Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 355 – 31. december 2016 (Kun online)

Interview

Hvad kan vi lære af den syriske revolution?

Ghayath Naisse

Den syriske socialist Ghayath Naisse, medlem af Den Revolutionære Venstrestrømning, talte med Simon Assaf om brutaliseringen af Syrien, målene for dem, der intervenerer i Syrien, og perspektiverne for socialister i regionen. [1]

Simon Assaf: Lad os starte med imperialismen. Hvad håber de, der intervenerer i Syrien – Rusland, saudierne, USA og Tyrkiet – at opnå?

Ghayath Naisse: Syrien udgør et meget særligt tilfælde, derved at stort set alle de imperialistiske og regionale magter er i aktion i samme område.

For det første, lad os tale om interventionen fra Rusland og dets allierede. Russisk imperialisme har en vigtig geostrategisk interesse i regionen. Efter Libyen er Syrien nu den sidste bastion, hvor Rusland har haft en militær tilstedeværelse i årtier. De har flådebasen i Tartus, som er vokset i de seneste år, og flybasen på Hmeimim nær Latakia. Så på et geostrategisk niveau har Rusland, hvis de mister Syrien, ingen tilstedeværelse og ingen kanal til diplomatisk indflydelse i Middelhavsområdet.

Denne særlige interesse spiller sammen med en mere generel interesse. Siden Vladimir Putin kom til magten, har Rusland forsøgt at genvinde sin plads blandt stormagterne – forsøgt at få de andre imperialistiske magter til at anerkende deres plads blandt dem, om nødvendigt med magt. Det bestemte, hvordan de handlede i Ukraine, og også hvad der sker i Syrien.

For at forstå den anden imperialistiske “lejr”, USA og dets allierede, må vi starte med, at den engelsk-amerikanske invasion af Irak i 2003 endte i fiasko og nederlag. Da de amerikanske styrker forlod Irak i 2011 var det en slående udstilling af fiasko for USA-imperialismen i hele regionen og i særdeleshed i Irak. Det, der sker nu med ISIS, har gjort det muligt for USA at vende tilbage til regionen, ikke bare til Irak, men også til Syrien, i det mindste inden for rammerne af en “intervention med lave omkostninger”. Det betyder, at de ikke behøver at indsætte tropper på jorden, men har en stor tilstedeværelse i luften.

Så USA er vendt tilbage til Irak, angiveligt for at konfrontere ISIS. Og i Syrien, hvor USA tidligere havde en minimal, primært diplomatisk tilstedeværelse, griber de nu direkte ind. De har specialstyrker omkring grænsen og i den nordlige del af landet og en ubestridelig overmagt i luften. Det er, hvad der er på spil for USA – deres interesse i at vende tilbage til et område, de var blevet tvunget ud af. Det er en vigtig region for USA, hvor deres allierede, som fx Israel og Golfstaterne, blev truet af opstanden og de revolutioner, der fejede hen over regionen.

En del af den radikale venstrefløj kritiserer den amerikanske politik i regionen for “ikke at gøre noget”. Men det er ikke sandt. USA har interveneret; de har handlet; de har gjort noget. Deres politik for Syrien var på den ene side at lade de forskellige grupper slå hinanden ihjel. Men deres mål var også at ødelægge Syriens økonomiske og militære kapacitet, indtil det punkt, hvor regimet – eller hvilket regime, der måtte efterfølge det – aldrig kan udgøre nogen form for trussel mod Israel.

Det er værd at bemærke, at USA i begyndelsen ikke indtog nogen fast holdning til den syriske revolution. Barack Obama opfordrede Ben Ali til at gå af to uger inde i den tunesiske revolution og Hosni Mubarak til at gå af kun en uge inde i den egyptiske revolution. Men hans første erklæring om Bashar al-Assad var i august 2011 – fem måneder efter, revolutionen begyndte.

De vigtigste af de andre regionale magter er Golfstaterne, ledet af Saudi-Arabien. I den første måned af den syriske revolution gav Saudi-Arabien Assads regime 3 milliarder dollars i støtte. De så bredden og radikaliteten af den populære opstand, hvis dynamik udgjorde en fare for alle regionens reaktionære og diktatoriske regimer. Da de greb ind, var det imod regimet, men også til støtte for radikale islamistiske fraktioner, enten direkte støttet af Saudi-staten eller af en lang række andre organisationer, de kontrollerer. Og der var en strøm af finansiering og krigere til ekstremistiske fraktioner som fx Jabhat al-Nusra og Ahrar al-Sham. [2] Lidt efter lidt, mens den Frie Syriske Hær kæmpede for at få udstyr, kom disse grupper i forgrunden af den militære fase i Syrien.

Det andet punkt for Saudi-Arabien er deres rivalisering med Iran. Saudi-Arabien har set Iran få indflydelse i Irak – i øvrigt takket være den amerikanske intervention – og Irans allierede, Rusland og Hizbollah, hjælper det syriske regime. [3] Så en sejr for regimet og Hizbollah mod den syriske revolution udgør en trussel mod Saudi-Arabien, der ville begrænse deres indflydelse i regionen. For Iran har det syriske regime været en allieret siden Den Første Golfkrig – den blodige, dødbringende konflikt mellem det iranske regime og Saddam Hussein i Irak. [4] Denne krig dræbte og sårede millioner og bragte stor ødelæggelse til begge lande, med hjælp fra de imperialistiske magter. Iran har også en interesse i at bevare en indflydelseszone, der strækker sig fra Irak gennem Syrien til Libanon. Så Iran gik militært ind på regimets side fra starten, og det blev fulgt, frygtsomt i starten, af Hizbollah fra 2012. I 2013 sagde Hizbollahs leder, Hasran Nasrallah, at de greb ind i Syrien for at beskytte shia-islams hellige steder mod Takfiri. [5] Så den iranske akse var en del af den syriske konflikt fra starten.

Denne rivalisering tændte det sekteriske aspekt af konflikten. På den ene side hjalp Saudi-Arabien ekstremistiske islamister, og på den anden side intervenerede Iran under deres egne religiøse slogans. Disse parter oppiskede en religiøs konflikt, der ikke havde været til stede i den syriske revolution.

For Tyrkiet var det noget lidt andet, der stod på spil. Det kurdiske spørgsmål har været den tyrkiske stats mareridt, siden den blev grundlagt. Verdens største kurdiske befolkning er den, der er inden for Tyrkiets grænser. Den syriske revolution gjorde det muligt at befri det kurdiske folk i Syrien og rejste spørgsmålet om kurdisk national befrielse.

Den syriske revolution og det militære aspekt af konflikten har gjort det kurdiske PYD i stand til at kontrollere et stort område af det, der kaldes Rojava – Syrisk Kurdistan, der omfatter de tre kantoner Jazira, Kobane og Afrin. [6] Men der manglede noget territorium mellem Kobane og Afrin. Hvis de kurdiske styrker og deres arabiske allierede kunne forbinde de to kantoner, ville det skabe et de facto sammenhængende og i praksis selvstyrende territorium i det nordlige Syrien. Så Tyrkiet greb ind for at forhindre en sådan sammenhæng mellem Jazira og Kobane i øst og Afrin i vest. De har mindst to mål: At knuse håbet om kurdisk selvstyre i Syrien, som har konsekvenser internt i Tyrkiet, og at sikre, at Syriens fremtid ikke ville blive besluttet uden Tyrkiets aktive deltagelse.

Endelig må vi ikke glemme Israel. Fra starten i 2011 udsendte Ehud Barak en afslørende erklæring. [7] Han sagde, at Syrien ikke må udvikle sig ligesom Irak. Regimet bør forbedres, men den syriske hær og Baath-partiet skal forblive intakt. [8] Israel ønsker Syrien svækket økonomisk og militært, men uden regimets fald, som ville åbne for en uhæmmet borgerkrig, der kunne true Israel og hele stabiliteten for den imperialistiske orden i regionen.

Hvad er karakteren af Assads regime?

Historisk set var det hæren, der tog magten i Syrien, med Baath-partiet, og hvad vi kan kalde småborgerskabet eller middelklassen. Tony Cliff beskrev, hvordan, i en situation, hvor både proletariatet og borgerskabet er svage, middelklassen kan spille en central rolle i en slags omvendt revolution. [9]

Da hæren og Baath-partiet tog magten, repræsenterede de middelklassen over for et borgerskab, der var blevet svækket, især af Nasser-regimets nationaliseringer og jordreformer under unionen mellem Egypten og Syrien fra 1958 til 1961. [10] Gennem 1950’erne var kommunisterne vokset i Syrien. Venstrefløjen var stærk og udfordringerne fra de folkelige klasser var ved at blive farlige for både borgerskabet og regimet, og borgerskabet valgte en union med Egypten for at forsøge at afskære denne radikale bølge. Det var en lang periode med politisk ustabilitet i Syrien, med et eller to statskup næsten hvert år fra 1949 og frem.

Baath-regimet gennemførte en række reformer – især mens den radikale fløj af partiet var ved magten fra 1966 til 1970 – som var relativt positive og de mest radikale i regionen. Dette svækkede yderligere det syriske borgerskab, så det var på randen af sammenbrud.

Hafez al-Assad tog magten ved et kup i 1970 og regerede i 30 år. Oprindeligt spillede han en forholdsvis bonapartistisk rolle. [11] Mens gamle sociale formationer blev ødelagt, bidrog staten til at skabe nye. Som marxister anerkender vi, at staten kan påvirke udviklingen af sociale klasser. Det syriske regime hjalp med til at skabe et “ny-gammelt” syrisk borgerskab, der var tæt knyttet til staten. Top-bureaukrater skabte gennem ægteskaber eller forretninger bånd til det gamle traditionelle borgerskab. Og gennem korruption blev disse bureaukrater meget rige og søgte at investere deres nye rigdom tilbage i økonomien. Så lidt efter lidt begyndte regimet at bryde statens økonomiske monopol, især med dekret nummer 10 i 1991, som åbnede økonomien for privat kapital. De samme korrupte bureaukrater blev omformet gennem deres forbindelser til det gamle borgerskab, som ikke længere havde den samme evne til at investere. De kastede deres rigdom ind i den tertiære økonomi i særdeleshed – byggeri, fabrikker, turisme – og blev fra 1990’erne til et nyt borgerskab organisk knyttet til Assad-regimet.

Samtidig sikrede Hafez al-Assad en uudtalt, men stram fordeling af stillinger i statsapparatet efter sekteriske eller regionale skillelinjer. Fx skulle alle hans regeringer have to drusere, en sunni premierminister og måske forsvarsminister osv. [12] Og han var i stand til at integrere alle de religiøse hierarkier i staten. Selv om han var ateist, sørgede han for at blive set bede i moskeer på den sunnimuslimske måde og at deltage i kristne og endda jødiske festivaler. Frugten af statens politik var synlig i den syriske revolution, hvor alle de religiøse hierarkier stillede sig på regimets side.

Undertrykkelsen forhindrede udviklingen af politiske, fagforenings- eller NGO-aktiviteter uafhængigt af regimet. Og regimet fængslede titusindvis af politiske modstandere og fagforeningsfolk i meget lang tid. En af mine fætre sad fængslet i 25 år – han kom ind, da han var 33, og kom ud, da han var 58. Folk blev overladt til at rådne op i fængslet i enormt lange perioder. Regimet havde et fast greb om samfundet, og dette var en generation, der skulle være modig for at trodse det.

Da Bashar al-Assad arvede magten fra sin far i 2000, levede omkring 11 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Efter at han havde været ved magten i ti år, var tallet på 33 procent. Det betyder, at Bashar al-Assad i Syrien gennemførte de hårdeste, mest radikale og mest uhyrlige nyliberale politikker i regionen – værre end Marokko, værre end Egypten, værre end selv Jordan. Han troede ikke, der ville være nogen opposition, nogen modstand. Han troede, han havde arvet et samfund, der var blevet knust. Så han tillod sig at anvende sociale politikker, der inden for ti år havde bragt den andel af befolkningen, der levede for omkring to dollars om dagen eller mindre, op på hele 50 procent.

Hvordan har revolutionen ændret regimets karakter?

Krigen, interventionerne, revolutionen, det demografiske skift, har alle ændret karakteren af regimet. Det er nu ikke andet end en milits for en familie og dens allierede – en fraktion, der danner den hårde kerne af det syriske borgerskab – militsen for en klan i krig med folket.

Er det rigtigt at sige, som nogle hævder, at revolutionen er blevet underordnet under en religiøs konflikt?

Dette er kun meget delvist rigtigt. Ja, på den ene side er der islamistiske grupper, der er reaktionære sekterikere. På den anden side bruger regimet også sekteriske shiamuslimske militser som fx Hizbollah eller afghanske og iranske militser. Dette er en realitet. Men de udgør måske 100.000 eller 200.000 mennesker. Hvad betyder det for det syriske folk som helhed? Lad mig først fortælle dig det i form af mine erfaringer.

Jeg har været i Syrien flere gange i disse år. Jeg fik næsten ingen sekterisk eller religiøs fjendtlighed. Desuden har vi en håndfuld kammerater, der er kommet ud af Syrien i de sidste par måneder. For at gøre det, skulle de krydse zoner, der styres af islamister – og nogle af disse kammerater er fra religiøse mindretal, som sunnimuslimske islamister ikke bryder sig om. Men de mødte ikke forhindringer; de blev ikke halshugget. Befolkningen dér sagde: “I er vores brødre.” En af disse kammerater tilbragte to måneder inden for denne zone, før han var i stand til at komme til Tyrkiet.

Sandheden er, at hvis dette var en sekterisk konflikt, ville vi have set sekteriske massakrer uden ende. Der har været nogle sekteriske massakrer, begået først af regimet, og derefter af nogle islamistiske grupper. Men de er sporadiske og begrænsede i omfang. Hidtil i den syriske konflikt har der været 600.000 dødsfald. Antallet af dræbte i sekteriske konflikter har været måske 1.100. Vi har ikke set nogen slagte en hel landsby alawitter, skåret tusindvis af struber over, vi har ikke set blodet flyde på en måde, som en sekterisk konflikt ville medføre. [13] Vi har set hændelser. Men generelt er det der ikke, og folk er ikke spontant sekteriske. I den region, der er styret af regimet, er der folk, der er blevet fordrevet fra hele Syrien. I Latakia alene udgør de halvanden million – sunnier og ikke-sunnier, der lever blandt alawitter på et tidspunkt, hvor alawittiske soldater dør i snesevis. Men har du hørt om, at disse sunnier er blevet massakreret? Nej, for det er ikke sket. Med hensyn til den almindelige befolkning er folk endnu ikke forvandlet til sekteriske monstre.

At sige, at dette er blevet en religiøs konflikt, og at der ikke er noget, vi kan gøre ved det, er en letkøbt undskyldning for at frasige sig ethvert ansvar for solidaritet med det syriske folks kamp. Nej, der er et sekterisk aspekt i, hvad der sker, ligesom der er andre aspekter, men den underliggende tendens, grundlaget for det hele, er en folkelig revolution – én, der har set op- og nedture, vendepunkter, imperialistisk indgriben og den brændte jords krig fra regimet, én, der har set en retræte for den folkelige bevægelse, men ikke én, som vi kan sige, bare er forbi.

Hvad sker der i øjeblikket med kræfterne i revolutionen og de forskellige væbnede grupper?

Lad os først se på Den Frie Syriske Hær, som vi hører så meget om. Masser af observatører begår en fejl, når de taler om Den Frie Syriske Hær, som om det er en hær, der er organiseret og har en kommandostruktur. Det er faktisk en fælles-betegnelse, der dækker over forskellige fænomener. For at forstå, hvad det er, kan vi se tilbage på, hvordan det startede. Med militariseringen af opstanden, fra anden halvdel af 2011 og frem, begyndte vi at observere to fænomener, der fandt sted.

På den ene side besluttede nogle af de mennesker, der demonstrerede og blev skudt på som fugle af regimets soldater, at gribe til våben for at beskytte sig. Det var enkeltpersoner, der bragte våben med for at beskytte demonstrationerne. Samtidig var der et stigende antal deserteringer fra hæren. I slutningen af 2011 og især 2012 var der 20.000-30.000 soldater, som deserterede med deres våben. Fra disse fænomener blev Den Frie Syriske Hær oprettet.

Det var meget ligesom det, vi kalder ‘koordinationerne’. I hvert kvarter, hver landsby, hvert provinshul organiserede folk sig og skabte koordinationer, der indkaldte til demonstrationer, besluttede deres rute, aftalte deres paroler, planlagde flugtveje, i tilfælde af at regimets styrker ankom, og organiserede behandling og evakuering af de sårede. De var et lokalt fænomen, og det var både deres svaghed og deres styrke. Det var en svaghed, fordi de altid manglede et netværk, der kunne koordinere på nationalt plan. Men det har også hjulpet dem med at overleve længere – det er meget svært for regimet at knuse noget så lokaliseret og mangfoldigt.

Den Frie Syriske Hær var på samme måde reelt en kombination af desertører og almindelige mennesker, der greb til våben i deres lokalområder. Der var kun lidt koordinering mellem dem. De regionale magter hjalp ligeledes med til at skabe noget, men dette var et reelt fænomen hos folket. Igen, deres lokalisme var både deres svaghed og deres styrke. Selv i dag i Syrien er der stadig 3.000 “væbnede grupper” ud over de store islamistiske organisationer – det er reelt dem, der var bedst organiseret, men på sit højdepunkt var fænomenet meget bredere.

Hvem var det i Al-Zabadani, der skulle evakueres? [14] Hørte du om dem? Det var almindelige mennesker på landet i omegnen omkring Damaskus; det var Den Frie Syriske Hær; det var små lokale grupper her og der, som forsvarede sig, da de blev kastet i armene på Jabhat al-Nusra. Regimet spillede et klog spil ved at kaste dem over til al-Qaeda – det gjorde det muligt for dem at sige, at det kun er Al Qaeda og ISIS, der bekæmper os, og at al-Qaeda må ødelægges.

Fænomenet med den folkelige modstand har faktisk ikke fået nogen solidaritet fra de regionale magter, fordi det bevæbnede folk er en farlig ting for dem. De giver til et par grupper, omhyggeligt identificeret og på deres lønningsliste.

Sideløbende med dette har vi de kurdiske styrker – PYD og dets Folkets Beskyttelses-Enheder, der allerede har årtiers guerilla-erfaring i Tyrkiet og i bjergene. Det var det eneste kurdiske parti med sin egen militærstyrke. Da regimet trak sig tilbage fra nogle områder i det nordlige Syrien i 2012, erobrede disse styrker – der var knyttet til PKK – dem straks og konsoliderede deres militære tilstedeværelse. Dette fandt sted fra juli 2012, og det blev efterfulgt af en dynamik af selvforvaltning og oprettelse og udvikling af Kvindernes Beskyttelses-Enheder. Sidste år allierede de sig med nogle bataljoner af Den Frie Syriske Hær for at danne Den Demokratiske Syrien-Styrke, en kurdisk-arabisk eller arabisk-kurdisk styrke i det nordlige Syrien. Vi er i en tæt broderlig dialog med en del af denne gruppering i særdeleshed, en demokratisk nationalistisk alliance, der omfatter assyrere, turkmener og arabere, som har en tilstedeværelse nord og vest for Aleppo. [15]

Herefter har man de mest magtfulde islamistiske grupper. Hvis vi undtager ISIS – fordi for mig er det et særskilt fænomen – er der to primære magter. Den ene er Ahrar al-Sham, en islamistisk milits, der ønsker et salafistisk, jihadistisk styre, men med denne forskel: De vil ikke påtvinge den islamiske stat straks, men skabe det engang i fremtiden, og i mellemtiden opfordrer de folk til at blive religiøse. Og der er Jabhat Fateh al-Sham, tidligere al-Nusra. Det er den største magt og har en vigtig militær styrke nord for Aleppo, i Aleppo selv og omkring Idlib. I og omkring Damaskus er der også Jaysh al-Islam, en milits, der er en slags privat hær for familien til Zahran Alloush, der blev myrdet af russerne i 2015.

Hvad sker der i den sydlige del omkring Daraa?

Daraa-regionen har det særlige kendetegn, at dens geografi er en rottefælde. For grupperne dér kan det gå to veje. Hvis det jordanske regime åbner grænsen, kan de ånde; hvis de lukker grænsen, bliver de kvalt mellem det syriske regime og Jordan. Denne geografi gør dem meget følsomme over det jordanske regimes grænsepolitik.

En masse af bataljonerne fra Den Frie Syriske Hær har set sig tvunget til, i jagten efter solidaritet, ammunition, våben og medicinsk behandling for sårede, at blive meget afhængige af Jordan. Lige nu ønsker Jordan ikke en krig, og de lukker hanen for dem. Så disse mennesker kan ikke rigtigt gøre meget andet, eller de vil blive knust.

Eksisterer de folkelige komiteer, der blev dannet under revolutionen, stadig? Hvad laver de?

Det vigtige, der karakteriserede den syriske revolution, var, at den var i stand til at skabe – eller folkemasserne var i stand til at skabe – organer for selvorganisering. Det var de lokale koordinationer, vi allerede har diskuteret, og, fra 2012 og frem, de såkaldte borgerråd eller lokalråd, organer for selvforvaltning til at organisere hverdagen. I 2011, 2012 og endda noget af 2013, var dette et enormt fænomen. Dér, hvor regimet ikke var til stede – og endda nogle steder, hvor det var – var der disse to organer for selvorganisering og selvforvaltning.

Men 2013 bragte, på den ene side, ISIS og fremgangen for reaktionære og sekteriske islamistiske grupper, og på den anden, regimets vold i et hidtil uset omfang. Det var det tidspunkt, hvor regimet virkelig begyndte at anvende vildskaben i den brændte jords krig og at ødelægge infrastruktur og bygninger. Det var på det tidspunkt, at bølgerne af syriske flygtninge virkelig begyndte at vokse, fra 2013 og fremefter. Det var også tidspunktet, hvor disse råd og koordinationer blev svækket, hvor de mennesker, der havde stået for dem, døde, blev fordrevne eller gjort til flygtninge. Det er derfor, vi taler om fremgangen for kontrarevolutionen fra 2013 og dermed retræten for den folkelige bevægelse.

Retræte betyder ikke, at de er forsvundet.

I dag, for bare en time siden, var der en folkelig demonstration i byen Zakieh nær Damaskus. I dag er der stadig nogle koordinationer, selv om de er svækkede. Den folkelige bevægelse er ikke død. Hver gang våbnene tier, dukker folkemasserne op igen; de bliver genfødt. Vi ser dette på trods af ødelæggelsen, på trods af krigen, på trods af massakren, på trods af fordrivelsen og udvandringen.

Den eksisterer stadig i dag, men den er meget svag. Vi deltager i nogle koordinations-komiteer under meget vanskelige betingelser, og der er stadig nogle lokale råd, som stadig er aktive. Selv om bevægelsens organisationer er blevet presset tilbage og alvorligt svækket, overlever de.

Det er det store spørgsmål: Hvad må der gøres? Hvad er strategien for den revolutionære venstrefløj i Syrien?

Det kortsigtede perspektiv for vores revolutionære socialistiske organisation i Syrien, Den Revolutionære Venstrestrømning, involverer flere opgaver. Selvfølgelig er vi nødt til at overleve – at bevare den styrke, vi har, og rekruttere nye aktivister. For det andet er vi nødt til at deltage i alle de kampe, der finder sted, i de overlevende koordinationer og råd. Hvor der er kamp, uanset under hvilke betingelser de foregår, er vi nødt til at være en del af det. Uanset hvor svære betingelserne er, er vores opgave at deltage i kampene, samtidig med at vi opbygger partiet. Vores avis bliver produceret i Syrien. Når man ser på den, er der nogle trykfejl, stavefejl og dårlig grammatik – og hvad så? Det vigtige er, at det er aktivisterne dér, ikke os i eksil, som producerer og distribuerer den. Det er en lærerig erfaring, under forhold hvor der er sjældent elektricitet. [16]

Det er den ene halvdel af det. Den anden er, at vi er nødt til at skabe en enhedsfront, der samler alle kræfterne på venstrefløjen og alle de demokratiske og revolutionære kræfter i Syrien. Dette kunne være en anden tiltrækningskraft end enten den borgerlige opposition, regimet og dets allierede eller de islamistiske ekstremister. Vi har taget nogle få skridt i den retning, på trods af vanskelighederne. Vi har annonceret en samarbejdsaftale med Den Demokratiske Alliance, som i sig selv omfatter en række partier, herunder de gamle kommunister. Vi har brug for en sådan en front til at forme, hvad der sker både i dag og på længere sigt. For os er det vigtigt at forberede os til den periode, der vil komme. Den nuværende situation kan ikke vare evigt. Det øjeblik vil komme, hvor krigen og bombningerne stopper, og når det sker, vil vi være nødt til at være klar. Vi får brug for at slå rødder i befolkningen, i de folkelige klasser. Vi vil være nødt til at stå sammen med dem for at sikre, at Syriens skæbne ikke bliver besluttet af de regionale eller imperialistiske magter eller af det syriske borgerskab.

Skabelsen af denne styrke starter i dag. Så det er det, vi kalder de tre “fødder”, vores arbejde bygger på: Være med i massernes kampe, opbygge partiet, og at danne en enhedsfront af demokratiske kræfter. Selvfølgelig har vi også vore egne paroler: “Hverken Washington eller Moskva, hverken Riyadh eller Ankara eller Teheran.” Dette er for at uddanne folk, for at understrege, at løsningen ikke vil komme fra disse magter, men fra det syriske folk selv, som må beslutte deres egen skæbne. Og det er for at lægge pres på den borgerlige opposition, der forhandler med regimet, så at de ikke accepterer en fortsættelse af regimet med et par justeringer og et par stillinger til dem selv.

Vi er nødt til at uddybe de syriske massers kampe for at få den dybeste, mest demokratiske sociale og politiske forandring. Det vil være en meget lang kamp, så vi er nødt til at opbygge vores styrker til at kæmpe i lang tid fremover.

Er du pessimistisk eller optimistisk?

Jeg er meget optimistisk, i modsætning til den generelle stemning. Kampen er hård. Men se: Vores revolution har stået på i seks år. Hvilken lære har de seks år bragt?

For det første, at vi kan gøre oprør, at regimet ikke bare kan knuse folkets vilje, uanset hvad de sætter ind mod os og hvilke allierede, de finder. Der er noget, der er i stykker i regimet. Noget er afsluttet. Hvis amerikanerne og russerne og resten af dem påtvinger os en situation, hvor Bashar al-Assad og hans klan fortsætter med at regere, vil de aldrig igen kunne regere som før.

Regimet overlever med et såkaldt “loyalistisk” miljø, der består af mere end ti millioner mennesker, næsten halvdelen af befolkningen, der stadig er under dens kontrol. Og disse mennesker har et had, et virkeligt had, mod dette regime. Deres daglige liv er et martyrium. Der er enorme demonstrationer mod regimet og Assad-familien. Der er store eksplosioner forude, og det er her, de vil ske. Dér hvor regimet tror, det er mest stabilt, er dér, hvor det er det mindst. De dage, hvor nogen kunne regere det syriske folk og sige, “hold jeres kæft, jeg gør, hvad jeg vil,” er forbi.

Så har der været læren af erfaring. For længe siden, hvis du var en af de “gamle” revolutionære socialister, og du ville tale om socialisme, kunne du sige, at vi ønsker en arbejderstat baseret på arbejder- og bonderåd og alt det der. Folk ville stille spørgsmål, så du kunne sige: Det er sket, i det mindste i en kort periode, i Tyskland, i Ungarn og vigtigst i Rusland. Man kunne sige alt dette, men det var meget lang væk fra folks erfaringer. Nu er alt dette meget enklere. Selvorganisering er noget, folk forstår på grund af koordinationerne. Det syriske folk har, uden at læse Lenin eller Marx eller Trotskij, gjort det allerede i deres kampe. Så når vi taler om arbejdernes og bøndernes råd, forstår de det, fordi de har gjort det; det er deres oplevede erfaring.

Den tredje lære handler om de islamistiske kræfter. De har altid plejet at sige, at Islam er løsningen. Den hypotese er nu udtømt i Syrien. Folk har set, hvordan det ser ud, når religiøse islamistiske kræfter påtvinger deres form for regering. Dette argument er blevet sat på prøve og har slået fejl.

Det, der er tilbage, er socialismen. Det er op til os. Vi mener, at dette er den eneste løsning, den mest humanistiske og mest egalitære, for masserne i Syrien og alle andre steder. Kampen fortsætter.

Ghayath Naisse er et ledende medlem af Den Revolutionære Venstrestrømning, en syrisk revolutionær socialistisk organisation. Simon Assaf har i mange år været medlem af Socialist Workers Party i Storbritannien og al-Muntada al-Ishtiraki (Socialistisk Forum) i Libanon.

Noter

1. Tak til Dave Sewell for hans arbejde med at transskribere dette interview.

2. Jabhat al-Nusra var den syriske del af al-Qaeda, som efterfølgende brød med sidstnævnte og omdøbte sig til Jabhat Fateh al-Sham al-Islamiyya. Ahrar al-Sham er en anden islamistisk milits, som i øjeblikket er allieret med Jabhat Fateh al-Sham.

3. Hizbollah er en shia-islamist milits og politisk parti med base i Libanon.

4. Krigen mellem Iran og Irak i 1980-1988.

5. Takfiri er en nedsættende arabisk betegnelse for en muslim, der beskylder andre for at være vantro. Det bruges ofte til at beskrive grupper som ISIS.

6. PYD (Partiya Yekîtiya Demokrat, Den Demokratiske Unions Parti) er et kurdisk parti i det nordlige Syrien, som er allieret med PKK (Partiya Karkerên Kurdistanê, Kurdistans Arbejderparti), den vigtigste kurdiske organisation i Tyrkiet.

7. Barak, en tidligere israelsk premierminister, var forsvarsminister fra 2007 til 2013.

8. Baath-partiet, som præsident Bashar al-Assad tilhører, har været det regerende parti i Syrien siden kuppet i 1963 og diskuteres mere detaljeret nedenfor.

9. Dette henviser til Tony Cliffs teori om den afbøjede permanente revolution, der er beskrevet i en pjece af samme navn.
På dansk: Tony Cliff: Den afbøjede permanente revolution.

10. Anne Alexander skrev om den egyptiske leder Gamal Abdel Nasser i nr. 112 af tidsskriftet International Socialism.

11. Udtrykket “bonapartistisk” stammer fra Karl Marx’ analyse af Louis-Napoléon Bonapartes regime i Frankrig, som formåede at etablere sig gennem et statskup, da de stridende klassekræfter, der var blevet udløst af revolutionerne i 1848, havde udmattet hinanden.

12. Druserne er et religiøst mindretal, som hovedsageligt findes i Syrien, Libanon og Israel.

13. Alawitterne er medlemmer af en gren af shia-islam, der hovedsageligt findes i Syrien og Tyrkiet, og som Assad tilhører.

14. Al-Zabadani er en lille by på grænsen til Libanon.

15. Assyrere og turkmener er begge minoritetsgrupper i den syriske befolkning.

16. RLC (Revolutionary Left Current; Den Revolutionære Venstrestrømning), grundlagt i Syrien i oktober 2011, udgiver i Syrien en måneds-avis, der hedder Frontlinjen.

Oversat fra International Socialism nr. 153, december 2016, af Jørn Andersen 31.12.2016.

Se også:
SAA 355: Film: The War Show – Venner i krig

Flere artikler fra nr. 355

Flere numre fra 2016

Se flere artikler om emnet:
Syrien

Se flere artikler af forfatter:
Ghayath Naisse

Siden er vist 823 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside