Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 342 – 19. december 2014 – side 10

1989: Opgøret som standsede på halvvejen

Charlie Lywood

Den vigtigste ting for socialister at sige om Berlin-murens fald i 1989 er “Hurra!” Berlin-murens fald viste, at også almindelige mennesker kan ændre tingene – men at det sker under specielle betingelser.

Berlin-muren

En korrupt politistat, hvor en femtedel af befolkningen var ansat til at spionere mod de andre 80 pct., og hvor de såkaldt kommunistiske ledere sørgede for sig selv og deres, fik sit endeligt.

Det betød også, at man vandt bevægelsesfrihed, demonstrationsfrihed og organisationsfrihed. Altsammen friheder, som var og er et fremskidt for arbejderklassen (og de fleste andre), som boede i de kvælende politistater, som både Østtyskland og resten af det sovjetiske imperium var.

Oprørsbølge

Fra august til december 1989 rullede en oprørsbølge gennem alle lande i Østblokken. Allerede i slutningen af august 1989 har 65.000 øst-tyskere krydset grænsen mellem Ungarn og Østrig. I foråret 1988 havde reformpolitikere i Ungarn væltet den gamle Kádár-ledelse.

De mente, at markedsøkonomi var vejen frem. De rehabiliterede Imre Nagy, reform-lederen af det ungarske arbejder- og studenteroprør i 1956, som de havde likvideret. Og de aftalte med “oppositionen”, at der skulle holdes frie valg inden for 9 måneder.

To millioner fra de baltiske stater demonstrerede for selvstændighed fra USSR i samme måned.

I september begyndte østtyske oppositions-kræfter at organisere demonstrationer hver mandag aften i Leipzig. De voksede sig større og større og spredte sig til alle større byer i hele DDR.

Allerede i oktober måtte den gamle diktator, Honecker, trække sig. Der kom en ny til – Egon Krenz. Men lige lidt hjælp det.

Presset voksede og voksede, og det kommunistiske regime måtte den 9. november erklære, at alle frit kunne bevæge sig mellem Øst- og Vesttyskland. Den forhadte Berlin-mur blev revet ned under kæmpejubel på begge sider. En æra var endt.

4 måneder

Samme måned falder også regeringsleder Zhivkov i Bulgarien, efter 35 år som generalsekretær, og reformpolitikere tager over.

I Tjekkoslovakiet angriber politiet en demonstration i Prag, og det resulterer i, at 200.000 invaderer Prags centrum, og der svares også med en to timers generalstrejke. Den efterfølgende bevægelse for ændringer bringer Václav Havel (som indtil da havde været i fængsel) til magten i starten af december.

I samme måned bringer en spontan bevægelse den forhadte rumænske leder Ceausescu til fald. Rumænien er det eneste land, hvor der er et voldeligt opgør med dødsfald, da en del af det tidligere regime ikke ville bøje sig.

Østeuropa ændrede sig radikalt på blot fire måneder.

Ikke revolution

Men selv om de herskende partier brød sammen og ikke kunne holde protesterne tilbage, betød det ikke, at der skete hverken en social eller en politisk revolution.

De fleste af de gamle ledere af de forskellige kommunistpartier gik på pension eller eksil, men hovedparten af topfolkene i administrationen, militæret og sikkerhedstjenesten gled lige så stille ind i de samme poster i de nye konstellationer, som tog over.

En ikke ringe del af dem positionerede sig, så de var i stand til at opkøbte samfundets ressourcer for en slik og brugte dem til egen vinding ved at oprette private selskaber. Nu uden subsidier og med meget mindre arbejdskraft.

Processen blev dengang beskrevet således af en østtysk revolutionær socialist:

“De tidligere økonomiske strukturer er ikke berørt indtil nu. Det er specielt synligt i fabrikkerne og i de institutioner, som styrer økonomien. Fx SED-grupperne (Det Socialistiske Enhedsparti) i fabrikkerne spiller ikke mere nogen rolle. Men ledelsen spiller samme funktion. Så intet er forandret.”

“Folkets bevægelse har indtil nu kun udfordret nogle magtpositioner og har gennem massernes pres tvunget en generation væk. Men den næste generation har erstattet dem for at fortsætte med at pleje deres egne interesser.”

Den herskende klasse trådte et skridt sidelæns, men beholdt deres magt.

Unfinished business

De forhåbninger om forbedringer for almindelige mennesker, som bevægelsen gav udtryk for, blev gjort til skamme.

I 1990 anbefalede IMF (Den Internationale Valutafond) og Verdensbanken, at de østeuropæiske lande skulle undergå en restrukturering med “chokterapi”. I virkeligheden betød dette en masse “chok” og ingen “terapi”.

Fabrikker lukkede, da subsidierne forsvandt, og millioner blev kastet ud i arbejdsløshed. Lønninger blev fastfrosset, mens de nye rige (som hovedsagelig var de gamle parti-apparatnikker) mæskede sig og blev multi-milliardærer.

Oppositionen (som fx Solidarnosc i Polen) blev opsuget og blev tam. Dens ledere (som Lech Walesa) blev en del af establishment og senere præsident. Alle til hobe accepterede de nyliberalismen som vejen til velstand for samfundet. Det blev i stedet vejen til berigelse for et lille mindretal.

Denne første fase af “den vilde kapitalisme” blev efterfulgte af integration i EU fra 2004. Men da krisen ramte i 2008 var mange af økonomierne ikke gearet til det.

25 pct. ned i løn

Specielt Ungarn, de baltiske stater og Rumænien blev alvorligt ramt. I fx Rumænien indførte IMF en brutal nedskæringspakke, og de offentlige lønninger blev reduceret med 25 pct.

De fleste arbejdere i Østeuropa ved godt, at den såkaldte “kommunisme” ikke duede og vil heller ikke tilbage, men de mærker nyliberalismens fallit og søger alternativer. De reformistiske arbejderpartier er også kollapset ind i nyliberalistiske løsninger, og forkaster socialisme.

Det giver højre-partier vind i sejlene. Værst i Ungarn med det højre-populistiske Fidesz-parti, mens fascisterne i Jobbik lurer i baggrunden og kører hetz og fysiske overfald mod romaerne.

Men arbejderklassen har også reageret. Der har været store protester mod nedskæringer. Den rumænske regerings forslag om privatisering af sundhedsvæsnet i 2012 førte til massive protester overalt i Rumænien, specielt blandt studenterne.

Protester

I Bulgarien var der kæmpestore demonstrationer i marts 2013 mod energi-prisstigninger, som spredte sig til vrede mod korruptionen overalt i samfundet. Demonstranterne gik gennem gaderne, mens de brændte deres elregninger. Prisstigningen er på 13 procent og rammer befolkningen i EUs fattigste medlemsland meget hårdt. Gennemsnitslønnen i Bulgarien ligger på 2.600 kroner om måneden.

I begge tilfælde faldt regeringschefer, og regeringer blev udskiftet. Men det har ikke ændret på den generelle nyliberalistiske indgang til, hvordan økonomien skal styres.

Der er endnu ikke udviklet en socialistisk opposition, som bygger på arbejderklassens kamp. Men det viser at mulighederne for socialister eksisterer i Østeuropa.

Selv om den herskende klasse overlevede bevægelsen i 1989 og berigede sig på opløsning af kommando-økonomien, er deres problemer ikke løst. Befolkning i Østeuropa har brug for en ny 1989, som fortsætter opgøret fra dengang.

I 1989 vandt de politisk frihed. Hvis opgøret skal gøres færdig, drejer det sig om at gøre op med det sociale og økonomiske system, som skabte undertrykkelse og ufrihed før 1989 og ulighed og fattigdom i dag.

 Artiklen er den tredje i en serie om 1989. Se links til de øvrige herunder.

Se også:
SAA 340: 1989: Før stormen
SAA 341: 1989: Magtkamp foroven, oprør fra neden
SAA 343: 1989: USSR’s sammenbrud
SAA 345: 1989 og venstrefløjen

Flere artikler fra nr. 342

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
1989: Murens fald/Stalinismens sammenbrud

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1013 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside