Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 322 – 17. august 2012 – side 6

En opløsning af Europa

Anders Bæk Simonsen

Selv om EU allerede tidligere i sommers har stillet Spanien 100 mia. euro i udsigt, er det nu blevet tydeligt, at dette beløb ikke er nok. Spanien lider, ligesom Grækenland og Italien, under kapitalisternes manglende tiltro til disse landes økonomier.

Men lad os starte et andet sted. I billedsprog fortalte Tysklands konservative finansminister d. 5. august, hvordan man som bjergbestiger, bliver nødt til skære sit reb fri, hvis der er en anden, der trækker dig ned i afgrunden. Billedet var møntet på Grækenland, og han opfordrer de andre eurolande til at smide grækerne ud af euroen.

Grunden til at det ikke allerede er sket, skal findes i de enorme beløb, som primært tyske og franske banker har til gode i græske banker og firmaer, og som de risikerer at miste ved en statsbankerot.

Ifølge den marxistiske økonom, Michael Roberts, har eurolandene værdier for over 5580 mia. kr. (!) til gode i græske banker, virksomheder og i den græske stat hvoraf alene tyskerne og franskmændene hver især har omkring 1116 mia. kr. til gode.

Den seneste redningspakke til grækerne på over 1000 mia. kr. bliver udbetalt portionsvis når Trojkaen (EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF) godkender de græske politikeres initiativer (næsten udelukkende flere nedskæringer).

Ifølge Børsen har den græske regering netop præsenteret en spareplan for de næste to år på knap 85 mia. kr. Dette skridt vurderes som positivt, men stadig for lille og ukonkret til at Trojkaen vil indløse en portion på lidt over 31 mia. kr. til den tomme statskasse. Den græske regering vil først i slutningen af august løfte sløret for, hvilke områder der skal skæres ned på.

Flere store kapitalinteresser, fx investeringsbanken Citigroup, vurderer dog, at Grækenland går statsbankerot og forlader euroen indenfor 12-18 måneder. Men udsigten til statsbankerot er ikke længere kun begrænset til Grækenland.

Falder Spanien?

Imens grækernes mulige 'euro-exit' nok ville blive dyrt, men ikke nødvendigvis bringe euroen ned, ser en spansk statsbankerot anderledes faretruende ud. Derfor foregår der også en kamp blandt de europæiske magthaverne om, hvordan euroen skal sikres.

Her er lederen af Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, klemt fra to sider. Fra regeringschefer fra de sydeuropæiske lande på den ene side, med ønsket om, at ECB får mandat til at dække kriseramte stater med ubegrænsede opkøb af deres gæld igennem statsobligationer.

På den anden side står Tysklands kansler Angela Merkel i spidsen for kravet om, at før sådanne opkøb kan komme på tale, er det nødvendigt at tage mere magt fra de folkevalgte regeringer over statens budgetter og ligge ned i EU, fx igennem dannelse af en decideret finansunion.

I mellemtiden står Europas fjerde største økonomi Spanien, med en i forvejen hårdt plaget befolkning, overfor nye sparekrav, hvis de skal gøre sig håb om at modtage endnu en bankpakke.

Lige nu nægter den konservative premierminister Rajoy at røre ved pensionsrettighederne, en post der beløber sig til 120 mia. euro, men vil vokse årligt eftersom flere går på pension. Rajoy håber på en ”blød” redningspakke over for de ”hårde” af slagsen som grækerne, portugiserne og irerne alle har fået at smage.

En ”blød” pakke betyder mindre direkte indblanding og kontrol fra EU. Argumentet for at de kunne få lov til at beholde mere suverænitet end fx Grækenland er, at de allerede har lagt op til besparelse over de næste tre år for mere end 744 mia. kr.

Men selv om Spanien får en ny bankpakke, vil det næppe kunne dække det reelle behov.
Ifølge en rapport fra Royal Bank of Scotland fra juni måned, har Spanien i alt brug for mindst 3000 mia. kr. inden 2014 bl.a. for at indfri de statsobligationer de har solgt ud af, for at dække statens budgetunderskud og for at sikre landets banker.

På lang sigt virker en hård pakke altså uundgåelig, og medicinen bestående af mindre offentlig forbrug vil næppe løse noget. Men Angela Merkel er opsat på at benytte sig af eurozonens krise til at generalisere de uciviliserede nedskæringspolitikker, som store dele af Sydeuropas befolkninger er blevet udsat for, med massearbejdsløshed og social elendighed til følge.

Imens forbereder flere store virksomheder ifølge Børsen sig allerede på, at Spanien muligvis skifter euroen ud med deres gamle møntfod pesetas.

Fyrst Berlousconis og lirens genkomst?

Ligesom 17 spanske regioner allerede nu trues af konkurs, lider adskillelige italienske provinser samme skæbne. Den ikke-folkevalgte premierminister Mario Monti og hans snævre teknokratregering, vil skære for 190 mia. kr. i løbet af de næste tre år og har allerede skåret i støtten til en række provinser hvilket bl.a. betyder, at det ikke er sikkert, at de har råd til åbne skolerne efter sommerferien.

Den italienske økonomi lider, ligesom den spanske og græske, under meget høje ”lange renter” på landets statsobligationer grundet kapitalisternes manglende tro på landenes økonomier.

Det medfører, at renten for driftskredit og korte lån er meget dyre for landets mange små og mellemstore virksomheder. Selvom de italienske virksomheder skylder mindre væk end virksomheder i Storbritannien og Frankrig og kun lidt mere end de tyske, er deres konkurrencefordel stærkt forværret, fordi lånerenten for tyske virksomheder samtidig er faldet.

Det har selvfølgelig medført en øget utilfredshed og EU-skepsis, og den aldrende politiske plattenslager, Silvio Berlusconi, har allerede meldt hans comeback i italiensk politik på et program der vil genindføre liren som møntfod i Italien.

Euroen er en humlebi

Resultatet af kampen imellem de store bankers interesser, varetaget af Angela Merkel og de europæiske befolkninger, der ikke rigtig varetages af nogen andre end os selv, ligner i første omgang et nederlag til befolkningerne.

Kampens omdrejningspunkt er euroen; en valuta for den tyske storkapital, som ECB chefen i en tale for nylig kaldte en humlebi. En humlebi som er så dårligt konstrueret, at forskerne slet ikke kan forstå hvorfor den kan flyve, men ikke desto mindre har fløjet i årevis. Nu skal den ”opgraderes” til en rigtig bi – igennem ”mere Europa”.

Det betyder mere magt til teknokraterne i EU, væk fra parlamenternes kontrol, på bekostning af befolkningerne og til gavn især for de nordeuropæiske kapitalister.

Det er ikke populært i befolkningerne og øget modstand i form af flere generalstrejker, besættelse af centrale pladser og kæmpe demonstrationer har heldigvis også prægede billedet i store dele af Europa de sidste par år. Parlamentarisk har utilfredsheden også vist sig i gode meningsmålinger og valgsejre til partier der går mod den folkefjendske politik.

I den forbindelse udtalte den italienske leder, Monti i et interview med Der Spiegel, at Europa vil gå i opløsning, hvis de europæiske regeringer står til ansvar over for de folkevalgte parlamenter.

Kampråbet ”vi er alle grækere” bliver mere og mere relevant.

Flere artikler fra nr. 322

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 977 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside