Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 350 – 17. februar 2016 – side 13

Enhedsfronten

En bro til revolution

Mark Thomas

Revolutionære socialister taler ofte om behovet for en enhedsfront.

Hvad er en enhedsfront? Hvilken plads indtager den i den marxistiske tradition og teori? Hvad er dens betydning for, hvordan en revolutionær socialistisk organisation kan vokse i størrelse og indflydelse?

Enhedsfronten er en afgørende metode til at bryde reformismens tag i flertallet af arbejderklassen og erstatte det med lederskab af revolutionære ideer og organisation. I lande som Danmark og Storbritannien, som begge har dybe reformistiske traditioner, er denne metode af særlig vigtighed.

Enhedsfrontens oprindelse

Enhedsfronten er en plan for fælles aktion mellem en revolutionær og en reformistisk organisation for et bestemt, konkret mål i klassekampen.

Hvad er de “klassiske” erfaringer med enhedsfronten?

Selve begrebet blev ikke brugt, men metoden blev det helt sikkert af bolsjevikkerne i Den russiske Revolution i 1917.

Petrograd 1917

Krigsveteraner protesterer i Petrograd, april 1917.

Det tydeligste eksempel var under forsvaret af Petrograd, den revolutionære hovedstad, i august 1917, mod et forsøg på et kontrarevolutionært militærkup ledet af Kornilov, en af zarens generaler.

Bolsjevikkerne blev ganske vist forfulgt af Kerenskij, lederen af den provisoriske regering, som var opstået ud af Februar-revolutionen i Rusland. Lenin blev tvunget i skjul og Trotskij anholdt. Ikke desto mindre tilbød bolsjevikkerne straks at forene sig med Kerenskij i det militære forsvar af Petrograd.

Nogle af bolsjevikkerne spurgte: “Men er Kerenskij ikke vores fangevogter og vores fjende?”

Lenins reaktion var at sige: “Vi vil hvile vore geværer på Kerenskijs skuldre for at skyde på Kornilov; hvad der sker bagefter, er det bedst ikke at sige noget om ...” Kerenskij, der stod over for et kupforsøg mod sig, blev tvunget til at acceptere.

Bolsjevikkerne var som den bedst organiserede, mest beslutsomme og effektive kraft i at besejre Kornilovs kupforsøg i stand til at vise i praksis, at de forstod, hvordan man bedst forsvarede og styrkede revolutionen mod Kerenskijs svaghed og vaklen.

Forsvaret af Petrograd gennem enhedsfrontens metode åbnede døren til opstanden i oktober.

Generalisere den bolsjevikiske metode

Selve udtrykket “enhedsfront” dukkede først op i 1921 på Kommunistisk Internationales 3. kongres, der samlede delegerede fra revolutionære organisationer i hele Europa og udenfor.

Kommunistiske massepartier eksisterede ud over Europa, men de fik endnu kun støtte fra et mindretal i arbejderklassen.

Kommunistisk Internationale hævdede, at den vigtigste opgave for kommunisterne var at vinde flertal i arbejderklassen.

Propaganda, dvs. at diskutere med folk og sprede sine ideer, var én måde at gøre det på, men det var ikke nok i sig selv. Flertallet kunne kun fuldt vindes over til revolutionære ideer gennem deltagelse i klassekampen.

“Kommunistiske partier kan kun udvikle sig i kamp. Selv de mindste partier bør ikke begrænse sig til propaganda og agitation.”

Revolutionære skulle fremsætte “praktiske forslag til kamp, presse på for kamp for alle arbejderklassens daglige behov [og derved vise,] hvordan kampen skal føres.”

Disse skulle ikke være “endelige” krav om omstyrtelse af kapitalismen – problemet er præcist, at et flertal i arbejderklassen endnu ikke er enig i dette – men “delvise” krav om lønstigninger, om at stoppe fyringer, om at modstå en fascistisk mobilisering osv.

Målet var at engagere ikke-revolutionære arbejdere i kamp sammen med revolutionære og at bevise i praksis, at revolutionære kan tilbyde en bedre ledelse af klassekampen.

Bare at fordømme reformismen, eller bare at vinde enkeltpersoner til revolutionær politik, vil – selv om det er vigtigt – ikke bryde reformismens tag i arbejderklassens flertal.

Målet er derfor at trække reformistiske arbejdere med i fælles kamp ved at komme med konkrete forslag til handling for øjeblikkelige krav til reformistiske arbejdere og deres organisationer.

Kommunistisk Internationale kom dog med to umiddelbare advarsler.
For det første: Hvor en sådan fremgangsmåde har succes, og reformistiske organisationer, herunder deres ledere, bliver trukket med i fælles kamp, skal de revolutionære bevare deres politiske og organisatoriske uafhængighed.

De skal forbeholde sig ret til at kritisere disse ledere, hvis de vakler eller trækker sig tilbage fra kampen.

For det andet: Hvis de reformistiske ledere afviser tilbuddet om fælles aktion, skal de revolutionære stadig forsøge at organisere for aktion, henvende sig til menige reformister om at gå sammen osv.

Reelle kræfter

Denne klassiske opfattelse af enhedsfronten er helt afhængig af, at revolutionære har reelle kræfter til deres rådighed.

Leon Trotskij skrev i 1922, at enhedsfronten ikke er central for en revolutionær socialistisk organisation, der er meget lille sammenlignet med reformisterne, men bliver det, så snart “det omfatter organisatorisk, lad os sige en fjerdedel, en tredjedel eller en endnu højere andel af den organiserede arbejderklasses fortrop.”

Først da er det sandsynligt, at de reformistiske ledere vil føle et reelt pres fra opfordringer til fælles handling fra revolutionære.

Hvorfor skulle lederne af fagforeninger eller socialdemokratiske partier føle sig nervøse over at afslå opfordringer til aktion fra 100 revolutionære? Men med et revolutionært parti med hundredtusindvis af medlemmer ville det være en helt en anden historie.

Ånden i enhedsfronten i dag

En lille revolutionær gruppe kan ikke direkte anvende erfaringerne fra begyndelsen af 1920’erne, hvor millioner ville efterligne erfaringen fra den russiske revolution.

Men den skal tilstræbe at samle kræfter, så den kan søge at anvende ånden i enhedsfrontens metode, selv om det er i et langt mere beskedent omfang.

En sådan samling af kræfter kræver ideologisk klarhed og konstante forsøg på at finde et publikum gennem deltagelse i bredere kampagner og kampe.

Men selv før en revolutionær organisation når en “fjerdedel eller en tredjedel” af arbejderklassen, kan der opstå muligheder for enhedsfront-aktivitet, især med venstre-socialdemokrater – fx imod en imperialistisk krig, i forsvaret for flygtninge eller modstand mod velfærds-nedskæringer.

Venstre-socialdemokratiske kræfter kan ønske at mobilisere omkring sådanne spørgsmål og – under visse omstændigheder – kigge mod revolutionære, der har et aktivistisk kadrelag, for at hjælpe til med at gøre dette. Sådanne muligheder skal gribes med begge hænder.

Men alle de bredere spørgsmål, der er nævnt ovenfor, gælder stadig. Enhedsfronten er ikke en erstatning for at opbygge en revolutionær organisation.

Formålet med enhedsfronten er at øge enheden og effektiviteten i arbejdernes kampe, men også at øge de revolutionæres antal, erfaring og indflydelse i klassekampen.

Revolutionære, der er involveret i en fælles enhedsfront med reformistiske arbejdere, skal søge at påvirke disse arbejdere og trække dem mod revolutionær politik. Men reformistiske arbejdere, og især reformistiske ledere, vil forsøge at trække revolutionære over mod deres ideer og organisation.

Enhedsfronten er en bro mellem revolutionære og reformister – men køreretningen hen over broen er ikke automatisk. Den vil blive bestemt af det overordnede tempo i klassekampen, men også af de revolutionæres dygtighed og erfaring inden for enhedsfronten.

Artiklen er baseret på et oplæg på Marxisme 2015 i København i november. Mark Thomas er medlem af Socialist Workers Party i Storbritannien.

Flere artikler fra nr. 350

Flere numre fra 2016

Se flere artikler om emnet:
Enhedsfront

Se flere artikler af forfatter:
Mark Thomas

Siden er vist 1418 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside