Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 336 – 21. februar 2014 – side 8

En venstrefløj, der gør en forskel i klassekampen

Hans Erik Madsen

Den store udfordring for venstrefløjen er at skabe et parti, som gør en forskel i den daglige klassekamp. Flere mandater og flere medlemmer er godt, men ikke godt nok.

Fra velfærdsprotesterne 2006-7

Fra velfærdsprotesterne 2006-7. “Ballademager”-bannerne i midten hentyder til Anders Fogh, der før demonstrationerne (med ca. 100.000 deltagere) havde sagt, at der bare var tale om “socialistiske ballademagere”.

Opgaven er at skabe og udvikle et parti, som kan inspirere og deltage som en kraft og katalysator i kampen mod krisepolitikken.

Denne artikel vil se på, hvilken rolle venstrefløjen har spillet i opbygningen af modstand mod krisepolitikken siden 1968.

Den marxistiske opfattelse af at ‘al forandring må komme nedefra igennem arbejderklassens kamp’ gælder stadig i det 21. århundrede.

Den daglige kamp mod krisepolitikken og for en anden verden er forudsætningen for en socialistisk revolution – og for en nødvendig ændring af bevidstheden til, at det store flertal selv kan tage kontrollen over deres eget liv og samfundets organisering.

DKP – et lille parti, men ...

Parlamentarisk lykkedes det aldrig for DKP at få et bredt gennemslag. Alligevel har DKP i perioden fra 68 til murens fald spillet en afgørende rolle, især i arbejderklassens kampe.

Grunden er, at DKP satsede på at opbygge partiet som en del af arbejderklassen kamp i hverdagen. Kampen i hverdagen har samtidig været afsættet for at rekruttere nye medlemmer.

DKP’s organisationsform har altid som primær enhed haft en organisering af medlemmerne ud fra deres arbejdsplads- og fagforeningsplacering, og parallelt hermed i geografiske enheder. Den centrale orientering i DKP har været at lave politik – at diskutere, sælge deres avis Land og Folk, og handle aktivistisk – der hvor medlemmerne arbejder og bor.

Selv om DKP aldrig havde opbakning til deres opfattelse af, at Sovjet og Østeuropa var socialistiske, var de alligevel i stand til at spille en vigtig rolle i klassekampen.

DKP’s to mest succesrige faglige initiativer var deres opbygning af faglige ungdomsnetværk og opbygningen af organiserede netværk af militante fagforeninger og tillidsfolk.

LLO og tillidsmandsringene

I midt-60’erne blev de første skridt til dannelsen af en oppositionel lærlinge- og ungarbejderbevægelse (LLO) skabt som et led i kampen for ordentlige løn- og arbejdsforhold for disse. Det skete i skarp konfrontation med den socialdemokratiske fagtop.

LLO blev en faglig bastion og rekrutteringsbase for DKP, som lagde fundamentet for DKP’s indflydelse i fagbevægelsen de næste 20 år.

De DKP-opbyggede tillidsmandsringe fik for alvor vind i sejlene i starten af 70’erne under og efter massestrejkerne, som i 1974 væltede den borgerlige Hartling-regering.

Frem til 1982 førte den socialdemokratiske regering en benhård krisepolitik med lønstop, indefrysning af dyrtidsportioner og utallige indgreb i overenskomsterne – alt imens arbejdsløsheden steg markant.

I den situation var de DKP-opbyggede tillidsmandsforsamlinger kampagne-forummer for fx en 35 timers arbejdsuge under parolen: ‘Tid til mer – job til fler’.

De DKP dominerede tillidsmandsforsamlinger spillede en vigtig rolle i diskussioner og aktiviteter i fagbevægelsen. Ofte var DKP dog mere loyal over for dele af fagtoppen end over for arbejderklassens krav (se: Påskestrejkerne).

VS og dobbeltorganisering

VS blev dannet i 1967 – som en protest mod SFs højredrejning. VS udviklede sig fra ‘sandkasse til kadreparti’ i løbet af de næste 10 år.

VS var konsekvent udenomsparlamentarisk, med den enkle hovedparole: ‘Styrk kampen i hverdagen – stem VS på valgdagen’.

Vedtagelsen i 1975 om ‘dobbelt-organisering’ var et afgørende skridt, som gjorde VS i stand til i praksis at sætte fokus på arbejderklassens selvorganisering.

Vedtagelsen betød, at alle partiets medlemmer – ca.2-3000 i løbet af 70’erne – skulle dobbelt-organiseres: Dels i forhold til deres job og fagforening, dels i geografiske partiforeninger.

VS’s arbejdere var organiseret i deres fagforeninger og i oppositionsnetværk sammen med andre faglig aktive. Deres branchegruppe i VS var basis for diskussion og handling udadtil.

Fokus blev at igangsætte diskussioner og aktiviteter, som kunne støtte arbejderklassens kampe. Ikke mindst støtten til arbejdere i strejke kom i de første år i fokus. Netværk af strejkestøttekomiteer voksede frem, når arbejdere kæmpede mod fyringer og forringelser.

Paroler som ‘I dag os – i morgen dig’ linkede strejkende og militante arbejdere sammen. Elever og studerende spillede ofte en afgørende rolle i at sprede støtten blandt medstuderende, på gaden og foran porten til arbejdspladser.

Påskestrejkerne i 1985

Venstrefløjen i og omkring VS opbyggede fra 1968 til 1985 en ikke ubetydelig styrke.

Under påskestrejkerne i 1985 mod Schlüter-regeringens indgreb i overenskomsten var den i stand til – på lokale og landsdækkende tillidsmandsmøder – at sætte spørgsmålet om en generalstrejke på dagsordenen, som kunne have væltet Schlüter.

Men de socialdemokratiske fagpampere ønskede ikke en generalstrejke, fordi de var bange for at situationen ville løbe løbsk. Og af frygt for om en kommende socialdemokratisk ledet regering kunne håndtere en sådan situation.

DKP-ledelsen ønskede heller ikke at miste kontrollen med situation – ud fra samme betragtning – og arbejdede derfor tæt sammen med de socialdemokratiske fagpampere om at stoppe strejkebevægelsen.

Det lykkedes efter 10 dage, hvor op mod en million strejkede.

Ri-Bus-konfliten

90’ernes vigtigste styrkeprøve i klassekampen blev den 1 år lange Ri-bus konflikt i Esbjerg, hvor buschaufførerne kæmpede imod privatisering af busdriften og forringelser af deres løn- og arbejdsforhold.

Solidariteten med de strejkende var enorm. Både i Esbjerg og på landsplan. Af flere omgange var der generalstrejke-lignende tilstande i Esbjerg. En landsdækkende aktionsdag til støtte for de strejkende fik 250.000 i strejke. Daglige blokader chikanerede brugen af skruebrækkere.

Kombinationen af politibrutalitet og fagtoppens forræderi knækkede efter et år chaufførerne.

Men strejken illustrerede også et andet problem. At den organiserede venstrefløjen i 10 år havde været i langsom opløsning.

Årsagen var dels, at man ikke havde nogen svar på, at arbejderklassen var tvunget i defensiven af krise og arbejdsløshed. Og især for DKP’s vedkommende, at illusionen om socialismen i Øst brød sammen med murens fald i 1989.

Liste Ø var blevet dannet, men var ingen reel kraft og samlet organisation.

Fraværet af en landsdækkende organiseret venstrefløj med rødder i tillidsmandsnetværk og arbejdspladser gjorde, at støtte til de strejkende var overladt til enkeltpersoner og enkelte militante arbejdspladser og smågrupper.

De gjorde en fantastisk indsats. Men Ri-Bus-kampen viste også, at enkeltpersoners indsats ikke kan erstatte en samlet organisation.

00’ernes bevægelse og venstrefløjen i dag

De seneste 6-7 år har været præget af krise, angreb på velfærden og øget arbejdsløshed, og frontalangreb på offentligt ansatte.

Men modstanden har også været der – med de største protestdemonstrationer siden 1985.

Utilfredsheden har været stor, og der har været små tendenser til opbygning af netværk og aktiviteter nedefra. Men ingen af disse netværk har kunnet udfordre fagtoppens kontrol med protesterne.

Men hvorfor er fagtoppene ikke blevet udfordret af Enhedslisten?

Enhedslistens organisering og fokus på kamp er meget spinkel. Organiseringen ud fra, hvor EL’s medlemmer arbejder og er fagligt organiseret, er ikke en kollektiv prioritet, men er overladt til enkelt-medlemmer.

Hvad kan vi lære?

Venstrefløjens historie rummer masser af gode eksempler på, hvad organisationer, som har opbygget med fokus på kamp, har betydet.

Fraværet af dette fokus – kampen i hverdagen og organiseringen af medlemmer ud fra den vinkel – er i al sin enkelthed EL’s største problem i dag.

At genskabe et sådant fokus er samtidig den største udfordring for EL’s venstrefløj – med eller uden EL’s parlamentsfokuserede ledelse.

Se også:
SAA 336: Interview med Preben Bjørn Madsen: Venstrefløjen i Enhedslisten må organisere sig
SAA 336: SF, velkommen tilbage til virkeligheden
SAA 336: Principprogram-konferencen i Enhedslisten
SAA 336: Seminar: Fra krise til kritik, oprør og revolution

Flere artikler fra nr. 336

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
Påskestrejkerne 1985
VS
DKP
Ribus-strejken
Velfærdskampe 2006

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 2659 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside