller er det et valg imellem pest eller kolera?

Da det stod klart, at det var broderskabets- og militærets kandidat der gik videre til præsidentvalgets anden runde, valgte en del liberale og endda venstreorienterede grupper, der indtil da havde tilknytning til revolutionen, at støtte militærets kandidat, Ahmed Sadiq og hans kampagne. Deres forræderiske handling blev pakket ind under bekymringer for Broderskabets stigende magt i samfundet.

Hos andre herskede der apati, ”Det er et valg imellem pest eller kolera” var holdningen. Broderskabet havde med deres aftale med hæren det sidste års tid og angreb på venstrefløjen og andre progressive kræfter, svigtet mange.

De revolutionære socialistiske kræfter i Egypten støttede i valgets anden runde broderskabets kandidat Mursi.

De revolutionære socialister argumenterer for, at valget ganske rigtig var imellem to fjender. Men hvem vil man helst kæmpe mod? Militærets mand der brutalt vil slagte oprøret eller en opportunistisk ledere af en organisation, som kan påvirkes fra neden af masserne og afsløres foran hans egne tilhængere.

”Dommen” over Mubarak den 2. juni

Imellem første og anden valgrunde blev Mubarak ”dømt”. Dommen skal først og fremmest ses som en total frifindelse af regimet. Mubarak fik livstid for hans ansvar i drabene på ubevæbnede demonstranter, og hans top-sikkerhedschef og tidligere indenrigsminister Habib el Adly blev også fundet medskyldig i drabene på mere end 900 protesterende.

Men anklagen om medskyldighed i disse drab mod seks politichefer blev frafaldet, og de utallige krænkelser af egypternes rettigheder, som har fundet sted i årtier, var slet ikke et spørgsmål, som domstolen forholdte sig til.

Dertil kommer, at Mubarak og hans to sønner Alaa og Gamal blev pure frifundet i korruptionsanklager. Eksperter anslår, at Mubaraks familieformue kan være helt op imod 380 milliarder kroner. Men dette tyveri mod befolkningen blev han eller hans familie altså ikke dømt for.

Allerede samme aften strømmede titusindevis af folk til Tahrir, imens de råbte ”En farce! Retssagen har været en farce!” og krævede morderen Mubarak henrettet.

De første tegn på et militærkup den 13.-15. juni

Umiddelbart op til at præsidentvalgets anden runde begyndte den 15. juni, tog resterne af Mubarak-regimet en række skridt, der svækker revolutionens manøvrerum.

Generalerne i det øverste militærråd (SCAF) genindførte den 13. juni store dele af de forhadte nødretslove som var hverdagen i årtier under Mubarak. Det betyder, bl.a. at militær igen kan anholde civile på mistanke om at de kan anstifte uro og bevægelse på gaden.

Allerede dagen efter bekendtgjorde Højesteretsdomstolen (der er udpeget af Mubarak inden hans fald) dels at en tredjedel af parlamentet er ugyldigt, og derfor er hele det forholdsvis nyvalgte parlament, hvor det Muslimske Broderskab udgør den største kraft, nu opløst indtil nyvalg finder sted efter at landet har fået en ny forfatning.

Yderligere annullerer Højesteretsdomstolen, loven der forbød repræsentanter fra det gamle regime i at stille op til præsidentvalget. Det har reelt betydet, at den sidste premierminister under Mubaraks styre, Ahmed Shafiq, kunne fortsætte hans præsidentkampagne.

Søndag den 15. juni umiddelbart efter offentliggørelsen af de første prognoser fra præsidentvalget, annoncerer generalerne et tillæg til den midlertidige forfatning, der reelt giver militæret ret til at indføre nye love indtil et nyt parlament er dannet, retten til at udpege en forfatningsråd, veto-ret i udarbejdelse af landets nye forfatning og kontrol med statsbudgettet.

Det vaklende broderskab

Med disse initiativer forsøgte hærens generaler at bruge statsmagten til at bane vejen for et decideret militærkup. De anså, at de havde de fleste folk på deres side. Med initiativerne, der lukkede parlamentet og gav militæret nye beføjelser på gaden, kunne man nemmere angribe hele bevægelsen og masseanholde de protesterende samt lederskabet af Broderskabet. Godkendelsen af Shafiq som præsidentkandidat og tillægget til den midlertidige forfatning betød, at militæret vil stå over enhver anden politisk kraft i samfundet.

Men Broderskabet reagerede ikke

I stedet forsøgte de at forhandle med militærets ledelse og nå til en eller anden form for enighed. Samtidig havde de en fornemmelse af, at de ville vinde præsidentvalget, de uofficielle optællinger tegnede en sejr, så de prøvede at holde militæret tilbage.

Men da militæret begyndte at rulle tanks ud og rundt i hele landet og sætte pansrede køretøjer op foran store stats- og embedsinstitutioner, under påskud af at beskytte disse i tilfælde af optøjer efter offentliggørelsen af præsidenten (hvilket tyder på de havde kørt Shafiq ind som præsident), gik det op for det Muslimske Broderskab, at det her var et spørgsmål om deres og dermed revolutionens overlevelse.

Ned med militærstyret!

Tirsdag den 17. juni indkaldte de til protester og deres medlemmer strømmede til Tahrir. Mange havde ikke været der siden protesterne sidste år, der betød Mubarak fald. På pladsen mødte de sympati fra de andre revolutionære kræfter, selvom Broderskabet ikke havde vist de revolutionære støtte eller decideret havde angrebet dem det sidste halve års tid.

For hver dag der gik indtil offentliggørelsen af præsidenten søndag den 24. juni strømmede flere og flere mennesker til pladserne. Der var lignende protester i hele landet. Folk var bekymrede og vrede på militæret over de skridt, som de havde taget og frygtede det værste. Fra onsdagen og frem til fredagen så man fem store betydningsfulde strejker.

På Tahrir valgte mange at slå sig ned i lejre, ligesom det skete i februar sidste år. Slagordene på pladsen var ”Ned med militærstyret!” og ”liberale, sekulære, islamister og revolutionære – alle udgør en hånd mod militæret!”.

Mostafa Ali, som er medlem af Revolutionære Socialister, forklarer om protesternes betydning i et interview med socialistworker.org to dage inden præsidentvalget offentliggøres (den 22. juni):

”Man kan argumentere for at dette fik militærkuppet, som ellers synes meget overhængende, til at falde og det har åbnet muligheder for at tvinge SCAF til mærkbare indrømmelser i form af at respektere de uofficielle optællinger af præsidentvalget.

Jeg siger ikke det her med sikkerhed, men mobiliseringerne har højst sandsynlighed fået dem til at tænke sig om to gange hvorvidt, de vil foretage et fuldblods militærkup i Latinamerikansk stil med kampvogne i gaderne mod tusindevis af mennesker eller knuse hundredtusindevis af demonstranter”.

Flere artikler fra nr. 321

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Egypten

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 1424 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside