Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 360 – 28. august 2017 (Kun online)

Interview

En gryende bevidsthed om at det nytter at stå sammen og slås!

Charlie Lywood

Socialistisk Arbejderavis (SAA) har samlet Jonathan Simmel, elektriker, tidligere TR i El-Forbundet og medlem af Enhedslistens Faglige Sekretariat og Tina Malene Hansen, pædagog, Fællestillidsrepræsentant og medlem af Hovedbestyrelsen i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) til en fælles snak om de udfordringer og muligheder, som de ser I fagbevægelsen lige nu.

SAA: Ud fra jeres erfaringer – hvordan vurderer I situationen i arbejderklassen lige nu?

Jonathan: Jeg tror helt overordnet der er rimelig meget aktivitet for tiden. Én ting er de to store begivenheder, som strejken på Axel Towers og OK17, men hvis man kigger på lønkampen inden for det private, og specielt i industrien, har der været en stor opblomstring af strejker. I byggebranchen især.

Jeg tror både det skyldes inspiration fra Axel Towers og OK17-aktiviteter, men også en gryende bevidsthed om, at det godt kan betale sig at give arbejdsgivere modstand. At man rent faktisk kan vinde.

Det har sin baggrund i, at mange oplever højkonjunktur. Specielt i byggebranchen er der mangel på arbejdskraft, og det giver troen på at fordelene er flyttet over på vores side.  Frygten for arbejdsløsheden er der ikke mere.

Så jeg tror, at vi bevæger os opad i forhold til klassekamps-aktivitet. Det som også bliver interessant at følge er, om løftet fra de aktives side i kampagnen mod en 42 timers arbejdsuge – om at man vil støtte op, hvis nogen bliver påtvunget den arbejdstid – om det kan holde, når virkeligheden melder sig?

Her i efteråret kan det hurtigt blive aktuelt på byggepladserne, når firmaer skal møde deadlines og forsøge at bruger det redskab, som OK17 har givet dem.

Men det bliver også interessant om erfaringen med at være i konflikt, som lærerne var i 2013, selvom det var et nederlag, samt de nyere aktioner som kampen på Campus Carlsberg og den generelle utilfredshed rundt omkring, kan munde ud i større kampe indenfor det offentlige område.

Jeg vil vove den påstand, at vi efter en meget lang nedgang i aktivitet ligger på det højeste niveau siden 2000. Det betyder ikke, at det sprudler frem, men kurven er klart opadgående.

Hvordan bryder man del-og-hersk-princippet?

Tina Malene: Jeg har oplevet en langsom ændring fra, at det individuelle medlem på en institution har følt afmagt, specielt efter lærernes lockout, og rettet vreden mod fagbevægelsen for ikke at kunne stå sammen, til at folk i stigende grad begynder at se, at det nytter at stå sammen. At man kan bruge sine kolleger til noget, og at fællesskabet kan gøre én stærkere.

Hvis fagbevægelsen skal være til noget, så er det os som skal samle os og deltage i aktiviteterne sammen. Grunden til afmagten er klar; der er splittelse nok på arbejdspladserne om deltidsstillinger, men hvis fagbevægelsens top ikke viser, at man kan overvinde disse splittelser, og i virkeligheden bekæmper hinanden, hvorfor skulle medlemmerne så se en fidus i sammenholdet?

Jeg har kaldt det ”diller”-effekten, hvor fagbosserne tager æren for ditten og datten, og måler sig mod hinanden. Da vi startede Velfærdsalliancen med 14 fagforeningen, blev vi enige om, at hvis vi skulle det her, skulle vi ikke bekæmpe hinanden.

Det helt store spørgsmål er, hvordan man bryder del-og-hersk-princippet. Hvornår er det, vi begynder at rotte os sammen i stedet for at give arbejdsgivere noget at grine ad?

Velfærdsalliance skabte mod til at vende sig mod sine kollegaer

SAA: Hvad tror du Velfærdsalliancen har betydet for netop at skabe denne ”lad os rotte os sammen” følelse?

Tina Marlene: Jeg tror, at Velfærdsalliancen gav mulighed for at skabe mod til at vende sig mod sine kolleger og sige – ja vi kan ikke strejke, men vi kan i det mindste slutte os sammen og i fællesskab deltage i de her aktiviteter. Der var mange diskussioner som blev affødt;  ”Det er gammeldags”, ”Det er venstrefløj der kommer ingen andre” osv.Men vi rejste spørgsmålet om, at det handlede om menneskesyn og hvilket samfund vi ønsker at have. Og vi kender alle sammen de problemer, som er forbundet med nedskæringer. Vi kender alle folk, som skal på plejehjem eller har brug for et sikkerhedsnet, som lige pludselig er væk.

Men det er ikke kun velfærdsspørgsmål som er på spil. Folk ser meget frem til at tjene nogle flere penge og OK18 (inden for det offentlige arbejdsmarked, red.) bliver der, hvor slaget skal slås. Vi har rigtig mange lavtlønnede indenfor min fagforening LFS, og de forventer selvfølgelig, at der skal penge på bordet næste år.

Forventningerne er helt klart steget. I FOA generelt er der mange lavtlønnede, som burde få del i det økonomiske opsving. De skal have en pension at leve af når de går af. Bunden skal helt klart løftes. Og det skal ikke være i procenter, men i kroner og ører. Og det er der solidariteten kommer til at stå sin prøve.

Der er kommet nye lokale faglige og aktivistiske ledere

SAA: Er vi så i en offensiv eller defensiv situation?

Jonathan: Vi er i en defensiv situation fordi vi reagerer på angreb, men efter min mening, er vi i starten af et kamp-opsving, som kan blive offensivt. Alt der sker nu, er stadig reaktioner på ting der sker. Vi er stadig der, hvor der kæmpes om kroner og ører og ikke de store spørgsmål, som sikkerheden i ansættelse, arbejdsugens længde osv.

Det er der ingen som tør tænke på lige nu. Arbejdsgiverne har faktisk åbnet en diskussion om arbejdstiden ved at gennemtrumfe en mulighed for periodiske 42 timers arbejdsuger. Måske skulle vi fra venstrefløjen have grebet spørgsmålet og anlagt en offensiv strategi.

I stedet for at forsvare 37 timer, skulle vi måske have foreslået 35 timer. Men stadigvæk er spørgsmålet meget fjernt for mange.

Tina Malene: Jeg synes det lykkedes os at styrke det faglige fællesskab på LFS-arbejdspladser. Vi forsøgte at få tillidsfolk til de første demonstrationer i 2016 til selv at søge om politi-tilladelse. Det var for mange en meget grænseoverskridende handling.I anden ombæring da vi skulle til demonstrationer igen i maj, var der mange flere, som selv organiserede bydels-demonstrationer, som stjerne-demonstrationer (forskellige demonstrationer der til sidst møder hinanden, red.), brugte megafoner og optrådte som ledere. Det er meget vigtigt, at de lokalt tog lederskab.

Lederskabet er nødvendigt, hvis man skal have et fagligt fællesskab til at fungere. Lederskabet lyder fælt, men det en forudsætning for handling. Uden lederskab ingen lokale kampe.

Men problemet kommer når fagtoppen ikke ønsker denne form for ustyrlige elementer. De bliver bange for det. Men det er også en forudsætning, at fagforeninger bevidst arbejder på at styrke deres tillidsfolk.

Vi har TR-møder hver måned og derfor følger vi dem meget tæt. Det betyder også, at de føler, at fagforeningen står bag dem, og derfor får de også mod til at tage initiativer.

Et godt eksempel på fremgang i kvaliteten af diskussionerne er, at da tillidsfolkene hørte, at september-manifestationerne måske kommer til at bliver skubbet, så var de meget skuffet og gik ind i de taktiske og strategiske diskussioner om hvorfor. Det havde de ikke gjort for halvanden år siden.

Jonathan: Det er et interessant spørgsmål om kan man måle denne form for aktiviteter ud fra en klassiske fagbevægelsens tankegang? Der hvor fagbevægelsen virkelige har blødt er i den daglige kontakt med medlemmer.

Det som sker måske nu er, at der kommer andre erfaringer, som ikke handler om hvor mange har mødt op til en generalforsamling, men om man har oplevet virkelig solidaritet med ens kolleger.

Hvis vi tager konflikten på Kemp og Lauritzen, hvor 300 elektrikere var i strejke i flere dage (se sidste nr. af SAA, red), så er det garanteret de 80 procent, som aldrig har prøvet sådan noget før.

Lige pludseligt mærker de, hvad det vil sige, at stå sammen som faggruppe mod en arbejdsgiver. Og vinde. Og det skal man ikke undervurdere. Om det betyder, at de dukker op næste gang til en generalforsamling og bliver fagligt aktive, afhænger af mange ting, blandt andet af om der er en aktiv fagforening, som er i stand til at samle dem op.

Tina Malene: Ja, og det er også det vigtigste spørgsmål. Hvordan holder vi fokus på lige præcis aktivitet og bliver ved med at holde fokus på det. Det er der jeg synes, at vi har kæmpe problemer. LFS har virkelig prøvet, men det er lige her, synes jeg, at fagbevægelsen spænder ben for sig selv.

Blandt andet i forhold til at få lærerne med, har jeg haft diskussioner, med aktive folk fra KLF (Københavns Lærerforening) om hvordan vi får vores medlemmer på gaden, og hvad de kan gøre.

Blandt andet har vi diskuteret metoder, hvor man både hos en del lærere, men også andre steder i fagbevægelsen, har stor tiltro til at breve og pressemeddelelser, kan ændre tingene. Men vi er langt forbi denne bløde form for appel.

”Hvis der er nogen i fagbevægelsen, som ikke bakker op, så må vi vælte dem”

SAA: Hvordan omsættes de vundne erfaringer indenfor de sidste par år til en mere samfundsforandrende fagbevægelse?

Tina Malene: Den individualistiske tankegang lever i bedste velgående endnu. Mange i fagbevægelsen tænker ligesådan og synes at sundhedsforsikring er vejen frem. Men bevidsthed om, at denne ”sikre sig selv” tankegang har en pris, og vi svigter de svageste vinder faktisk frem.

Demonstrationen for nylig på Lærkevej viste, at de syge bliver kørt rundt i manegen. Der kommer flere protester af den slags. Men jeg tror, at solidariteten kommer nedenfra. Hvis der er nogen i fagbevægelsen, som ikke bakker op, så må vi vælte dem.

Jonathan: Der er et skisma, hvor fagbevægelsens ledere, på den ene side, historisk har levet af de evige konflikter om løn og andre områder, og så kunne de gå ind og forhandle på medlemmers vegne. Men i dag ønsker de slet ikke uro og konflikter. De ønsker ikke aktive medlemmer hvis de ikke kan styre dem.

Kontingentkroner er godt, men man ønsker ikke aktivitet, man ikke kan styre. Det er den ene udfordring vi står med. I forhold til medlemmer selv, så tror jeg faktisk, at der en bred erkendelse i arbejderklassen, om at neo-liberalisme er noget skidt. At man bliver udstødt og mangler et sikkerhedsnet burde ikke være en del af et arbejdsliv.

Problemet er mere, at vi har haft 15 år med nedgang i klassekampen. Folk tror ikke på forandring via egen styrke. Derfor sker der ikke så meget. Der er ingen som har et bud på hvordan man kan omsætte holdning til handlingen. Mest fordi det virker så fjernt og uoverskueligt.

Derfor falder man tilbage til individuelle løsninger på sine egen arbejdsplads med private sundhedsforsikringer. For mig at se, ligger løsningen på dette dilemma i at bygge på det sammenhold, der skabes og er skabt gennem lokale kampe og aktivitet og forsøge at bygge solidaritet på tværs af sektorer.

”Der er et skrigende behov for, at tillidsfolk mødes og taler sammen på tværs af sektorer”

Hvem kan være katalysator for denne proces?

Tina Malene: Jeg tror det skal tage udgangspunkt i de folkevalgte. De er beskyttede af regler og kan således gå forrest. De kan komme ud på arbejdspladserne, hvis lederne er genstridige og bakke op om medlemmer. Ellers tror jeg ikke der er nogen som vil gå i spidsen.

Det kan jeg se fra de afdelinger i FOA, hvor man ikke bakker så meget op. Der kan det være svært for en Fællestillidsrepræsentant at gå i spidsen for at få TR’erne til at gøre noget. Så der skal en aktiv fagforening til. Men så er det nedenfra, at initiativer skal komme, som så kan bakkes op af fagforeningerne.

Jonathan: I Sydeuropa, USA og UK har der været større eller mindre sociale bevægelser med udgangspunkt i venstre-gående politiske partier eller som har skabt noget sådan, hvor ungdommen og dem som ønsker at protestere aktivt kunne henvende sig. 

I Danmark derimod er der total loyalitet overfor det etablerede politiske system. Umiddelbart derfor ville det være naturligt, at Enhedslisten skulle være dem som kunne kanalisere protesterne. Hvilket indtil videre ikke rigtig er lykkedes.

Fagbevægelsen som helhed ønsker ikke at have denne rolle. Det som er tilbage er nogle figurer, som måske kan samle og give udtryk for en mere generel kritik af samfundet, blandt andet Jan Hoby, næstformand i LFS, og tidligere Dennis Christensen, formand for FOA.

Det man kan se, derimod, er de unge, nye lokale faglige folk som blandt andet stod bag Nej til 42 arbejdsuge kampagne. Det er folk uden formelle poster, men i kraft af deres position lokalt, kan de samle bredere, og i det konkrete tilfælde udfordre fagtoppen.

Det der er problemet her er, at disse spontane samlinger af folk, dannes omkring specifikke, lokale spørgsmål og forsvinder hurtigt igen når sagen er slut.

SAA: Det har tidligere været ”tillidsmands ringe” som en semi-permanent organisering af lokale tillidsfolk som i spidse situationer i 70’erne og frem til 90’erne samlede folk til konferencer og besluttede aktioner. Kan man forestille sig en genopståelse af sådan en organisering?

Tina Malene: Jeg synes, at det er lige præcis det, der er brug for. Og det er blandt andet det, vi har arbejdet for i Velfærdsalliancen. Jeg har oplevet et skrigende behov for, at tillidsfolk mødes og taler sammen på tværs af sektorer. Blandt andet lærer-TR’er og pædagog-TR’er.

Også på tværs af landsdelene. Det er for mig at se klassisk fagforeningsarbejde, og det er det, vi skal sætte fokus på.

Jonathan: Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre at samle tillidsfolk på tværs af landet og sektorer? Måske inden for nogle brancher og miljøer, men det ville være svært at samle nogle områder, hvor det vil kræver frikøb og fagforeningsgodkendelse for at deltage.

Frygten for selvstændige initiativer, som man ikke kan styre, er meget stor. Hvad kunne de ikke finde på? Det store flertal i dag i den etablerede fagbevægelse, ville være imod sådan et initiativ, og dem ville vi jo gerne have med.

Spørgsmålet er så om man så alligevel skulle samle den aktivistiske del. Dem som vil og kan.

Tina Malene: Jeg har for eksempel lavet et initiativ i FOA, hvor jeg ønsker at samle alle Fællestillidsrepræsentanter og har skrevet til ledelsen i FOA om, at vi har brug for at mødes. Vi er 420 i alt. Det var op til Velfærdsalliancens demonstration, hvor jeg synes, der var behov for at samles for at diskutere og mobilisere.

Der gik lidt stampe i det, og jeg fik skældud fra forskellige afdelingsformænd for, at jeg ikke kunne bestemme over ”deres” fællestillidsrepræsentanter. Og det koster udgifter og bla. bla.

Jeg sagde undskyld mig, det er faktisk for at få gang i aktivitet, og så skrev jeg til FOA’s topledelse om det. Enden blev at der alligevel bliver et stort træf af fælles TR’erne i september, hvor blandt andet kommunalvalget og OK18 skal diskuteres.

Jonathan: Det bliver interessant at se om det højere klassekampsniveau bliver båret ind i fagbevægelsen. Vil det komme til at koste hoveder i 3F på baggrund af utilfredshed med forhandlerne og kommer der nye mere militante hoveder i stedet for?

Men endnu vigtigere måske er det om stemningen på de aktive arbejdspladser og miljøer kommer til at ændre stemningen ind i fagbevægelsen. Det kræver, at de aktivistiske kræfter rejser en diskussion på generalforsamlinger, og at der ruller hoveder.

Denne artikel er den anden i en serie, hvor vi forsøger at lade aktivister på tværs af faglige skel tale sammen om udfordringer for den danske arbejderklasse og dens organisationer i 2017. Første artikel: “Fagligt oprør på vej” kan findes på socialister.dk under avis nr. 360.

 

Flere artikler fra nr. 360

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 411 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside