Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 331 – 22. august 2013 – side 9

Den egyptiske revolution

Militærregimet står nu blodigt og nøgent tilbage

Anders Bæk Simonsen

I disse dage er vi vidne til en blodig og brutal offensiv fra militæret
og elementerne fra det gamle regime, hvis hensigt er at knuse de
revolutionæres landvindinger. Linjen fra militæret har været så brutal
at de liberale kræfter er trådt ud af den midlertidige regering, masken
er faldet af og regeringen står nu tilbage som den gamle ordens,
militærets regering. 

De sidste to et halvt år, der er gået, har været een lang styrkeprøve mellem de revolutionære kræfter og militæret. Det er ikke første gang, at revolutionen har lidt tilbageslag, og at ordet militærkup har været nævnt.

Det er ikke længere tid siden end sidste sommer i forbindelse med præsidentvalget, at militærets ledere indledte en offensiv og bl.a. forsøgte at manipulere med valget og trække offentliggørelse af vinderen i langdrag. Dengang var det først, da militærets tanks begyndte at omrokere og opstille på bestemte pladser og ministerier, at Det Muslimske Broderskab ikke talte protesterne og demonstrationerne ned, noget som har været fast praksis lige siden protesterne mod Mubarak begyndte.

Endelig opfordrede Broderskabet folket til at forsvare revolutionen. Kaldet blev besvaret af millioner af mennesker, der strømmede til Tahrir. Det var demonstrationer, der i størrelse overgik protesterne, som førte til Mubaraks fald. Og protesterne sikrede, at Det Muslimske Broderskabs kandidat, Mursi, vandt valget over Mubaraks sidste premierminister Shafiq.

Valget mellem pest eller kolera?

Allerede dengang blev valget mellem Shafiq, som er sekulær, men som repræsenterer torturkamrene, Mubaraks røveri af landets ejendomme og den desperate fattigdom for masserne, overfor en islamistisk præsidentkandidat, betegnet som et valg mellem pest eller kolera for socialister.

Valget mellem "pest eller kolera" er ikke ligegyldigt, hvis man har et modtræk, en slags vaccine mod en af plagerne. Revolutionære Socialister i Egypten fremhævede, at socialister bliver nødt til at forholde sig til, hvor masserne er, og på det tidspunkt havde store dele af masserne et reelt håb om, at Broderskabet kunne være et skridt fremad.

Yderligere havde masserne aldrig før kunnet stemme i et valg, der tilnærmelsesvis kunne siges at være så frit. Dette var et gigantisk skridt fremad, en del af revolutionens landevindinger, som socialister må forsvare. Denne position er ikke det samme som en ukritisk stemme for Broderskabet.

Det var en måde at forholde sig til dem, der stadig så mod Broderskabet: ”Stem på Mursi – men vid, at han vil svigte dig og svigte revolutionens principper og ikke indfri dens manglende mål. Vaccinen mod denne plage – en neoliberalist med langt skæg, en forretningsmand og islamist – er at udstille hans beskidte aftaler med det gamle regime, blive ved med at protestere og strejke for de sociale og økonomiske rettigheder, som han ikke vil give jer, og som har været drivkraft for revolutionen inden den overhovedet begyndte." 

Broderskabets fald

Det var præcis det, der skete. På under to et halvt  år, er Det Muslimske Broderskab gået fra at være den eneste politiske organisation, der for alvor kunne samle masserne i opgøret med det gamle regime til at være forhadt blandt store dele af masserne. Det har i allerhøjeste grad været selvforskyldt. Med regeringsmagten fortsatte de den samme neoliberale politik, som masserne væltede Mubarak på, og valgte side til fordel for landets superrige, regionens oliesheikerne, USA og IMF.  

Protesterne d. 30 juni toppede en strejkebølge, hvis top var uset høj og hvis kraft var enorm, selv indenfor et strejke-stormfuldt hav, der har været i uro i over 10 år. Igen var der flere folk på gaden i hele Egypten end i protesterne mod Mubarak. Konservative skøn taler om 17 millioner, imens andre vurderer, at over 20 millioner mennesker gik på gaderne i protest.

En underskriftskampagne under navnet Tarmarod (Rebel), vendt mod Mursis regering, formåede i løbet af ganske få måneder at få flere millioner underskrifter end Mursi fik stemmer. At tro, at alle disse millionvis af individuelle handlinger; protesterne, strejkerne, de titusindvis af aktivister, der indsamlede millioner af underskrifter, er koordineret og en konsekvens af militæret og det gamle regimes indsats – at der skulle være tale om en konspiration mod Broderskabet – er vanvid.

Det betyder ikke, at der ikke også var kontrarevolutionære kræfter, der forsøgte at lukrere på det voksende had mod Broderskabet. Kræfterne bag underskriftsindsamlingerne har skiftet karakter. Hvor den i starten var igangsat af folk omkring den revolutionære bevægelse, udtales der i dag støtte til militærets overgangsregering og national enhed. Og heri ligger den revolutionære bevægelses største svaghed.

Militæret bruger den sekteriske vold til at splitte bevægelsen. Store dele af masserne så mod militæret som Egyptens frelser, der kan sikre ro og orden, og tage et opgør mod Mursis regering, som var ligeså brutal og blodig mod protester, som de tidligere regeringer havde været.

Det betød også, at i dét øjeblik, hvor festfyrværkeriet eksploderede på Tahrir og millioner af mennesker igen jublede over, at de ved kollektiv kraft havde fjernet en regent, der ikke mødte deres krav om et værdigt liv, i samme øjeblik indledte militæret en offensiv, hvis første offer er hele Broderskabet og dets titusindvis af aktivister som organisation, men som samtidig sigter mod hele den revolutionære bevægelse.   

Den revolutionære bevægelse har ikke kunnet navigere imellem, på den ene side at være imod Broderskabet som den reaktionære kraft, det var som regeringsmagt, og på den anden side at beskytte Broderskabets medlemmer imod militærets angreb.

Da Broderskabet bevæbnede sig selv med maskingeværer og pistoler under deres sit-ins, skabte de afstand. Da de efterfølgende angreb kristne og kirker, på baggrund af et rygte om, at en snigskytte på en kristen kirke der gik efter Broderskabet, spillede de med på det som militæret ønsker: sekterisk vold mellem befolkningen.

På nuværende tidspunkt er der mere end 40 kirker, der har været udsat for angreb. Da Revolutionære Socialister og andre grupper forsøgte at danne menneskekæder omkring kirkerne for at beskytte dem mod angreb, blev de mødt af de nationale sikkerhedsstyrker. De sendte dem væk med baggrund i udgangsforbuddet med besked om, at dette var et job for hæren og politiet. Og så blev de selvsamme kirker senere angrebet.

Kampen for social retfærdighed fortsætter

Med militærets offensiv ser det sortere ud, end det har gjort i lang tid. Men militæret har samtidig ikke længere en civil maske, den kan gemme sig bag og på den måde indirekte styre politikken fra kassernerne, som da Broderskabet havde regeringsmagten.

De fortsatte sociale og økonomiske krav, der udspringer fra et ydmygt ønske om et værdigt liv, kan militæret heller ikke indfri, og protesterne vil rejse sig igen i mere direkte konfrontation med militæret og statsapparatet.   Aktivister i de uafhængige fagforeninger, der er skudt op efter revolutionen og som organiserer to en halv million egyptere, har iværksat en ny kampagne efter militærets kup.

Kravene er mindsteløn, maksimumsløn og genansættelse af fyrede arbejdere. En netop udsendt solidaritetserklæring til de strejkende arbejdere ved Suez-kanalen, der blev omringet og banket på plads af militæret, som også anholdte to faglige ledere, er blevet støttet af havnearbejdere, sømænd, lufthavnspersonale, tekstil-arbejdere og af revolutionære grupper. Konflikten i Egypten er i stadig større grad én mellem revolution og kontrarevolution.

Se også:
SAA 331: Udtalelse fra de egyptiske Revolutionære Socialister om massakren i Cairo: Ned med militærstyret! Ned med Al-Sisi, lederen af kontrarevolutionen!
SAA 331: Egypten: Tidslinje: En revolution undervejs
SAA 331: Mellemøstlige og nordafrikanske socialistiske organisationer: Vi står bag det syriske folks revolution – Nej til udenlandsk intervention
SAA 331: Både regimet og Vesten er trusler mod den syriske revolution
SAA 331: Erklæring fra syriske revolutionære socialister: ‘Vores revolution har ingen andre venner end folket’

Flere artikler fra nr. 331

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 1273 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside