Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 356 – 19. januar 2017 – side 11

100-året for den russiske revolution

Baggrunden

Anders Bæk Simonsen

For 100 år siden, i 1917, tog arbejderne magten i Rusland. Det rejste et håb om en anden verden, der de næste år spredte sig over det meste af Europa. Hvad var den økonomiske og politiske baggrund?

Den russiske revolution i 1905

Rusland 1905 – “generalprøven” på 1917-revolutionen.

I Trotskijs mammut-værk “History of the Russian Revolution” er det første ord, han bruger til at beskrive Rusland i 1917: “tilbagestående”.

Rusland var tilbagestående pga. de hårde geografiske forhold kombineret med den udvikling, som det økonomisk og teknologisk havde gennemgået.

Det betød bl.a., at det russiske liberale borgerskab aldrig blev stærkt nok til at udfordre det gamle feudale zar-styre, som det ellers var sket i resten af Europa i det foregående århundrede.

Ruslands zar-styre var ikke en stormagt som før, da 1. verdenskrig begyndte. De var i lommerne på andre stormagter, især Frankrig.

1. verdenskrigs brutalitet og massedød i skyttegravene igangsatte revolutionære opstande over hele Europa. Men det var kun i Rusland, at det lykkedes for arbejderklassen og radikaliserede soldater og bønder at gribe magten i samfundet.

Der var en gigantisk afstand mellem myten om hærens tidligere bedrifter mod mindre og svagere fjender og den reelle tilstand i hæren. I krigens første år blev over 5 millioner ud af 15 millioner soldater enten dræbt, såret eller taget til fange.

En massehær er en afspejling af landets generelle formåen. Den kan ikke modernisere sig mere end landets generelle tilstand, som altså var tilbagestående i Rusland.

Der var altså en række specifikke elementer til stede i Rusland, der gjorde, at den revolutionære bølge faktisk formåede at skylle den gamle orden væk.

Ujævn og kombineret udvikling

Det andet begreb, man er nødt til at koble til Rusland, hænger sammen med dets tilbageståenhed. Det er “ujævn og kombineret udvikling” og har at gøre med kapitalismens måde at fungere på.

Samtidig med at det russiske samfund i grove træk befinder sig på et feudalt stadie, så har de russiske millionbyer, Skt. Petersborg og Moskva, tiltrukket enorme investeringer i de nyeste og største industrielle fabriksanlæg fra gigant-koncerner i Vesten.

Mange af disse investeringer sker i samarbejde med den russiske stat, som især siden 1880’erne havde sat sig som mål at “modernisere” det tilbagestående land.

Industrialiseringens indtog i Rusland sker på en pludselig, abrupt måde.

Den allernyeste teknologi og millioner af forholdsvis nye industriarbejdere i byerne eksisterer inden for et oldgammelt system, hvis tankegods og sociale bånd binder den store masse af fattige bønder til herremændene, adelen, kirken og zaren.

Krigen og de kriser, den skaber, er de rystelser, der får bønderne til at gøre op med deres sociale og åndelige underordningsforhold under den gamle orden.

Denne ujævnhed i udviklingen betyder, at millioner af nye arbejdere er koncentreret på nogle af verdens største fabrikker, men samtidig er omringet af et hav af bønder, der først langsomt begynder at bryde med den gamle sociale orden.

Venstrefløjen og “generalprøven” i 1905

Kun 12 år tidligere, i 1905, havde arbejderklassen nær væltet zar-styret. Denne erfaring, om at man kunne udfordre regimet gennem egne aktiviteter og ved ens egen organisering i form af råd på arbejdspladserne, var stadig levende i arbejderklassen.

Under denne “generalprøve” før 1917-revolutionen blev væsentlige funktioner i samfundet overtaget og kontrolleret af arbejderrådene – på russisk ”sovjetter”. De udgjorde en alternativ og langt mere demokratisk orden end zar-styret.

Sovjetterne opstod på ny i 1917 og blev revolutionens vigtigste organiseringsform.

1905-revolutionen blev blodigt slået ned. Det betød i første omgang et tilbageslag for arbejderklassen og dens organisationer.

Men samtidig modnede det også et lag af arbejdere og revolutionære. De fik erfaringer om, at man ikke kunne regne med borgerskabet som en allieret i kampen mod zaren. Man måtte i stedet i højere grad koordinere sovjetternes aktiviteter og i sidste ende være klar til at forsvare sig med våben mod statens voldsgerninger.

Den russiske venstrefløj

Den sidste del af baggrunden var den særlige sammensætning af den russiske venstrefløj.

I Rusland var splittelsen mellem de revolutionære og reformistiske strømninger, der herskede inden for de socialdemokratiske partier, allerede sket i 1903, og dermed var de revolutionære kræfter samlet i én uafhængig organisation.

I resten af Europa fandt denne opdeling først sted under den revolutionære bølge fra 1917-23.

Bag de formelle organisatoriske grunde til splittelsen mellem den revolutionære strømning (bolsjevikkerne) og den reformistiske (mensjevikkerne) lå der en dybere uenighed: Hvilke sociale kræfter kunne gennemføre den kommende revolution mod zar-styret?

Bolsjevikkerne mente, at arbejderklassen i alliance med de fattige bønder og andre undertrykte grupper skulle lede revolutionen mod zar-styret.

Det liberale borgerskab kunne ifølge bolsjevikkerne nok råbe om behovet for reformer, men de var alt for afhængige af zar-styret til at ville lave revolution.

Mensjevikkerne mente derimod, at hvis arbejderne undlod at “skræmme” borgerskabet med for radikale arbejder-krav, så ville det liberale borgerskab nok lave revolution mod zar-styret.

Bolsjevikpartiet

Det er svært at forestille sig, at revolutionen ikke var blevet kvalt uden et revolutionært parti, som havde en vis størrelse – og dermed tilstrækkelige stærke rødder i Skt. Petersborgs og Moskvas industriområder – inden den revolutionære storm rasede.

Bolsjevikkerne var det eneste parti på venstrefløjen, som ikke gik ind i samlingsregeringerne. Trods paroler om fred og reformer fortsatte disse regeringer alligevel med at finansiere og organisere krigen.

Bolsjevikkerne pegede i stedet på arbejdernes, de fattige bønders og soldaternes kamp som det eneste, der kunne stoppe krigen og udgøre grundlaget for et nyt og mere demokratisk samfund.

Og bolsjevikkerne nøjedes ikke med at pege på disse kræfter. De intervenerede også i bevægelserne med en sammenhængende politik, rettet mod en opstand.

Fra februar til oktober 1917 vandt bolsjevikkerne arbejdermassernes opbakning.

På den første landsdækkende kongres for arbejderrådene, sovjetterne, efter februar-revolutionen havde bolsjevikkerne været i mindretal.

Men i oktober vandt de flertallet for den militære opstand, der allerede var påbegyndt under den 2. landsdækkende kongres for sovjetterne i oktober.

Dette er den første artikel i en artikelserie i anledning af 100-året for den russiske revolution. Gennem 2017 vil vi følge begivenhedernes udvikling, som de udspillede sig i løbet af året for 100 år siden.

Datoer

Den russiske kalender var i 1917 13 dage efter den vesteuropæiske (og nuværende). Så fx fandt februar-revolution sted i marts efter den vestlige kalender. Vi har gennem artikelserien fastholdt de daværende russiske datoer.

Revolutionen ændrede kalenderen til den nuværende i januar 1918.

Flere artikler fra nr. 356

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 182 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside