Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 347 – 10. september 2015 – side 11

Kvindekamp i 70’erne

Christine Bergen

I 60’erne og 70’erne nåede kvindekampen sit andet store højdepunkt. Det startede i USA, men spredte sig internationalt. Kampen betød massive fremskridt, som ændrede kvinders liv radikalt.

Kvinder demonstrerer: Uanset køn – samme mindsteløn

For bare 60-70 år siden var kvinders forhold markant anderledes: Økonomisk var de fuldstændigt afhængige af deres mænd. Det var ham, der tjente pengene og kontrollerede familiens økonomi.

Mange ugifte kvinder havde arbejde – men ufaglærte eller lavt-uddannede jobs med dårlige forhold.

Men når hun blev gift, forventedes det, at kvinden forlod sit job for at blive hjemmegående (selv om det tit var nødvendigt for gifte kvinder at tage dårligt betalte småjobs for at få familiens økonomi til at hænge sammen).

At få et barn uden for ægteskabet var en social katastrofe for en kvinde. Aborter kunne kun tildeles under ganske særlige forhold. Tusinder af kvinder satte hvert år liv og helbred på spil for at få foretaget illegale aborter.

Og der var snævre rammer for hvad, der blev forventet af dig, hvis du var en kvinde.

Kvindebevægelsen i 1970’erne var med til at ændre alt dette. De sejre, den vandt, har ændret kvinders liv.

Uafhængighed

Det var mangel på arbejdskraft, som trak kvinderne ud af hjemmet og ind på arbejdsmarkedet.

Det store økonomiske opsving efter 2. verdenskrig betød, at der var brug for langt flere arbejdere. Først blev behovet dækket ved at hente folk fra landbruget til byerne.

Men da den kilde til ny arbejdskraft var udtømt, begyndte kvinderne at komme på arbejdsmarkedet. Fra 1960-90 voksede arbejdsstyrken i Danmark med 1 million – ud af dem var 85 pct. kvinder.

Faldende børnetal (i 1955 var det gennemsnitlige antal børn pr. familie 2,5) og teknologiske fremskridt (fx vaskemaskine, køleskab) betød, at det ikke længere var så hårdt og tidskrævende at passe hjem og børn. Sammen med daginstitutioner (og bedre tilbud om pasning af gamle og syge) muliggjorde det kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

Gratis børnepasning havde længe været et af kvindebevægelsens krav – nu var staten villig til at tilbyde børnepasning (dog mod betaling) i stor stil, for at kvinder kunne blive arbejdere i den voksende økonomi.

Samtidig begyndte flere og flere kvinder at tage længere uddannelser.

Kvinders nyfundne økonomiske uafhængighed af manden betød, at de begyndte at stille krav om forbedringer på andre områder – bl.a. ligeløn, bedre og billigere børnepasning, fri abort og bedre prævention.

Et opgør med borgerligheden

Det borgerlige Dansk Kvindesamfund var den eneste kvindesags-bevægelse, som havde overlevet nedgangen i kvindekampen fra slutningen af 1910’erne – og den eneste organisation af sin slags i Danmark.

Men i 60’erne begyndte der at opstå intern splid i organisationen – bl.a. centreret omkring Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds, som i 1965 lavede et program, der fx krævede fri abort, ligeløn, 6 timers arbejdsdag, flere børnehaver og vuggestuer, kollektivt byggeri med fællesspiserum og afskaffelse af forsøgerbegrebet.

Programmet (og Ungdomskredsens planer om at arrangere “abortrejser” til lande, hvor det var nemmere at få abort) betød et brud med Dansk Kvindesamfund i 1968 og stiftelsen af “Individ og samfund”.

De radikale unge blev nogle af forløberne for rødstrømpebevægelsen.

“Kvindekamp er klassekamp – klassekamp er kvindekamp”

Det var rødstrømpernes slogan. Dens to mærkesager var fri abort og ligeløn.

Rødstrømperne (og andre feministiske grupper) tiltrak sig allerede fra begyndelsen stor opmærksomhed – de ønskede at gøre op med den undertrykkelse, som kvinder møder som arbejdere og som personer.

Rødstrømperne voksede frem i en tid med mange arbejderkampe og studenteroprør, hvor arbejderklassens selvtillid var høj.

De lavede bl.a. aktioner, hvor kvinder nægtede at betale fuld pris for busbilletter, så længe der ikke var ligeløn. De aktionerende kvinder blev båret ud af busserne af politibetjente.

Utilfredsheden med uligeløn i slutningen af 60’erne-starten af 70’erne nåede langt ud over Rødstrømpekredse og betød flere demonstrationer. Fx blev pladsen foran Forligsinstitutionen i 1971 vidne til en af de største kvindepolitiske markeringer siden 1915, hvor kvinder vandt stemmeret.

I 1971 låste ufaglærte kvinder på Thrige-Titan i Odense direktionen inde i direktions-lokalerne og sagde, at de først ville lukke dem ud, når de gav ligeløn.

Også debatten om fri abort spredte sig til mange arbejdspladser.

“Det personlige er politisk”

Rødstrømperne ville gøre op med de snærende forventninger til kvinders udseende, opførsel osv.

Rødstrømpernes første aktion var på Strøget mod tøj- og kosmetikbutikker – en aktion, der endte ude hos de kvindelige arbejdere på Tuborg, hvor der blev diskuteret ligeløn.

I sku ha hørt, hvordan jeg sang,
da jeg smed puddercremen ud,
og jeg har solgt mit fulde smykkeskrin
for allerhøjeste bud,
nu har jeg kun kulørte perler,
ingen ørenringe mer,
og familien fatter ingenting,
men det jo hvad der sker.

- Rødstrømpesang

Rødstrømperne lavede flere aktioner mod modebutikker, ugeblade og skønhedskonkurrencer hvis forvrængede billede af kvinder, de ønskede at gøre op med. Samtidig var der meget fokus på et personligt opgør med samfundets undertrykkende forventninger til kvinders opførsel og skønhedsidealer.

Patriarkatet og kapitalismen var kvindefrigørelsens fjender.

“Traditionel kvindelighed” fastholdt kvinder i en underlegen position i forhold til manden og lod "skønhedsindustrien" profitere på kvinder. I “Kvinde Kend Din Krop” fra 1975 skriver de:

“Mode- og kosmetikindustrien har alvorligt brug for at vi ikke befrier os, men forbliver underdanige skønhedsapostle. Kvinder vi må sige stop, og det nu. Hvorfor skal fabrikanterne tjene fedt på det, de har defineret som vores fejl. Vi vil ikke finde os i det mere. Vi vil have lov at være os selv og ikke udnyttes af andre.”

“En rødstrømpe er af hunkøn en rødstrømpe er socialist”

Sådan beskrev Rødstrømperne sig selv i deres blad Qak. Ved opstartsmødet i 1970 blev de fremmødte mænd bedt om at gå – rødstrømperne organiserede separatistisk.

Et af de mere humoristiske slogans fra den tid er: “En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel.”

Men for mange i bevægelsen blev separatismen udfordret af arbejdspladsens erfaringer: Skal man strejke, er man stærkest, når mænd og kvinder strejker sammen.

Mange sejre

Vi kan takke rødstrømperne – og kvindekampen i 70’erne – for mange vigtige fremskridt for kvinders forhold.

Fri abort (1973), p-pillens frigivelse (1966), faldende løngab mellem mænd og kvinder, et opgør med mange af de undertrykkende forventninger til kvinders opførsel og “plads” i samfundet osv.

Kvindebevægelsen fik styrke fra det høje niveau i arbejderkampen, arbejderklassens selvtillid og tro på egne kræfter og venstrefløjens styrke. Men nedgangen for bevægelserne og venstrefløjens organisationer i slutningen af 1970’erne betød også nedgang i kvindebevægelsen.

Løngabet stiger igen, og kvindelighed er igen ved at blive “besat” af industrien. Men på trods af nedgangen i kvindekampen er det ikke lykkedes vores magthavere at rokke ved mange af de markante sejre kvindebevægelsen vandt i 70’erne.

Se også:
SAA 343: Kvindeundertrykkelse – et relativt nyt fænomen
SAA 344: Kvindeundertrykkelse i dag
SAA 345: Kvindekamp, klassekamp og revolution
SAA 348: Kvindekamp under krisen

Flere artikler fra nr. 347

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Christine Bergen

Siden er vist 3700 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside