Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 356 – 19. januar 2017 – side 4

Interview

Kampen for at bevare multikulturel kvindesvømning i Gellerupbadet

Konni Nørlem

De seneste måneder har brugere og sympatisører kæmpet for at bevare et kommunalt svømmetilbud for kvinder i Gellerupbadet. Socialistisk Arbejderavis har talt med to af de aktive.

Kvindesvømningen har eksisteret siden 2003 og er et resultat af, at aktive folk fra området dengang kæmpede for at bevare den dengang lukningstruede svømmehal og udvikle tilbud, der kunne trække flere brugere til svømmehallen.

En brugerundersøgelse viser, at omkring 100 kvinder og børn på tværs af kultur og religion hver lørdag benytter sig af tilbuddet.

Socialistisk Arbejderavis har talt med to af de aktive kvinder: Elsebeth Frederiksen og Wissal El-Arid, som begge bor og er aktive i området og har været med til at starte aktionsgruppen “Gellerup Kvindesvømnings venner”.

Den måde, de talte om os på

Hvad er baggrunden for, at I er aktive i Gellerup Kvindesvømnings venner?

Elsebeth: Vi hørte, at byrådet ville forbyde kvindesvømning i Gellerupparken. Jeg blev spurgt, om jeg ville tage med til foretræde hos kulturudvalget sammen med 4 andre kvinder. Her fik vi ca. 10 minutter til at tale vores sag og blev bagefter stillet et par spørgsmål.

Nogle dage senere var der byrådsmøde, hvor forslaget var sat på dagsordenen, og vi var nogle stykker, der tog af sted. Vi lyttede til forslaget om at forbyde kvindesvømning. Den måde, de talte om folk ude i Gellerupparken, og den måde, der blev talt om muslimer på, det gjorde mig både vred og ked af det.

Vi var fuldstændigt chokerede bagefter, og vi var kede af det. De to muslimske kvinder havde det sådan: må vi overhovedet være i Danmark mere? Det var dér, vi tænkte, nu må vi altså lave et eller andet.

Signalpolitik

Wissal: Jeg har været aktiv i Gellerup i mange år, og jeg har været med til kvindesvømningen helt fra starten af, men jeg er blevet mere og mere engageret. Behovet for kvindesvømning er stort, og mange kvinder vil gerne svømme, motionere, have noget socialt sammen og udveksle kultur.

Hvad mener I om begrundelserne for at lukke kvindesvømningen i Gellerupbadet?

Wissal: Byrådspolitikerne ændrer hele tiden begrundelse, men jeg kan ikke se, at forslaget er bygget på undersøgelser eller analyser. De siger, det er signalpolitik. Politikerne siger hele tiden, at de bliver nødt til at sende signaler til nogle mørke magter, hvem det så end er.

Først blev det formuleret som et forbud mod religiøs svømning, men så blev det omformuleret, og kvinderne bliver taget som gidsler i det her politiske miljø. Det er også mærkeligt, at kvinderne må svømme for sig selv på badeanstalten Den permanente i Risskov (i den nordlige del af Aarhus; red.), men ikke i Gellerup.

De har aldrig snakket med os

Elsebeth: De siger jo hele tiden, at det har noget med kvindeundertrykkelse at gøre, at det har noget med religion og islam at gøre. Problemet med den argumentation er, at de aldrig rigtigt har snakket med de kvinder, som det handler om.

Det kan godt være, at noget af det handler om religion, og det gør jo heller ikke noget. Selv om jeg er ateist, respekterer jeg, at andre har en religion. En af de aktive i vores gruppe lavede en fin brugerundersøgelse, der blandt andet viste, at 20 pct. af brugerne er etnisk danske kvinder og 85 pct. af kvinderne er uddannede eller under uddannelse.

Hvilke aktiviteter har I lavet indtil videre?

Elsebeth: Vi har lavet rimeligt meget!

Jeg startede selv med at skrive en blog, som fik rimeligt mange likes. Mange har skrevet læserbreve, også folk, som slet ikke er med i gruppen. Så har vi lavet en underskriftsindsamling, som stadigvæk kører.

Wissal: Vi har haft flere møder med byrådspolitikere, og vi har selv afholdt offentlige debatmøder om kvinders ret til blufærdighed og kvinders ret til kvindesvømning.

Vi har også lavet undersøgelsen om, hvem der benytter tilbuddet om kvindesvømning og hvilken betydning, det har for kvinderne.

Plads til alle?

Elsebeth: Ja, så har vi lavet demonstration foran Rådhuset inden byrådsmødet, som jeg synes gik rimelig godt, og hvor der var et pænt fremmøde, og to byrådspolitikere holdt taler (Maria Sloth fra Enhedslisten og Rabih fra Det radikale Venstre). Her lavede vi også en sjov event med nogle mandedukker.

Vi er også taget i svømmehallen om lørdagen og har delt foldere ud og samlet underskrifter blandt kvindesvømmerne.

Hvilke planer har I om nye aktiviteter?

Elsebeth: Vi er en kerne af aktive, men der kommer løbende nye til. Det er et åbent forum organiseret omkring vores møder om søndagen. Vi holder planlægningsmøde hver søndag fra kl. 17.00-19.00, hvor alle kan komme med ideer og være med til at planlægge.

Wissal: Vi har planlagt et nyt borgermøde 11. januar, hvor der kommer nogle af de ansvarlige politikere. I Aarhus Kommune har man formuleret, at Aarhus er en mangfoldig by med plads til alle, men er der plads til alle, når politikerne vil fjerne muligheden for at gå til kvindesvømning?

Dem og os

Hvor oplever I, at vores samfund på vej hen?

Wissal: Ud fra hvordan politikerne overreagerer på nogle ting og generaliserer på en negativ måde, så tror jeg det bliver sværere at blive accepteret med tørklæde på en arbejdsplads. Politikerne skubber os mere og mere i retning af “dem og os”.

I Libanon, hvor jeg oprindeligt kommer fra, er jeg vant til, at folk respekterer hinanden, uanset om man er kristen eller muslim. Men desværre er der ingen velfærdsstat som i Danmark. Det er jo det, der er så godt her, at vi har velfærd, demokrati og plads til mangfoldighed.

Men jeg er bekymret for, når politikerne begynder at lave spøgelser, som de gør i TV2‘s dokumentar “Moskeerne bag sløret”, og al deres snak om radikalisering og parallelsamfund – det er jo bare diskrimination på en pæn måde. Jeg vil gerne se en seriøs undersøgelse af, hvor der foregår mest svindel i samfundet.

Elsebeth: Det er en del af den nationale trend, om at muslimer skal behandles dårligere og tales dårligt om, og ingen siger rigtigt noget til det. Partierne trækkes længere og længere til højre, fordi de vil tækkes vælgerne, som de tror gerne vil stemme til højre. Især SF er jeg meget, meget skuffet over.

Wissal: Det er ikke folkestyre, når flertallet mener noget, men byrådspolitikerne gør noget andet. Og det er rigtig ærgerligt i Aarhus, som er en mangfoldig by og kaldes smilets by. Jeg har en oplevelse af, at politikerne er kommet meget langt væk fra borgerne.

Vi har holdt masser af dialogmøder med politikerne, men måske er vi nødt til at gentænke kvindekampen og gentænke Aarhus som en mangfoldig by.

Vær med

Møder holdes normalt søndag kl. 17 i Beboerhuset Yggdrasil, Dortesvej 35A, 8820 Brabrand, alle er velkomne.

Følg med i gruppen Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadets aktiviteter: Find dens side af samme navn på Facebook.

Skriv under: Find underskriftsindsamlingen Alle kvinder har ret til kvindesvømning – også muslimske kvinder på skrivunder.net.

Se også:
SAA 356: Aarhus: Kamp mod islamofobiske politikere

Flere artikler fra nr. 356

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Konni Nørlem

Siden er vist 497 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside