Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 343 – 25. februar 2015 (Kun online)

Udtalelse fra SEK, Grækenland

Nej til aftalen – dette må ikke gennemføres!

Aftalen mellem SYRIZA-regering og Eurogruppen fredag den 20. februar er en forlængelse af nedskæringspolitikken og en opgivelse af selv de mindste løfter om indfrielse af arbejdernes krav.

Det skriver SEK (Socialistisk Arbejderparti), Internationale Socialisters græske søsterparti, i en udtalelse 23. februar.

Indkaldelse til demo 26 feb, Syntagma

Billede fra facebook-event for demonstration 26. februar på Syntagma-pladsen i Athen: “Nej til forlængelse af memorandaene. Vi er ikke bange for Grexit (græsk udtræden af euroen)”.

Udtalelsen lyder (i en hurtig oversættelse):

Nej til aftalen – dette må ikke gennemføres!

Aftalen mellem SYRIZA-regering og Eurogruppen fredag den 20. februar er en forlængelse af nedskæringspolitikken og en opgivelse af selv de mindste løfter om indfrielse af arbejdernes krav.

Ingen verbal akrobatik kan skjule den kendsgerning, som udtrykkeligt er nævnt i de første linjer af den officielle erklæring, at “formålet med forlængelsen er den vellykkede afslutning af vurderingen på grundlag af forholdene i den nuværende ordning med optimal anvendelse af den givne fleksibilitet, som vil blive overvejet i fællesskab af de græske myndigheder og institutionerne”.

På almindeligt græsk: Memorandummet (nu “den nuværende ordning”) fortsætter, trojkaens kontrol fortsætter (“vurdering”), og de eneste ændringer vil være, som hidtil, (“given fleksibilitet”) under godkendelsen af trojkaen (nu “institutionerne”).

De eneste, der kommer ud som vindere med denne aftale, er bankcheferne, der bevarer kontrollen med bankerne, sikrer sig finansiering fra ECB, Den Europæiske Centralbank, og udnytter denne “likviditet” til at forny gælden. Som hidtil vil de økonomiske puljer, der kommer fra institutionerne, gå til betaling af gæld til bankerne og ikke til at opfylde sociale behov.

I stedet er alle løfterne til arbejdernes krav fastfrosne, selv dem de nye ministre gav umiddelbart efter tiltrædelsen. Statsbudgettet skal tilstræbe et “passende” overskud ved at beskære udgifterne. Privatiseringer vil ikke blot ikke blive tilbagerullet, men vil blive fortsat.

Den genansættelse af de fyrede arbejdere i den offentlige sektor, som blev lovet af den nye regering, er kun tilladt, når det sker på bekostning af nyansættelser.

Skattefritagelse for skibsredere forbliver urørt, rige mennesker, der skylder stort til skattemyndighederne, får fortsat lov til det, mens skattefrie foranstaltninger til folk med lave indkomster afventer godkendelse af trojkaen.

Stigningen i mindstelønnen har “arbejdsmarkedets parter” nu ansvaret for, hvilket betyder, at det skal løses mellem fagforeningerne og arbejdsgivernes organisationer.

Den nuværende runde af pensions-nedskæringer er stadig i gang, da “de græske myndigheder forpligter sig til at afstå fra enhver tilbagerulning af foranstaltninger og ensidige ændringer i politikker og strukturreformer, der vil have negativ indflydelse på finanspolitiske mål, økonomisk genopretning eller finansiel stabilitet, som vurderet af institutionerne”.

Alexis Tsipras, der har taget ikke ét, men flere skridt tilbage, hævder stadig at have støtte fra de folk, der demonstrerede på pladserne.

Manolis Glezos har ret i at undskylde for at være medskyldig i denne illusion.

Udfordringen er nu, hvordan man kan forhindre denne destruktive udvikling. Er der et alternativ, og hvordan kan det sættes igennem? Tre skridt er nødvendige.

1. Fortsættelse af arbejdernes kampe

Det første er fortsættelsen af arbejdernes kampe, som bekæmpede trojkaens memoranda-angreb gennem hele den sidste periode. Vi er nødt til at kæmpe mod den “fastfrysning”, som den nye aftale bringer, og kræve gennemførelse af alle de krav, der har haft fokus i arbejdskampene:

Alle fyrede arbejdere skal tilbage til deres job. ERT, den nationale tv-station [som den tidligere konservative regering lukkede; ovs.] skal genåbnes, ligesom alle skoler, sygehuse osv., der er blevet lukket i de seneste år. Nej til mere “ståen til rådighed”, ikke flere “evalueringer”, ikke flere lønreduktioner i den offentlige sektor.

Rovdyrene i den private sektor, som fx COSCO, skal ud af havnene, lufthavnene, jernbanerne, vandforsyningen, elselskaberne. Genopretning af løn, pension og kollektive aftaler mod nedskæringer, gamle og nye.

Stop de racistiske “memoranda” (fratagelse af statsborgerskab for 2. generations-indvandrere, politiets racistiske angreb mod indvandrere kaldet “Xenios Zeus”, koncentrationslejre, muren ved grænsen til Tyrkiet, Frontex-patruljer), der ikke kun angriber flygtninge og indvandrere, men hele arbejderklassen.

Ødelæg alle de mekanismer, der beskyttede det nynazistiske Gyldent Daggry, uanset hvor de findes (politi, domstole, skibsredernes kontorer osv.). Kræv retsforfølgelse og fordømmelse af nynazistiske mordere.

Vi har brug for igen at starte strejker og demonstrationer, besættelser og sit-ins, vi har brug for nye Manolada kampe [jordbærplukkernes kampe i 2013; ovs.]. Vores styrke ligger i de organiserede dele af arbejderklassen og deres kamp, ikke i meningsmålinger. Ingen “folkeafstemning” vil redde os, og hvis det forsøges, vil vi ikke lade dét legitimere dette nye memorandum.

2. Politisk generalisering

Det andet skridt er den politiske generalisering af arbejdernes kampe og krav ved at bruge det antikapitalistiske overgangsprogram: Slet gælden, bryd med euroen og EU, nationalisering af bankerne under arbejderkontrol. Enhver kamp har brug for et overordnet perspektiv for at kunne sejre.

For ikke at bukke under for afpresninger fra Den Europæiske Centralbank må bankerne stoppes ved at stoppe for likviditet. For at vi ikke skal frygte, at spekulanter vil fremprovokere et “bankrun” og tage deres midler til udlandet, er det nødvendigt at have kontrol over banksystemet, valuta og kapitalstrømme.

Med disse antikapitalistiske foranstaltninger kan vi understøtte arbejdernes kamp for “Nej, vi vil ikke betale gælden” og stoppe udhulingen af løn, pensioner og sociale ydelser af hensyn til rentebetalingen.

Selv de officielle budgettal viser, at vi har betalt enorme summer for gælden i de sidste tre årtier, og at gælden i stedet for at falde er stigende. Kampagnen for at droppe gælden er det mest modne krav og en generel vej ud. Det er et nødvendigt supplement til den daglige kamp.

3. Styrk den revolutionære antikapitalistiske venstrefløj

Det tredje skridt er at styrke den revolutionære antikapitalistiske venstrefløj. Kompromiset mellem SYRIZA og Eurogruppens bankfolk og deres institutioner er bekræftelsen på dødvandet for den reformistiske vej. Det er ikke et momentant tilbagetog, det er en integreret del af en strategi, der kigger efter alliancer med og broer til højreorienterede politikere som Kamenos fra ANEL og den nye præsident, Pavlopoulos, alliancer og broer til institutionerne og kapitalist-klassens politikere.

Der er måske gået et århundrede, siden Rosa Luxemburg talte om dilemmaet ‘Reform eller revolution’, men aktualiteten af dette dilemma er foran os. De, der troede, de kunne afskaffe dette dilemma ved at omdøbe SYRIZA til en “ny radikal venstrefløj, der overvinder de gamle skillelinjer”, er nu i en ubehagelig position. De tapre beder om tilgivelse, og de uforbederlige leder efter undskyldninger.

Det er ikke tiden til frustration og tilbagetog. Nu er det tiden at gribe stafetten for omvæltning, før de andre taber den. Alle os, der deltog i den bevægelse, der har bragt fire regeringer til fald på fem år, vi kan og er nødt til at slutte os til det revolutionære venstres rækker og tjene perspektivet om omstyrtelse af kapitalismen, for et samfund, hvor arbejderne har kontrol over den rigdom, de producerer, og deres egne liv.

Oversat fra en oversættelse til engelsk af Iannis Delatolas. Mellemrubrikker er indsat af den danske oversætter.

SEK, Socialistisk Arbejderparti, er Internationale Socialisters græske søsterorganisation.

Læs den græske originaltekst på sekonline.gr

Se også:
SAA 343: Arbejderne til SYRIZA: “Giv ikke efter”
SAA 343: SYRIZAs valg
SAA 343: Grækenland: Aftalen handler om mere end blot gæld
SAA 343: Venstreregeringer: Kan vi stemme os til magten?
SAA 343: SYRIZA og staten
SAA 343: Manolis Glezos: Før det er for sent
SAA 343: Podemos: Fra gadens parlament til parlamentarisk ansvarlighed

Flere artikler fra nr. 343

Flere numre fra 2015

Se flere artikler om emnet:
Grækenland: Valg 2015 og SYRIZA-regering

Siden er vist 1838 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside