Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 360 – 27. juni 2017 – side 10

Efter det franske valg

Jørn Andersen

Det franske præsidentvalg viser, at det politiske billede polariseres – og at nyliberalismen er i krise.

Polariseret Frankrig

Det er træk, der – med variationer – rækker langt ud over Frankrigs grænser, og som stiller nye krav til socialister.

Valgresultatet

Ingen af de etablerede partier gik videre til anden runde.

Det regerende (socialdemokratiske) Socialistparti blev reelt smadret. Og den republikanske (konservative) kandidat, Fillon, fik kun 153.000 stemmer (0,4 pct.) mere end venstrefløjens Mélenchon.

Så anden runde var et valg mellem en nedskæringspolitiker og en fascist. Nedskæringspolitikeren Macron vandt med godt 20 mio. stemmer mod godt 10 mio. til fascisten Le Pen.

Men godt tre millioner (8,5 pct. af de stemmeberettigede) mødte op og stemte blankt. De ville fornuftigvis hverken stemme på fascisten eller nedskæringspolitikeren. Andre stemte på nedskæringspolitikeren for at undgå fascisten.

Men hvad ligger der bag alle disse tal?

Polarisering

For det første, at utilfredsheden med krisepolitik og nedskæringer ikke kun går til højre, til fascisten Le Pen, men også til venstre, til venstrefløjens Mélenchon.

Det fokus, der – med rette – har været på Le Pens andenplads, kan let skygge for den kendsgerning. Forskellen mellem Le Pens stemmetal (7,7 mio.) og Mélenchons (7,1 mio.) i første runde var altså kun godt 600.000 stemmer (1,7 pct.).

Der er – som i resten af Europa – i langt højere grad tale om en polarisering end om ensidig højredrejning.

Det betyder ikke, at vi ikke skal tage den fascistiske trussel alvorligt. Men det betyder, at vores side ikke er magtesløs.

Og det betyder, at vi er nødt til at kigge på nyliberalismens krise for at forstå noget som helst af resten.

Stemmerne ved det franske præsidentvalg

  1. runde 2. runde
Macron (nyliberal) 8,7 mio 24,0% 20,7 mio 66,1%
Le Pen (fascist) 7,7 mio 21,3% 10,6 mio 33,9%
Fillon (konservativ) 7,2 mio 20,0%  
Mélenchon (venstrefløj) 7,1 mio 19,6%  
Hamon (socialdemokrat) 2,3 mio 6,4%  

 

Nyliberalismens krise

Den nyliberalistiske fortælling bliver i stigende grad udfordret af nationalistiske fortællinger.

Nyliberalismen har været den dominerende ideologi for den herskende klasse de sidste godt 25 år.

I sin populære form siger den, at markedet er gud. Alt skal underkastes markedet – socialpolitik, administration af den offentlige sektor (“new public management”), statens økonomiske rolle (“konkurrencestaten”) osv.

Nyliberalismen har især været en ideologi til at samle den herskende klasse og dele af middelklassen (administratorer etc.). Den har aldrig haft den store aktive opbakning i arbejderklassen.

Virker ikke

Men nyliberalismen virker ikke (i økonomisk forstand) – og den er upopulær.

Trods alle privatiseringer, erhvervstilskud osv. er investeringerne i ny teknologi og udvidet produktion stadig alt for små til at overvinde krisen. (Se mere side 6.)

Over hele Europa er regeringer blevet væltet i stribevis, når de har gennemført upopulære nyliberalistiske “reformer”. Især for socialdemokratiske partier har nyliberalismen været en særdeles farlig legekammerat.

Nationalistiske udfordringer

Derfor er nyliberalismen de senere år i stigende grad blevet udfordret af nationalistiske ideologier i forskellige former.

For nationalismen er det ikke markedet, men “nationen” (reelt: staten), der er gud. Hvis du tilhører en bestemt stat, skal du tjene staten.

Nationalismen behøver ikke begrundes (som nyliberalismen skulle: “markedet er mest effektivt”). Hvis du tilhører staten, skal du bare rette ind – uden at stille spørgsmål.

Nationalistiske former

Nationalismen kommer i mange varianter – fra dens rendyrkede, fascistiske form til den mest udbredte nationalkonservative.

Ud over de egentlige nationalistiske former påvirker nationalisme store dele af det politiske spektrum.

Partier, der ellers opfatter sig som liberalistiske (fx Venstre og Liberal Alliance), og partier med rødder i arbejderklassen (Soc.dem. og SF) bevæger sig alle i nationalistisk retning.

Med nationalismens fremgang følger også to andre ting: For det første skærpet politiker-racisme; for andet, at staterne bliver stadigt mere autoritære.

Ingen kinesisk mur

Selv om nyliberalismen bliver udfordret af nationalismen, så er der ingen kinesisk mur mellem de to.

Nationalisme har i hele kapitalismens historie været et afgørende element i at binde arbejderklassen, og især middelklassen, til den herskende klasse og dens stat.

Det betyder også, at nyliberalismen ikke er død. Den er stadig den dominerende ideologi for den herskende klasse. Men den bliver udfordret – og påvirket – af nationalismen.

Og det skaber realpolitiske problemer – fx for EU, en central institution for den herskende klasse i Europa.

Den fascistiske trussel

Det franske Front National er det mest succesrige fascistiske parti i Europa – i valgmæssig forstand.

Front National (FN) er to gange nået til anden runde af præsidentvalget. I 2002 fik den ældre Le Pen 18 pct. af stemmerne mod Chiracs 82 pct. I 2017 fik den yngre Le Pen 34 pct. mod Macrons 66 pct.

I 2002 var FN en marginal udfordrer. Men valget i 2017 markerede den hidtil største succes for FN’s opbygningsmodel.

Et fascistisk parti

FN er et fascistisk parti i klassisk forstand – men med en særlig opbygningsmodel, som det er vigtigt at forstå for at vurdere dets reelle styrke.

Modellen går helt enkelt ud på, at FN stiller op til valg på et mere blødt, poleret grundlag, men samtidig forsøger at bygge en hård politisk kerne af overbeviste fascister.

Flere udenlandske valg-kommentatorer ved det seneste valg har undret sig over, hvor lidt Marine Le Pen “talte til midtervælgerne”.

Men hendes mål er ikke først og fremmest at vinde valg. Det er at trække flere ind mod FN’s kerne.

Modsætning

Selv om FN har raffineret modellen gennem mange års træning, er den ikke uproblematisk. Den fascistiske kerne er stadig ret lille – nogle tusinder. Og med mellemrum krakelerer den polerede overflade.

Fx har 40 pct. (!) af byrådsmedlemmerne fra sidste valg forladt partiet, da de opdagede, hvor hardcore kernen var. For FN er det en kalkuleret omkostning.

Der er altså en enorm kløft mellem de 10 millioner, der er villige til at stemme på FN, og den hardcore fascistiske kerne.

Karakteren af FN’s vælgermæssige opbakning er ikke så voldsomt forskellig fra vælger-opbakningen til andre racistiske og nationalkonservative partier i Europa. Den er skabt af utilfredshed med mange års krisepolitik.

Udfordring for venstrefløjen

Men det, at der er en fascistisk kerne bag, betyder, at FN’s opbakning kan slås tilbage – forudsat, at der er en venstrefløj med klare og radikale klasse-svar. Og som ikke går på kompromis med hverken nationalisme og racisme eller med nyliberalisme og nedskæringer.

Og her er der både gode og knapt så gode nyheder fra den seneste valgkamp.

Den knapt så gode er, at Mélenchons kampagne bevidst satsede på at være venstre-nationalistisk. Røde faner blev fjernet fra hans mange store vælgermøder med titusinder af deltagere – og erstattet af Tricoloren, det franske nationalflag.

Den bedre nyhed er, at venstrefløjens manifestationer mellem første og anden runde var præget af både at sige nej til fascisme og nyliberalisme.

For revolutionære socialister understreger det behovet for at styrke opbygningen af revolutionære socialistiske partier over hele Europa, der både kan levere klare, radikale klassesvar til de mange, der ikke bryder sig om valget mellem fascisme (eller “blot” nationalisme) og nyliberalisme – og som er i stand til at omsætte det til organiseret modstand på skoler, på arbejdspladser og på gaden.

Om fremtiden bringer os socialisme eller barbari afgøres af, om det lykkes at opbygge en revolutionær venstrefløj.

Artiklen er skrevet efter præsidentvalgene, men før parlamentsvalgene i juni.

Flere artikler fra nr. 360

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 176 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside