Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 359 – 1. maj 2017 – side 8

Hvorfor er arbejderklassen og venstrefløjen i defensiven?

Sigurd Sejer Skov + Jørn Andersen

Den enkle forklaring er, at der er alt for få, der slås – strejker, demonstrerer, besætter. Men også at kun få på venstrefløjen siger, at det er nødvendigt at slås.

Fra velfærdsprotesterne i København 2006. Foto: Klaus B Jensen

Fra velfærdsprotesterne i København 2006.
Foto: Klaus B Jensen

Siden krisen slog igennem i 2008-9 er regeringer og arbejdsgiverne gået i offensiven – over hele Europa. I fællesskab har de angrebet løn, pension, arbejdstid – og den sociale sikkerhed. Samtidig har de lanceret et racistisk felttog, især mod muslimer og flygtninge.

Det har bragt arbejderklassen og venstrefløjen i defensiven – og afsløret nogle grundlæggende svagheder i både den faglige og den politiske del af arbejderbevægelsen.

Hvis vi starter med et kort overblik over de sidste godt 10 år, så havde vi fra 2001-11 en borgerlig regering under Fogh og Løkke. Herefter en SRSF-regering under Corydon og Vestager. Og siden 2015 igen en Løkke-regering.

Den passive fagtop

Hvorfor er de faglige ledere så passive, når arbejderklassen angribes?

Den første grund handler om hvilken position, fagtoppen indtager.

Fagtoppen lever – godt og fedt – af at forhandle kompromisser mellem arbejderklassen og kapitalen.

De faglige topledere lever et helt andet liv end deres medlemmer. Løn + frynsegoder er ofte oppe i nærheden af en million (eller over).

Intet beskidt arbejde eller en chef, der svinger pisken. Og når de undtagelsesvis bliver fyret, så venter der ikke dagpenge eller kontanthjælp, men et gyldent håndtryk.

En klasse for sig selv

De er professionelle kompromismagere. Selv om de – direkte eller indirekte – er valgt af medlemmerne, så udgør de en klasse for sig selv.

De er ikke en del af arbejderklassen, men et selvstændigt lag mellem de to klasser.

For kapitalen er de en vigtig brik i at holde medlemmernes utilfredshed i skak.

Fagtoppen og SRSF

Den anden grund handler om fagtoppens forventninger til SRSF-regeringen.
Under Fogh/Løkke var de kørt ud på et sidespor. De blev ikke taget med på råd – som under tidligere regeringer.

Det var grunden til, at især FOA var en vigtig kraft i at mobilisere til de store Velfærdsprotester i 2006-7.

Under SRSF forventede de igen at blive lukket ind i varmen, så derfor undlod de at mobilisere. Protester skulle ikke forstyrre “det gode samarbejde”.

Resultatet var, at deres medlemmer kom til at betale med bl.a. Dagpenge-forringelser.

Fogh-Løkke-perioden

Den første Fogh-Løkke-regering forsøgte sig med generelle velfærds-angreb. Men efter 3 landsdækkende demonstrationsdage i 2006-7 (hver med ca. 100.000 deltagere) og en del markante strejker og protester mod kommunale nedskæringer fra 2004-8 kom der ikke flere større angreb fra den kant.

Der var andre angreb, fx blev uddannelserne hårdt ramt. Og der var skattelettelser til de rigeste og de sædvanlige angreb på arbejdsløse og indvandrere. Men generelle angreb på arbejderklassen blev opgivet.

Det var efter velfærds-protesterne i 2006-7, at “håbet om en rød regering” begyndte at vokse frem.

 

Krisen er vendepunktet

I 2008-9 brød den økonomiske verdenskrise igennem i Europa. Krisen bliver vendepunktet for både kampniveauet i arbejderklassen og for magthavernes angrebslyst.

Mellem 1991 og 2007 var der typisk 40-80.000 strejkedage om året. Siden 2009 har der højst været ca. 15.000 om året. (Tallene er for arbejdsgiverforeningens område, dvs. det private arbejdsmarked.)

Bortset fra lærerkonflikten i 2013 har der ikke været en eneste større arbejdskonflikt siden 2008!

Det smittede af på lønnen: Mens lønnen steg godt 18 pct. fra 2005 til 2010, steg den kun godt 7,5 pct. fra 2010 til 2015. Altså under halvt så store lønstigninger.

Magthaverne går til angreb

Regeringer og arbejdsgivere i Europa havde i mange år ønsket at angribe arbejderklassens kollektivt tilkæmpede rettigheder. Men når de havde forsøgt større angreb, var det oftest blevet forhindret af store strejker, demonstrationer og andre former for protester.

De kunne angribe svage grupper som indvandrere, kontanthjælpsmodtagere osv. Men generelle angreb på arbejderklassen som helhed havde de kun mindre held med.

Nu så de chancen. Daværende formand for EU-kommissionen José Manuel Barosso udtrykte det med brutal klarhed i 2014:

“Krisen endte med at give os det politiske momentum til at gennemføre forandringer, der før nedgangen havde været umulige at få igennem – nogle af disse forandringer var endda utænkelige.”

Dagpengene

Halvdelen af SRSF’s regeringsperiode gik med at få gennemført angrebet på arbejdsløsheds-dagpengene.

Dagpengene var allerede blevet voldsomt forringet de forgående 20-30 år. I 1982 kunne en murer forvente at få ca. 70 pct. af lønnen, når han/hun var arbejdsløs. I 2011 var det faldet til 40 pct. For en lavtlønnet rengøringsmedarbejder var faldet fra 90 til 65 pct.

Dagpengeangrebet var voldsomt upopulært. Meningsmålinger viste, at 65-75 pct. af befolkningen var imod det. I praksis er det stort set hele arbejderklassen!

Men trods utilfredsheden blev der ikke indkaldt til en eneste protest-demonstration i løbet af de to år, dagpengekampen varede – hverken fra de faglige ledere eller fra SF eller Enhedslisten.

Mange af dem skældte ud på regeringen og dens angreb, men ingen af dem var villige til at organisere bare en enkelt protestdemonstration.

SRSF forstærker angrebene

Utilfredsheden med Løkkes VKO-regering og velfærdsprotesterne – før krisen – samt ikke mindst SF’s fremgang i meningsmålingerne rejste håbet om en ny “rød regering”.

S og SF havde lavet et fælles valg-udspil med små (meget små), men reelle forandringer. De lovede “en anden kurs” end VKO’s nedskæringer. Da krisen slog igennem, blev løfterne endnu mindre.

Men kun få var forberedt på, hvad der skulle komme.

Det startede med angreb på de syge, fleksjobbere osv. – nogle af de allersvageste og sværeste af organisere. Det var en let sejr for den nye regering.

Men de to store angreb var for det første dagpenge-angrebet, som var vedtaget under VKO – men som SRSF skulle gennemføre.

Det andet angreb var på lærernes arbejdstid. (Se mere om de to angreb i boksene.)

Unødvendige nederlag

Det lykkedes regeringen at gennemføre begge angreb – selv om det tog godt to år, før der var ro om dagpengene, og selv om lærerne var lockout’et i 25 dage.
Men det var unødvendige nederlag for arbejderklassen. Dagpengeangrebet kunne være stoppet, og lærerne kunne have vundet.

Hvis der havde været store demonstrationer – som under Velfærdsprotesterne 5-6 år tidligere – og blot nogle få sympati-strejker med lærerne fra andre faggrupper, så ville den allerede upopulære regering være tvunget til at bøje sig.

Men der blev ikke indkaldt til en eneste demonstration under den to år lange dagpenge-sag. Og selv om der var ret store demonstrationer under lærerkonflikten, så afviste lærernes ledelse sympati-strejker.

Begge angreb var generelle angreb, der skulle åbne for flere angreb. Og generelle angreb kan ikke slås tilbage uden at mobilisere uden for de grupper, der direkte bliver ramt.

Ansvaret for, at det ikke skete, ligger hos fagtoppen og den politiske og faglige venstrefløj. Så lad os kigge på den politiske side.

Hvor er venstre-alternativet?

De sidste godt 10 år har både SF og EL forsøgt at udgøre et alternativ til socialdemokraternes forvaltning af kapitalismens op- og nedture.

Siden 1920’erne har Socialdemokratiet både været “det store parti” i arbejderklassen – og det som oftest var i regering og forvaltede det kapitalistiske system.

Ideologien var “reformisme”: Det, der er godt for kapitalen, er også godt for arbejderklassen.

Men da “den lange krise” startede i 1973, blev det til ensidig nedskæringspolitik. Socialdemokraternes opbakning faldt kraftigt de næste mange år.

Men hvor var venstre-alternativet?

SF’s storhed og fald

Fra 2007 – efter de store Velfærdsprotester – fik SF voldsom fremgang, da den nye formand, Villy Søvndal, klart og tydeligt talte for “en anden kurs”. SF fordobledes ved valget i 2007 og fik 13 pct. af stemmerne.

SF lagde aldrig skjul på, at håbet var at komme i regering sammen med socialdemokraterne og “trække S til venstre”.

Så de brugte fremgangen til at lave fælles valgudspil sammen med S. Nu skulle den borgerlige kurs stoppes.

Som bekendt fik de ønsket om at komme i regering opfyldt. Men det var S, der trak SF – ikke omvendt.

Krisen fra 2008-9 fik S-SF til at tynde kraftigt ud i løfterne om “en anden kurs”, så SF fik kun godt 9 pct. ved valget i 2011.

SF blev medansvarlig for langt værre angreb på arbejderklassen end Fogh/Løkkes: Angreb på de syge, dagpengene, lærerne osv. (se ovenfor).

SF blev straffet af vælgerne – hårdt og retfærdigt. I 2014 gik SF blødende ud af regeringen.

Enhedslisten

Det var især Enhedslisten, der nød godt af skuffelsen over SF.

Mens valget i 2007 kun med nød og næppe lod EL blive i folketinget, fik de i 2011 deres bedste valg nogensinde: 6,7 pct. Under SRSF-regeringen når de i flere meningsmålinger dobbelt så højt.

Selv om EL (endnu) ikke har taget “system-ansvar” i samme grad som SF, så lider EL af mange af de samme grundlæggende problemer.

Parlamentarisk over-fokusering

For både SF og EL er det parlamentariske arbejde det altafgørende – det er dér, de håber på forandring.

Det betyder, at SF og EL bruger stort set al deres energi på at få valgt medlemmer til folketinget, kommunalbestyrelser osv.

Det var den vigtigste grund til, at de ikke evnede – eller ønskede – at indkalde til protest-demonstrationer, eller opfordre til strejker, mod de upopulære dagpengeforringelser. På et tidspunkt, hvor stort set hele arbejderklassen var imod forringelserne!

Staten

Men kapitalens magt findes ikke primært i de parlamentariske organer. Kapitalens magt er først og fremmest udenomsparlamentarisk: De har kontrollen over produktionen, bankerne osv.

Kapitalen har også kontrollen over staten. Gennem tusindvis af formelle og uformelle bånd er top-embedsmænd, politichefer, de militære chefer osv. knyttet til lederne af de største selskaber og banker.

Folketinget er kun en lille demokratisk ø i det enorme udemokratiske hav, som statsapparatet udgør.

Selv hvis SF, Enhedslisten og Alternativet på magisk vis skulle få flertal i folketinget, ville de blive saboteret af den udemokratiske stat.

Det betyder ikke, at staten ikke kan påvirkes, eller at man ikke kan få indrømmelser.

Men det kræver, at man opbygger en udenomsparlamentarisk modmagt, der kan matche kapitalens udenomsparlamentariske magt.

Det har desværre ingen plads i hverken SF’s eller Enhedslistens perspektiv.

Venstre-reformismen

SF’s politik i 00’erne og EL’s i dag kaldes “venstre-reformisme”: Begge ønskede at udgøre et alternativ til socialdemokraternes “reformistiske” krise- og nedskæringspolitik.

Men de ville udfordre den dér, hvor arbejderklassen er svagest – på den lille demokratiske ø i den udemokratiske stat.

Venstre-reformismen har domineret det meste af den europæiske venstrefløj de senere år.

Den klareste advarsel om, at den er en blindgyde, kommer fra Grækenland med SYRIZA’s kapitulation til EU-bosserne og de græske kapitalister.

SYRIZA’s valgsejr i 2015 vakte enorme håb om at få stoppet den brutale nedskæringspolitik. Men få måneder senere havde SYRIZA bundet sig til at gennemføre de samme – og ofte værre – nedskæringer.

Uden en udenomsparlamentarisk modmagt, der kunne matche kapitalens udenomsparlamentariske magt, var SYRIZA lige så magtesløse, som SF var, mens de var i regering. Og som EL er i dag.

Lærerne kunne have vundet i 2013

I april 2013 var 67.000 lærere lockoutet i 25 dage af de kommunale arbejdsgivere, der krævede en ny arbejdstidsaftale. Lærerne tabte, men det var et unødvendigt nederlag.

Sympatien for lærerne var stor – især fra offentligt ansatte, som vidste, at hvis lærerne tabte, stod de nok for tur næste gang.

Men sympatien blev aldrig omsat til aktiv støtte. Det var tydeligt, at lærernes ledelse ikke gik efter at vinde over regeringen – få trukket kravet tilbage – men blot at gøre nederlaget så lille som muligt.

Sympatistrejke

Hvis lærerne havde opfordret til sympatistrejker, ville der helt sikkert have været respons.

Få uger inden lockout’en havde FOA’s formand, Dennis Kristensen, skrevet, at sympatistrejke var en fagretslig mulighed i en sådan situation – det tætteste, man kan komme på at sige, at man er klar til det.

Sympatistrejke fra pædagogisk personale og andre kunne have givet regeringen et nederlag. Men opfordringen kom aldrig. Så lærerne tabte.

Hvordan vendes vrede til kamp?

Vi har brug for en venstrefløj, der vil mobilisere utilfredsheden med nedskæringer og racisme.

De seneste apar år har vi set flere initiativer, der peger på, at det er muligt at bygge modstand mod krisepolitikken og racismen.

Der har været strejker hos fx Ryan Air, Uber, Axel Towers osv. Der er Venligboerne og en række mindre anti-racistiske initiativer.

Der er Velfærdsalliancen, der har organiseret landsdækkende protester to gange i 2016, og som forbereder endnu en protestdag 10. maj. Og senest har vi set Nej-flertal til overenskomst 2017 i en række fagforbund.

Så problemet er ikke, at der ikke er nogen, der ønsker modstand.

Et anti-kapitalistisk alternativ

Men hvis det mindretal, som ønsker modstand – og arbejder for det – skal kunne omsætte vrede til kamp, er det nødvendigt også at bygge et politisk alternativ til den reformistiske venstrefløj.

Et politisk alternativ vil ikke først og fremmest sige et parlamentarisk alternativ. I dag vil det især sige et alternativ, som tegner en anden politisk retning.

Som klart siger, at nøglen til forandring er at mobilisere uden for Christiansborgs mure – blandt den tredjedel, der er konsekvente modstandere af racisme, elendige overenskomster og den umenneskelige krisepolitik.

Som klart siger, at det er systemet – kapitalismen – der er problemet.
Og som er villige til at samarbejde med andre, også selv om de ikke er enige i alt det, vi mener.

Den bedste måde at styrke et sådant anti-kapitalistisk – og socialistisk – alternativ er at blive aktiv i Internationale Socialister/ISU.

Kontakt os og lad os diskutere, hvordan vi bedst kan slås sammen.

 

Se også:
SAA 359: Interview om Overenskomst 2017: “De fleste vil ikke æde den her”
SAA 359: Overenskomst 17: Strejker blandt Nej-grupper

Flere artikler fra nr. 359

Flere numre fra 2017

Se flere artikler om emnet:
DK: Venstrefløj
Arbejderklassen

Se flere artikler af forfatter:
Sigurd Sejer Skov
Jørn Andersen

Siden er vist 651 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside