Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 351 – 29. marts 2016 – side 12

DF: Men han har jo ikke noget på

Lars Henrik Carlskov

Thulesen Dahls og Dansk Folkepartis mange velfærdsløfter er historien om kejserens nye klæder.

Naked Tulle

F.eks. lovede partileder Thulesen Dahl sidste år over for Politiko.dk: ”Når det handler om reformer, går det meget ofte ud på at skære ned i folks ydelser – i førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene og så videre. Og der vil vi bare gøre det helt krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser.”

Og før folketingsvalget svarede han i DR’s partilederrunde “nej” til spørgsmålet, om der “skulle indføres et loft/skæres i kontanthjælpen?”

I DR’s kandidattest skrev han, at “den økonomiske gevinst ved at arbejde skal være større, men ikke ved at sænke kontanthjælpen.”

I lodret modstrid dermed har Dansk Folkeparti stemt for det kontanthjælpsloft, der ifølge Danske Handicaporganisationer rammer 14.000 handicappede, som Rådet for Socialt Udsatte advarer om fører til flere fattige og hjemløse, og som Red Barnet påpeger rammer børn hårdt.

Ældre får kniven

Også ældre rammes brutalt af Dansk Folkepartis sparekniv. Politiken Research viste således sidste år, at partiet i 57 ud af 66 kommuner har stemt for nedskæringer i udgifterne til ældre.

Dansk Folkeparti stemte også for seneste kommuneaftale, hvor et milliardbeløb til de ældre blev sløjfet, samt seneste finanslov med dens gaveregn over de rigeste boligejere, milliardærarvinger og lavere afgift på luksusbiler og sendte regningen til bl.a. de arbejdsløse.

Trods talrige advarsler fra bl.a. Ældre Sagen støttede partiet den lavere boligydelse, der ville ramme af 150.000-175.000 af de fattigste pensionister med op til 8.000 kr. om året. Først efter en større shitstorm på bl.a. de sociale medier trak partiet i land og krævede nyforhandlinger med endnu uvist resultat.

Under folketingsvalgkampen kaldte næstformand Søren Espersen kravet om 0,8 % vækst i den offentlige sektor “ufravigeligt. Vi skal ikke ind i diskussioner, om det er 0,5 eller 0,6 procent.”

Efterfølgende stemte Dansk Folkeparti for finanslovens vækst på blot 0,3 %, der betyder voldsomme velfærdsbesparelser på bl.a. børne- og ældreområdet.

Løftebrud står i kø

Det gælder også partiets støtte til omprioriteringsbidraget, hvor kommunerne skal spare 1 % i 2017-2019. Thulesen Dahl forsikrede i 2010 over for Jyllands-Posten, at partiet “under ingen omstændigheder kan støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden”.

Året efter var hans parti med til at halvere dagpengeperioden, fordoble genoptjeningstiden og afskaffe efterlønnen. Partiet deltog også i den seneste dagpengeaftale, hvor f.eks. nyuddannede arbejdsløse mister 1881 kr. pr. måned.
Ikke så mærkeligt, at partiet har fået penge af bankerne og Mærsk.

Det er blot endnu et borgerligt nedskæringsparti, hvis racisme er nyttig for den herskende klasses del-og-hersk-politik om at splitte arbejderklassen efter etniske skillelinjer for at undgå modstand mod deres angreb på velfærd og løn- og arbejdsforhold.

 

Flere artikler fra nr. 351

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Lars Henrik Carlskov

Siden er vist 960 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside