Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 360 – 24. november 2017 (Kun online)

Dobbeltinterview

Modstand mod forholdene for syge og arbejdsløse

Charlie Lywood

Socialistisk Arbejderavis har Interviewet Mie Backmann, Socialrådgiver i “Handikap og psykiatri”, fælles tillidsrepræsentant og medlem af Enhedslistens Faglige Landsudvalg og Marianne Rasmussen, Aktivist fra Næstehjælperne.

SAA: Hvad er det værste ved lovgivningen omkring jobcentrene?

Marianne: Der er mange ting, der er slemme. Men overordnet set er det værste, at kronisk syge mennesker fastholdes i jobcentersystemet i årevis uden at opnå afklaring til førtidspension, fleksjob eller revalidering med økonomisk deroute til følge.

Det opleves som en slags tidsubestemt forvaring, hvor 'forbrydelsen' udelukkende er sygdom. Og fordi det tager så lang tid med afklaring, så risikerer de syge at blive endnu mere syge af systemets dokumentationskrav og kontrol. Hvis du f.eks. er fysisk syg, så får du dig nogle psykiske skavanker med i købet, fordi det er så umenneskeligt hårdt at være i jobcentersystemet. 

Meningsløshed

Den hjerte- og meningsløshed, som mange oplever jobcentersystemet er udtryk for, kan ingen mennesker holde til i længden. Det virker næsten som om systemet er designet til at knække mennesker.

Mie: Vi skal huske på, at en betragtelige del af de ledige i jobcenter systemet er faktiske syge og har bruge for behandling og særlige støtte. Det bliver fremstillet som om, at folk ikke gider arbejde men det er jo ikke det der er tale om. Det værste for mig, er de ændringer der er kommet i førtids- og fleksjob reformen.

Der skal nu rigtigt meget til for at bliver ”befriet” og få tildelt en førtidspension eller få et fleksjob, hvor man kan komme ud og lave det, man rent faktisk gerne vil. Det er fuldstændig håbløst. Enten kan man ikke arbejde, eller man er forhindret i at lave det man gerne vil. Folk bliver i stedet fastholdt i en social deroute, hvor der kun er en vej – ned ad bakke. Man bliver jo ikke mere rask af at være fattig ved at være på kontanthjælp i så mange år. 

Tør du blive syg?

SAA: Hvad er målet med protesterne, som bliver højere og højere, fra Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre?

 

Marianne: Begge er protestbevægelser og et udtryk for en stigende politisk vækkelse. Det er systemkritik, og målet er at gøre Hr. og Fru Danmark opmærksomme på vilkårene for sygdoms- og ulykkesramte, og vi spørger: tør du blive syg?

Vi kræver, at de syges stemmer skal høres, fordi de netop kan bevidne de uhyrligheder der foregår i den kommunale forvaltning af beskæftigelseslovgivningen. Vi kræver også at blive taget alvorligt, de syge er ikke en slags på forhånd marginaliseret gruppe, men er dig eller mig. Os alle sammen.

Det er derfor vores erklærede mål at gøre opmærksom på urimelighederne i den fleksjob- og førtidspensionsreform, som Mette Frederiksen (A) stod fadder til under Thorning regeringen. Der skal ske en evaluering af reformen i 2018 og målet er, at politikerne skal gøres opmærksomme på, at de reformer gør langt mere ondt end godt.

Hvis målet er at få folk ud på arbejdsmarkedet, gør lovgivningen og den kommunale forvaltning af lovene det stik modsatte.

Mulighed for at organisere sig

Men protesterne er også et opgør med nedskæringspolitikken, som har ramt store grupper af offentlige ansatte. For eksempel ved vi at nogle af sagsbehandlerne på Jobcenter Lærkevej i København har omkring 225 sager, hvilket ikke er fagligt forsvarligt, hvis de reelt skal have tid til at hjælpe borgerne videre til et værdigt liv – hvis, altså, det er målet?

Det er et oprør imod de ulighedsskabende besparelsesreformer, som har haglet ned over Danmark de sidste mange år til stor skade for velfærden for syge, handicappede og arbejdsløse. I protestbevægelserne gives reformramte mulighed for at organisere sig og bygge nye fællesskaber op.

Og i den proces tager de værdigheden tilbage; de finder sig ikke længere i at blive stigmatiseret som ugidelige, ubrugelige eller nassere. De er fattiggjorte, men går ind i kampen imod de fattiggørende reformer, i stedet for at skamme sig over den individuelle fattigdom.

I arbejde i dag, syg i morgen?

SAA: Når du ser denne protestbevægelse, Mie, hvad tænker du som faglig repræsentant?

Mie: Jeg tror der er rigtigt vigtigt, at de ledige, de syge også får en stemme i debatten og det har manglet. Det er heller ikke underligt, da det er tit kun er de privilegerede, hvis stemme bliver hørt. Derfor er den bevægelse som har rejst sig enormt vigtigt, da det er fuldkomment urimelige forhold de lever under.

Det er også vigtigt, at de ansatte i systemet, som både er i Socialrådgiverforeningen (DS) og HK, bakker op om protesterne. Vi bliver nødt til at stå sammen mod de forhold som netop rammer både borgerne og os som ansatte. Husk på, at dem som i dag er i arbejde, kan blive syge i morgen.

Så det er en fælles sag. Der er mange som nu er i systemet, som har haft gode jobs i rigtige mange år, men er blevet syge eller udsat for en social begivenhed og så klapper fælden. 

Det er vigtigt at være bevidst om, at det kan ramme os alle sammen – men det er vi desværre ikke endnu. Bevægelsen er et vigtigt skridt på vejen, da det fortæller os at vi som samfund må stå side om side med de nuværende ofre for systemet, da det kan ramme os alle sammen – ens mor, ens bedste ven, en selv.

SAA: Hvad med Dansk Socialrådgiverforenings rolle. Hvilken rolle synes du de spiller, eller burde spille?

Mie: DS har ikke altid været lige god til at vise de kampe de tager. Men man har hele tiden arbejdet for at få denne her reform lavet om. Vores formand har også været ude til flere protester, så vi forsøger at bakke op. Men jeg tror også lidt der er en vis tilbageholdenhed, da der en del socialrådgivere som er bange for Jobcentrets Ofre.

Der er en masse kritik af sagsbehandlere og nogle er blevet offentligt fremstillet som snyltere og uduelige nazier, sataner osv.. Det er folk bange for og skræmt over. 

Så det er selvfølgelige også med en vis forsigtighed, at vi støtter op om de protester der er, men vi går også vores egne veje, især den parlamentariske vej. 

Etisk ansvar

SAA: Hvordan ser I mulighederne for en alliance mellem borgerne og de ansatte i denne sag? Set lidt i betragtning af at for eksempel Jan Hoby, Næsteformand i LFS (pædagogerne og medhjælpernes fagforening i København) har sammenlignet de ansattes fralæggelse af deres moralske ansvar med fangevogternes ditto i nazi-Tyskland. 

Mie: Kernen i det Jan siger, er rigtigt, selv om jeg ville nok bruge et andet ordvalg. Det er sindssygt vigtigt at diskutere vores ansvar som socialrådgivere. Jeg synes ikke vi skal straffes personligt for et eller andet, men jeg synes, at vi fagligt og etisk har et ansvar for det arbejde, vi går og laver.

Jeg synes ikke, man bare kan sige at skidt være med, at jeg bryder forvaltningsloven og retssikkerhedsloven fordi jeg er overbebyrdet. Vi har et fagligt og etisk ansvar for det arbejde vi laver ligesom en læge eller en sygeplejerske.

Det skal være ordentligt og ikke lovstridigt. Vi skal kunne se os selv i spejlet, når vi kommer hjem. Og vigtigst af alt, skal vi kunne se borgerne i øjnene. 

Ikke imod socialrådgivere

Marianne: Det var opløftende, at en person med en titel sagde højt ud i det offentlige rum, at der er en problematik omkring det personlige ansvar i det bureaukrati, som beskæftigelsessystemet er. Ordene var – i mine ører – ikke udelukkende rettet mod den enkelte sagsbehandler, men også mod jobcenter-ledelserne og politikerne.

Det var befriende, at nogen talte om ansvar, da vi har erfaret, at Beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) ikke vil tage politisk ansvar for situationen i København, men gentagne gange skyder aben over til Christiansborg eller til embedsfolkene i forvaltningen.

Jan Hobys udtalelse gav protesterne det rygstød, der var brug for på det tidspunkt – den skabte avisoverskrifter og diskussioner, bl.a. i Deadline. Man kan sige, at der kom en tiltrængt debat ud af fangevogter analogien, men til gengæld forværrede den umiddelbart modsætningen mellem borgerne på den ene side og sagsbehandlerne på den anden.

Overordnet set er vi dog ikke imod socialrådgiverne. Vi ser dem snarere, som nogle vi burde stå sammen med imod et system, som både ansatte og borgere mistrives under. 

Samarbejde

SAA: Hvad kunne I foreslå som kunne virkeliggøre en fælles handlende kamp?

Marianne: Jeg kan nævne, at repræsentanter for Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre var til et møde i Kalundborg i et Aktivitetshus med borgere tilknyttet et jobcenter i Kalundborg og tre sagsbehandlere. Det personlige møde på neutral grund, hvor man lytter til hinandens udfordringer er vejen frem. Når tiden til de personlige og menneskelige relationer kommer ind i ligningen igen, så styrkes samarbejdet til glæde for begge parter.

Vi har også et glimrende samarbejde med socialrådgiverstuderende, som bidrager aktivt til protestbevægelsen. Det nyeste tiltag er en aktion, hvor repræsentanter for Jobcentrets Ofre og socialrådgiverstuderende stiller sig op sammen foran et jobcenter og tilbyder frivillige bisidderordninger; borgene får en frivillig bisidder og de studerende får et indblik i praksis. 

Mie: Jeg tror det handler rigtig meget om dialog. Jeg tror, at folk er lidt bange for hinanden. Jeg kan tydeligt huske hvordan folk i socialrådgiver-fora reagerede på Jan Hobys kommentar. Og Kim Madsens kommentar (Formand i Jobcentrets ofre) om ”at spytte” på en sagsbehandler på gaden. Det var rigtig negativt. Jeg tror ikke Kim mente, at man reelt skulle gøre det, som jeg kender ham, men der er mange, som ikke kender ham.

Problemet er ikke kun hans måske misforståede kommentarer, men de videre reaktioner, hvor folk kommer med endnu mere voldsomme udtalelser rettet mod sagsbehandlere. Reaktionen på en kronik i Information var også rimelige negativt fra Jobcentrets Ofres side og gør selvfølgelig, at man er endnu mere forsigtige næste gang. Så mistillid er der. 

Vrede

Marianne: Man skal bare huske, at der er nogen som er blevet trådt under fod af systemet og er så vrede. Med rette. Så det er ikke dem som skal indgå i en dialog. De kan ikke se ud over, at de er blevet gjort fortræd. Der skal nogle andre til. Man skal også forstå, at bevægelsen ikke er kendetegnet med professionelle forhandlere men ganske almindelige mennesker. Kim Madsen som arbejderdreng med den jargon han har, befinder sig lige pludselige i spidsen for 8000 mennesker, og så kan der godt ske en skævert. 

Mie: Ja, man kan sagtens komme til at sige noget uoverlagt. Det er også klart, at de sociale medier også bringer det værste frem. Men vi fra DS skal også være i stand til at skildre mellem de sure kommentarer og hvad det store flertal mener. Vi skal være bedre til at sige: ”Ja, ja der er nogen som er sure og vrede, men der er også mange som gerne vil samarbejde”. Det har vi et ansvar for, hvis vi ønsker at samarbejde med bevægelsen.

Værdighed af et liv

SAA: Er protesterne fra brugerne og DS og de øvrige fagbevægelsens initiativer, et oprør mod ideologien bag lovgivningen om at udvide arbejdsudbud ved at vride den sidste rest af arbejdsevnen ud af folk?

Marianne: Ja, det er et opgør. Dette samfundsmæssige pres på mennesker holder ikke i længden. På et eller andet tidspunkt tipper balancen. Langt de fleste mennesker vil jo gerne have et job eller bidrage – de syge ligger jo ikke på sofaen af lyst. Vi trænger til en diskussion af begrebet 'arbejde'. Arbejde er ikke kun et job lig med løn – der er masser af ulønnet arbejde, som folk går sammen om bl.a.  Vesterbro Maduddeling, hvor mad fra supermarkeder reddes inden skraldespanden og deles ud.

Ingen vil jo sige, at det ikke er nyttigt eller produktivt arbejde. Og et andet spørgsmål, vi skal stille er: "Hvad vil det sige at være menneske eller medborger"? Vi skal ikke bare vurderes ud fra vores 'nytteværdi' som lønarbejdere, for så ender vi med vrangforestillinger såsom den med, at de rigeste lønmodtagere skal have flere penge for at blive motiveret, mens de fattigste skal have mindre for at blive motiveret. 

Mie: Jeg synes, at vi glemmer i beskæftigelsespolitik at tage stilling til hvad er det for et liv, folk skal have. Det er ingen der spørger til værdighed af et liv, men ”hvor meget kan du arbejde?”. Hvis du kan arbejde 40 minutter om ugen, så er det det du skal.

Det er problematisk, da det reducerer mennesker til en økonomisk enhed. Det er det kapitalistiske samfund, som vi lever i, det er det egentlige problem. Det handler om profit og om at få så meget ud af folk som muligt. Det skal ændres, hvis vi skal have et samfund, hvor vi taler om værdighed for folk. 

Alliance mellem arbejdende og arbejdsløse

Marianne:  Kapitalismen udpiner mennesker, som den udpiner jorden. Det er så grotesk. Al fornuft og medmenneskelighed er taget ud af systemet. Men systemet har selvfølgelig også den funktion at skræmme dem, som er i arbejde. For hvem vil havne på jobcentret? Det er derfor vi har brug for en alliance mellem dem, som er i arbejde, og dem uden et arbejde. Vi må forstå, at vi er i samme båd. 

Mie: Men også de studerende. Man bliver pisket fra man er ganske ung. Der er enormt mange unge mennesker som går ned med stress og udviser alle mulige tegn på psykiske belastninger. Jeg arbejder med så mange unge med skizofreni. Da jeg var ung, så var det et særsyn. Man skal testes lige fra vuggestue af i hoved og røv. Det er pres hele tiden

Det er ikke underligt at folk bukker under. Det er ikke sundt, og det kræver en samfundsomvæltning. Et opgør med det kapitalistiske system.

Marianne: Ja. Selv små børn bliver presset og testet til at forberede sig til et system, som kun anerkender lønarbejdets værdi. Det er lige før jeg siger 'arbeit macht frei' og lytter efter støvletramp i gaderne. 

 

Flere artikler fra nr. 360

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 2362 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside