Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 350 – 17. februar 2016 – side 12

Landsmøde i IS/U

Jørn Andersen

Internationale Socialister/ISU holder landsmøde 27.-28. februar, mens det kapitalistiske system er præget af kriser på mange fronter.

Demo 12. sep 2015 for flygtninge

Nedenstående er skrevet på baggrund af det oplæg til politisk status, IS/U’s landsledelse har udsendt til medlemmer som oplæg til diskussionerne. Oplægget kan læses i sin helhed på socialister.dk/landsmoede.

Det er mest den internationale del, der er behandlet her. Se lederen side 3 for en dansk vinkel.

1930’erne i slow-motion?

I starten af 1990’erne kaldte den britisk-palæstinensiske socialist, Tony Cliff, den lange krise for “1930’erne i slow-motion”.

Ganske vist udviklede krisen i 30’erne sig langt hurtigere, økonomisk og politisk, men krisen i dag indeholder de samme modsætninger og politiske spændinger.
Selv om krisen endte med koncentrationslejre og verdenskrig, så havde der forinden været massestrejker i fx Frankrig og USA, revolutionsforsøg i Spanien og masseprotester andre steder.

Havde disse bevægelser vundet, kunne historien have fået en helt anden retning.

Når du læser nedenstående beretning, skal du ikke fortabe dig i opremsninger af system-kriser, men tænke, at når systemet er i krise, så er der samtidig mulighed for, at arbejderklassen og det store flertal af menige mennesker kan komme i offensiven.

Debatten på landsmødet vil handle om, hvordan det kan ske.

International krise – Krise på 9. år

Den økonomiske krise er på vej ind i sit 9. år, og krisen er i høj grad blevet global. Investeringerne i produktion er rekord-lave – udsigten til tilstrækkelig profit er for lille.

Mange af de store internationale koncerner har i dag negativ profit. Væksten i “udviklings-økonomier”, der hidtil har givet lidt optimisme er faldet. Den finansielle krise har bredt sig til BRIC-landene: Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

Politikerne fortæller år efter år, at opsvinget er på vej. Realiteten er, at sandsynligheden for et nyt globalt tilbageslag er langt større.

Imperialistisk rivalisering

Krige er indbygget i kapitalismen. Men under krisen skærpes den militære rivalisering om markeder og råstoffer.

For 5 år siden inspirerede oprørene og revolutionerne i Tunesien og Egypten alle, der kæmper for social retfærdighed (se side 6). I 2013 blev revolutionen i Egypten blodigt slået ned.

Syrien

Krigen i Syrien er en del af denne kontrarevolution. Oprøret i Syrien var langt svagere end i de fleste andre lande – men alligevel stærkt nok til at udfordre Assad-regimet, som sønderbombede landet for at slå oprøret ned.

Hvis Assad faldt, ville det udfordre den politiske balance i regionen. Så de omkringliggende lande – og stormagterne USA og Rusland – blandede sig for at beskytte deres interesser, uanset om han faldt eller blev.

Det har ført til et komplekst net af alliancer og rivalisering. Alle staterne er imod revolution, og i øjeblikket satser de fleste af dem på, at Assad bliver.

Syrien er kun en af de konflikter, der kan eskalere ud af de implicerede parters kontrol. Ukraine er en anden.

I det sydkinesiske hav koncentrerer USA stadigt større mængder af krigsskibe, mens både Kina og Indien opruster.

Denne konflikt handler om kontrollen over verdens vigtigste skibsruter og involverer direkte verdens største og 3. største magter.

Krisens konsekvenser

En af krisens – og krisepolitikkens – konsekvenser er, at uligheden stiger (se side 2). Der er nogen, der bliver meget rige under krisen. Men langt flere bliver fattigere.

En anden er, at ingen af de større magter har tænkt sig at røre en finger for at forhindre den globale opvarmning. Klimatopmødet i Paris leverede – som København 6 år tidligere – masser af snak, men ingen handling.

Olie, kul og gas vil fortsat blive brændt af i enorme mængder, mens kloden bliver varmere.

En tredje er, at magthaverne ikke kun rivaliserer internationalt. De kæmper hver især først og fremmest mod deres egne befolkninger, der ikke vil betale en krise, de ikke har andel i.

To af disse konflikter symboliserer, hvad der står på spil: Grækenland og flygtninge-krisen.

Grækenland

Græske arbejderes kamp mod at betale for krisen er et symbol på en kamp, der foregår over hele Europa – blot på et lavere niveau.

Da SYRIZA vandt valget i januar 2015 var det efter flere års modstand: Over 30 generalstrejker, 100-vis af mindre strejker, 100-vis af demonstrationer, besættelser af uddannelsessteder osv.

Modstanden havde forhindret både socialdemokratiske og borgerlige regeringer i at gennemføre en del af den nedskærings-politik, som EU-bosserne ønskede.
I den politiske krise var det traditionelt store borgerlige parti er halveret, mens det socialdemokratiske næsten er gået i opløsning. På højrefløjen havde det nazistiske Gyldent Daggry fremgang.

SYRIZA lovede at stå fast og forhandle en løsning med EU-bosserne, der var tilfredsstillende “for alle parter”.

Grækenland sagde Oxi (Nej)

I juli udskrev de en folkeafstemning om den forhandlede løsning. 61 pct. af vælgerne forkastede den. Men få dage senere underskrev SYRIZA-regeringen en aftale, der var værre end den forkastede.

Ved valget i september blev SYRIZA genvalgt – flertallet ønskede ikke de gamle politikere tilbage.

SYRIZAs manglende evne til at modstå EU-bosserne uden massemobilisering er en vigtig lære for alle. Ikke mindst de andre venstre-reformistiske partier, der i Europa og globalt (og i DK: Enhedslisten) får opbakning, fordi de siger Nej til at betale for krisen.

Heldigvis har de græske arbejdere valgt at fortsætte kampen (se side 10).

Flygtningekrisen

Flygtningekrisen er både en humanitær krise – og en langt større politisk krise for magthavere, der bruger racisme og nationalisme til at splitte os.

Over hele Europa gik 100.000’er af mennesker på gaden i sensommeren 2015 for at sige ‘Velkommen’ til de mange, der flygtede fra krig og fattigdom.

De havde set billeder af flygtninge, der risikerede livet for at komme ind i Europa, mens regeringer gjorde alt for at stoppe dem. De havde set politiker-retorikken bliver mere racistisk og nationalistisk. Og de havde fået nok.

Politikere og medier bruger nationalisme og racisme til at splitte os med. De bruger det til at fortælle, at det er flygtningenes skyld, at der bliver skåret ned på skoler, daginstitutioner, hospitaler osv. osv.

For en tid bøjede politikerne sig. Tonen blev næsten humanistisk. Men kort efter var racisme, islamofobi, “dem og os” igen det, der dominerede, når politikere udtalte sig.

De 10.000’er (i DK), der gik på gaden et par gange, kunne lukke munden på politikere og medier for en tid. Men skal der sættes en anden dagsorden, kræver det ikke kun humanisme og venlighed.

Det kræver, at humanismen og venligheden bliver organiseret som en politisk bevægelse, der ikke kun siger ‘Velkommen’ til flygtninge, men også siger Nej til at betale for den krise, som er årsagen til den beskidte retorik.

Landsmøde-info

Internationale Socialister/ISU’s landsmøde foregår 27.-28. februar i Kbh. i LFS’ lokaler, Sorøgade 6, Østerbro (tæt ved Trianglen).

Du kan se landsmøde-oplæg, dagsorden osv. på socialister.dk/landsmoede

Tilmeld dig landsmødet på isu@socialister.dk – alle medlemmer og sympatisører har adgang (kun medlemmer har stemmeret).

Flere artikler fra nr. 350

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1285 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside