Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 321 – 18. juli 2012 (Kun online)

Revolution – ja tak, men hvilken?

Jørn Andersen

”Der går en lige linje fra Pol Pot til Per Clausen.” (Pia Kjærsgaard, DF) – ”Enhedslisten er et sygt parti” (Anders Samuelsen, LA) – ”De er jo rablende vanvittige” (Simon Emil Ammitzbøll, LA)

Revolution

Borgerligheden er sandelig kommet op af stolene, efter at Enhedslistens Per Clausen forudsagde, at en revolution kan blive virkelighed i Danmark inden 20 år.

”Vi kan se, hvad der sker i Sydeuropa lige nu. Tingene kan også bryde sammen i Danmark, så vi får et økonomisk kollaps, mens det går op for befolkningen, at politikerne mangler legitimitet,” forklarede Per Clausen til Berlingske Tidende.

Men det var nok kun ganske få af Berlingskes læsere, der havde nået at pudse automatgeværerne af, inden der lød beroligende toner – fra Børsens debat-redaktør Christopher Arzrouni:

”Revolution i marxistisk forstand er jo, når en bestemt klasse – arbejderklassen – overtager ejerskabet til produktionsmidlerne og dermed frigør sig fra udbytningen. Og hvis ikke der er tale om, at arbejdspladserne overgår til arbejderne. Det er trods alt ikke ligefrem det, Per Clausen har foreslået de sidste par dage – så man kan svært tale om revolution som sådan,” sagde Arzrouni til Information.

Socialdemokraternes politiske ordfører Benny Engelbrecht nåede dog forinden at stille sig op som martyr for kapitalen: ”Skulle det utænkelige ske, at den revolution skulle opstå, så mener jeg bogstaveligt talt, at de i givet fald måtte nedkæmpe os.”

Enhedslisten og revolutionen

Hvad Enhedslisten selv mener, fortaber sig lidt i tågerne. En mail til EL’s godt 9.500 medlemmer, som skulle ”præcisere Enhedslistens politik og udrede misforståelser” hedder det, at revolutionen ”først og fremmest er fredelig og demokratisk”.

Mailen henviser til ”kasserolle-revolutionen i Island som et forbillede, hvor den islandske befolkning pressede den borgerlige regering til at udskrive valg, og i stedet valgte en ny regering, som ville føre en ansvarlig økonomisk politik, der tog hensyn til mennesker frem for banker og finansspekulanter.”

Problemet er dog, at selv om Islands kapitalister er kommet væk fra afgrunden fra 2008, så er det iflg. WikiPedia sket ved at devaluere den islandske krone, så at reallønnen er faldet med 50 pct. – næppe en løsning som EL vil anbefale.

Ikke desto mindre skal Per Clausens første udmelding hilses velkommen. Der er behov for en debat om, hvad vi mener med ”revolution”. Så lad os starte med hvorfor vi har brug for den?

Hvorfor revolution?

Der er i hvert fald to meget store og meget konkrete problemer, hvor en socialistisk arbejder-revolution formentlig er det eneste progressive, real-politiske svar.

1) Den globale økonomiske krise: Der er intet, der tyder på, at den stopper inden for en kortere årrække. Og jo længere tid den får lov at fortsætte, jo flere millioner af mennesker vil komme til at lide på alle mulige måder. Grækenland er bare et forvarsel om fremtiden for langt større dele af Europa de kommende få år.

2) Klimakrisen: Enhver, der har beskæftiget sig bare overfladisk med den, er klar over, at hvis ikke der inden for meget kort tid (2, 5, 10 år) startes en meget kraftig reduktion af CO2-udledningen (primært via omstilling til vedvarende energi), så vil hundreder af millioner af mennesker komme til at lide i de næste mange årtier.

Der er absolut intet, der tyder på, at det i praksis kommer til at ske i noget relevant omfang, så længe kapitalismen får lov at fortsætte. Tværtimod: Jagten på olie, kul og gas bliver bare mere brutal for mennesker og miljø.

I begge tilfælde er der tale om systemkriser. De kan kun fjernes ved at fjerne det system, der har skabt dem. Kapitalen og dens bannerførere kommer ikke ”til fornuft”.

I begge tilfælde er der en tids-faktor involveret. Den økonomiske krise har nu varet 5 år. Hvordan vil Europa se ud efter 5 år mere med krise? 10 år? 20 år?

En socialistisk arbejder-revolution er ikke bare ”en vision”. Den er et meget alvorligt, konkret og real-politisk svar på en meget dyb systemkrise.

Men: At revolutionen er nødvendig, hvis vi (med medlems-mailens ord) skal ”kunne bevare natur og miljø, samt ordentlige livsbetingelser for almindelige mennesker”, er ikke det samme som, at den kommer til at ske. Så hvad skal der til?

Revolution? I Danmark?

De nyeste revolutioner, vi kender, er Tunesien og Egypten i 2010-11. I begge lande blev diktatorerne væltet efter få ugers oprør. Det var lidt ligesom en trykkoger, hvor lang tids stigende tryk blev udløst af den økonomiske verdenskrise og stigende fødevarepriser.

Men der er forskel på Nordafrika og fx Danmark. I Tunesien blev protester holdt nede af én politibetjent for hver 40 indbyggere. I Danmark er der ”kun” én for hver 400.

Desuden er der i Danmark er langt flere ”sikkerhedsventiler”: Parlamentariske valg, frie fagforeninger osv. Krisen er endnu langt fra så dyb som i Tunesien og Egypten. Der er stadig, for flertallet, en langt højere grad af social tryghed.

Men jo værre krisen bliver, jo mere vil sikkerhedsventilerne komme under pres. Den sociale tryghed er i en årrække langsomt blevet udhulet. Uligheden er øget.

Den nulevende befolkning er den første i generationer, som ikke tør forvente en bedre fremtid for deres børn, end de selv har haft.

Manglende demokratisk legitimitet

Krisepolitikken dikteres af kapitalens behov – og det undergraver systemets legitimitet.

Krisen sætter det demokratiske system under pres – som vi har set i Grækenland og Italien, hvor valgte premierministre inden for det sidste års tid er blevet erstattet af bankdirektører.

I Danmark havde vi for kun 10 måneder siden et valg, hvor flertallet stemte for et håb om en anden politik. I stedet fik vi mere af det samme. Tiltroen til politikerne – specielt i S og SF, de traditionelle arbejderpartier – er faldet drastisk i disse 10 måneder.

I første omgang har denne faldende tillid mest givet sig udtryk i massiv vælgerflugt fra S og SF. Den store fremgang for EL udtrykker måske nok delvis et håb om, at EL kan indfri håbet om forandring.

Men den udtrykker også, at flere er villige til at kigge andre steder hen, end de plejer, for at få forandring.

Protester nytter

Det afgørende spørgsmål er, om den ophobede frustration og vrede bliver omsat i aktivitet?

Protesterne mod ”helligdagstyveriet” i maj og juni var en lille-bitte forsmag på, at folk ikke i al evighed vil finde sig i at skulle betale, mens de rige bliver rigere og rigere.

Lad os lige holde fast i disse protester et øjeblik.

Nej, der var hverken tale om demonstrationer eller strejker, endsige oprør. Men fra hundredvis af arbejdspladser ringede folk ind til deres lokale fagforening eller til deres forbund. Det betyder, at tusinder af arbejdere har diskuteret helligdagstyveriet – og besluttet at gøre ”et eller andet”.

Og hvad har man konkluderet, efter at presset nedefra tvang fagtoppen til ikke at lægge ryg til helligdagstyveriet? Nok ikke, at ingenting nytter – for det nyttede jo!

Organisering

Protesterne mod helligdagstyveriet var små og uorganiserede. Men de afslørede, at der er ved at blive bygget tryk op. Og endnu vigtigere: De afslørede, at magthaverne ikke er almægtige.

De politiske kommentatorer forstod det ikke – det var langt væk fra deres verden. Men neden under medie-virkeligheden har tusinder af arbejdere oplevet, at de selv kunne gøre en forskel. En forskel, som var større, end hvad de faglige og politiske ledere kunne præstere.

En sådan bevidsthed fører ikke af sig selv til flere og større protester. Hertil kræves politisk og faglig organisering.

Men det er ikke svært at forestille sig, at hvis den faglige og politiske venstrefløj kiggede mindre på det parlamentariske cirkus og mere på at organisere folk til selv at handle, så kunne utilfredsheden få et langt mere synligt udtryk – og dermed involvere langt flere.

Hvis fx fagforeningerne eller andre faglige netværk – eller Enhedslisten – tog initiativ til en protest ved folketingets åbning 2. oktober, er jeg overbevist om, at mange ville bakke op.

Fra protest til modstand

Det at opleve, at man ikke er alene med sin utilfredshed, gør det langt mere tiltrækkende at handle. Derfor er synlige protester en vigtig brik i at skabe en mere omfattende modstand.

Men systemet kan ”leve med” protester og alligevel køre videre. Skal der magt bag kravene, er strejker og demonstrationer langt stærkere end blot demonstrationer. Det er der to grunde til.

For det første, så rammer strejker – både i det offentlige og i det private – arbejdsgiverne, hvor de er mest sårbare. Når vi nægter at arbejde, viser vi, at det er os og ikke arbejdsgiverne, der får samfundet til at køre rundt.

For det andet, så indebærer strejker et element af selv-organisering. Strejker skal organiseres, så alle går med. Evt. skruebrækkere (strejkebrydere) skal stoppes. Nabo-arbejdspladser skal trækkes med i strejken, osv. osv.

Bliver strejkerne mere omfattende bliver kravene til selv-organisering større: Der skal vælges strejke-komiteer og koordineres på byplan eller brancheplan. Det daglige liv skal organiseres – fx børnepasning.

Nogle af disse elementer finder vi fx i havnestrejken 1982-83, påskestrejkerne i 1985, RiBus-strejken i 1995, velfærdsstrejkerne i 2006-7 og mange andre.

Fra strejker til revolution

Enhver større strejke stiller på et begrænset plan spørgsmålet: Hvem har magten i samfundet? I alle de nævnte strejker blev medier, politi og hele det politiske apparat mobiliseret til at stoppe dem.

De sidste 100 års revolutions-historie peger på, at massestrejker er dér, hvor kimene til revolution kan spire og vokse. De skaber troen på, at arbejderklassen har kollektiv magt. De skaber den basis-organisering, som er forudsætningen for at gennemføre en revolution. Og ikke mindst: De forandrer de mennesker, der er aktive deltagere i dem.

Men massestrejker er ikke i sig selv en revolution. En revolution indebærer et magtopgør – og det kræver politiske svar: Skal vi stole på de faglige ledere eller velmenende politikere – eller skal vi stole på vores egen organisering? Er vi stærke nok til at udfordre magten – eller skal vi samle større opbakning? Er vi kun fredelige – eller er det sikrest at bevæbne sig? Osv.

Sådanne politiske spørgsmål kommer til udtryk inden for massestrejke-bevægelsen – og i de bevægelser blandt studerende, pensionister osv., som tilslutter sig bevægelsen, fordi de ser den som deres mulighed for at få løst deres egne problemer.

Hvis massestrejkerne udvikler sig til en samlet modmagt mod den herskende orden, taler vi om en dobbeltmagts-situation. På den ene side har vi den gamle magt med resterne af de gamle magtstrukturer. På den anden side har vi arbejderklassen organiseret lokalt og nationalt i arbejderråd.

Disse arbejderråd er repræsentative organer, men ikke bare det. Undervejs som bevægelsen vokser, vil de allerede inden revolutionen begynde at løse dagligdags, praktiske opgaver i deres lokalområde eller by: Madforsyning, transport, pleje af børn og gamle, sikkerhed osv.

Men netop fordi de også er praktiske organer, er de samtidig langt mere demokratiske end et borgerligt parlament. De står ikke over og er ikke adskilte fra det daglige liv, men en integreret del af det.

Revolution eller kontra-revolution

Det er inden for arbejderrådene, at revolutionære socialister skal vinde flertallet i arbejderklassen for revolution.

Selv om arbejderrådene er udtryk for arbejderklassens selv-organisering, så vil de ikke i starten have flertal af revolutionære. Revolutionære skal slås praktisk og ideologisk for at vinde flertal for, at kompromis med den herskende orden kun vil føre til, at den gamle orden vil vende – hævntøstig – tilbage.

I hele denne proces vil den herskende klasse naturligvis ikke forholde sig passiv. Den vil hele tiden forsøge at gå til modangreb (eller forsøge at indgå kompromisser), så bevægelsen svækkes. Ofte vil revolutionæres svar på disse modangreb være afgørende for, om vores opbakning styrkes eller svækkes.

Hvis vi over- eller undervurderer bevægelsens eller modstanderens styrke kan det føre til katastrofale nederlag. Det er måske den væsentligste grund til, at et revolutionært parti med erfaring i praktisk klassekamp ikke kan opbygges i selve den revolutionære proces, men skal startes lang tid i forvejen.

Opstanden

Når og hvis vi når så langt, at massebevægelsen er stærk nok, og vi har et flertal i arbejderrådene for et magtopgør, står der selvfølgelig tilbage at organisere det egentlige magtopgør.

Hvis vi er heldige – og især hvis der er international opbakning – kan selve opstanden blive relativt udramatisk.

En stærk og selv-bevidst bevægelse vil undergrave moralen i politiet og hæren. Nogle soldater og politifolk vil undervejs blive vundet over til revolutionen. Den gamle magt vil være svækket af dets forudgående nederlag. Store dele af småborgerskabet kan ikke se en fremtid i den gamle orden osv.

Kort sagt: Vi kan håbe på, at massebevægelsen har været så omfattende, at den i vidt omfang har fjernet tæppet under den gamle orden.

Men det betyder ikke, at der ikke vil være et magtopgør, som opløser politi, militær og det bureaukratiske apparat. Og der er ingen garanti for, at der ikke bliver modstand. Jo mere forberedte vi er på, at der kan blive modstand, jo mindre er risikoen for, at det bliver blodigt.

Socialismen

Målet for opstanden er at sikre, at arbejderrådene har magten i samfundet. Målet er ikke det (eller de) revolutionære parti(er)s magt, men arbejderrådenes magt. Det er arbejderrådene, der er fundamentet for socialismen.

Socialisme er ikke en forud udtænkt model. Socialisme bygger på troen på, at arbejderklassen – efter at have frigjort sig fra den gamle magts bånd – kan organisere samfundet langt bedre og mere rationelt for såvel mennesker som natur. Uden dette er socialismen intet. Socialisme = arbejdermagt.

Revolutionært parti

Revolutionen er ikke en begivenhed. Den er en proces. En proces med skærpede kampe, med sejre og nederlag, som helt sikkert vil vare måneder og måske flere år.

Ingen kan naturligvis sige på forhånd, præcist hvordan denne udviklingsproces vil forløbe. Men de vigtigste elementer i det ovenstående vil være gode pejlemærker at navigere efter: Massestrejke, arbejderråd, dobbeltmagt, revolutionært parti/partier, opstand.

Det er elementer, der har været til stede i mere eller mindre udviklet form i alle de sidste 100 års revolutionsforsøg – Rusland 1917, Tyskland 1918-23, Spanien 1936, Ungarn 1956, Chile 1972-73, Portugal 1974-75, Iran 1979 osv.

Én vigtig lære står tilbage: Problemet i de fleste af disse opstandes nederlag har ikke været arbejderklassens manglende organisering, men den revolutionære venstrefløjs svaghed og forvirring.

Uden et revolutionært socialistisk arbejderparti til at skabe politisk fokus for oprørs-bevægelsen, vil bevægelsen lide nederlag – og som fx Chile viser, kan det blive ekstremt blodigt.

At starte opbygningen af et sådant parti må derfor nødvendigvis være en integreret del af revolutionære socialisters dagskamp mod krise-politikken.

Ikke kun som et parlamentarisk alternativ, men som en politisk kamporganisation af aktivister, der kollektivt og selvkritisk udvikler sig i kampen for at opbygge en bevægelse, der kan slå krisepolitikken tilbage.

Flere artikler fra nr. 321

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten
Revolutionen

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 4306 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside