Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 354 – 1. oktober 2016 – side 11

Rumlen af torden

Charlie Lywood

Perioden siden den globale økonomiske krise startede i 2008 har været kendetegnet ved revolutioner i Mellemøsten, borgerkrige i Ukraine og Syrien og kontrarevolution i Egypten.

Denne artikel er en forkortet og redigeret udgave af et længere debatoplæg.

Protest ved Christiansborg

Og det ser ud til at fortsætte: krig, oprustning, imperialistiske rivaliseringer, opsplitning, en stigende og bred racisme, og fascistiske bevægelser og partier, der enten har fået magten som i Polen og Ungarn, eller som truer med at få fat i magten, for eksempel i Østrig og Frankrig, er dagens orden.

En tredjedel af danskerne tilkendegiver i en undersøgelse for nylig, at Danmark er i krig med “islam”. Og en anden undersøgelse viser massiv opbakning til DF’s krav om permanent grænsekontrol.

Afstemning om Brexit viste, at selv i verdens femte største økonomi kunne de kræfter, som truer med at splitte landene og deres stabilitet fra hinanden, ikke tæmmes. På den ene side nationalistiske og protektionistiske kræfter, som higer tilbage til en forestillet epoke med harmoni, og på den anden side større dele af befolkningen, som protesterede mod EU’s nyliberale smadring af velfærdsstaten.

Spændinger

På internationalt plan er vi i en periode med stigende modsætningsforhold mellem stormagterne. Krisen har blotlagt og udvidet de spændinger og rivaliseringer, som eksisterede før.

Kinas vilde vækst er bragt til standsning, og der es vækstrater nærmer sig resten af verdens. USA er i dyb gæld til Kina, mens de er meget optaget af at begrænse Kinas magt, også militært, i Asien.

Den russiske økonomi er i frit fald, efter olie- og gaspriser dykkede under krisen, da de olieproducerende lande forsøgte at kompensere for faldende vækst ved at sælge olien billigere. Rusland selv har forsøgt at dæmme op for den økonomiske svækkelse ved at holde fast i, hvad de opfatter som ”deres” interessesfærer. Senest i Syrien med støtte til Assad, men tidligere i Ukraine ved annektering af Krim og støtte til udbryderrepublikkerne i Østukraine.

NATO rasler med sablen i de baltiske lande og presser på for at indlemme så meget som muligt af det tidligere Sovjet under deres vinger.

Ingen investeringer

Baggrunden for alt dette er den vedvarende økonomiske krise. Forklaringen på den fortsatte stagnation, tenderende til depression, er mangel på investeringer. Men borgerlige økonomer har ikke nogen forklaring på, hvorfor man ikke investerer (men hellere vil stikke pengene i madrassen i skattely).

Årsagen er simpel – risici ved at investere er for store i forhold til udkommet: profitraten er for lav.

Frem til 2008 faldt den globale profitrate fra ca. 5,5 pct. i 2004 til 3,5 pct. i 2007. Investeringerne i USA faldt i 2007-8 dramatisk – ca. 20 pct. Profitratens fald gik forud for kollapset, selvom finanssektorens hovmodighed med at låne ud til højst spekulative projekter, både inden for byggesektoren og som investeringsplatform, gjorde krisen værre.

For at få profitraten op til et niveau, hvor kapitalisterne vil investere igen, skal de mere urentable dele af kapitalismen ”udrenses”, så dem, der er tilbage, kan få større profit. Det kan ske gennem at lade store firmaer og banker gå til grunde eller gennem krige, hvor man fysisk destruerer produktionsenheder.

Mellem to onder

Men det er ikke så nemt. Globaliseringen har ført til, at selskaber er så store og vokset ind i hinanden, at det at lade de urentable enheder gå til grunde er forbundet med store risici. Kapitalismen er fanget mellem to onder, som begge gør mest ondt på almindelige mennesker. Fortsat stagnation og krise eller virkelig at gå til biddet og udrense kapitalismen.

I denne situation viser der sig to tydelige tendenser i mange lande. Den ene tendens er det, som kan udtrykkes som ”nationalistisk” og ”protektionistisk”.

Tendensen ses klart ved Trump i USA, men var også en del af motoren i Brexit. Lukkede grænser. Toldmur. Dæmonisering af muslimer (eller romaer/mexicanere, you name it). Det er flagskibene.

I ly af dette vokser der samtidig fascistiske strømninger, som er klar til vold. Den racistiske fortælling om horder af flygtninge, som strømmer ind over grænsen, på trods af, at de udgør en brøkdel af Europas befolkning, og på trods af manglen på arbejdskraft, har en selvstændig strategisk betydning.

Den er med til at splitte arbejderklassen op i ”vores” arbejdere og dem, som truer dem – de fremmede. Men den er også med til at dæmonisere muslimer generelt og gøre det nemmere at føre imperialistiske krige i muslimske lande.

Venstre-alternativ

Den anden tendens er et oprør mod først og fremmest Socialdemokratiets kollaps ind i nyliberalisme. Eksempelvis i DK, hvor Thorning-regeringen (med SF), blot fortsatte Løkkes økonomiske politik. En del af arbejderklassen i Europa har søgt andre veje at gå. Mest akut i i Grækenland, hvor Syriza udraderede det traditionelle socialdemokrati PASOK og tog regeringsmagten.

Men man kan også se det i den venstrereformistiske Jeremy Corbyns succesfulde erobring og forsvar af formandsposten i Labour Party i UK.

I Guds Eget Land nåede Bernie Sanders med en venstre reformistisk retorik både næsten at vinde over Hillary Clinton og samtidig starte en bevægelse fra neden, som har inspireret hundredtusinder af studerende og arbejdere.

Men mange andre steder har denne nye reformisme vundet frem, fra Podemos i Spanien til Die Linke i Tyskland, også i Danmark via den passive opbakning til Enhedslisten. Et betragteligt mindretal af arbejderklassen ser til denne nye reformisme som svar.

Men der er yderligere håb at hente. Det er ikke kun racister og fremmedhadere, der befolker landene i Europa. I forhold til den racistiske og anti-muslimske mainstream-diskurs i Europa er der også sket det, at da “flygtningekrisen” var på sit højeste i efteråret 2015, strømmede folk i Europa ud på gaden for at hjælpe i nødens stund.

I Danmark var der flere demonstrationer, som kunne samle op mod 20.000 til at sige “Welcome to refugees”, og Venligboerne så dagens lys. I dag har foreningen 150.000 medlemmer, organiseret i grupper over hele landet.

Hvem vil organisere modstand?

Men der er et gab mellem de hundredtusinder af mennesker (600.000 stemte på enten EL, SF eller Alternativet til Folketingsvalget i juni 2015), som kunne mobiliseres mod Løkke og co. og så de organiserede kræfter i Danmark, som ville være i stand til at gå forrest og organisere dem.

Her peger pilen entydigt på Enhedslisten. Men Enhedslisten fremstår ikke som det troværdige socialistiske og aktivistiske alternativ, hvor de 9.000 medlemmer bliver sat i spil til at forbinde sig med det vand, der er at svømme i.

Den højredrejning mod et etableret, parlamentarisk parti, som EL har gennemgået, er slået igennem på alle niveauer i partiet. De fremstår godt nok som et alternativ, som folk kan stemme på, men ikke som et parti, som vil organisere modstand. Problemet er først og fremmest et politisk, og ikke et organisatorisk spørgsmål.

Alt, som kan forstyrre billedet af et ”normalt” pænt parti, bliver fejet væk. Sidst da Jonathan Simmel, som skulle i Folketinget som barselsvikar, kom til at mumle noget om, at en revolution kunne udvikle sig til et væbnet opgør i bestemte historiske situationer.

Ikke desto mindre er det kun gennem et oprør fra neden, der kan gives et politisk udtryk og retning, at vi kan udfordre det nyliberale parnas og give håb om kapitalismens – og ikke vores – endeligt. Eller som Rosa Luxemburg udtrykte det: “Socialisme eller barbari”.

Det er opgaven for socialister i dag. Den er verdenshistorisk. Aldrig før har kapitalismen været så svag, men paradokset er, at den radikale venstrefløj heller aldrig før har været så svag.

Hvordan vi løser dét dilemma, afgør verdens fremtid.

Se også:
SAA 354: Interview: Efter Brexit: Udfordringer for den britiske venstrefløj
SAA 354: Det mener vi: De borgerliges angreb kan stoppes
SAA 354: Hvad betyder #tyve25?

Flere artikler fra nr. 354

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 520 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside