Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 342 – 19. december 2014 – side 2

Sydafrika

Klassekampen skærpes

Anders Bæk Simonsen

Da den sydafrikanske stat i 2012 satte politiet ind mod strejkende minearbejdere for at knuse deres strejke, blev forholdet imellem den sorte arbejderklasse og ANC endegyldigt forandret.

NUMSA: Mod nyliberalisme

Politiet skød over 100 minearbejdere, flere af dem i ryggen, mens de flygtede. 34 minearbejdere blev dræbt og mere end dobbelt så mange såret.

Massakren fandt sted i Marikana 16. august 2012 og kan sammenlignes med massakrer under det sydafrikanske apartheidstyre. Men denne gang skete det med en ANC-regering ved magten.

Store dele af befolkningen var allerede inden Marikana utilfredse med den ulighedsskabende politik, som ANC har gennemført, siden de vandt de første frie valg i 1994.

For mens en lille gruppe af sorte politikere og fagforeningsledere er blevet en integreret del af samfundets elite, er samfundets grundlæggende ejendomsforhold ikke ændret. Den økonomiske magt ligger altovervejende i de samme hvide hænder som før.

ANC er stadig den suverænt største politiske organisation. Ved valget i 2014 fik de opbakning fra 62 procent af de vælgere, der havde stemt.

Men tallene dækker over en generel nedadgående tendens ved hvert eneste valg siden 1994. Dengang stemte hele 54 procent af alle stemmeberettigede på ANC. I dag er det kun 34 procent.

Trepartsalliancen, krise og arbejderne i offensiven

Marikana-massakren, den kapitalistiske krise og det stigende antal sociale og økonomiske protester har svækket den dominerende politiske kraft i Sydafrika efter apartheid: Trepartsalliancen mellem ANC, Det Sydafrikanske Kommunistparti (SACP) og fagforbundet COSATU. (Se separat artikel herunder.)

De er blevet udfordret på flere planer. Alene i 2014 har arbejderne vundet to betydningsfulde strejker. Den første er en fortsættelse af minearbejdernes strejke fra 2012.

Strejken endte ikke med massakren, men spredte sig til andre miner, buschauffører, kommunalarbejdere og fattige landarbejdere, men ebbede senere ud.

Strejken i år omfattede 80.000 minearbejdere, varede i 5 måneder og var den største minestrejke i Sydafrikas historie.

Det var en fortsættelse af strejken fra 2012. Hovedkravet var stadig en reel lønforhøjelse. Den endte med betydelige indrømmelser, som minearbejdende sagde god for og så som en sejr.

Lige efter minearbejdernes sejr gik 220.000 stål- og maskinarbejdere fra fagforeningen NUMSA i strejke. I løbet af fire uger fik de delvist eller fuldstændigt stoppet produktionen hos Ford, Toyata, Nissan og BMW i landet.

Ifølge arbejdsgiverne ramte strejken 12.000 virksomheder og kostede virksomhederne omkring 250 mio. kr. om dagen i de 4 uger, den varede. Den endte også med en sejr.

Opsvinget i klassekampen, arbejdernes erfaringer fra kampene og erfaringerne med Trepartsalliancen har aflejret sig i forhold til de politiske organisationer i og uden for Trepartsalliancen.

Bevægelsen mod socialisme: ANC udfordres fra venstre

En række minearbejdere havde allerede inden Marikana dannet en ny fagforening, AMCU. Under og efter Marikana er minearbejdere i stor stil strømmet til den.

Den største fagforening i forbundet COSATU er metalarbejderforbundet NUMSA med 320.000 medlemmer. Efter Marikana-massakren har den konkluderet, at ANC’s Nationale Udviklingsplan er et program for deres klassefjender, og at staten "har myrdet arbejdere af hensyn til kapitalen".

Ifølge NUMSA er ANC kommet i hænderne på “repræsentanter for en fjendtlig klasse”, og “ANC vil ikke lade et mindre spørgsmål som demokrati komme i vejen for forsvaret af deres kontrol”.

De besluttede på deres ekstraordinære kongres i december 2013, at de ikke længere som hidtil ville opfordre til at stemme på partierne i trepartsalliancen (ANC og SACP).

Men endnu vigtigere vedtog de at stå i spidsen for at samle arbejderklassen i en enhedsfront under "Bevægelsen for socialisme". Meningen er, at det skal blive til et politisk parti.

Det vi nu ser i Sydafrika er dannelsen af en organisation, der er rodfæstet i arbejderklassen med hundredtusindevis af metal- og maskinarbejdere og belært af trepartsalliancens svigt.

Men NUMSA-ledelsens centrale rolle i dannelsen af “Bevægelsen for Socialisme” advarer også om, at det er nødvendigt at afklare nogle helt centrale spørgsmål. Ikke mindst om partiet skal være et reelt kampparti for arbejderklassens interesser eller kun et redskab for NUMSA-bureaukratiet?

Uanset dette er bestræbelserne for at danne et egentligt anti-kapitalistisk, socialistisk masseparti i Sydafrika et kæmpe-fremskridt – og bliver meget vigtigt at følge.

Læs mere i South Africa: from Marikana to the “Numsa moment” i International Socialism nr. 144.

Trepartsalliancen: Fra anti-apartheid til redskab for den herskende klasse

Alliancen mellem ANC, kommunistpartiet og fagforbundet COSATU blev dannet i kampen mod apartheid. I dag er dens ledere en integreret del af landets elite.

Efter det første frie valg i 1994 har der været en slags arbejdsfordeling imellem de tre organisationer.

ANC har ikke haft en ambition om et opgør med kapitalismen. I stedet har de forsøgt at tiltrække investorer og været ansvarlige over for de multinationale fremfor deres befolkning. ANC har ganske rigtigt regnet med, at SAPC og COSATU muligvis ville brokke sig lidt, men ikke udgøre et reelt alternativ til ANC.

En af de mest militante arbejdsklasser i verden blev efter apartheid holdt tilbage af lederne af SAPC, der i sidste ende altid bakkede ANC’s politik op. Tidligere militante fagforeningsfolk så nu sig selv stoppe strejker, frem for at organisere dem.

Ifølge en tidligere ANC-leder, Ronnie Kasrils, foregik der i perioden fra 1991-1996 en “kamp om ANC’s sjæl, som blev tabt til de store selskabers magt – vi blev fanget i den nyliberalistiske fælde”.

Tidligere anti-apartheid-helte blev til kapitalens håndlangere.

Cyril Ramaphosa: Stat, ANC, fagboss og minedirektør i samme person

Den person, der bedst symboliserer skiftet fra modstand mod apartheid til tjenere for – eller integreret del af – den herskende klasse, er Cyril Ramaphosa.

Cyril Ramaphosa

Cyril Ramaphosa

Under apartheid var han militant leder af minearbejdernes fagforening, NUM. Han var med til at skrive landets nye forfatning og var i løbet af 90’erne generalsekretær for ANC. Han blev vicepræsident for ANC i 2012, og i dette forår udnævnte ANC ham til landets vicepræsident.

Bedækket med bestyrelsesposter og direktørstillinger i en lang række store nationale og multinationale virksomheder har yderligere givet ham adgang til kapital. Han er i dag en af Sydafrikas rigeste personer. Ifølge rigmandsmagasinet Forbes ejer han en personlig formue på over 3,7 milliarder kr.

Under Marikana-strejken havde han en direktørpost (og masser af aktier) i Lonmin – et af verdens største mineselskaber, som minestrejken var rettet mod.

Under Falham-kommissionen, der undersøger massakren, er det kommet frem, at Lonmins bestyrelse anmodede Ramaphosa om at bruge sin indflydelse i ANC og staten til at koordinere en reaktion på strejken.

Ramaphosa opfordrede politiet til, at de skulle lade være med at behandle strejken som en arbejdskonflikt og i stedet behandle den som en “ondsindet kriminel handling”.

Flere artikler fra nr. 342

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
Sydafrika

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 744 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside