Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 323 – 27. september 2012 – side 7

Interview med Jonathan Simmel

”Fagbevægelsen er ved at begå selvmord med åbne øjne”

Anders Bæk Simonsen

Jonathan Simmel har siddet i ledelsen hos SUF, været formand for Ungdommens El- Forbund og stiller op som folketingskandidat for Enhedslisten. Men Jonathan har også været en af hovedkræfterne i mobiliseringen til d. 2 oktober. Derfor valgte vi at sætte ham i stævne til en snak om aktivisme, fagbevægelse og Enhedslisten.

Hvad er dine tanker om at de store fagforeninger ikke rigtig bakker op om 2. oktober?

Dybest set tror jeg, det er meget strategisk forkert af dem ikke at udtrykke en modstand mod den førte politik, og så tænker jeg, det er et tydeligt bevis på to store svagheder ved fagbevægelsen.

Det ene er, at der er for mange loyalitetsfølelser over for især socialdemokratiet men også SF, og den anden store svaghed er, at man føler man ikke kan gøre noget, hvis ikke man kan samle 100.000.

Altså at man ikke ser en aktivistisk fagbevægelse, der godt kan lave små arrangementer og som godt kan mobilisere til mindre aktioner, men at det hele er alt eller intet spørgsmål, hver evig eneste gang. Det tror jeg ikke, man kan drive en bevægelse på.

Hvad for en retning mener du så, at fagbevægelsen skal trækkes i nu?

Det helt åbenlyse venstrefløjssvar vil jo altid være, at vi skal have en mere demokratisk fagbevægelse, en mere aktivistisk fagbevægelse, en mere loyal fagbevægelse og man skal gøre op med fagpamperiet i toppen.

Hvordan man helt reelt nu her, skal gribe fagbevægelsen, det må man konkretisere og så må man også gøre det til et politisk projekt, det her med en fagbevægelse.

Vi skal både kunne opbygge bevægelser uden om den etableret fagbevægelse – som Fremtidsfighters og 2. Oktober nu her – som også kan vise en aktivistisk tilgang og måde at gøre det på.

Det andet er at, man må gøre op med den der illusion om rene hænder. Om at fagbevægelsen selv skal finde ud af hvordan fagbevægelsen agerer, men så må vi også være med til, igennem vores medlemmer og netværk, at vise en anden kultur. Især Fremtidsfighter har givet genklang i fagbevægelsen, er min opfattelse.

Så jeg tror, vi skal fokusere vores kræfter på at opbygge alternative bevægelser, og så tror jeg, at vi skal være væsentlig mere klare i spyttet i forhold til, hvad er det for en fagbevægelse vi ønsker.

Hvad er din holdning til, at Enhedslisten som samlet organisation ikke er gået ind og påtaget sig lederskab i forhold til 2. oktober?

Forløbet op til 2. oktober udstiller nogen ting vi både burde vide i forvejen, men vi også er blevet klogere på.

Det ene er det faktum, at de store fagforbund ikke ønsker at lave protester mod en socialdemokratisk regering. Det burde vi havde anerkendt på forhånd. Det var vi nogenlunde bevidste om. Men vi burde i hvert fald i langt højere grad havde tænkt, hvad er så alternativet, i stedet for at have så meget tiltro til, at nogen forbund var gode.

Når det så sker, og vi ikke kan få den etableret fagbevægelse på banen, så udstiller det et sindsygt dilemma i forhold til partiet Enhedslisten. Og det er, vi har ikke et tillidsmandsnetværk. Vi har ikke et ”dobbelt-magts-organ”, altså et andet organ hvor man kan sige, ”fint når de etableret organisationer ikke vil, så har vi i hvert fald grundlaget for en bevægelse”.

Det synes jeg blev udstillet meget klart i forhold til Enhedslisten nu og her. Og det bunder især i, at man virkelig har haft en naiv opfattelse af, vi har nogen demokratiske faglige organisationer, som er der vi skal arbejde loyalt. Der bliver man altså nødt til at anerkende, at der er også politisk interesser i fagbevægelsen, og der skal vi kunne spille ind på den bane.

Og det betyder blandt andet, når vi er organiseret omkring et parti, så er det ligeså meget en organisering omkring den samme politiske retning i forhold til vores faglige arbejde.
Og derfor skal man kunne tillade sig selv som parti også at udstikke nogen linjer og rammer for, hvor er det vi gerne pege hen imod? ”Vi vil gerne have en 2. oktober”. Fint så kan vi som parti tage stilling til det. Men så skal vi også igangsætte vores medlemmer til det.

Når vi så har været til 2. oktober, så går man hjem og så tænker man, hvad skal der til for at bevægelsen fortsætter? Fordi jeg tror, det er naivt at tro, at 2. oktober af sig selv betyder, at finansloven bliver solidarisk.

En fortsættelse af bevægelsen efter 2. oktober forudsætter, at man inden 2. oktober har lavet grundarbejdet for at kunne opbygge en bevægelse. Og jeg må desværre være lidt kritisk og sige, at på grund af tidspresset vi har haft, så har vi i hvert fald ikke de bedste forudsætninger for en fortsættelse.

Men det der vil være helt optimalt det er, hvis man kan benytte 2. oktober som et sted og få kontakt til nogen folk, og holde dem i live. Altså ved at sikre, at de mennesker kan mødes igen.

Og så må vi jo opfordre til og prøve, især i København, og se om man kan få de folk til at samles igen og lave nogen decideret netværk. Nogen kontinuerlige bevægelsesnetværk, som kan benyttes både i forbindelse med dagpenge, men også fremadrettet i forhold til næste gang der sker noget.

Så der skal ske noget erfaringsudveksling. Det kan vi nok ikke gøre på selve dagen, men så må vi have dem samlet igen. Og det er jo noget af det, der er den helt store styrke ved sådan nogen her mobiliseringer. Det kan godt være der ikke kommer så mange tusinde, men der er nogen mennesker på tværs der får talt sammen.

Forestiller du dig, at et tillidsmandsnetværk kunne være et stærkere aktivist-netværk i forhold til at indkalde demonstrationer osv.?

Helt klart. Et netværk af folk på forskellige arbejdsplader vil meget hurtigt kunne bruges til at presse den etablerede fagbevægelse. Vi så det især under trepartsforhandlingerne, at da fagbevægelse begyndte at modtage massere af henvendelse, så var det, der begyndte at komme i sved på panden derinde.

Det handler om, hvor mange forskellige steder har vi kontaktnetværk, hvor mange arbejdspladser har vi en ansat på som kan snakke med sine kollegaer.

Men man må også anerkende, at et tillidsnetværk har også kun en styrke, hvis vi får præsteret at uddanne vores folk til også at være politisk aktive på deres arbejdsplads. Især med den store medlemsfremgang, så bliver Enhedslisten meget hurtigt et vælgerparti, hvor alle ikke føler et ejerskab eller ansvar for at udføre de politiske beslutninger.

Så der ligger der jo en opdragelseseffekt i forhold til at sige ”de folk vi så får knyttet kontakter med, får lavet et fagligt netværk med, det skal være nogen der alle sammen tør gå ud på deres arbejdsplads og faktisk være Enhedslisten-medlemmer, og politisere i forhold til at rejse en debat om dagpengeforringelse, sende en brev til sin fagforening osv. Det nytter ikke meget de kommer bare i parti-regi. Og der ligger en kulturændring at tage hånd om.

Betyder det mere skoling i forhold til hvordan man er aktivist i Enhedslisten, og hvordan man er Enhedslisten andre steder end afdelingsmødet hver anden måned?

Ja det betyder det i høj grad. Man kan sige der ligger umiddelbart tre store forpligtelser. Den ene er en teoretisk skoling for netop at kunne lave bindeleddene og sige, hvorfor vores politisk arbejde hænger sammen med at være aktiv på sin arbejdsplads. Det skal man teoretisk havde uddannet folk til at kunne se.

Så ligger der en del i forhold til hele den der kulturforandring med hensyn til hvordan man kan være aktiv på sin arbejdsplads. Der tror jeg især, det ligger i at give folk redskaberne til at blive aktive på sin arbejdsplads.

Og så ligger der den sidste pointe helt overordnet i, at vi skal have en anden italesættelse af partiet Enhedslisten. Vi har et sindsygt stærkt parti, som den dag der sker noget, godt kan rykke. Vi så hvor aktive og hvor gode folk var under valgkampen især. Men der skal ligge en hel anden italesættelse af hvornår er det man er politiske aktiv. Det er man når man befærdes i sin dagligdag.

Når vi mødes til afdelingsmøder, så er det koordineringsmøder. Det er ikke fordi, det er i afdelingen vi er aktive. Og den er pisse svær at gøre op med. Men der ligger en stor italesættelsesværdi af, at rigtige aktivister og rigtige aktive er ikke dem der kommer til afdelingsmøder og lave lokal aktivitet i partiafdelingen. Det er sku’ dem der gør i dagligdagen, men selvfølgelig også dukker op i lokalafdelingen og koordinerer.

Flere artikler fra nr. 323

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 1343 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside