Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 338 – 1. maj 2014 – side 4

Den britiske minestrejke 1984-85

Kunne minearbejderne have vundet?

Charlie Lywood

Den britiske minearbejderstrejke 1984-85 er en historie om solidaritet og heroisk militans, men også om kujoner i fagtoppen og om nederlag.

Politi mod minearbejdere

Minearbejderstrejken startede som en lokal strejke i Skotland og dele af Yorkshire. Regeringen ville lukke 20 miner og fyre 20.000 minearbejdere (ud af 170.000).

Inden da var en række miner i Syd-Wales og Skotland blevet lukket – modstanden var blevet isoleret og svækket.

Så prøvede man i Yorkshire – NUMs (minearbejderforbundets) højborg. Straks gik arbejderne i strejke, og snart fulgte andre miner i området.

Men først fire uger senere gjorde NUM strejken officiel (så man kunne give dagpenge) og landsdækkende. Næsten 80 pct. af medlemmerne fulgte NUM’s ledelse. Men vigtige miner i midt-England gik ikke med i strejken – Nottinghamshire, Derbyshire og Leicestershire.

En af årsagerne var, at arbejdsgiverne havde givet særligt gode akkorder til netop disse områder som en del-og-hersk taktik. Desuden følte de sig ikke luknings-truede. Endelig var der mange nye minearbejdere, som ikke havde lært solidaritet fra tidligere strejker og først skulle vindes for det.

I stedet for at koncentrere sig om at lukke stålværkerne (eller transporten til dem) forsøgte man at få de midt-engelske minearbejdere med i strejken for at gøre den effektiv.

Så man sendte folk fra hele landet til midt-England til “flying pickets” (flyvende blokader). Nogle gange lykkedes det at overbevise folk om at strejke. Men det blev aldrig en gennemført landsdækkende strejke. Disse områder fortsatte med at producere kul under hele strejken.

Orgreave

Masse-blokaden ved kuldepotet Orgreave i juli og august 1984 var et vigtigt vendepunkt i strejken. Her satte regeringen alt ind.

NUM’s militante leder, Arthur Scargill, troede at han kunne gentage succesen fra 1972, hvor masseblokader lukkede kul-depotet i Saltley ved Birmingham. Desværre havde han forregnet sig.

Politiet var klar og minearbejderne blev kørt over ende og banket ned. Scargill blev selv arresteret.

Sandheden var, at NUM ikke var samlet om en strategi for strejken. Lokale fagforeningsledere lavede aftaler med lokale arbejdsgivere om, hvordan kul kunne komme frem uden konfrontationer. Andre, som Yorkshire-lederne for NUM, sendte folk til midt-England i stedet for at koncentrere kræfterne om steder, hvor man kunne vinde.

Solidaritet

Efter Orgreave i august 1984 syntes strejken at være tabt. Men igen rejste minearbejdere sig og begyndte et fantastisk støttearbejde i hele Storbritannien og også internationalt. De ville ikke give sig.

Støtten var enorm – også fra fagforeninger, som ikke kunne eller ville levere egentlige støtte-aktioner. Og fra internationale fagforeninger.

Minearbejderstrejken blev en inspiration for alle, som ønskede at trodse højre-bølgen i 80’erne.

Vinter

Vinteren 1984-5 var hård ved minearbejderne og deres familier. Jagten på kul til at varme deres hjem kostede tre unge livet, da kul-bunkerne brød sammen under dem.

Minearbejderne troede, at vinteren ville stoppe regeringen, fordi kul-mangel ville stoppe industrien helt eller delvis. Men det skete ikke. Statens ressourcer var næsten ubegrænsede. Der blev brugt tre gange så meget på at vinde over minearbejdere – “den indre fjende” – som på Falkland-krigen.

Strejken kunne være vundet

Det, der kunne have vendt nederlag til sejr, var en landsomfattende generalstrejke. Men det ville de andre fagforeningsledere ikke, og der var ikke opbygget et net af tillidsfolk med selvtillid nok til at udfordre fagbosserne og udgøre et alternativt lederskab i arbejderklassen.

Den 6. marts stemte et lille flertal af de delegerede i NUM for, at strejken skulle slutte. Man havde ikke opnået noget. Minerne blev lukket. 600 militante minearbejdere blev fyret under strejken og blev ikke genansat.

Af de 171.000 beskæftigede minearbejdere i slutningen af 1985 var der kun 63.000 tilbage i 1990.

Se også:
SAA 338: Den britiske minestrejke 1984-85: Da minearbejderne blev slået
SAA 338: Den britiske minestrejke 1984-85: Solidaritet fra arbejdere i Danmark
SAA 338: Konflikt mod Letz Sushi-kæden fortsætter

Flere artikler fra nr. 338

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
Storbritannien Minestrejke 1984-85

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 3066 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside