Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 348 – 2. oktober 2015 – side 5

Tre myter der bruges mod flygtninge

Anders Bæk Simonsen

“Der er ikke råd. Der er ikke plads. De er en trussel mod vores kultur.”

Det er de mest udbredte myter, som bruges mod flygtninge. Anders Bæk Simonsen afdækker virkeligheden bag myterne.

Myte: Der er ikke råd

Når almindelige mennesker oplever, at de har sværere og sværere ved at få pengene til at slå til, at servicen i velfærdssamfundet er mangelfuld eller fraværende, billetpriser til transport stiger og stiger, at skoler og arbejdspladser i lokalsamfundet lukker ned samtidig med, at kontanthjælpen og dagpenge beskæres, er det ikke mærkeligt, at folk spørger, om vi har nok ressourcer til at tage imod flygtninge.

Men sandheden er, at det ikke er et spørgsmål, om der er ressourcer nok, men om hvordan ressourcerne fordeles. Efter 2. verdenskrig tog Danmark imod 250.000 flygtninge. Nu skændes regeringen og DF om at tage imod 1000.

Da man dengang tog imod de 250.000 tusinde primært tyske flygtninge, var bruttonationalproduktet flere gange mindre, end det er i dag. Det danske samfund var altså dengang betydeligt fattigere.

Men de efterfølgende år var ikke af den grund ensbetydende med økonomisk ruin på grund af flygtninge – tværtimod var tiden efter 2. verdenskrig og frem til starten af 70’erne kendetegnet ved uset høj økonomisk vækst.

I dag er der altså rigeligt med ressourcer i samfundet til at tage i mod flygtninge. Spørgsmålet er nærmere, hvad vores magthavere vælger at bruge vores ressourcer på?

Det forestående indkøb af nye kampfly, der skal bruges til mere krig – og dermed flere flygtningestrømme – vil i første omgang koste 30 milliarder kr. Men beløbet vil stige til 100 milliarder kr., hvis man indregner service, reparationer osv., ifølge ph.d. studerende på Syddansk Universitets "Center of Warstudies", Jon Rahbeck-Clemmensen.

Skattesnyd

Desuden snyder multinationale firmaer, danske virksomheder, spekulanter og andre krejlere statskassen for kæmpestore milliard-beløb. Imens har skiftende regeringer sparet 3.000 af Skats medarbejdere væk.

Ifølge de økonomiske vismænd mister Danmark årligt 7-14 mia. kroner alene på grund af 1.200 multinationale virksomheders omgåelse af skatteregler.

Udover skandalen om de 6,2 mia. kr., som udenlandske investorer de senere år har frarøvet statskassen, vurderes det, at imellem 40-50 mia. kr., som virksomheder og borgere skylder Skat, er tabt for altid med lukningen af "Et Fælles Inddrivelsessystem" for nyligt.

At tage imod flygtninge er småbeløb i forhold til disse enorme beløb, som spildes. Der er massevis af milliarder at hente i skatteparadiser, hos de rige og indkøb af kampfly.

Investér dem hellere i mennesker på flugt fra krig og nød – vore kommende kolleger, klassekammerater og kærester.

Myte: Der er ikke plads

Mens diskussionerne kører om “udkants-kommuner”, som folk flytter fra, siges der, at vi ikke har plads til asylansøgere.

Sidste år blev der sat fokus på rigmandskommunen Holte, der nægtede at tage imod flygtninge, selv om der må siges at være rigeligt med grunde og boligplads til nogle få flygtninge.

Der har været historier, hvor der harmes over, at flygtninge har fået lov til at springe over på ventelisterne i boligselskaberne.

For det første afspejler køen i de almindelige boligforeninger, at der mangler billige og gode boliger flere steder i landet, hvor folk med almindelig og lav indtægt kan flytte ind.

Men der står masser af tomme erhvervsgrunde, der kunne tages i brug. Ifølge dr.dk er der sket en tredobling af tomme lager- og fabriksbygninger fra 2007 til 2014.

Det vil ikke kræve ret meget at gøre disse til gode boliger for alle de folk: Fattige, flygtninge, studerende og familier, der mangler en bolig.

I hele Europa står der tomme boliger, der vil kunne huse op mod 11 millioner mennesker. Der er altså rigeligt med plads.

Myte: Flygtninge er en trussel mod vores kultur

Flygtninge, især islam og muslimer, bliver konstant fremhævet som en trussel mod vores særlige danske kultur af højrefløjens politikere og debattører. Fænomenet har desværre bredt sig over den politiske midte.

En ny doktorafhandling fra professor Garbi Schmidt om indvandringens historie på Nørrebro de sidste 130 år fastslår, at hver eneste indvandring mødes af skepsis fra det etablerede Danmark.

Svenskere, russere, polakker og jøder er alle gennem tiden blevet udpeget som særligt "amoralske", "kriminelle" og med andre værdier end "os". I dag vil de færreste mene, at disse folk udgør en bestemt trussel mod samfundet.

Men ovenstående argumenter mod datidens indvandringsgrupper kender vi fra vor tids debat mod flygtninge og muslimer.

Hvis kultur?

I virkeligheden ligger den første fælde i denne diskussion allerede i adskillelsen mellem "deres" kultur og "vores" kultur.

Når redaktionschefer, borgerlige bloggere og levebrødspolitikere som Kristian Thulesen Dahl, Inger Støjberg og Pia Kjærsgård snakker om en dansk kultur, der trues af flygtninge og muslimer, er det først og fremmest et nationalistisk greb.

Det skal dække over de kæmpe forskelle, der er mellem den kultur, Pia Kjærsgård med en millionløn og bolig i Gentofte lever i, og den virkelighed, langt de fleste almindelige mennesker i Danmark lever i.

Ovenstående politikere har stemt for krige, forringelse af dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, salget af DONG, bankpakker, skattelettelser til de rigeste, højere politikerlønninger til dem selv, nedskæringer i stat og kommuner – der betyder lukning af sygehuse og skoler.

De fremhæver sig selv som ytringsfrihedens forkæmpere, men står konsekvent på arbejdsgivernes side, når ytringsfriheden trues på arbejdspladsen – det sted almindelig mennesker bruger de fleste af deres vågne timer.

De snakker om rettigheder for kvinder og seksuelle minoriteter, men repræsenterer politiske tendenser, der historisk har modsat sig kampe for mere lighed og stemt mod reformer, der sikrede mere formel lighed.

I virkeligheden repræsenterer de; repræsentanter for den herskende klasse, den største trussel mod vores kultur på flere planer:

De angriber vores faglige rettigheder, løn og velfærd. Og det kan tydeligt mærkes i vores hverdag.

De skaber flere flygtninge

Deres tilslutning til frihandelsaftaler og struktur-tilpasnings-programmer, der frarøver mindre stærke lande betydelige ressourcer, skubber flere mennesker ud i håbløshed og dermed udvandring.

Gennem krige og opbakningen til diktatorer skaber de en situation, der sætter millioner af mennesker på flugt. Gennem rivaliseringen mellem USA, Rusland og Kina (og et væld af alliancer med regionale magter) truer de verdensfreden.

Endelig er de manglende eller halvhjertede forsøg på at imødekomme miljø- og klimakrisen en trussel mod selve vores overlevelse som art.

Flere artikler fra nr. 348

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 1666 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside