Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 323 – 23. oktober 2012 (Kun online)

Principprogram-debatten og vejen frem for Enhedslisten

Kasper Pauli Pedersen

Debatten om Enhedslisten, demokrati og politisk tomrum

Debatten om vejen frem for Enhedslisten omfatter mange diskussioner. Jeg vil gerne takke Pelle Dragsted for at have indledt debatten og uden berøringsangst tage fat på emnet. Det er et vigtigt emne også selvom der rundt omkring, har jeg konstateret, kan ryge en finke af panden, når emnet netop falder på netop principprogrammet og vejen frem.

Jeg ønsker derfor i den forbindelse at minde om, at på trods af uenigheder, har vi mere der samler end skiller. Dette bør vi alle have for øje, i den proces og tid diskussionen om principprogrammet og vejen frem løber over, og derfor holde os til saglige argumenter og fra heksejagt på personer, partier eller grupper i Enhedslisten. Det er ikke befordrende for nogen og tjener ikke andet formål, end at stille os dårligere i nuværende og kommende kampe. Jeg vil i det kommende tage fat i to konkrete diskussioner i debatten, som jeg mener, er de mest centrale.

Først vil jeg komme med en kommentar til debatten om demokrati, og om revolutionære ikke er demokratiske?

Pelle Dragsted skriver i debatten om Enhedslistens fremtid om demokrati:

Jeg synes vi er nødt til at være klokkeklare på at de forandringer, som vi ønsker at gennemføre, herunder ifht. ejendomsforholdene, skal vedtages demokratisk i folketinget, og ved demokratisk vedtagne grundlovsændringer. Faktisk mener jeg, at vores ønske om at få flertal for en grundlovsændring i socialistisk retning, bør være langt mere tydeligt i et kommende program.

Det borgerlige demokrati skulle dermed blive udgangspunktet, løsningen og vejen til socialismen, men hvordan forholder det sig egentlig i samfund under det borgerlige demokrati, og hvordan er det gået tidligere i forsøget på at indføre socialisme via parlamentet? Disse spørgsmål søges besvaret i det følgende og afsluttes med mine perspektiver på, hvad Enhedslisten står overfor, og hvilken vej vi sammen bør vælge.

Det begrænsede borgerlige demokrati

Klassesamfundet er et modsætningsfyldt samfund. Det er et samfund, der kan karakteriseres ved det lille mindretals udbytning og udnyttelse af det store flertal. I et borgerligt demokrati ligger den reelle magt hos mindretallet, fordi de uanset valgresultatet besidder den egentlige økonomiske magt, i kraft af deres besiddelse af produktionsmidlerne.

Eksemplerne på regeringer der har måttet give efter for den herskende klasses krav er talrige, set i et historisk perspektiv, og også i Danmark kan vi konstatere, hvorledes erhvervslivet kan presse regeringer i et omfang, deres antal ikke tilnærmelsesvis demokratisk berettiger til, under trusler om at flytte produktionen eller kapital ud af landet.

Man må spørge sig selv, hvorfor regeringsgrundlaget er vigtigt på ethvert punkt, der handler om at styrke konkurrenceevnen og øge arbejdsudbuddet (øge uligheden), og hvorfor regeringen ikke med samme iver kæmper for de dele af regeringsgrundlaget, der skulle trække i en mere social retning?

Svaret er ikke, at Margrethe Vestager har en eller anden magisk evne til at tryllebinde og bestemme over resten af regeringen. En sådan konklusion er et pragteksempel på, hvordan den borgerlige presse og politiske kommentatorer bruger medierne til at opretholde en illusion om et ellers sygt system.

Denne regering adskiller sig ikke fra andre regeringer igennem tiderne, og det er således fint at samles om modstanden. Men vores perspektiver og analyse som revolutionære skal være dybere end ”vælt regeringen” på den ene side eller få regeringen ”tilbage på sporet” på den anden side. Magten ligger hos ejerne af produktionsmidlerne, magten er økonomisk og ikke et spørgsmål om stemmetal og mandater.

Kapitalismen er i dag mere end nogensinde domineret af multinationale, der fra deres nationale forankringer har tråde ud til produktion og handel verden over. Regeringer kan under disse betingelser ikke kontrollere tempoet eller prioriteringer for de enkelte økonomier, ligegyldigt hvordan de ellers forsøger at samarbejde eller tale storkapitalen til fornuft.

Det eneste regeringerne kan er at følge taktstokken fra storkapitalens verdensomspændende system. Derfor fører alle regeringer i Europa nyliberal politik, og derfor er alle regeringer, om de vil det eller ej, repræsentanter for et system, der fastholder magten hos de 1 pct. I det samfund er gentagne krige og kampe for at fastholde mindretallets magt over flertallet en historisk realitet.

De, undertrykkerne, sikres i dag friheden til at udnytte arbejderklassen, dette muliggøres i kraft af deres ejerskab af produktionsmidlerne, og kontrollen over den kapitalistiske stats voldsmonopol. Dette voldsmonopol tegnes af institutioner som hæren, domstolene og sikkerhedsapparatet i form af politiet.

Alle disse institutioner er af hierarkisk og ikke demokratisk karakter. Menige soldater eksempelvis trænes og uddannes i at adlyde personer længere oppe i hierarkiet, og står således først til ansvar for hans overordnede et trin længere oppe i systemet, hvilken igen er ansvarlig et trin op og sidenhen, men kun hvis de selv vil, lytter de til folketinget og befolkningen.

Soldater der ”glemmer” eller bryder reglerne i militæret står til straf, og der findes adskillige tilfælde hvor såkaldte ”whistle-blowers”, på trods af de alvorlige forbrydelser de afslører, retsforfølges og straffes hårdt. Problemet ved disse hierarkisk opbyggede institutioner er, som ved forholdene, der omhandler den økonomiske magt, at vi ved valgene ikke har indflydelse. De er simpelthen udemokratiske, og vi kan derfor heller ikke være garanterede, at de handler efter demokratiske spilleregler.

Vi får ikke mulighed for at vælge dem der sidder på den økonomiske magt. Den ændrer sig ikke. Der er således intet demokrati, når det kommer til de økonomiske beslutninger. Valg ændrer ikke på statens karakter. Selv når en ”rød” regering eller et flertal af venstreorienterede folketingsmedlemmer bliver valgt, så forbliver generalerne, politimestrene og dommerne på deres pladser. Akkurat det samme gør sig gældende for erhvervs- og bankfolkene, og dermed fortsætter samfundet ad den kapitalistiske vej.

Revolutionære socialister mener, at denne dobbelte undertrykkelse (fra staten og vores manglende ejerskab over produktionsmidlerne) er en forhindring for at opnå reelt demokrati. Derfor må vores mål om reelt demokrati tage udgangspunkt i denne kritik.

Vi vil selvfølgelig kæmpe for at udvide og forsvare de demokratiske rettigheder, som vi har indenfor kapitalismen. Men den idé, at dette system og dets institutioner kan bruges til at organisere et socialistisk samfunds demokratiske struktur, køber jeg ikke.

Ideen om at stemme sig til socialisme bygger på en forkert opfattelse af det system, vi lever under, og har desuden gang på gang (fx Chile 1973 og i dag ved en ”rød” regering der selvfølgelig fører helt mørkeblå nyliberal politik) vist sig at være en katastrofe for socialister, arbejderklassen og for håbet om en anden fremtid.

Hvad med ”proletariatets diktatur” – er det ikke udemokratisk?

I et klassesamfund udøver den herskende klasse altid et diktatur over resten af samfundet. I et moderne kapitalistisk samfund er det faktum, at en meget lille herskende klasse kontrollerer økonomien og staten ensbetydende med et diktatur over resten af samfundet.

Vores forståelse af demokrati bør tage udgangspunkt i, om vi har reel demokratisk kontrol med det samfund vi lever i, eller om det bare er på papiret. I denne sammenhæng skal spørgsmålet om proletariatets diktatur derfor også behandles. Dette begreb kan lyde meget voldsomt, men det handler ikke om, at en eller anden despot skal udøve et diktatur over samfundet.

Et klassesamfund er aldrig neutralt, og et klassesamfund vil altid være kendetegnet af, at det alene kan opretholdes ved at udøve et diktatur. Hidtil har det været et lille mindretals diktatur over flertallet.

Revolutionen handler derfor om at vende den situation, vi har i dag, på hovedet, således at de undertrykte og udbyttede kommer til at bestemme. Vi vil gå fra kapitalens magt til arbejdermagt. Jeg mener derfor proletariatets diktatur kan oversættes til nutidssprog med ”arbejderklassens demokratiske magtovertagelse og undertrykkelse af den gamle magt”.

Det betyder simpelthen, at vores mål er en revolution, hvor vi smider de gamle magthavere (borgerskabet) på porten, organiserer os demokratisk og erstatter det med eksempelvis arbejder- og bydelsråd for at gennemtvinge vores vilje overfor dem, der hidtil har siddet på magten.

Arbejder- og bydelsråd vil være en hel del mere demokratisk end det borgerlige demokrati. Det vil betyde, at den eksisterende autoritære stat bliver udskiftet med institutioner, der står direkte til regnskab over for befolkningen, i kraft af direkte tilbagekaldelsesret af delegerede, og af at disse institutioner vil overtage økonomien og den politiske beslutningsproces.

Vores demokrati handler ikke om at legitimere et ulige system. Vores demokrati handler om, at en massebevægelse fra bunden af samfundet tager kontrol med alle dele af samfundet. Så vi demokratisk beslutter, hvad vi skal producere, hvordan vi skal producere og hvor meget tid, vi skal bruge på at producere.

Udgangspunktet i et revolutionært parti bør være, at når vi sammen tager friheden tilbage, vil vi ikke bøje os for det lille mindretal, der eventuelt, men sandsynligt, historien taget i betragtning, vil gøre alt for at holde fast i deres magt og privilegier.

Vi kan derfor heller ikke garantere, at friheden for det lille mindretal forbliver uændret under en revolutionær proces, hvis de for eksempel forsøger at organisere en voldelig kontrarevolution eller andre undergravende tiltag. Scenarier vi, uanset hvor fredeligt vi ønsker en revolution, er nødt til at være forberedte på. Proletariatets diktatur er altså et gammelt ord, der beskriver en magtfuld demokratisk bevægelse, der ikke bøjer nakken.

Enhedslisten står overfor et valg

Den anden del jeg vil forholde mig til er, at Pelle Dragsted hævder, at der er et politisk tomrum, som Enhedslisten skal udfylde. Jeg kunne ikke være mere enig. S og SF’s levebrødspolitikere i regeringen har efter et år på magten vist, at de ikke er vores venner eller allierede, de er derimod vores modstandere. Det store spørgsmål er derfor, hvordan Enhedslisten skal udfylde det politiske tomrum?

Pelles svar er meget parlamentarisk fokuseret og handler om, at vi skal afløse socialdemokraternes hidtidige plads, som værende forsvarere af den velfærdsstat, der trods relativ forbedring af arbejderklassens liv, i hele sit virke har haft den primære funktion at sikre den herskende klasse, ejerne af produktionsmidlerne, veluddannet og velkvalificeret arbejdskraft og dermed et bedre grundlag for profit.

Mit svar er et andet, ikke mindst set i lyset af skattereformen, fleks- og førtidspensionsreformen og nu udsigten til en nyliberal finanslov, der uanset hvordan forligskonstellationen ellers bliver, ikke kan blive, bare det der ligner, social retfærdig inden for de snævre rammer, der er dikteret fra EU. Dette i kraft af den i år indgåede finanspagt, hvilken regeringen tiltrådte uden at spørge folket først.

Jeg mener, det er tydeligt, at det reformistiske projekt har vist, hvor lidt det har at tilbyde i en tid med den dybeste krise siden 30erne. Vores mål må være, at Enhedslistens 10.000 medlemmer sætter gang i kampen for at forsvare dagpengene, lønninger og velfærden. Vores alternativ ligger ikke i folketinget, men hos almindelige mennesker, de almindelige mennesker, som Pelle ganske korrekt betegner som politisk hjemløse.

Vores svar til dem bør ikke være at overtage de reformistiske partiers plads på venstrefløjen og dermed rykke Enhedslisten til højre. Vi skal ikke udvande politikken for at favne bredest. De indignerede og utilfredse har ikke brug for endnu en rød varmluftsballon, der stiger hastigt mod himlen (og i meningsmålingerne) for til sidst, uden at indfri håbet, at briste og styrte mod jorden. Vores svar bør være, at vi begynder at organisere utilfredsheden og fylde tomrummet med modstand.

Det vi står overfor er derfor et valg, og ved ethvert valg er der også et fravalg. Konsekvenserne af et fravalg af Enhedslistens radikale socialistiske grundholdninger, som Pelle m.fl. lægger op til, kan blive, at Enhedslisten flytter sig væk fra det nuværende radikale udgangspunkt, til at være et klassisk socialdemokratisk parti. Det vil være en katastrofe for de mange, som i dag har håb om, at en anden verden er mulig.

Vores opgave

Vi kæmper for et andet system end kapitalismen, den kamp kan vi ikke vinde og få vedholdende opbakning til, hvis vi ikke er ærlige om målet; det klasseløse samfund og sammen med målet fremlægger de historiske fakta og erfaringer, der kan give os en idé om og ruste os til en genstart af klassekampen og en på sigt socialistisk revolution.

Jeg kan ikke spå endegyldigt om, hvordan vejen bliver dertil, men jeg kan ærligt og oprigtigt konstatere følgende: Vi bør holde os fra spin-cirkusset, også i programdiskussionen, og ikke hoppe på de værste ideer, som er konsekvensen af det pseudodemokrati, den borgerlige parlamentarisme er udtryk for. Dette fordi vores ideer strækker sig længere end blot til næste valgperiode.

Vi skal kæmpe for at skabe udenomsparlamentarisk modstand. Vi skal opbygge og støtte bevægelsesarbejdet, og vores parlamentarikere skal bruge deres platform til at formidle socialismen og understøtte håbet. Vi skal ikke underlægge vores principprogram systemets præmisser for at undgå kritik fra borgerlige politikere og medier. I virkeligheden ville det være fatalt, hvis de afstod fra at kritisere os, da vi så med sikkerhed kunne kapitulere.

Det tydeligste bevis herfor udspiller sig, alt imens jeg skriver dette, hvor politiske kommentatorer roser SF i regeringen for at være blevet et ansvarligt parti, man kan regne med. Det forholder sig blot således, at ”ansvarlig” i borgerlig terminologi er lig det at anerkende kapitalismen, som en naturlov og ergo bliver nedskæringerne nødvendige, hensynet til kapitalens konkurrence uomgængeligt og dette uanset, at det nødvendige og uomgængelige rammer de 99 pct. og ikke de herskende 1 pct.

Vi skal i Enhedslisten ikke legitimere kapitalismen, vi skal udfordre systemets dominans og spilleregler, og så er det en selvfølge, at vi skal kæmpe i enhedsfront med hele den brede venstrefløj for enhver forbedring indenfor rammerne af kapitalismen. Ikke fordi vi bilder os ind, at vi nogensinde skaber en socialistisk samfundsomvæltning herved, men fordi vi igennem disse kampe, kan samle erfaringer, større opbakning og herigennem rustes bedre til fremtidige kampe, der skal fører til revolutionen. Heri ligger vores eksistensberettigelse, som radikalt socialistisk parti med repræsentation i parlamentet.

Vi skal holde fast i nødvendigheden af klassekampen, revolutionen og brud med det kapitalistiske system i vores principprogram. De mål skal fylde mere i vores praksis som parti, også i lokalafdelingerne, hvor bevægelsesopbygning skal fylde mere.

Perspektiverne om en socialistisk samfundsomvæltning, har aldrig været mere påtrængende. Klimakrisen og den økonomiske krise viser for millioner af mennesker, at kapitalismen ikke tilbyder dem nogen fremtid. I en sådan situation er det vigtigt, at vi holder fast i målet om et andet samfund og ikke lader os lokke ind i den behagelige position som en del af systemet.

Verden over siger flere og flere: ”Vi har en verden at vinde og kun vores lænker at tabe.” Det håb skal vi være med til at organisere.

Kasper Pauli Pedersen er medlem af Enhedslisten Herning, Ikast-Brande

Flere artikler fra nr. 323

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Kasper Pauli Pedersen

Siden er vist 3007 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside