Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 336 – 28. februar 2014 (Kun online)

Ukraine på randen af revolution

Charlie Lywood + Peter Iversen

Socialister skal ikke male oprøret i Ukraine hverken rødt eller sort.

Massedemonstration i Kiev

Massedemonstration i Kiev i december

Voldelige sammenstød med statsmagtens voldsapparat – politi, militser og dele af hæren. Besættelse af Maidan, den centrale plads i Kiev, i månedsvis. Demonstrationer med titusinder næsten dagligt. Selvorganisering af besættelsen med egne felthospitaler, bespisning, skraldeindsamling osv.

Massemøder, hvor vejen frem dagligt blev diskuteret for åben mikrofon. En bevægelse, som bragte en korrupt, kompromitteret præsident til fald. Først og fremmest fordi en modig modstand øgede den store splittelse i den herskende klasse, så lederne af de væbnede styrker ikke kunne få deres soldater til at knuse folkets modstand.

Det lugter af revolution. Som de store historiske begivenheder i socialismens historie i de sidste 150 år – Pariserkommunen, Den russiske Revolution og mange andre revolutionære situationer.

Hverken rød eller sort

Socialister skal imidlertid være tilbageholdende med at male den aktuelle situation hverken rød eller sort.

Bevægelsen mod den nu afsatte præsident Janukovitj bestod bl.a. af ukrainske højre-nationalister, hvor reelle fascistiske kræfter lurer i baggrunden. Nogle kilder siger, at op mod 30 pct. af demonstranterne på Maidan har sympati for Svoboda fra det yderste nationalistiske højre (de fik 10 pct. af stemmerne ved sidste parlamentsvalg).

Hovedparten af demonstranterne kommer fra kredse og partier, som gerne vil have en tilnærmelse til vesten (som Svoboda også gerne vil have). Først og fremmest til EU.

De ser vesten som en rollemodel for velfærd modsat det korrupte politi og retsvæsen. De ser ikke EU’s ny-liberalismes hærgen, men håb om beskæftigelse og velstand. De ser EU som lande, hvor det flyder med mælk og honning. De ønsker Ukraine ind i en moderne tidsalder.

Den Orange Revolution i 2004

Janukovitj’s afvisning af at indgå en aftale med EU i november, og i stedet vælge Rusland, blev set som et forræderi mod Den Orange Revolution i 2004.

Den Orange Revolution var ukrainernes oprør mod, at Ukraines selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991 ikke førte til grundlæggende ændringer i deres livssituation. Folk oplevede, at den gamle herskende klasse i form af toplederne i kommunistpartiet blot overtog olie- og gas-industrien og blev stinkende rige, blev til oligarker.

Janukovitj var den direkte årsag til Den Orange Revolution. Ved hjælp af omfattende valgsvindel var han i 2004 blevet valgt til præsident. Men svindlen var så åbenlys, at mange ukrainere gik på gaden og demonstrerede imod svindlen.

I sidste ende førte protesterne og optøjerne til, at højesteret blev tvunget til ikke at anerkende valgresultatet og udskrev et nyt valg, hvor Janukovitj tabte stort.

Svigt

Mange ukrainere følte sig svigtede af lederne fra Den Orange Revolution. De var kommet til magten, men de førte ikke en politik, der ændrede radikalt på forholdene. De så deres ledere gå ind i et almindeligt magtspil om positioner og korruption.

Det gav Janukovitj muligheden for et comeback, og han vandt præsidentvalget snævert i 2010. Janukovitj brugte præsidentposten til at berige sig og sin familie ved hjælp af den udbredte korruption. Hans søn, der var tandlæge, blev i løbet af ingen tid en af Ukraines rigeste og mægtigste mænd.

Frihed og demokrati

Ukraine var tæt på økonomisk kollaps, og derfor var forhandlingerne med EU og Rusland i efteråret 2013 meget afgørende.

Mange ukrainere ønskede en løsning med EU, fordi de så det som en mulighed for mere frihed og demokrati, en gennemgribende reform af justitssystemet, bedre velfærd og mindre magt til oligarkerne, der reelt havde holdt det ukrainske folk i et jerngreb.

Dette blev kravene.

Folk fra Maidan-pladsen blev radikaliseret af begivenhederne. Først og fremmest båret af en stor mistro til alle ledere – også deres egne.

Det ene kompromis-forslag efter det andet, og som alligevel ikke ændrede noget. Den ene våbenhvile efter den anden, som blev misbrugt af statsapparatet – det lærte bevægelsen, at den kun kunne stole på sig selv.

Det er meget betegnende for bevægelsens styrke, at en af oppositionens ledere, den tidligere sværvægtsbokser Klitjko fra reformpartiet UDAR, ikke kunne få folk til at gå hjem efter aftalen med EU-udenrigsministrene, Janukovitj og oppositionen.

De ville have et systemskifte. De blev på pladsen. De modstod snigskytter og angreb, de mistede op mod 100 døde, men deres modstand tvang Janukovitj fra magten, fordi kun et regulært blodbad, langt værre end Den Himmelske Fredsplads i Kina i 1989, ville have kunnet knuse Maidan.

Nægter at skyde

Det ville/turde den herskende klasse ikke satse på, måske fordi de fornemmede, at politiet og militæret ville gå i opløsning, hvis de gik hele vejen.

I hvert fald nægtede de væbnede styrker at adlyde ordrer. Grupper af betjente sprang over barrikaderne og tilsluttede sig demonstranterne. Så var Janukovitj ‘s dage talte.

Men selv da bevægelsen havde vundet en kæmpe sejr, nægtede de at forlade Maidan (og de har stadigvæk ikke forladt pladsen).

Bevægelsen gennemtvang, at parlamentet løsladte Julia Timosjenko (hun var fængslet for korruption). Hun var en af de tidligere ledere af Den Orange Revolutionen og havde tabt snævert til Janukovitj ved præsidentvalget i 2010.

Nu talte hun til demonstranterne på Maidan og turde ikke sige, at de skulle gå hjem, men sagde tværtimod at de skulle blive. Hun kunne ikke andet. Hvis hun havde sagt det modsatte, ville hun ikke have fået ørenlyd.

Hvad nu?

Den herskende klasse har endnu ikke genvundet fatningen, og derfor ser situationen kaotisk ud. Der er et magttomrum. Det rumler med separatistiske rygter omkring Krim-halvøen.

Dertil kommer, at landet er ved at gå bankerot. Hvis ikke der kommer massiv penge-tilførsel i en fart, så kan der ikke udbetales lønninger til statsansatte.

Er fascisterne styrket? Ja, i den forstand, at det var de fascistiske grupper, som betød en masse i selve den militære beskyttelse af Maidan. Men hovedparten af bevægelsen er ikke højredrejet og slet ikke fascistisk.

Arbejderklassen har ikke spillet nogen afgørende organiserede rolle i begivenhederne, men der har været en masse fra arbejderklassen, som har deltaget i protesterne og kampene. De er blevet radikaliseret.

De går tilbage til deres arbejdspladser med selvtillid og kan være med til at rejse de økonomiske, sociale og politiske krav. Fremtiden vil vise, om der kommer en bevægelse fra arbejdspladserne.

“Unfinished business”

Ukraine, specielt Kiev, har gennemlevet en revolutions-proces. Et politisk jordskælv.

Problemet er, at de krav som bevægelsen har stået for, vanskeligt kan løses hverken gennem EU-tilnærmelse eller en venden tilbage til Rusland – og slet ikke gennem en højre-national, homofobisk og racistisk politik. Derfor er dette igen “unfinished business” som efter Den Orange Revolution.

Tragedien er imidlertid, at der kun fandtes en håndfuld socialister, som kunne vise en anden vej.

Deres spredte forsøg på at rejse krav om at “vende sig til arbejdspladserne” og for oprettelse af folkemagtsorganer spillede aldrig en rolle i begivenhederne.

Et venstre-oppositionelt program blev distribueret på Maidan, men en ædruelig rapport fortæller, at “uden en organisation, som kunne gennemføre planlagte strategier; uden mediedækning, hvorved vi kunne kommunikere vores position til folket, og med et begrænset overblik over situationen” kunne Venstreoppositionen ikke spille en rolle i de afgørende begivenheder.

Igen en lære om, at socialisters indflydelse på historiske begivenheder kræver, at man bygger op i forvejen og har en organisering med en vis tyngde.

Det var der ikke i Kiev. Den må bygges nu.

Se også:
SAA 336: Erklæring fra den Internationale Socialistiske Tendens: Hverken Vesten eller Rusland – Nej til imperialistisk krigsspil om Ukraine
SAA 336: Ukraine: Putin hæver indsatsen i den imperialistiske Krim-krise
SAA 336: Bølge af protester i Bosnien
SAA 336: Interview med Mikkel Bolt: “2011 var revolutionens genkomst”

Flere artikler fra nr. 336

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood
Peter Iversen

Siden er vist 2143 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside