Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 335 – 16. januar 2014 – side 9

Arbejdere kan forandre verden – hvis de vil...

Charlie Lywood

Arbejderklassens centrale rolle som samfundsforandrende kraft kan begrundes både teoretisk, historisk og aktuelt.

Det teoretiske fundament for at hævde, at arbejderklassen kan ændre samfundet, ligger dels i dens størrelse og vægt i samfundet men også i dens objektive interesse. Blot et lille kig tilbage på 2013 med lærernes lockout vil kunne overbevise om, at det betyder noget om folk arbejder eller ej.

Tænk blot på, hvad der ville ske, hvis alle bank- eller elværks-medarbejdere gik i strejke. Ikke blot kommer der forstyrrelser i samfundet, som breder sig til mange andre sektorer, men endnu mere alvorligt for kapitalistklassen, stopper kilden til deres profit.

Arbejderklassen har også fundamentale fælles interesser i at handle sammen for at forbedre deres vilkår. Derfor har arbejderklassen i hele verden altid været forrest i linjen for at opnå demokrati (senest i Egypten), ligestilling for kvinderne (f.eks. Phillips- og LK Nes-arbejdernes aktioner for ligestilling på arbejdsmarkedet i 70’erne i Danmark), for sociale velfærdsrettigheder, mod fascismen (senest i Grækenland mod Golden Dawn).

I alle disse tilfælde (og mange flere) har arbejderklassen generelt set været den afgørende faktor i at vinde fremskridt for sig selv og dermed for hele samfundet. Et meget dagligdags eksempel er, at selv om det er fagforeninger, som forhandler overenskomster, så gælder overenskomstforbedringer alle på det pågældende område, uanset om de er medlem eller ej.

Men hvad med socialismen?

Men hvad med kampen for socialismen? Der er ingen tvivl om, at objektivt set ville arbejderklassen som helhed have en interesse i, at socialismen (dvs. det store flertals styring af samfundet for deres fælles interesse) indføres.

Dermed også sagt, at der er nogen, som ikke har den samme interesse. Det er den nuværende besiddende klasse, samt de lag i samfundet, de kan knytte til sig, da de selv er et uhyre mindretal. Deri opstår begrebet ”klassekamp”.

Men en objektiv interesse er én ting. Noget andet er, om de fleste arbejdere oplever, at de har denne fælles interesse. Det er her, at de styringsmekanismer som den herskende klasse har til rådighed, som til dels har bund i oplevede modsætninger blandt arbejderne, kommer til udtryk.

Når man fokuserer på forskellene i køn, etnicitet, seksualitet, fag, løn og arbejderes vilkår, kan man opretholde idéen om, at der i virkeligheden ingen fælles interesser er blandt arbejderne.

Disse opdelinger bruges af den herskende klasse til at konstruere en politisk overbygning, som slører de virkelige klassemodsætninger. Neoliberale doktriner om, at vi alle må acceptere effektiviseringer og lønnedgang for at klare os i den internationale konkurrence er et nutidigt eksempel på denne politiske overbygning.

I langt de fleste perioder er der et spændingsfelt mellem den herskende klasses diskurser, som individualiserer interesser og konflikter og flertallets ønsker om at gennemføre eller forsvare fælles goder.

I øjeblikket handler det mest om et forsvar. Men i andre perioder i historien (og aktuelt i Egypten for blot to år siden) har arbejderklassen været i offensiven og pendulet i klassekampen har svunget fra forsvar til angreb. Eksempelvis i Danmark i 70’erne, hvor langt de fleste reelle reformer (ikke nedskæringer forklædt som reformer) i velfærden og rettigheder blev gennemført.

I andre perioder og lande har arbejderklassen enten taget magten (for så at tabe den igen) som i Rusland (1917-23), Spanien (1936-39), Chile (1970-73), Portugal (1975-76) eller udfordret magten så meget, at den måtte give efter (Østeuropa 1989, Egypten og Tunesien 2012 som eksempler).

I alle disse tilfælde var det arbejderklassen, som enten bevidst under ledelser af erklærede socialistiske partier, eller mere ubevidst, men dog samlet, som ændrede samfundsstrukturen.

Har nyliberalismen ødelagt potentialet?

Nogle argumenterer for, at nyliberalismen har undermineret muligheden for at arbejderklassen i Vesten kan forandre samfundet radikalt. Man peger på fald i organisationsprocent, reformistiske partiers knæfald overfor kapitalistklassen og den individualistiske tidsånd, vi lever i.

I stedet kigger man på andre kræfter, for eksempel dem, som lever på kanten af samfundet – de arbejdsløse, kontanthjælpsmodagere, studenter osv. Det kan lyde besnærende, men selv om disse grupper kan være en del af kampen for forbedringer, har de ikke selv magten til at ændre tingenes tilstand. Det har kun dem med adgangen til at lamme samfundet for at opbygge på ny.

Se også:
SAA 335: Der er brug for en faglig venstrefløj
SAA 335: Arbejderklassen i tal
SAA 335: Arbejderklassen lever
SAA 335: Interview med fagligt aktiv: “Det er ikke nok at brokke sig i skurene”

Flere artikler fra nr. 335

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 836 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside