Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 11

Enhedslisten ved en korsvej

Jørn Andersen

Hvad er Enhedslistens svar på de voldsomme angreb, der de seneste 18 måneder er regnet ned over arbejdsløse, studerende, syge?

Og hvad er Enhedslistens svar på den dybe vrede og mistillid i arbejderklassen til en regering, som man for 18 måneder siden håbede ville stå for en ny politisk kurs efter 10 år med VKO, og som EL i lang tid kaldte “vore venner i regeringen”?

Det er de spørgsmål, som Enhedslistens årsmøde i bededagsferien (26.-28. april) skal prøve at svare på.

Succes?

Tilsyneladende går det godt for EL: Over 10 pct. i meningsmålingerne – dobbelt så meget som SF og halvt så meget som Socialdemokraterne.

For mange tidligere (og nuværende) socialdemokrater og SF’ere er EL “det sidste håb” efter de enorme svigt, man har oplevet fra S og SF.

Enhedslisten er blevet et betydningsfuldt parti med næsten 10.000 medlemmer.

Det er langt fra det 2-3%-parti, man var indtil november 2010, hvor S-SF's støtte til point-systemet for udenlandske ægtefæller for første gang fik mange til at se, at S-SF var i gang med at galopere til højre.

S-SF-højredrejning

Jo mere valget nærmede sig, jo tydeligere blev det, at S-SF ikke ville indfri de manges håb om en anden politik – og jo mere gik EL frem.

Det eneste sted, man tilsyneladende ikke havde læst situationen, var paradoksalt nok i EL’s ledelse.

Her havde man giftet sig med tanken om en “rød blok”, der skulle føre en ny politik – og hvor EL skulle være dem, der sikrede, at det skete.

Fejlslagen strategi

Allerede for et år siden – på EL’s årsmøde i 2012 – stod det klart, at det ikke ville ske.

SRSF's angreb på fleksjobbere og førtidspensionister, den droppede betalingsring osv. havde bøjet i neon, at regeringen ville lave politik med de borgerlige, ikke med EL.

EL’s parlamentariske strategi – at “trække regeringen til venstre” – var slået fejl. Og værre: Der var ingen plan B. På årsmødet i 2012 var EL's ledelse helt uden svar på, hvad man nu skulle gøre.

Zig-zag-kurs

Det seneste år har EL ført en zig-zag-kurs: I juni – efter regeringens skattereform med Venstre – erklærede Johanne Schmidt-Nielsen: “Vi er ikke længere støtteparti” – og EL sprang op på 13 pct. i meningsmålingerne.

Det forhindrede imidlertid ikke EL i – mod en mindre pose penge til de dagpengetruede – få måneder senere at stemme for den strammeste nedskærings-finanslov i mange år.

EL havde ifølge Johanne Schmidt-Nielsen “fejllæst den parlamentariske situation”. Men man var ude af stand til at drage konsekvensen: At stemme Nej til en finanslov, der langt ind i S og SF blev set som et svigt af alt det, der havde fået folk til at stemme på dem.

Byg modstand

EL har stadig ingen plan B – selvom den ligger lige for: At kaste kræfterne ind i at bygge protester, demonstrationer, strejker mod regeringens angreb uden for det parlamentariske cirkus.

Regeringens angreb vil fortsætte: SU, kontanthjælp og – for første gange i denne og den forrige regerings levetid – angreb på en stor arbejdergruppe, nemlig lærernes arbejdstidsregler.

Disse angreb kan ikke stoppes parlamentarisk. De kan kun stoppes ved at lære af fx græske, spanske og portugisiske arbejdere og studerende: Gennem protester, demonstrationer og strejker.

Ingen svar fra Ø

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at EL's årsmøde kommer til at udstikke en anden kurs. På årsmødet er der afsat meget kort tid til at diskutere EL's aktuelle politiske udfordringer.

I stedet skal tiden bruges på at diskutere kommunalvalg, EU-valg – og et principprogram, som højrefløjen i EL ønsker at trække i en klar ikke-revolutionær retning.

Udfordringer

Den venstrefløj, i og uden for EL, som ikke tror på de parlamentariske lyksaligheder, står lige nu med 3 vigtige udfordringer:

1. At fortsætte kampen i EL mod den parlamentariske overfokusering – og for at EL skal kaste kræfterne ind i at bygge udenoms-parlamentarisk modstand mod regeringens angreb.

2. At fortsætte med selv at bygge modstand – ikke kun i kampagner som “Solidaritet eller frit fald”, men især på skoler og arbejdspladser, og i fagforeninger og uddannelses-organisationer.

3. At styrke opbygningen af en aktiv organisation af revolutionære socialister, der kan forbinde den konkrete modstand på enkelt-områder med et politisk perspektiv om at vælte den kapitalisme, der er årsagen til de mange angreb.

Den dybe krise, de reformistiske partiers fallit og EL’s manglende politiske perspektiv gør alle 3 opgaver mere end påtrængende.

Se også:
SAA 327: Mistillidsvotum til regeringen – ingen løsning
SAA 327: Enhedslisten og overenskomstkampen: “Ingen skal efterlades på perronen”

Flere artikler fra nr. 327

Flere numre fra 2013

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2921 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside