Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 352 – 1. maj 2016 – side 9

Interview

“Så længe folk ikke snakkede sammen var der ingen der turde stille sig op over for chefen”

Christine Bergen

Socialistisk Arbejderavis har snakket med Jonathan Simmel om hvordan man er fagligt aktiv på sin arbejdsplads.

Jonathan Simmel

Jonathan Simmel

Jonathan er 28 år, elektriker og tidligere tillidsmand. Han er aktiv i Elforbundet København og på venstrefløjen.

Hvordan får man fagbevægelsen ud blandt sine kollegaer?

Mange har ingen reel berøring med deres fagforening, man har måske ringet til dem en enkelt gang, eller har fået mails. Men det er en skræmmende lille procentdel der nogensinde har været til generalforsamling eller til møde i deres fagforening.

Fagbevægelsen er noget mange ser som en slags forsikring man har købt.

En del af fagbevægelsen

Første skridt er at få præsenteret kollegerne for fagforeningen. At få en kollega til at dukke op i fagforeningen, eller få en fagforeningsformand eller sekretær til at komme ud på arbejdspladsen – allerede det er et stort fremskridt, for det giver en føling af hvad det er man er medlem af.

På mange arbejdspladser fungerer det jo i en eller anden udstrækning med klubber og tillidsmænd. Men der er en opgave i at italesætte det som en del af fagbevægelsen. Det gik meget hurtigt op for mig da jeg var tillidsmand: når folk snakkede om mig så snakkede de aldrig med fagforeningen, men med deres kollega.

Fælles interesser

Der ligger noget i at gøre sit eget klubfællesskab til en del af en større sammenhæng, og i at få hilst på folk fra andre klubber, få mødt ens kollegaer i andre virksomheder og sige at vi har også fælles interesser på tværs af virksomheder – det er derfor vi mødes i fagforeningen.

Hvad kan man gøre hvis man er utilfreds med noget på sin arbejdsplads?

Jeg tror at første trin er at få snakket om det. At holde fast i diskussionen, frem for at vi bare er skidesure en dag.

Jeg var tillidsmand i et stort firma, og alle var medlem af fagforeningen, men der var intet fagligt fællesskab. Man snakkede ikke om løn, og der var konkurrence mellem kollegerne. At få snakket om at vi som kollegaer har fælles interesser mod vores arbejdsgivere er rigtigt vigtigt. Før der kan vi ikke handle sammen som kolleger.

Fra diskussion til handling

Det firma hvor jeg var tillidsmand lå i Ringsted, men vi blev sendt ud til opgaver over hele Sjælland. En stor diskussion var spørgsmålet om kørepenge – penge for at blive bedt om at møde i en anden by end Ringsted.

Det er lang tid du bruger på at skulle fragte dig. Der er nogle overenskomstmæssige krav som var fuldstændig undergravede, ingen fik hvad de skulle have ifølge overenskomsten, og nogle fik slet ikke noget. Alle havde individuelle aftaler med chefen.

Det var vigtigt at få på plads at vi alle har en fælles interesse. I stedet for at spille imod hinanden og diskutere hvorfor den ene får flere kørepenge end den anden, gjorde vi det til omdrejningspunkt at overenskomsten skulle holdes.

Så længe folk ikke snakkede sammen var der ingen der turde stille sig op over for chefen. For så får man at vide at man er til besvær, og at alle de andre har accepteret det.

Vi startede en diskussion blandt kollegerne, og lavede et skema hvor alle skrev deres aftaler ned så vi fandt ud af hvad hinanden fik.

Det betød at mange – især lærlingene som aldrig havde turde råbe op – pludselig turde at kræve deres penge. Der fik vi forbedret forholdene og løftet op til overenskomst niveau fordi folk pludselig turde sige fra – de vidste vi havde hinandens ryg og stod sammen.

Styrke det faglige fællesskab

Hvis man vil starte med at være fagligt aktiv på sin arbejdsplads, hvad kan man så gøre?

Et godt udgangspunkt er at starte med at være en god kollega: fagligt, men også på andre planer – at vise omsorg og behandle hinanden godt. Det opbygger nogle bånd.

Derefter kan man begynde at støtte hinanden når der er løbende små diskussioner med cheferne – for så er der et forum hvor man kan tillade sig at bakke hinanden op. Og så at tage næste skridt at få åbnet for samtalerne om løn, arbejdsvilkår, stress.

Og efter det handler det om at se hvor det reelt er man kan få ændret noget. Vi skal selvfølgelig tage alle de kampe kollegerne gerne vil tage, men nogle gange er det fornuftigt ved siden af at tage nogle af de mindre kampe som der er væsentlig større chance for at vinde. De viser at vi kan rykke noget når vi handler sammen.

Og det er vigtigt at få folk til at være en del af et reelt stykke arbejde – istedet for som tillidsmand at sige “så skriver jeg til arbejdsgiveren” så at sige “så lad os fem der sidder her lave det sammen”. Hvis noget som helst kan omsættes til fælles handling har man også styrket det faglige fællesskab.

Se også:
SAA 352: Velfærdsalliancen: “Vi skal bygge modstand lokalt”
SAA 352: Tema om arbejderklassen
SAA 352: Hvorfor har vi brug for en fagforening?
SAA 352: Arbejderklassens internationale kampplads
SAA 352: Forskellig baggrund – fælles fremtid: Arbejderklassen er multikulturel
SAA 352: Hvem er arbejderklassen?
SAA 352: Hvorfor er arbejderklassen vigtig?
SAA 352: Hvorfor er der så få strejker?
SAA 352: Byg op til den kommende modstand

Flere artikler fra nr. 352

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Christine Bergen

Siden er vist 1257 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside