Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 360 – 27. juni 2017 – side 8

Interview

Fagligt oprør på vej?

Charlie Lywood

Socialistisk Arbejderavis har sat to fagligt aktive unge mennesker i stævne, og høre om deres erfaring og tanker under titlen “Er der et fagligt oprør på vej?”

Daniel Rask og Julius Gudmundsson

Daniel Rask (t.v.) er pædagogstuderende og aktiv i PLS (Pædagogstuderendes LandsSammenslutning) på Campus Carlsberg i København, og herunder blokaden af ledelsesgangen.

Julius Gudmundsson (t.h.) er fagligt aktiv og bestyrelsesmedlem i Tømrernes Brancheklub, 3F og tidligere talsmand for de strejkende tømrersvende på Axel Towers. Julius har tillige været aktiv i kampagnen for en Nej-stemme til overenskomst 2017 på det private arbejdsmarked.

(Se mere om Campus Carlsberg og Axel Towers nederst.)

SAA: Hvilke erfaringer har I fået af disse kampe.

Julius: Erfaringer af, at der findes et stort sammenhold mellem folk. Folk har snakket om, at fagbevægelse er en død ting, men denne kampagne for et nej til overenskomsten har vist det modsatte. Selv om det blev ja skyldes det nok andre ting, som sammenkædningsregler og en faglig topledelse, som har svigtet.

Ude på pladserne mærkede jeg sammenhold ved demonstrationer og aktivitet. Der er i hvert fald noget at bygge på. Jeg vil ikke kunne sige, om vi kan kom tilbage til “de gode gamle dage” i 1970’erne, som de ældre herrer snakker om, men mulighederne er der i hvert fald. Jeg er optimist, og der er stadig et moment. Folk er oppe og ringe over det her. Spørgsmålet er, om det kan holde til OK 2020.

Daniel: Det jeg, og vi, lærte på blokaden viste, at det kan betale sig at blive ved. Det har været et langt, sejt træk. Ledelsen forsøgte hele tiden at snakke sig ud af de problemer, vi føler vi har. “Det skal nok snart blive bedre,” sagde de.

Årelange nedskæringer fra politikernes side har vi råbt op omkring i mange år. Det viste sig, at da vi sagde “nej, nu er det nok” og fastholdt blokaden på Campus Carlsberg, så kunne vi få alle vores krav igennem. Det har været enormt inspirerende for resten af de pædagogstuderende i hele landet, at man kunne vinde en lokal kamp. I Randers og Århus har man grebet stafetten, og er gået i gang med at udfordre ledelsen. Vi hører også fra andre studerende, at det er nemmere at få sine krav igennem på det enkelte uddannelsessted, da ledelserne ikke tør sige nej efter vores blokade. Blandt andet på læreruddannelsen.

Det har også haft politisk betydning, da Søren Pind er blevet indkaldt til samråd i Folketinget på grund af årelang under-finansiering. Erfaringer viser, at det kan betale sig at stå sammen på tværs af fagene. Vi har fælles interesser. Det er os, som skal passe de andres børn og ‘jer’, som skal bygge vores boliger. Men vi er sammen om det her samfund. Om velfærden. Vi skal have gode vilkår til at gøre det. Det er dét, det handler om.

SAA: Er klassekampen så alligevel ikke forbi?

Julius: Jeg oplever ikke, at klassekampen er fortid. Vi har gang i noget nu. Det nytter noget at kæmpe. For eksempel på Axel Towers, hvor vi vandt en sejr over arbejdsgiverne. Også her under overenskomst-kampen for at forhindre indførelsen af arbejdsgiverne kan diktere en 42 timers arbejdsuge, viste der sig en aktivitet, som ikke er set længe.

Daniel: Mange har haft forhåbninger til den “røde” regering fra 2011-14, men da de lavede det stik modsatte af forventningerne, blev mange skuffet. Men folk er trætte af at vente på, at der sker forbedring fra oven nu. De studerende har set, at det i mange år er gået i den forkerte retning, og at der skal ske noget nu.

Det synes jeg, at man mærker på andre faggrupper. Nogle gange skal det se skidt ud, før der sker noget. Jeg mærker vrede, men også håb. Og fokus på fagligheden. Folk vil gerne være dygtige pædagoger, og nedskæringer og dårlige vilkår står i vejen. På blokaden diskuterede vi også, hvordan situationen er på det pædagogiske arbejdsmarked. Mange har hørt historier om hvor grelt det står til. Vi ønsker også, at gøre vores kommende arbejdspladser gode. Så jeg har sagt til mine kommende kolleger – “vi er på vej – vi skal nok fixe det!”. Vi vil have ordentlige normeringer i daginstitutionerne.

Julius: Vrede og håb dækker det meget godt. Det er en god kombination. Det har ikke været nogen opgang i vores fag. Lønnen følger ikke med. Vi bliver presset på social dumping. Der kommer flere og flere underbetalte, udenlandske arbejdere, og det er svært at hamle op imod.

Sikkerheden bliver også truet, da disse firmaer ikke overholder reglerne. Vi skal kræve overenskomstmæssig løn og overholdelse af regler hos disse firmaer. Kædeansvar og højere mindstelønninger er svaret, så vi ikke bliver løndumpet.

SAA: Hvordan vendes vrede og håb til kamp?

Daniel: Jeg kunne godt frygte, at det pres og de dårlige vilkår som bydes folk i dag vil give sig udslag i, at det bliver et individuelt spørgsmål. Enten finder folk sig i det, eller bliver presset ud af arbejdsmarkedet. Det er derfor, at der er håb, når vi står sammen og bryder individets lammelse. Så viser vi en vej ud af moradset.

Under blokaden var jeg lige kommet tilbage fra praktik, og det var en rigtig lortedag, hvor jeg blev kostet rundt til forskellige lokaler, teknikken svigtede og røgalarmerne gik. Det var en stor styrke, at næsten hele klassen så kunne gå op til blokaden, snakke med andre og opleve et fællesskab.

Vi skal have fortalt disse historier vidt og bredt. Også til andre sektorer. Man skal dyrke håbet og være ydmyge i forhold til udfordringen. Bliv ved og resultatet vil komme. Som én ude på blokade sagde: “You’ve got to risk it, to get the biscuit” (løseligt oversæt: Du skal risikere noget for at vinde; red.).

Julius: En ting jeg har stødt på er, at folk siger: “Vi har det godt, hvorfor skulle vi kæmpe?” Men hvis vi skal forsvare velfærden, må vi gøre noget. Det er ikke sikkert, at den er her om 20 år. Har vi det stadig godt? Hvad med fagforeninger? Har vi stadig dem om 20 år, hvis folk forlader dem? Vi skal ikke bo i luksusvillaer alle sammen, men vi skal forsvare vores position. Jeg synes, den er under angreb. Vi bliver nødt til at slås for at bevare det vi har. Ellers kan vi miste det.

SAA: Hvad står i vejen for, at vreden bryder ud i kamp?

Julius: Det faglige system, som det er bygget op i dag, stiller mange forhindringer i vejen for faglig aktivitet. For eksempel OK17. Det er helt sikkert gået forkert til. Vores faglige ledere forhandlede stort set på egen hånd. Dem der haft det afgørende ord i forhandlingerne for 3F, altså topforhandlerne, har ikke været i dialog med baglandet og spurgt, hvad vi synes.

Tilsyneladende har de fået fire timer til at læse en masse protokoller igennem. Det er helt forrykt. Topforhandlerne har ikke inddraget det nærmeste bagland og slet ikke arbejdspladserne. Vi vil have ændret det til næste gang, så det bliver en mere demokratisk og gennemskuelige proces.

Daniel: Demokrati er rigtigt vigtigt her.

Uden demokrati er der ingen tillid til ens faglige ledere. Jeg har fulgt med i OK17- kampen og har hørt mange sige, at toppen er kommet for langt væk fra baglandet. For at man skal føle, at det giver mening at være i en fagforening og være aktiv, skal der være demokrati.

Julius: Men medlemmerne må også gøre noget. Mange siger: “hvad laver de topledere – de kan ikke finde ud af noget”. Men man skal ikke kun brokke sig i krogene – så må man gøre noget. Komme ind i kampen og sætte sit præg på, hvad der skal foregå. Man kan starte i det små, og melde sig ind i de her brancheklubber. Derfra kan budskabet komme ud til flere. Des mere aktivitet i bunden, des mere vil de faglige ledere kunne tvinges til at forholde sig til ønskerne fra bunden.

Daniel: Det er helt rigtigt. Man skal starte i det små. Tale med sine kollegaer og medstuderende. Det er det vi har gjort for at få blokaden op og stå. Det kom jo ikke af sig selv. Vi delte flyers ud og snakkede med folk og lavede små happenings. Vi fik folk til at melde sig ind i PLS og holdt stormøder, hvor folk kunne ytre sig.

Der er altid nogen, som først ser, at der er noget galt, og så må vi prøve at få andre med. For du opnår ingenting alene. Start langsomt op. Det nytter ikke noget at begynde med en blokade eller demonstration.

SAA: Ser I en lighed mellem jeres kampe, selv om de foregår i forskellige sektorer?

Daniel: Der er nogen, som har en interesse i at spille faggrupper ud mod hinanden. Jeg ser mange ligheder mellem kampen inden for det offentlige mod nedskæringer og de forringelser, som sker inden for det private område.

Arbejdsgivere bruger andres dårlige vilkår som begrundelse for ikke at indfri kravene. Men sandheden er, at det er noget generelt alle steder, at vores vilkår på arbejdsmarkedet forringes. For eksempel har man samlet en masse pædagog- og lærer studerende på et stort campus, og samtidig forringet vores underviseres kontrakter.

Her er der en sammenhæng. Mange er ansat på timebasis nu, og er bange for at sige fra, da deres situationen er forringet.

Det er lidt sværere at lukke munden på os.

Julius: Jeg synes, der er en sammenhæng. Hvis vores minimumsløn stiger inden for byggebranchen, så smitter det af på andre brancher. Så en sejr ét sted smitter af på andre. Det gælder også generelt i forhold til de offentliges lønninger, som er reguleret efter vores lønstigninger.

SAA: Hvordan påvirker ideologiske spørgsmål som social dum ping, privatisering og hetz mod muslimer jer?

Daniel: Ét af de ideologiske spørgsmål, vi har mærket, er den der med, at unge mennesker er “dovne” og ”forkælede”. Et forsøg på at splitte os ad. En afledning. Vores krav er fair. Så ville man hellere tale om, at unge er sådan og sådan.

Det får folk til at tale om noget andet end selve spørgsmålet. Den samme mekanisme er gældende, når man snakker om “musli mer” og “østeuropæere”, som noget man skal frygte.

Julius: Hvis vi fik kædeansvar vil de firmaer, som fulgte bogen få ordrerne, og de ville ikke miste noget på det. Så jeg kan ikke se problemet. Der er altid nogen, som råber op og er sure på dem “udefra”, men det er ikke min holdning.

På Metrobyggeriet kan man se, at 3F har kunnet organisere rigtigt mange af de udenlandske arbejdere. Med tolke og personligt fremmøde på pladserne. Det er fantastisk, da mange har været mega bange for at miste deres arbejde, hvis de meldte sig ind hos os. Men det kæmpe stykke arbejde er en modvægt til fremmedfjendskhed.

Daniel: Det kan lyde banalt, men det at man sidder rundt om det samme bord, og holder sammen mod arbejdsgiverne, er det bedste bolværk mod racisme. Man lærer hinanden at kende og kan se, at der ikke er den store forskel mellem os.

Vi kan se det samme hos os, hvor man kører en hetz mod SU netop ved at pege på alle de udenlandske studerende. Højredrejningen i Europa er en kendsgerning, men der er mange andre stemmer, og man skal ikke forveksle TV2 News med, hvad folk rent faktisk mener. Det er ikke et spørgsmål, som er present for den enkelte klasse og den enkelte uddannelsesinstitution.

SAA: Den faglige oprustning som sker nu – hvilket udtryk kommer den til at have?

Julius: Jeg tror generelt, at folk er så trætte af at føle sig trampet på, og er bedre til at stå sammen. Der sker også noget inden for vores fag, hvor brancheklubberne får liv og blomstrer. Vi forsøger at styrke vores fag på tværs af landet, så vi kan fremstå meget mere fælles end tidligere.

Folk fra for eksempel Kolding kan føle sig isoleret i forhold til arbejdsgiverne, men hvis de brancheklubber gør, at man føler sig stærkere, så kan man bedre stå sammen. Det ser jeg tydeligt inden for tømrerfaget. Vores formand i København, Daniel Skovhus, er virkelig god til at sætte tingene i gang.

På Axel Towers havde vi ikke haft den succes, hvis ikke vi havde haft Brancheklubben. De hjalp os med vejledning i konsekvenser af strejke, og hvordan man skulle forholde sig til pressen. Jeg tror, at sådan noget kommer til at brede sig, og kan være med til at understøtte nogle faglige oprør.

Daniel: Disse netværk er helt essentielle i at samle folk. Både Velfærdsalliancen, Uddannelsesalliancen og de faglige netværk, som er sprunget ud af modstand mod OK17, er ekstremt vigtige. De giver mulighed for opbakning, når der sker noget lokalt. De kan også sikre, at det netop ikke bliver en isoleret kamp, men noget som spreder sig som ringe i vandet.

Julius: Nej til 42-timers arbejdsuge-kampagnen var et forsøg på at samle så mange faggrupper som muligt. Det var nogle fagligt aktive folk, og slet ikke Enhedslisten, som startede initiativet, og lavede en Facebook side. Men vi endte med at have folk fra industrien og byggefagene.

Vi har holdt et stort møde, hvor vi besluttede at hvis nogle arbejdsgivere forsøger at bruge 42-timers arbejdsuge protokollatet, så protesterer vi. Man kan så skrive ind til Facebook-siden, og så er der hjælp at hente.

Hvad vi kan hjælpe med vil være afhængigt af, om det er et gartneri eller et slagteri for eksempel. Hvordan det kan være i forhold til det offentlige, ved jeg ikke helt, men vi skal helt sikkert være solidariske. Spørgsmål er, hvor den fælles base er. Det må vi kigge på.

Daniel: Vi når længst ved at støtte de lokale kampe, og stå solidariske der. Jeg tror ikke, vi nødvendigvis skal stå sammen i et stort enhedsforbund, men de lokale nærforhold er det vigtigste – både i fagbevægelsen og i samfundet som helhed.

Blokaden på Campus Carlsberg

I marts i år skrev mere end 500 pædagogstuderende et klagebrev til ledelsen på UCC Campus Carlsberg, der fik tilnavnet Campus Kaos. De studerende blokerede også ledelsesgangen i flere dage.

Klagerne og blokaden udsprang af de studerendes krav til en handlingsplan fra ledelsen om at rette op på de kaotiske tilstande på UCC Campus Carlsberg, hvor der blev rapporteret om modulopgaver og prøver, der lå oveni hinanden, skemaer der kom ud for sent eller hele tiden blev ændret, manglende feedback fra lærerne og mangelfulde opgavebeskrivelser.

Blokaden fik stor opbakning fra Pædagogernes Landsammenslutning.

Strejken på Axel Towers

I oktober sidste år gik 40 tømrer- og snedkersvende i strejke i en principiel konflikt med entrepenørfirmaet DEKO i forbindelse med prestigebyggeriet på Axel Towers.

Striden begyndte pga. akkordlønnen på de buede vægge, der er byggeriets varemærke. Her var der, ifølge svendene, fastsat en for lav pris fra DEKO’s side, som i praksis gav en akkordløn på 110 kroner i timen. Det fik svendene til at rejse et krav om 225 kroner i timen, men DEKO ville ikke gå med til mere end 215 kroner.

Konflikten fik stor opmærksomhed og opbakning fra andre københavnske håndværkere, der så den som en principsag om social dumping i byggeriet.

Se også:
SAA 360: Portører går i principiel strejke
SAA 360: Elektrikere vinder strejke
SAA 360: Danmark – et klassesamfund
SAA 360: Vi arbejder hårdere – bosserne lukrerer
SAA 360: Det mener vi: Corbyns succes giver håb for et andet Europa
SAA 360: 3F-toppen i ynkeligt tilbagetog om pensionsalder
SAA 360: Enhedslisten: Skipper & Co. mellem modstand og tilpasning

Flere artikler fra nr. 360

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 374 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside