Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 343 – 25. februar 2015 – side 12

1989: USSR’s sammenbrud

Charlie Lywood

I året 1989 faldt det ene diktatur efter det andet i Østeuropa. Mest spektakulært Østtyskland efter massivt folkeligt pres og med nedrivning af den forhadte Berlin-mur.

Russisk soldat

I marts 1990 afholdtes de første frie valg, og i juli samme år tvang store demonstrationer i Albanien regimet til at gennemføre reformer af systemet. I oktober blev Øst- og Vesttyskland genforenet.

Men hvad med USSR, som startede balladen, da reformkræfter i selve kommunistpartiet introducerede ideen om forandringer?

Den ånd, de lukkede ud af flasken, kunne ikke proppes ned igen. Den regerende elite kunne kun kigge på, da de mistede deres imperium. Der var hverken vilje, økonomi eller militært format til at gennemføre en invasion af de lande, som meldte sig ud af den russiske sfære.

Nationale oprør

I første omgang så Gorbatjov ud til at sidde rimeligt stabilt på magten i Kreml. Men det var en illusion.

Den russiske økonomi var på fallittens rand. De forskellige nationalstater, som USSR bestod af, rørte på sig, og nationalistiske strømninger for løsrivelse vandt frem.

I marts 1991 gav problemerne fra en svag økonomi sig udslag i en landsomfattende minearbejderstrejke. Den anden inden for to år.

Det var bl.a. minearbejderstrejken i 1989 – “sæbestrejken” – som fortalte Gorbatjov og co., at social uro i USSR’s centrum ville være prisen for militære eventyr i Østeuropa.

I juni 1991 udbrød der generalstrejke i Albanien, som tvang statsministeren til at gå af. Endnu et bevis på, at det ville være yderst farligt at forsøge at vende tidevandet med magt.

Den gamle garde

I Rusland vinder Boris Jeltsin præsidentvalget. Det signalerer endnu mere reform, endnu mere en udfordring for den gamle garde, som hele tiden har ventet på en mulighed for at slå igen.

I august 1991 slår de til og sætter Gorbatjov i husarrest. Men en stor del af hæren ville ikke være med, og Jeltsin og hans støtter arrangerede store demonstrationer, hvor Jeltsin talte til folket, mens han stod på en tankvogn.

Kuppet mislykkedes og Gorbatjov blev befriet. I forbindelse med det fejlslagne kup erklærede Ukraine selvstændighed (efter store demonstrationer på Maidan-pladsen i Kiev) efterfulgt af Moldova, Aserbajdsjan, Kirgisistan og Armenien.

I december samme år erklærede Jeltsin sammen med lederne af de andre republikker, som udgør USSR, at unionen var opløst.

Nyliberalisme uden kontrol

Efter det mislykkede kup i 1991 kunne Jeltsin tvinge Gorbatjov fra magten og gå hele vejen med økonomiske reformer: privatiseringer og liberaliseringer.

I oktober 1991 stemte 876 mod 16 i den russiske Sovjet for økonomisk reform. Økonomiministeren, Gaidar og hans gruppe så sig selv som et "kamikaze-kabinet".

De troede, at deres reformer ville producere “kreativ destruktion” og derfor “jo større chok, jo mere terapi”. Altså destruktion af kapital.

Deres politik var nyliberalisme uden kontrol.

Røver-kapitalisme

Tjubais, chefen for privatiseringsbølgen, sagde: “De stjæler, stjæler og stjæler. De stjæler stort set alt, og det er umuligt at stoppe dem. Men lad dem stjæle og bemægtige sig ejendom. De vil blive ejere, og ærværdige administrator af deres ejendomme” om den ny direktør-klasse. Som i øvrigt stort set bestod af de samme mennesker, som var i ledelseslaget under USSR.

I vesten så man stort på denne kasino-kapitalisme. George Soros, finansmanden, kommenterede i The Economist: “Det er røver-kapitalisme, det er lovløst, men på samme tid meget vitalt og holdbart.”

Men det gik anderledes. Monopolerne, som udgjorde det meste af den sovjetiske økonomi, fastholdt deres magt over det, de havde.

I januar 1992 blev den centrale prisfastsættelse stoppet. Håbet var, at det vil dæmpe efterspørgslen og stimulere udbuddet. Det modsatte skete. Stærkt stigende inflation og en likviditets-krise.

Oligarker

Så man liberaliserede banksektoren for at give folk mulighed for at få lån. Der blev oprettet banker over det hele. Hele 2.500 banker var der i 1994 mod nogle få stykker under USSR.

Det førte til, at man mistede kontrol over banksektoren, og kriminelle aktiviteter florerede. Men det betød også, at nogle få rige mænd, oligarker, begyndte at kontrollere store dele af den russiske økonomi.

Op til det store økonomiske kollaps i 1998 var spekulationer i papir og aktier udbredt, da de ny-rige skulle investere deres penge. De holdt op med at investere i økonomisk aktivitet, men førte deres penge over i noget som kunne berige dem.

Det førte til en udbredt bytte-økonomi. Bytte-økonomien, som før stod for ca. 6 pct. af økonomien, blev i 1997 vurderet til at udgøre 40 pct. Så da det asiatiske sammenbrud kom i 1998, var den russiske økonomi vidt åben for tilbageslag.

Financial Times beskrev det politiske klima i Rusland således:

“Landets stærke mænd er begyndt at kræve politisk og økonomisk stabilitet. Denne lille gruppe af bankfolk, industrifolk og regionale bosser fik jackpot, da landets rigdom blev omfordelt. Men nu da denne massive gavebod – som eftertidens russere med rette kan kalde århundredes rip-off – er ovre, ønsker vinderne desperat fuldt ud at legitimere deres gevinst.”

Putin og nationalismen blev den legitimering de fik.

Statskapitalisme

Når vi ser tilbage, skal vi så se på USSR-tiden med nostalgi?

Ingenlunde. De økonomiske problemer, som blev afsløret, efter Jeltsin kom til magten, var der allerede inden. Men måden, det blev tacklet på og af hvem, er det afgørende spørgsmål.

De samme herskere

Det var præcis den samme privilegerede herskende klasse, som bestyrede USSR, der bagefter berigede sig på liberalisering af økonomien.

I de statskapitalistiske lande (USSR og Østeuropa) blev de kaldt ‘nomenklaturaen’. Denne klasse af mennesker sikrede sig adgang via kommunistpartiets ledende poster eller gennem sovjet-systemet.

Denne gruppe udgjorde i 1995 75 pct. af regeringen og Jeltsins præsident-team. I regionerne sad de på 83 pct. af de ledende poster.

I den ny business-elite var der kun 40 pct., som tilsyneladende ikke var en del af nomenklaturaen. Men af dem var hovedparten teknokrater og agenter (fx fra det tidligere KBG), som alligevel var forbundet til det gamle regime.

Under de politiske forandringer blev privatiserings-bølgen ikke enden på den gamle herskende klasse, men et afgørende instrument i at konsolidere deres økonomisk greb om ressourcerne – til deres egen fordel.

Arbejderklassen, som økonomisk fik mindst ud af USSR’s fald (og tabte en hel del social sikkerhed), havde ikke givet den herskende klasse nævneværdig politisk modstand.

Men de løftede heller ikke en finger for at forsvare det gamle regime. Det var til en vis grad også minearbejderne og andre grupper, som bragte det gamle regime til fald.

Organisér

Men det afgørende er, at arbejderklassen har fået rum til at bevæge sig i. De kan i flok løfte hovedet og protestere mod uretfærdigheder og social armod.

Denne landvinding er guld værd. Blandt andet er de frie fagforeninger, uanset deres begrænsninger, et konkret udtryk for dette.

Opgaven for socialister i Rusland er at bruge dette til at genvinde både begreber og bevægelse til arbejderklassens fordel.

Artiklen er den fjerde i serien om omvæltningerne i 1989 og efter. I næste nummer slutter vi serien med et kig på, hvordan ‘murens fald’ påvirkede venstrefløjen.

Se også:
SAA 340: 1989: Før stormen
SAA 341: 1989: Magtkamp foroven, oprør fra neden
SAA 342: 1989: Opgøret som standsede på halvvejen
SAA 345: 1989 og venstrefløjen

Flere artikler fra nr. 343

Flere numre fra 2015

Se flere artikler om emnet:
1989: Murens fald/Stalinismens sammenbrud

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1156 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside