Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 337 – 1. april 2014 – side 3

Det mener vi

Hvorfor går Dansk Folkeparti frem?

Siden kort efter valget i 2011 har Dansk Folkeparti haft næsten konstant stigende tilslutning. I meningsmålingerne ligger de nu på ca. 20 pct. mod godt 12 pct. ved valget.

DF har aldrig haft større tilslutning og er nu på størrelse med socialdemokraterne.
Hvordan skal vi forstå fremgangen? Er der en massiv racistisk højredrejning i gang?

DF: De nye socialdemokrater?

DF vil gerne selv fremstille sig som de nye, klassiske socialdemokrater. Det er en myte, som store dele af pressen har købt.

Men DF har siden starten i 1995 stemt for nedskæringer og privatiseringer i både kommuner og folketing stort set hver gang, de har haft muligheden.

Alligevel har DF haft held til – på bedste opportunistiske vis – at markedsføre sig som “den lille mands og kvindes” talerør. Det er dette markedsførte billede, folk stemmer på.

Fra S-SF til Venstre til DF

En del af myten om DF som “socialdemokrater” er, at DF’s fremgang kommer fra SD’s tilbagegang.

Virkeligheden er mere sammensat. Siden kort efter valget i 2011 har DF især fået sin fremgang fra Venstres tilbagegang.

Under valgkampen og de næste 6 måneder skiftede næsten 10 pct. af vælgerne til Venstre – mens SD mistede ca. det samme. DF gik også frem – men kun så de genvandt det, de havde tabt i året inden.

Siden sommeren 2012 er DF’s fremgang på 6-7 pct. især kommet fra Venstres tilbagegang på 6-7 pct. I samme periode har opbakningen til “arbejderpartierne” (S-SF-Ø) ligget nogenlunde konstant på 34-36 pct.

S-SF’s tilbagegang er altså i første omgang gået til Venstre. Dernæst er folk gået fra Venstre videre til DF.

Der er rigtigt mange vælgere, der er “politisk hjemløse” og som febrilsk leder efter et parti, de mener, repræsenterer deres interesser.

Årsagen er ikke så svær at finde: Skuffelsen over S-SF’s svigtede løfter.

Højredrejning?

Er de, der er gået til DF, så blevet mere højre-drejede?

Det kan man ikke sige. Både i forhold til fx dagpenge-forringelser og mere generelt i sociale spørgsmål ligger DF-vælgere til venstre for Venstre. Lars Løkkes eskapader i efteråret mindede folk om, at Venstre er de velbjærgedes parti, mens DF af mange ses som det modsatte.

Desuden har DF ikke specielt profileret sig på racistiske spørgsmål de sidste par år.

Men – for der er et stort men: Når folk skifter til DF, så begynder de også at lytte mere til, hvad Thulesen Dahl & co. siger.

Faren er, hvis DF endnu en gang konsoliderer en vælgergruppe, der bliver åben for DF’s racistiske dagsorden.

Under VKO-regeringen profilerede DF sig i høj grad på racistiske spørgsmål. Det lykkedes dem at åbne en racistisk debat og holde liv i den. DF rykkede grænserne for, hvad der var “tilladt” at sige. De skabte racistiske løgne, der er blevet til sandhed i dag.

Mens flere og flere mærker de brutale konsekvenser af magthavernes krisepolitik, kan en racistisk debat få vreden til at eksplodere – og rettes mod indvandrere og andre mindretal.

Kan DF’s fremgang stoppes?

Bortset fra tilbagegangen i 2011 har DF kun haft længevarende tilbagegang én gang inden for de sidste 10 år, nemlig i 2006-7 – under de store velfærdsprotester.

Når folk går på gaden eller strejker i større antal, så er DF sårbar. DF har kun “svar” på folks frustrationer, så længe folk er alene med dem. Så kan deres syndebukke-politik give mening.

Men når folk går kollektivt i aktion – i al den multi-kulturelle mangfoldighed, som arbejderklassen består af – så træder de solidariske svar i forgrunden.

Udfordringen er at skabe en politisk kraft, der kan fastholde de solidariske svar og bygge en solidarisk bevægelse mod krisepolitikken. Sammen med en konsekvent anti-racistisk agitation er det den eneste måde at stoppe DF’s fremgang på.

Se også:
SAA 337: EU-valg med nye paroler
SAA 337: 22. marts: JA til mangfoldighed – NEJ til racisme

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 337

Flere numre fra 2014

Siden er vist 3013 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside