Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 353 – 21. september 2016 (Kun online)

Rumlen af torden

Charlie Lywood

Debatoplæg om den politiske situation af Charlie Lywood, medlem af landsledelsen i Internationale Socialister.

“Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.” [1]

Dette gamle citat fra Det kommunistiske Manifest kan sagtens bruges om regeringens tyve25-plan, hvor man endnu en gang forsøger at ændre livsbetingelserne for millioner af mennesker. For at overleve angriber og ændrer den herskende klasse betingelserne for at opretholde et anstændigt liv for flertallet af mennesker.

Lederkonsulent-firmaet McKinsey påpeger, at to tredjedele af husstandene i de 26 OECD-økonomier har en lavere levestandard i 2015 sammenlignet med 2005. [2] I Danmark betød Finanslov 2016 endnu et nøk mere til uligheden i Danmark. [3] I andre dele af verden er der endnu kraftigere ændringer for befolkningerne i ly af den globale økonomiske stagnation og truende recession. Blandt andet de enorme konsekvenser i Afrika, som sender bølge efter bølge af flygtninge, nu oppe på 65 millioner på verdensplan, af sted, hvoraf kun en brøkdel når Europas grænser og banker på.

Krise og krige, modstand og revolution

Alle årtier har deres kendetegn. Dette årti fra 2006-2016 har været kendetegnet af økonomisk krise, revolutioner i Mellemøsten, borgerkrige i Ukraine og Syrien og kontrarevolutioner i Egypten. Og det ser ud til at fortsætte.

Krige, oprustning, imperialistisk rivalisering, opsplitning, stigende og bred racisme og fascistiske bevægelser og partier, som enten har fået magten, som i Polen og Ungarn, eller som truer med at få den, som fx i Østrig og Frankrig, er dagens orden. I alle de førende vestlige lande er der op mod en fjerdedel af befolkningen, som tiltrækkes af forklaringer om, at det er de “fremmedes” skyld.

En tredjedel af danskerne tilkendegiver i en undersøgelse for nylig, at Danmark er i krig med “islam”. [4] En anden undersøgelse viser massiv opbakning til DF’s krav om permanent grænsekontrol. [5] Disse tendenser truer med at rive EU fra hinanden.

EU svækket efter Brexit

Afstemning om Brexit viste, at selv i verdens femtestørste økonomi kunne de kræfter, som truer med at splitte landene og deres stabilitet fra hinanden, ikke tæmmes. På den ene side nationalistiske og protektionistiske kræfter, som higer tilbage til en forestillet epoke med harmoni, og på den anden side større dele af befolkningen, som ikke synes EU’s nyliberalistiske demontering af velfærdsstaten lige er sagen.

EU står svækket tilbage. At miste så betydningsfuldt et land er ikke noget, som bare “går over”. [6] Samtidig sætter det gang i andre landes bevægelse væk fra mere økonomisk og politisk integration. Dette svækker EU’s kerne, som ønsker at udvikle et modsvar til USA, Rusland og Kina i de inter-imperialistiske rivaliseringer. [7] De samme kræfter eksisterer overalt i Europa og også i USA, som Trumps sejr i det Republikanske Parti og Sanders’ næsten-sejr blandt Demokraterne vidner om.

TTIP

Et af resultaterne af disse spændinger er, at Obama flagskib for udvidelse af frihandel ved at begrænse mulighed for en nationalt baseret økonomisk politik (for at få gang i verdensøkonomien), Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), er ved at rende ind i alvorlige problemer.

I EU som helhed er der skepsis, og specielt i Centraleuropa er der decideret afvisning af, at EU skal acceptere TTIP, bl.a. hos den østrigske kansler Christian Kern, som er presset af Frihedspartiet (FPÖ).

TTIP er blevet symbolet på globaliseringens negative effekter, herunder den massive skatteunddragelse, som er fulgt med liberaliseringen af finansmarkeder, og kapløbet om at tiltrække de multinationale selskaber til ens eget land. Eksempelvis Apple til Irland, men der er tusinde af andre eksempler.

Det internationale borgerskab presser på for indførelsen af TTIP, som de ser som vejen ud af krisen. Her står protektionismen a la Trump og højrebølgen i vejen. Men også det sociale oprør blandt Europas og USA’s arbejdere, som blandt andet Brexit var udtryk for. [8]

Stormagterne strides

På internationalt plan er vi i en periode med dybe modsætningsforhold mellem stormagterne. Krisen har blotlagt og udvidet de spændinger og rivaliseringer, som eksisterede før. Kinas vilde vækst er bragt til standsning, og deres vækstrater nærmer sig resten af verdens. USA er i dyb gæld til Kina, imens de er meget optaget af at begrænse Kinas magt, også militært, i Asien.

Den russiske økonomi er i frit fald, efter at olie- og gaspriser dykkede under krisen, da de olieproducerende lande forsøgte at kompensere for faldende vækst ved at sælge olien billigere. Det har blandt andet bragt Venezuela på randen af kollaps og fået “socialismen” til at bruge diktatoriske metoder bare for at overleve.

Rusland selv har forsøgt at dæmme op for den økonomiske svækkelse ved at holde fast i, hvad de opfatter som “deres” interessesfærer. Senest i Syrien med støtte til Assad, men tidligere i Ukraine med annekteringen af Krim og støtte til udbryderrepublikkerne i Østukraine. NATO rasler med sablen i de baltiske lande og presser på for at indlemme så meget som muligt af det tidligere Sovjet-imperium under deres vinger. Alt tyder på, at militære midler vil blive brugt mere og mere, som den økonomiske stagnation fortsætter eller forværres af en yderligere recession (negativ vækst).

Den økonomiske krise

Baggrunden for alt dette er det finansielle kollaps i 2008, som indledte en recession og derefter et svagt opsving, som nu globalt set er fladet ud og truer med at kollapse ind i en ny recession. [9]

Der er grundlæggende tre forskellige forklaringer på, hvorfor der var et økonomisk kollaps i 2008, og hvad svaret på det er.

  1. Monetarisme/nyliberalisme/nedskæringspolitik – kært barn har mange navne.

    I virkeligheden forstår denne tendens, som er den altdominerende økonomiske teori i verden, ikke hvad der skete i 2008. Det kom bag på dem, og de vidste ikke hvad, der kunne få skibet rettet op. Men de holdt fast i (og holder fast i), at det at trykke lønningerne og reducere skatten på selskabernes profit er vejen frem. Det indebærer samtidige “reformer” af velfærdstaten, da det giver råderum til at kanalisere kapitalinvesteringer til den private sektor. Hvorfor de ustandseligt taler om at den offentlige sektor er for stor, og at skattetrykket skal ned.

    Grundlæggende mener de, at ved at gøre arbejderklassen fattigere kan der skabes lyst til investeringer, som ikke sker i dag, så kapitalismen kan komme på fode igen. En del af øvelsen går ud på at gøre folk uden for arbejdsmarkedet så fattige (“det skal kunne betale sig at arbejde”), at folk i arbejde bliver så bange for at miste deres job, at de accepterer forringelser i deres arbejdssituation – om det så er omkostninger til arbejdsmiljøet eller løn, det drejer sig om. Hvis man også kan undergrave faglige organisationer samtidig ved at forringe efterlønnen og dagpengenes størrelse, er det blot en del af projektet.

    Denne måde at styre økonomien på er den absolut dominerende i dag. Og er kernen i tyve25-planen. Og ledende skikkelser mener, at landene gør for lidt for at gennemføre “strukturelle reformer”, da væksten i den globale økonomi udebliver. De er bekymret for at protektionisme er ved at få overtaget og drukner det kommende opsving, som de længes efter. [10]

  2. Keynesianisme (efter økonomen John Maynard Keynes). [11]

    Når ovenstående økonomiske teori og styringsmekanisme ikke viser sig hverken at forudse udviklingen i kapitalismen eller give håb om, at det kan blive bedre med deres metoder, er keynesianisme atter kommet på mode blandt visse økonomer. [12]

    Modsat Marx mente Keynes ikke, at profit var drivkraften i kapitalismen, men derimod menneskers forbrug. Behov for varer fører til investeringer i produktion. Nøglebegreber for keynesianister er derfor forbrug og investeringer. Når private investeringer pga. såkaldte konjunkturer falder, kan staten så kompensere for de manglende investeringer og få gang i hjulene igen (meget simpelt sagt). [13] Dette involverer to elementer:

    1. En mere ligelig fordeling af goderne mellem kapital og lønarbejdere. Dette kan ske gennem en progressiv (modsat Løkkes) skattepolitik. Bedre lovgivning som beskytter lønmodtagere. Tilskud til kapitalejere, som investerer. Og bedre løn. Tilsammen ville dette betyde, at arbejderne vil købe mere, og derved skabe behov for produktion og dermed investeringer. Det er også muligt, at folk køber mere i første omgang, men det, som den enkelte kapitalejer får ud af det, falder (profitraten) og dermed lysten til at investere. Så selv om socialister er tilhængere af bedre fordeling mellem kapital og arbejderklassen, kan dette ikke redde kapitalismen.

    2. Investeringer fra staten. Det var også det, som blev forsøgt i 70’erne efter oliekrisen (de olieproducerende lande begrænsede produktionen og prisen steg gevaldigt), hvor staten i mange vestlige lande pumpede mange statslige penge ud i økonomien for at få hjulene igang. Desværre skabte det blot hyperinflation og enorm statsgæld til IMF og Verdensbanken. Hvor Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig kunne stimulere et ødelagt kontinent til genopbygning af den destruerede kapital, virkede det ikke mod recession i 70’erne. Først og fremmest fordi den overflødige kapital ikke var blevet destrueret. Og det samme vil ske i dag.

  3. Den marxistiske forklaring.

    For marxister er forklaringen på de tilbagevendende kriser ikke mangel på investeringer som sådan. Årsagen til, at man lige pludselig ikke investerer mere (og hvorfor man heller ikke i dag vil investere, men hellere stikke pengene i madrassen i skattely), er profitratens faldende tendens over tid. Dvs. hvor meget man kan få for sin investering – eller profitraten.

    Profitraten faldt frem til 2008 fra ca. 5.5 % i 2004 til 3,5 % i 2007 globalt. [14] Investeringerne i USA faldt i årene 2007-08 dramatisk – ca. 20 %. [15] Profitratens fald gik således forud for kollapset, selv om finanssektorens hovmodighed med at låne ud til højst spekulative projekter, både inden for byggesektoren og som investeringsplatform, gjorde krisen værre. For at få profitraten op igen til et niveau, hvor kapitalisterne igen vil investere, kræves det, at de mere urentable dele af kapitalismen bliver udrenset. Det kan ske gennem at lade store firmaer og banker gå til grunde, eller gennem krige, hvor man fysisk destruerer produktionsenheder.

    Problemet her er, at man i dag politisk set ikke kan lade eksempelvis Danske Bank “gå neden om og hjem”, da det ville rive mange andre med i faldet. Det er ikke for ingenting, at formanden for Danske Bank kunne sige til den daværende Løkke-regering: ”Hvis ikke vi får en saltvandsindsprøjtning fra jer, så lukker vi Dankort-automaterne på mandag”.

    Globaliseringen har ført til, at selskaberne er så store og er vokset ind i hinanden (ved bl.a. at låne fra hinanden), at det at lade de urentable enheder gå til grunde er forbundet med store risici. Derfor springer de fra den ene tue til den anden og taler det mindste tegn på opsving op, uden at have løst det grundlæggende problem – at det ikke kan betale sig at investere. Investeringerne er langt under, hvad de burde være for at få gang i den globale økonomi. [16]

    Hovedpointen er, at med mindre kapitalismen får udrenset dens urentable dele, vil denne stagnation med jævnlige kollaps ind i recession (negativ vækst) fortsætte. Men alternativet er forbundet med store og uoverskuelige konsekvenser. Kapitalismen er fanget mellem to onder, som begge gør mest ondt på almindelige mennesker.

Krisepolitik

Hvad betyder dette for, hvordan vores verden ser ud og de perspektiver, som rejser sig?

Økonomisk stagnation betyder, at der er mindre råderum for regeringer til at tilfredsstille befolkningerne. Man skærer i selskabsskatten (også en del af tyve25-planen) fra land til land, så den bliver en konkurrence-parameter. [17] Man forsøger desperat at lokke selskaber til med attraktive skatteaftaler. Irlands absurd lave beskatningsaftale med Apple er blot et eksempel af mange.

Og på trods af offentlig fordømmelse har regeringer lavet lovgivning omkring offshore-investeringer (altså lovlige skattely), som har muliggjort, at det, der svarer til ca. 40 % af den årlige globale produktion, er “syet ind i madrassen”. Og hovedsynderne er faktisk USA og UK. Men alle vestlige lande, inklusive Danmark, har gjort det muligt.

De manglende skatteindtægter fra selskaber (og rigmænd) hives delvis ind ved en omfordeling mellem løn og kapital til kapitalens fordel. Samtidig praktiseres nedskæringspolitik under dække af “reformer”, som først og fremmest rammer almindelige mennesker, der er afhængige af velfærdsstatens funktioner, hvor de mere velhavende kan betale sig fra den lousy service.

Tyve25-planen er et meget godt eksempel på det her. I alle førende kapitalistiske lande stiger uligheden mellem de rige og resten af samfundet. Specielt de laveste 10 % er blevet tabere.

Nationalisme

Dette har skabte en situation, hvor to tendenser tydeligt viser sig i mange lande. Den ene tendens er det, som kan udtrykkes som ”nationalistisk” og ”protektionistisk”. Tendensen ses klart ved Trump i USA, men var også en del af motoren i Brexit. Lukkede grænser. Toldmure. Dæmonisering af muslimer (romaer/mexikanere, you name it). Det er flagskibene.

I ly af dette vokser der samtidig fascistiske strømninger, som er klar til vold. Afbrænding af asylcentre i Tyskland og Sverige er et eksempel. Men selv om det ikke er fascismen, som er den akutte fare, er den nationalkonservative fortælling gift for solidariteten i arbejderklassen.

Den akutte fare er den racistiske fortælling om horder af flygtninge, som strømmer ind over grænsen – på trods af at de udgør en brøkdel af Europas befolkning, og på trods af, at manglen på arbejdskraft har en selvstændig strategisk betydning.

Racismen er både med til at splitte arbejderklassen op i ”vores” arbejdere og dem, som truer dem (det kan også være østeuropæere som i Brexit-debatten) – de fremmede. Men den er også med til at dæmonisere muslimer generelt og gøre det nemmere at føre imperialistiske krige i muslimske lande. Specielt når der er terror, kan denne dæmonisering nå hysteriske højder. [18]

Denne politik er ikke uden risici for den herskende klasse, da den kan skabe bevægelser, som kommer ud af deres kontrol. Søren Pinds advarsler mod højrefløjens retorik, som skaber ufred og mere terror, er en case in point. [19] Men de er også presset til at fortsætte med et ideologisk argument, som afleder fra deres egne handlinger. Det er det, Søren Pind erkender, er et dilemma.

Den ny reformisme

Den anden tendens får ikke så meget opmærksomhed i medierne, men er også et oprør mod først og fremmest socialdemokratiets kollaps ind i nyliberalisme – hvor Thorning-regeringen (med SF) for eksempel blot fortsatte Løkkes økonomiske politik. En del af arbejderklassen i Europa har søgt andre veje at gå end enten at blive hos de kompromitterede socialdemokrater eller at gå mod højre.

Denne tendens kunne vi kalde den ny reformisme. [20] Mest akut i Syriza i Grækenland, hvor dette venstrereformistiske parti uraderede det traditionelle socialdemokrati (PASOK) og tog magten. [21] Men man kan også se det i den venstre-reformistiske Jeremy Corbyns succesfulde erobring og forsvar af formandsposten i Labour-partiet i Storbritannien. [22]

Ligeledes, i Guds Eget Land, nåede Bernie Sanders med en venstre reformistisk retorik, både næsten at vinde over Hilary Clinton og samtidig starte en bevægelse fra neden, som har inspireret hundredtusinder af studenter og arbejdere. [23] Men mange andre steder har denne nye reformisme vundet frem, fra Podemos i Spanien til Die Linke i Tyskland og også i Danmark via den passive opbakning til Enhedslisten.

Det er ønsket om at støtte partier, som rent faktisk siger, at tingene skal være anderledes, og at det er kapitalismen, som er problemet og skal reformeres, der er drivkraften her. Et betragteligt mindretal af arbejderklassen ser til denne nye reformisme som svar. Hvad arbejderklassen så gør, når den bliver skuffet og oplever, at heller ikke den nye reformisme kan levere, kan være flere ting. Det kan betyde passivitet, men det kan også betyde radikalisering som i Grækenland. [24]

Kollektiv kamp

Men arbejderklassen er ikke kun vælgere. De forsvarer sig også kollektivt.

De franske arbejderes modstand mod den nye arbejdslov, som Hollande ønsker at indføre (så han viser det mod, som direktøren for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, efterlyser [25]), er et godt eksempel på dette. [26] I Danmark er lærernes modstand mod forringelser af deres arbejdsvilkår i 2013 et andet.

Men generelt set er strejketallene lave i Europa. Imens der ude i verden, blandt andet i Kina og Indien, er massiv modstand mod de angreb, som de herskende klasser iværksætter pga. de faldende vækstrater i disse økonomier. [27]

I Danmark angriber regeringen først og fremmest arbejderklassen gennem angreb på dens mest marginaliserede del – de syge, kontakthjælpsmodtagere, de arbejdsløse på dagpenge, de studerende – og undlader, med undtagelse af pensionsalderen at gå til frontalangreb på for eksempel arbejdstiden eller mindstelønnen (selv om begge dele er på ønskelisten). Ellers er angrebene mod en del af arbejderklassen, som man håber på at kunne isolere – lærerne for eksempel i 2013, eller på børneområdet, hvor normeringerne er under angreb.

Men den herskende klasse kan sagtens komme til at “gå for langt”, som noget tyder på, at de har gjort i Frankrig. Men på trods af de risici, der ligger i det, er de pisket af den økonomiske stagnation til at gøre det.

Flygtninge-solidaritet

Men der er yderligere håb at hente. Det er ikke kun racister og fremmedhadere, der befolker landene i Europa. I forhold til den racistiske og anti-muslimske mainstream-diskurs i Europa er der også sket det, at da “flygtningekrisen” var på sit højeste i efteråret 2015, strømmede folk i Europa ud på gaden for at hjælpe i nødens stund. I Danmark var der flere demonstrationer, som kunne samle op mod 20.000 til at sige “Welcome to refugees”, og “Venligboerne” så dagens lys.

I dag har Venligboerne 150.000 medlemmer, organiseret i grupper over hele landet. Specielt i København har det ført til en venstredrejning væk fra blot medmenneskelighed over mod mere politiske udmeldinger. Først og fremmest symboliseret i forfatteren AnneLise Marstrand Jørgensen, som på det seneste har rejst politiske debatter om hvorfor, man bliver nødt til at være politisk i flygtningediskussionen. [28]

Det segment af mennesker, som måske også stemmer enten Enhedslisten eller Alternativet, er parat til at trodse den hadske tone over for “udlændinge” og forsvare flygtninge. Dét er også en del af den verden vi lever i.

Venstrefløjen

En nylig undersøgelse peger på, at med hensyn til skattelettelser til de rige har regeringen befolkningen imod sig. [29]

Men der er et gab imellem de hundredtusinder af mennesker (knapt 600.000 stemte på enten EL, SF eller Alternativet til Folketingsvalget i juni 2015), som kunne mobiliseres mod Løkke og co. og så de organiserede kræfter i Danmark, som ville være i stand til at gå forrest og organisere dem.

Et godt eksempel på hvordan, det i virkeligheden er på vores side af plankeværket, er initiativet Velfærdsalliancen. [30] Organiseret af de faglige miljøer i og omkring Enhedslisten med centrum i det københavnske kunne man i samarbejde med de mere etablerede socialdemokratiske lokale LO’er [31] lave mange små (nogle mere end små) demonstrationer d. 15. maj i år i et stort flertal af alle kommuner i Danmark. Disse blev organiseret og mobiliserede til via (i hvert fald København og Århus) lokale tillidsmandsmøder (i København deltog over 1000 tillidsfolk og andre i et sådan møde op til d. 15. maj).

Samarbejdet med de faglige bureaukrater på mellemniveau blev imidlertid brudt over sommeren, da selve “omprioriteringsbidraget” (som skulle tvangsopkræve 1 % af alle de kommunale skatteindtægter og fordeles af regeringen) blev droppet af regeringen. Da de lokale socialdemokratiske borgermestre ikke længere var med i alliancen, bakkede de faglige leder i stor stil ud. Velfærdsalliancen er ikke død, men den er svækket.

Det viser vanskelighederne i den nuværende situation. Trods intentionerne om, at det skulle være en græsrodsorganisering, hvor alle kunne deltage, er det ikke lykkedes at bryde med den manglende selvtillid, hverken på arbejdspladsniveau eller blandt den lavere del af fagbureaukratiet, inklusive den faglige venstrefløj i og omkring Enhedslisten. Der eksisterer ikke et selvstændigt lag af tillidsfolk, som kan bære igennem trods manglende opbakning fra fagbureaukratiet.

Den subjektive faktor

Bevægelsen omkring Jeremy Cobyrn i UK og Bernie Sanders i USA viser, at potentialet er der. Men som altid kræver stemningen og eksistensens af en mulig modmagt en katalysator til at samle folk.

Socialdemokratiet og SF udgør ikke dette alternativ. Thorning-regeringen (inkl. SF) videreførte den nyliberalistiske økonomiske politik, som den første Løkke regering førte, og har ingen intention om at rulle de “reformer” tilbage, som har eroderet velfærdsstaten.

Det var også Socialdemokraten Bjarne Corydon, som lancerede begrebet “konkurrencestaten”, som skulle slanke velfærdstaten til den internationale konkurrence. [32] Samtidig har Socialdemokratiet købt den racistiske dagsorden, der siger, at immigration og flygtninge er en trussel mod velfærdsstaten og man skal beskytte “sine egne”.

SF blev tvunget til at bryde med Thorning-regeringen over DONG-salget, men har reelt ikke fremlagt et alternativ, som udgør et alternativ – allerhøjest nuancer. Men også på den afgørende test omkring islamofobi har SF stillet sig op side om side med kræfter, der ønsker at angribe muslimerne i stedet for at slås sammen med dem mod racisme og nedskæringer. [33]

Ingen af partier ser ud til at kunne tiltrække den del af arbejderklassen som vil gør modstand. Der findes ingen parlamentarisk reform-bølge. Det er “reformisme uden reformer” – men derimod med angreb mod arbejderklassen.

Enhedslisten

Flasken peger entydigt på Enhedslisten. Men heller ikke politisk set udgør Enhedslisten det troværdige socialistiske og aktivistiske alternativ, hvor de 9.000 medlemmer af EL bliver sat i spil til at forbinde sig med det vand, der er at svømme i.

Den højredrejning mod et etableret, parlamentariske parti, som EL har gennemgået, er slået igennem på alle niveauer af partiet. De fremstår som et alternativ for folk at stemme på – ca. 10 % af stemmerne – men ikke som et parti, som vil organisere modstand.

Og problemet er først og fremmest et politisk og ikke et organisatorisk spørgsmål. Alle ressourcer bliver brugte til at styrke Folketingsgruppen, og alt som kunne forstyrre billedet af et “normalt” pænt parti bliver fejet til side. Seneste ved orlovsvikar Jonathan Simmels uelegante medfart, da han kom for skade at mumle noget om, at en revolution godt kunne udvikle sig til et væbnet opgør i bestemte historiske situationer. [34]

Både strukturelt og politisk er det svært at se Enhedslisten som politisk motor i en reel samling af de mange hundrede tusinde, som vil give Løkke og co. modstand.

Men det er kun gennem et oprør fra neden, der kan gives et politisk udtryk og retning, der kan begynde at udfordre det nyliberalistiske parnas og give håb om kapitalismens endeligt – og ikke vores endeligt. Eller som Rosa Luxemburg udtrykte det – ”Socialisme eller barbari”.

Det er opgaven for socialister i dag. Den er verdenshistorisk. Aldrig før har kapitalismen været så svag. Men paradokset er, at den radikale venstrefløj heller aldrig før har været så svag. [35]

Hvordan vi løser dét dilemma, afgør verdens fremtid.

Noter

1. Karl Marx og Frederik Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest (1848).

2. Se Richard Dobbs, Anu Madgavkar, James Manyika, Jonathan Woetzel, Jacques Bughin, Eric Labaye, and Pranav Kashyap: Poorer than their parents? A new perspective on income inequalityMcKinsey Global Institute, July 2016.

3. Se Arbejderbevægelsens Erhvervsråd analyse: Finanslov 2016: De rigeste blev rigere og de fattigste fattigere, Ugebrevet A4, 24. aug. 2016.

4. Hver tredje dansker mener, at Danmark er i krig med Islam, TV2, 26. jul. 2016.

5. Måling: Danskerne vil have permanent grænsekontrol, Altinget, 5. sep. 2016.

6. For eksempel mener EU-kommissionen, at der ville bliver negativ vækst i UK i 2017. Og at vækstraten i resten af Europa vil falde til omkring 1 % – som i realiteten er negativ vækst. Se Arbejdernes Landsbank Nyhedsbrev d.29. juli 2016: “Brexit: Konsekvenserne vil vise sig til efteråret”.

7. For en grundlæggende analyse af Brexit og dennes betydning læs Alex Callinicos: Brexit: a world-historic turn, International Socialism 151, 27. jun. 2016.

8. Se Wolfgang Münchau: “TTIP vil gøre mere skade end gavn”, Financial Times (i Politiken 7. sep. 2016).

9. Michael Roberts: The Long Depression: Marxism and the Global Crisis of Capitalism, 2016.

10. Se IMF-direktør Christine Lagardes seneste (1.09.16) blog: We Need Forceful Policies to Avoid the Low-Growth Trap, 1. sep. 2016.

11. For en socialistisk analyse af keynesiansimen se Jane Hardy: Radical economics, Marxist economics and Marx’s economicsInternational Socialism 149, 6. jan. 2016.

12. Blandt andre Paul Klugman og Joseph Stiglitz (se Hardy op cit). Også dele af Enhedslisten synes at tiltrækkes af disse tanker. Se fx Anders Lundkvist: Keynesianisme og Enhedslisten, Modkraft, 8. apr. 2013. Læs også Jørn Andersens analyse af blandt andet Pelle Dragsted forkærlighed for Socialdemokratiets gamle Økonomisk Demokrati-forslag fra 70’erne: Pelle Dragsteds ØD-eventyrModkraft, 25. mar. 2016.

13. Se Guglielmo Carchedi and Michael Roberts: The Long roots of the present crisis, Keynesians, Austarians, and Marx’s law, i: World Review of Political Economy, Vol. 4. No. 1. Forår 2013). (PDF)

14. Ibid s. 90

15. Ibid s. 92.

16. Se Michael Roberts blog: Still stuck in the Jackson Hole, 27. august 2016.

17. Irland har dumpet deres selskabsskat til 12 %, for eksempel.

18. Se Charlie Lywood: Hvad mener socialister om terror?, Socialistisk Arbejderavis nr. 353, 19. aug. 2016.

19. Se Søren Pind-interview i Politiken: Søren Pind: Retorikken på højrefløjen kan anspore Breivik-typerPolitiken, 21. aug. 2016.

20. Se en oversigt i Donny Gluckstein: The rebirth of socialdemocracy, International Socialism 151, 22. jun. 2016, s. 123-130.

21. For en analyse af Syriza og hvorfor de “tabte” til EU og den internationale borgerskab se: Anders Bæk Simonsen: SYRIZA – Fra venstrefløjens store håb til nedskæringsparti, Socialistisk Arbejderavis, nr. 347, 10. sep. 2015.

22. For en analyse af Jeremy Corbyn og den bevægelse, som står bag, se Mark Thomas: A house divided: Jeremy Corbyn and the Labour Party, International Socialism 149, 6. jan. 2016.

23. Se Charlie Kimber: Clinton vinder i New York – Hvorhen nu for Sanders-kampagnen?Socialistisk Arbejderavis, nr. 351, 20. apr. 2016, og Megan Trudell: Sanders, Trump and the US working classInternational Socialism 150, 4. apr. 2016.

24. For en up-to-date-analyse af hvor arbejderklassen i Grækenland står i forhold til SYRIZA i dag, se Dimitrios Gkiokas: Hvilken vej for den græske arbejderklasse?, Socialistisk Arbejderavis, nr. 353, 19. aug. 2016.

25. Se note 7.

26. For en analyse af strejkerne, se: Jesper Juul Mikkelsen: Strejkerne i Frankrig: Mod arbejdsmarkedsloven under undtagelsestilstand, Socialistisk Arbejderavis, nr. 353, 19. aug. 2016.

27. For den seneste strejke se 150 millioner indere går i generalstrejke, Arbejderen, 1. sep. 2016.

28. Se Trods had og beskyldninger er vi venligboer stadig venlige, Politiken, 24. aug. 2016.

29. Danskerne takker nej til skattelettelser, Altinget, 29.8.2016.

30. Se interviewet med hovedmanden bag initiativet, næstformand i LFS Jan Hoby i Socialistisk Arbejderavis nr. 353, 19. aug. 2016. 

31. Den lokale samling af fagforeninger i de fleste større byer i Danmark. For eksempel LO København, LO Århus osv.

32. Se Corydon: Konkurrencestat er ny velfærdsstat, Politiken, 23. aug. 2013, og Corydon: »Jeg tror på konkurrencestaten«, Politiken, 24. aug. 2013.

33. Se Olsen Dyhr til SF: Radikal islam er den største trussel, Børsen, 16.apr. 2016.

34. Se Skipper i internt opgør: Jeg har fortalt ham, hvad jeg synes, DR, 9. sep. 2016.

35. Se Alex Callinicos: Thunder on the left, International Socialism 143, 26. juni 2016.

Flere artikler fra nr. 353

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 849 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside