Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 328 – 25. april 2013 (Kun online)

Efter regeringsindgrebet

Gør 1. maj til protestdag

Formanden for Lærerforeningen på Frederiksberg, Ane Søgård, sagde tidligere i dag: “Dette er ikke et indgreb, men et angreb på lærerne.”

Regeringen har sammen med kommunernes Landsforening (KL) planlagt angrebet på lærerne. Regeringsindgrebet er entydigt til fordel for arbejdsgiverne.

Det er et indgreb, der svækker fagforeningens indflydelse, som forringer forberedelsestiden og stjæler muligheden for at trække sig gradvist tilbage som ældre lærer.

KLs ønsker bliver opfyldt. De 300 millioner til løn og de nye "værns-regler" er kun symbolske indrømmelser til lærerne. Alt i alt betyder regeringens indgreb en brutalisering af lærernes arbejdsforhold. En brutalisering, som snart vil blive forsøgt spredt til alle andre faggruppers arbejdsforhold.

Et unødvendigt nederlag

Indgrebet kommer, fordi lærerne ikke lod sig knække af den 25 dage lange lockout, det blev en aktiv og flot kamp.

Men indgrebet kommer også, fordi konflikten ikke blev udvidet med sympatikonflikter. Årsagen hertil var ikke manglen på opbakning – det viste de meget store demonstrationer.

Årsagen til indgrebet skal derimod findes hos Anders Bondo og ledelsen i Danmarks Lærerforenings strategi, hvor de har tryglet om et regeringsindgreb og samtidig afvist tilbud om sympatikonflikter.

Også resten af fagtoppen har et stort ansvar. Med få undtagelser har fagtoppen udvist en enorm passivitet på trods af pres fra bunden.

Lad os tage ved lære af det. Lad os skifte de passive faglige ledere ud, men samtidig bygge netværk på tværs af arbejdspladser til næste gang, vi skal slås. For regeringen angriber nemlig snart igen – og da skal vi være forberedt.

Ikke bare tilbage til hverdagen

Når vi kommer tilbage på skolerne på mandag, så brug solidariteten fra de mange dage på gaden til at organisere civil ulydighed.

Tilliden til ledelsen er væk, og dét skal kunne mærkes. Brug jeres kollektive fantasi og gør skolen uregerlig. Regeringen og KL har vundet et slag, men ikke krigen mod de offentlige ansatte.

Gør 1. maj til strejkedag

Det vi har oplevet er kun starten på regeringens krisepolitik. Hvis ikke vi begynder at slå igen, vil de blive ved med at sænke vores levestandard til fordel for kapitalen og de rige.

Men vi kan slå igen. Vi opfordrer derfor til at gøre 1. maj til kampdag. Rejs spørgsmålet om en hel eller halv dags strejke på din arbejdsplads, ligegyldigt om den er offentlig eller privat. Det er ikke sikkert, du vinder spørgsmålet om strejke, men du identificerer de andre, der vil slås næste gang.

Hvis I beslutter at strejke, så se det som første skridt på vejen til at slå igen mod regeringen.

1. maj kan vi vise hinanden, at vi er meget stærke, når vi gør solidariteten aktiv. Og vi kan vise regeringen, at de længe nok har trådt på os – nu sparker vi igen.

Internationale Socialister/ISU

Denne artikel bliver uddelt som løbeseddel på demonstrationerne 25.4 landet over.

Hent som PDF (til udprint)

Se også:
SAA 328: Det mener vi: Lærerkonflikten giver klarsyn
SAA 328: Regeringen er svag: Lærerne kan vinde – men ikke alene
SAA 328: Sympati-konflikter nu!
SAA 328: Lærerne i dag – dig i morgen

Flere artikler fra nr. 328

Flere numre fra 2013

Siden er vist 3925 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside