Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 343 – 25. februar 2015 – side 8

SYRIZA og staten

Alex Callinicos

Alex Callinicos ser på udfordringerne for Grækenlands nye venstre-regering – og på ideerne bag dens strategi.

SYRIZA-rally i Athen

Arbejdere, der har kæmpet mod fyringer, på et SYRIZA-rally i Athen i sidste måned (Foto: Guy Smallman)

Det er svært at overvurdere den historiske betydning af den valgsejr, som det radikale venstrefløjsparti SYRIZA vandt i Grækenland i sidste måned.

Venstrefløjen har før været tæt på magten i Grækenland. Da 2. verdenskrig sluttede, satte kommunistpartiets rolle i modstanden mod den brutale tyske besættelse partiet i spidsen for en bred national koalition.

Storbritannien og derefter USA greb ind for at genindføre monarkiet i en blodig borgerkrig.

I begyndelsen af 1960’erne var studenterprotester og arbejder-strejker drivkraften i en massebevægelse imod monarkiet.

Igen havde kommunistpartiet (KKE) meget stor indflydelse. I april 1967 tog militæret magten for at blokere for en sejr for venstrefløjen.

Nu er et parti, der udspringer fra en række splittelser fra KKE, i regering. Vil græsk og international kapital lade den overleve, hvor tidligere venstre-bevægelser blev knust?

I The Guardian i sidste uge beskrev Paul Mason SYRIZAs sejr som i høj grad et resultat af karisma, “professionalisme og disciplin” hos partiets leder, Alexis Tsipras. Men sociale og politiske jordskælv har meget dybere rødder.

Da det græske samfund trådte ind i den nyliberale æra, var det allerede splittet af traumer fra besættelse, borgerkrig og diktatur.

Landet har gennem de seneste 30 år oplevet de mest intense sociale kampe i Europa under regeringer fra både centrum-venstre (PASOK) og centrum-højre (Nyt Demokrati, ND).

Kampene toppede i 2010-12 som reaktion på indførelsen af en brutal nedskæringspolitik beordret af “trojkaen”. Det er Europa-Kommissionen (EU), Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

Ustabilt

Omkring 32 generalstrejker sammen med besættelser af byernes pladser og masseprotester har gjort Grækenland ustabilt.

SYRIZAs vækst fra et relativt marginalt parti til udfordrer til regeringsmagten på under to år var et resultat af disse massebevægelser.

PASOK, der havde været dominerende i græsk politik siden begyndelsen af 1980’erne, måtte se sin sociale base forsvinde. SYRIZA blev det vigtigste parti for arbejderklassen i byerne ved valgene i maj og juni 2012.

Men intense skræmmekampagner gjorde det muligt for ND under Antonis Samaras at mase sig frem og danne endnu en pro-nedskærings-regering.

Alene de materielle lidelser, som nedskæringspolitikken har forårsaget, er noget, intet udviklet kapitalistisk samfund har oplevet siden 1930’erne.

Dette tippede balancen blandt vælgerne endnu længere mod venstre. Det samme gjorde nogle målbevidste kampe, fx mod fascisterne i Gyldent Daggry og mod Samaras’ forsøg på at lukke den statslige tv-station ERT.

Den radikale venstrefløjs samlede stemmetal var på næsten 42,5 procent, inklusive KKE og Den Anti-kapitalistiske Venstrefront (ANTARSYA), som har betydelig indflydelse i arbejderbevægelsen og i studenterbevægelsen.

Strategisk problem

SYRIZA har fremlagt et program for foranstaltninger, hvis mål er at afbøde de værste virkninger af nedskæringspolitikken. Men den nye regering står over for et strategisk problem.

Grækenland er bundet i en spændetrøje af nedskæringer gennem de “aftale-memoranda” (notater), der blev underskrevet af skiftende græske regeringer og EU i 2010-12.

Oprindeligt sagde SYRIZA, at de ville skrotte disse memoranda, men samtidig holde Grækenland i eurozonen.

For nylig har partiets talsmænd – for eksempel den nye finansminister Yanis Varoufakis – frafaldet løftet om at skrotte memorandaene. De understreger i stedet, at de vil genforhandle de vilkår, som Grækenland tilbagebetaler sin gæld på.

Mange førende økonomer støtter denne idé. Det er almindeligt anerkendt, at den græske statsgæld, 175 procent af nationalindkomsten, er for høj til at blive tilbagebetalt.

Problemet er, at dette blankt afvises af EU-præsident Jean-Claude Juncker, den tyske kansler Angela Merkel og andre dominerende skikkelser i EU. For den tyske herskende klasse er nedskæringspolitikken en måde at fastholde en økonomisk model baseret på høj eksport og lav inflation.

ECBs, Den Europæiske Centralbanks, seneste beslutning om at indføre “kvantitative lempelser” – hvilket i praksis vil sige at trykke penge for at genoplive økonomien i euroområdet – var et politisk nederlag for Merkel.

Hun er bekymret for, at en indrømmelse til Grækenland vil føre til tilsvarende krav om at slække på nedskæringspolitikken andre steder i Europa.

Podemos, det voksende nye parti i Spanien, håber at følge SYRIZAs eksempel. Flere mainstream-politikere i Portugal, Italien, og selv Frankrig ville være glade for at se Tysklands greb om eurozonen svækket.

Så Tsipras-regeringen står over for meget stærke ydre pres. Hvordan kan den overvinde dem?

Den marxistiske politiske teoretiker Stathis Kouvelakis, en ledende skikkelse på SYRIZAs venstrefløj, argumenterede for nylig, at i Grækenland “ser vi en bekræftelse af synspunktet om en gramsciansk-poulantziansk mulighed, dvs. at tage magten ved et valg, men kombinere det med social mobilisering.”

Erobre staten

Han forsatte: “Staten skal erobres indefra og udefra, oppefra og nedefra.”

Nicos Poulantzas, en anden græsk marxistisk politisk teoretiker, var i slutningen af 1970’erne fortaler for “en kamp inden for staten”.

Den skulle være “konstrueret til at skærpe de interne modsætninger i staten, til at gennemføre en dybtgående omdannelse af staten” understøttet af nye “strukturer af direkte demokrati i basis”.

Der er to problemer med en sådan strategi.

For det første er der grænser for “de indre modsætninger i staten”. Især har en levedygtig kapitalistisk stat brug for undertrykkelses-apparaterne – hæren, politiet, sikkerheds- og efterretningstjenesterne – for fortsat at kunne bevare den eksisterende orden.

Revolutionære marxister – herunder Antonio Gramsci i lige så høj grad som Lenin eller Trotskij – har altid argumenteret for noget andet. Den eneste måde at stå op imod den tvangsmæssige kerne i staten er ved at opbygge de alternative former for magt, der skabes af arbejdere som led i deres kampe.

Dette fører til det andet problem. Det typiske mønster for venstre-regeringer er, at de har en tendens til at blokere denne proces, både for at bevare deres egen autoritet og for at øge deres forhandlingsrum i forhold til den herskende klasse.

Fx forsøgte Salvador Allendes Folkeenheds-regering i Chile at forhindre dannelsen af “cordones” –koordinationer skabt af aktivister i arbejderklassen – i forløbet op til militærkuppet i september 1973.

Siden begyndelsen af 2012 er strejke- og protest-niveauet i Grækenland faldet markant, mens arbejderne ventede på en Tsipras-regering.

SYRIZA-tilhængere blokerede for en national lærerstrejke i maj 2013, der kunne have genoplivet anti-nedskærings-bevægelsen. Kouvelakis indrømmer, “vi har ikke ... stærke og stabile organisationer for de underordnede klasser, hvorfra vi kan kæmpe i situationer med langvarig konfrontation.”

Det ekstraordinære grundlag, som den nye regering er blevet dannet på, som en koalition med det højreorienterede anti-nedskærings-parti De Uafhængige Grækere (ANEL), peger i retning af yderligere demobilisering.

Mason retfærdiggør denne beslutning som en måde at “skabe en stabil regering for SYRIZA”, som mangler to pladser for at have parlamentarisk flertal.

Men han undergraver sit eget argument ved at påpege, at “Syriza kan regne med støtte fra 15 kommunistiske parlamentsmedlemmer, eller at de undlader at stemme, i alle økonomiske tiltag mod nedskæringspolitikken.”

Ikke blot var koalitionen unødvendig, men den inddrog i regeringen det, Kouvelakis kalder “et parti fra højrefløjen, et parti, der er særdeles optaget af at beskytte den ‘hårde kerne’ i statsapparatet.”

Dets leder, Panos Kammenos, en homofob og antisemit med forbindelser til Grækenlands store skibsejere, leder nu en del af denne hårde kerne som forsvarsminister.

Hans tilstedeværelse vil gøre det meget sværere at opbygge den enhed mellem “indfødte” grækere og migrantarbejdere, som antiracistiske aktivister har kæmpet for.

Ligeledes er politiet kendt for at indeholde mange tilhængere af Gyldent Daggry. På trods af fængslingen af dets leder er Gyldent Daggry langt fra færdigt. Det kom på tredjepladsen ved valget med 6,28 procent af stemmerne, blot lidt mindre end ved valget i 2012.

Så SYRIZA står over for stærke modstandere både internt og eksternt. Partiet vil ikke kunne vinde over dem med sine ministres charme eller forhandlingsevner.

Venstrefløjens styrke i Grækenland afhænger af genoplivningen og den videre udvidelse af den massebevægelse, der udviklet sig så eksplosivt i 2009-12.

Revolutionære socialister bør fejre den nye regerings sejr og støtte de progressive initiativer, den tager. Men hele den græske radikale venstrefløj vil blive bedømt på, hvor godt den er i stand til at fremme arbejdernes selvorganisering, selvtillid, og kampvilje.

Det er der, magten til at ende nedskæringspolitikken ligger.

Læs mere

Colin Barker: A ‘New’ Reformism?—A Critique of the Political Theory of Nicos Poulantzas, i International Socialism 4 (1979)

Manel Barriere, Andy Durgan og Sam Robson: The Challenge of Podemos i International Socialism 145 (2015)

John Molyneux: Hvordan skal man forstå venstre-reformismen? (juni 2013)

State, Power and Socialism af Nikos Poulantzas, Forlaget Verso, £9.99

Artiklen er oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2439, 3 feb. 2015

Se også:
SAA 343: Udtalelse fra SEK, Grækenland: Nej til aftalen – dette må ikke gennemføres!
SAA 343: Grækenland: Aftalen handler om mere end blot gæld
SAA 343: Venstreregeringer: Kan vi stemme os til magten?
SAA 343: Podemos: Fra gadens parlament til parlamentarisk ansvarlighed
SAA 343: SYRIZAs valg
SAA 343: Arbejderne til SYRIZA: “Giv ikke efter”
SAA 343: Manolis Glezos: Før det er for sent
SAA 342: Grækenland: Interview med ANTARSYA-kandidat: Katerina Thoidou om en SYRIZA-valgsejr og hvad der så sker

Flere artikler fra nr. 343

Flere numre fra 2015

Se flere artikler om emnet:
Staten
Grækenland: Valg 2015 og SYRIZA-regering

Se flere artikler af forfatter:
Alex Callinicos

Siden er vist 2448 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside