Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 352 – 1. maj 2016 – side 6

Er Socialdemokratiet forlovet med DF?

Bo Nielsen

“Når Kristian Thulesen Dahl siger ‘spring’, siger Mette Frederiksen ‘hvor højt?’,” skrev den tidligere DGS-formand, socialdemokraten Phillip Lerer, i Politiken i oktober.

Thulesen Dahl

Kristian Thulesen Dahl

Indlægget kom efter et år, der startede med Socialdemokratiets famøse plakatkampagne, “Hvis du kommer til Danmark, skal du arbejde,” som skamløst red på den racistiske fordom, at indvandrere og flygtninge kun kommer her for at fise den af.

Et år, hvor Thorning-regeringen alligevel tabte valget til Venstre, som gennemførte den mest svinske racistiske valgkamp nogensinde set.

Hvis nogen troede, at Mette Frederiksen ville stå for en moderat mere klassisk socialdemokratisk linje, måtte de se den nye oppositionsleder fortsætte og forstærke sit partis højredrejning (også) på udlændingepolitikken.

Det var netop, da kritikken af stramningerne var på sit højeste, efter at integrationsminister Inger Støjberg storsmilende poserede for pressen blandt frysende flygtninge i en sneklædt teltlejr, og internationale medier berettede om beslaglæggelse af flygtninges smykker.

Den mest umenneskelige del af den pakke af stramninger, som socialdemokraten Mette Gjerskov i Politiken kaldte “komplet renset for at gøre noget godt”, er, at flygtningebørn fremover ikke kan få familiesammenføring med forældrene før efter tre år.

Men heller ikke kritik fra bl.a. Institut for Menneskerettigheder, som i et høringssvar i januar erklærede, at denne del af ændringerne i udlændingeloven er i strid med menneskerettighederne, rører tilsyneladende S-formanden.

Begejstrede racister

Til gengæld har Socialdemokratiets nye hardliner-linje, som den blev udlagt af højre-socialdemokraten Henrik Sass Larsen i Politiken i december, fået DF op ad stolen. Af begejstring.

“Med Henrik Sass Larsens indlæg, hvor han meget klart siger, at målsætningen er at begrænse både flygtningestrømmene og den ikke-vestlige indvandring, så er der ... reelt tale om et nybrud i dansk asyl- og udlændingepolitik. Jeg betragter det som et kraftigt ryk i retning af Dansk Folkepartis politik, og det vil jeg gerne kvittere for,” siger Martin Henriksen.

Helt Krarupsk ironiserer Sass i indlægget imod ‘godheden’ og ‘humanismen’ på Politiken og hævder, at “flygtninge og indvandrere inden for få år vil spise al offentligt økonomisk råderum op”.

Dommedagsprofetisk konkluderer han, at “vi med de hidtidige erfaringer for at integrere ikke-vestlige folk i vores samfund vil stå over for en social katastrofe."

National-konservative socialdemokrater

V-DF alliancens mesterværk og S og fagtoppens skamstøtte over ideologisk nedsmeltning er indgåelsen af trepartsaftalen om en lavere mindsteløn, der skal diskriminere vore flygtninge-kolleger med en lousy lærlingeløn.

Ja, Henriksen kan være godt tilfreds. Den national-konservative konsensus fra DF til S (og til dels SF) er en støtte til Løkkes blåsorte splittelsespolitik til gavn for de rige.

Efter fire år ved magten fremstår S mere end nogensinde mere som et nyliberalt administratorparti end som et arbejderparti, og Frederiksen har ingen solidariske modsvar til Løkkes hardcore nedskæringspolitik. Kun tandløs forhandling.

Nordiske LO imod løntrykkeri og splittelse

LO-formand Lizette Riisgaard udtalte i januar til Ugebrevet A4, at “den lavtlønslinje, som flere og flere på højrefløjen tilbeder, vil vi bekæmpe med næb og klør.” Der var hun på linje med de andre nordiske landes LO, hvor lavere lønninger til flygtninge er blevet afvist pure.

(Alligevel indgik hun altså en treparts-aftale om lige netop lavere løn til flygtninge.)

“Jeg kan høre på Mette Frederiksen, at I danskere har en hård tone om flygtninge og tænker anderledes,” siger den svenske LO-formand Karl-Petter Thorwaldsen til Ugebrevet A4.

“I svensk LO siger vi ja til alle ordninger, der giver flygtningene fodfæste på arbejdsmarkedet, bare lønnen ikke bliver sænket,” uddyber han.

Den norske LO-formand Gerd Kristiansen siger: “Vi skal ikke lave særordninger a la indslusningsløn for flygtninge... Vi er vældig bange for, at det vil spille forskellige grupper ud mod hinanden.”

Bryd nu forlovelsen, S!

Selv om medier og indvandrerfjendske højre-politikere er meget højtråbende, så er der stadig en meget stor del af befolkningen, som er uenige med dem.

De føler sig ikke repræsenteret af de traditionelle arbejderpartiers knæfald for Venstre og DF.

Socialdemokratiet kunne, hvis de ville, flytte debatten over i en mere solidarisk retning. Men det er vist et lidt for naivt håb.

Se også:
SAA 352: “SF må være Danmarks mest overflødige parti”
SAA 352: Det mener vi: Vi har brug for et andet system

Flere artikler fra nr. 352

Flere numre fra 2016

Se flere artikler om emnet:
Socialdemokratiet (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 1105 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside