Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 358 – 17. marts 2017 – side 8

100-året for den russiske revolution

Dobbeltmagtsregimet

Anders Bæk Simonsen

Efter februar-revolutionen var Rusland styret af et mærkværdigt regime af dobbeltmagt.

På den ene side havde man sovjetterne, dannet af og udgjort af arbejderne på fabrikkerne, soldaterne ved fronten og på kasernerne og i mindre omfang af bønderne i landsbyerne.

På den anden side var det gamle regime stadig rimelig intakt – borgerskabet, virksomhedsejerne, intelligentsiaen og statens ledende lag: det gamle zarbureaukrati, generalerne, dommerne, anklagerne, præsterne.

Det liberale borgerskab var før revolutionen i en eller anden kujonagtig opposition til zarens styre. Nu var de på besynderlig vis avanceret og blevet ministre.

Men hvordan kunne en revolution bestående af arbejdere og soldaters aktive modstand og had til de besiddende klasser indsætte fabriksejere, adelige og familiemedlemmer som ministre? Svaret er, at det gjorde arbejderne og bønderne heller ikke selv – men det gjorde deres repræsentanter.

Sovjetmagtens basis

Masserne så sovjetmagten og dens ledelse som legemliggørelsen af deres dybeste håb. Som det, de havde sat livet på spil for, som deres kammerater døde for – selve legemliggørelsen af revolutionen.

Sovjettens første handling var en beslutning om at samle soldaterne og arbejderne i en fælles sovjet. Fra da af så man de første skridt mod en ny magt, der grundlæggende kunne udfordre den gamle magt. Sovjetten oprettede fødevareudvalg under soldaternes kontrol. Og det besluttedes at besætte statsbanken og andre institutioner, der havde med landets finans- og valutapolitik at gøre.

Sovjet-komiteens opgaver og ansvar voksede under presset fra arbejdere og soldater. De havde taget kontrollen over telegraf-kontorerne, jernbanestationerne og alle trykkerier. Uden sovjetternes tilladelse kunne intet lade sig gøre.

Samtidig søgte intellektuelle og særligt folk fra den nye middelklasse i byen, journalister, tekniske specialister osv. (i det omfang, det var muligt) også ind i sovjetten. Det gjorde sovjetterne til et sted fuld af modsætninger.

Ganske vist var det arbejdere og soldater, hovedsageligt i Skt. Petersborg, der var en del af de fem dages opstand. Men efter sejren var der et endnu større lag, der kunne stemme de nye ledere ind i sovjetterne.

De socialistiske partier

Mensjevikkerne og de socialrevolutionære havde flere kendte ansigter i offentligheden. Udefra lignende de tre socialistiske partier stadig på mange måder hinanden. Fx havde bolsjevikkerne og mensjevikkerne stadig samme socialdemokratiske program.

Arbejdere og soldater stemte altså mensjevikker og de socialrevolutionære ind i sovjetterne, fordi de stod for modstanden mod zaren og mod krigen. Men disse ledere skabte en mur imellem massernes ønsker og deres egne mål.

Bolsjevikkerne var et mindretal. De havde primært deres opbakning på fabrikkerne i de store byer. De andre lag i samfundet, soldater og bønder, orienterede sig især mod de socialrevolutionære. Også middelklassen i byerne orienterede sig mod mensjevikkerne eller de socialrevolutionære.

Disse ledere af sovjetterne anså ikke alliancen af arbejdere, soldater og bønder som en kraft, der på nuværende tidspunkt (eller nogensinde) var stærk nok til at knuse zarens regime. “Vi kan ikke styre statsapparatet alene,” var deres logik.

Men det førte dem ikke til den konklusion, at man derfor måtte smadre resterne af statsapparatet og danne en stat ledet af arbejdere og bønder. Som de selv formulerede det, havde de fået “magten i hænderne, og disse hænder rystede”.

Borgerskabet får magten foræret

Skræmt af magtens åg på deres skuldre ledte de moderate ledere i sovjetterne straks efter nogen, man kunne dele den med. De overgav magten til et overrasket borgerskab, der havde følt sig mere nødsaget til at tænke på deres eget liv, lemmer og besiddelser end at indgå i en ny regering.

Men de skulle intet frygte med disse moderate socialister ved magten. En revolution er en ultimativ kamp for magten, men disse socialister bekymrede sig ikke om, at den borgerlige klasse hverken havde haft magten før eller havde kræfterne til at tage magten.

Nej, i stedet for forærede man dem magten. Deres form for socialisme kom i faser – og denne fase tilhørte nu borgerskabet. Og under den skulle situationen så modnes, så man en skønne dag ude i fremtiden kunne få en proletarisk revolution.

Den midlertidige regering blev altså en regering af det liberale borgerskab, og den var forhadt blandt arbejdere, soldater og bønder.

Det var det samme borgerskab, der under de fem dages opstand gang på gang forsøgte at indgå kompromiser med monarkiet og generalerne om en samlet regering. Fx foreslog de, at en person fra adelen kunne regere som overgangsfigur – men med diktatoriske beføjelser – så der kunne handles på ryggen af revolutionen, men mod revolutionens krav.

Dagen før zaren flygtede skrev en af de liberales ledere, Miljukov, at det stadig var for tidligt at beslutte sig for, hvad der skulle gøres. Altså dagen inden det diktatoriske monarki vælter, syntes de liberale stadig, at det var for tidligt at stille demokratiske liberale krav.

En knude mellem to magtpoler

De to centre, som udgjordes af arbejdernes og soldaternes pres på deres ledere og de borgerlige partiers hovedkvarter, skabte den politiske knude, som regimet efter februar led under.

Knuden strammedes af den kom mende udvikling. Februar-revolutionen satte de borgerlige på statsmagten, alt imens revolutionen og dannelsen af sovjetmagten til en vis grad havde gjort gjort dens kommandokæder hule og tomme.

Den borgerlige regering vidste, at den ikke kunne overleve en eneste time uden godkendelse af sovjetternes ledere. De skulle opføre sig ordentligt. Og de gennemførte dele af sovjetternes ønsker, som stred mod deres grundlæggende interesser. Alt dette fordi sovjetternes ledere ikke selv turde gennemføre dette program.

Men sovjetternes ledere ønskede på den anden side heller ikke at støde mod de borgerlige, bosserne, generalerne, adelen og embedsmændene. Så længe man ikke ville gøre op med disse kræfter, havde man jo brug for dem.

Så den nye midlertidige regering og ledelsen af sovjetterne blev enige om to ting:

1) At udsætte alle vigtige spørgsmål, som masserne ønskede at sætte på dagsordenen: 8 timers arbejdsdag, krigen, madvarer og landbrugsreform til en ny “grundlovsgivende forsamling”, der skulle samles på et udefineret tidspunkt.

2) at sværge fortsat troskab til alliancen med franskmændene og englænderne i 1. verdenskrig.

Se også:
SAA 358: 100-året for den russiske revolution: Arbejdernes kampe og udviklingen af arbejderkontrol
SAA 358: Ny bog: 1917: Russia’s Red Year

Flere artikler i serien Den russiske revolution 100 år

Flere artikler fra nr. 358

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 66 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside