Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 363 – 1. februar 2018 – side 4

Interview med Jan Hoby

“Intet alternativ til fællesskabets styrke og kollektive handling”

Charlie Lywood

Hvor står arbejderklassen i dag? Og hvad er vejen frem? I dette med interview forsøger Jan Hoby, næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og medlem af Enhedslisten, at give nogle svar.

Jan Hoby taler på demo

SAA: Er arbejderklassen tilbage på scenen som aktiv kraft?

JH: Det tror jeg. Hvis man ikke vidste det, skulle man tro, at klassekampen var afgået ved døden, og de eneste kampe der kæmpes, var på Facebook og Twitter. Men tingene er ikke så stillestående, som mange gerne vil tro. Nye tider er på vej. Styrkeforholdet mellem arbejde og kapital, eller, sagt med andre ord, styrkeforholdet mellem arbejderklassen, arbejdsgiverne og overklassen er ved at ændre sig i al ubemærkethed.

Arbejderklassen er ved at ryste granatchokket fra finanskrisen fra 2008 til 2016 af sig og er langsomt, men sikkert ved at finde modet, viljen og styrken til at give arbejdsgiverne og overklassens repræsentanter kvalificeret modspil.

De uofficielle og overenskomststridige strejker er tilbage efter mange års totalt nulpunkt, og den gode nyhed er, at de vindes. Fra strejkende lastvognschauffører, buschauffører, stilladsarbejdere, slagteriarbejdere, catering-arbejdere og skraldemænd til bygningsarbejdere indenfor alle fag. Siden sommeren 2016 har vi set et stigende antal strejker, og fælles for dem er, at selvtilliden er tilbage, og arbejdsgivernes diktater ikke mere accepteres.

SAA: Hvordan vurderer du, hvad den økonomiske krise har betydet for kampniveauet?

JH: Som jeg ser det, har finanskrisen fra 2008 til 2016 været et rent slaraffenland for overklassen, arbejdsgiverne og deres parlamentariske bagland. Det ene frontalangreb efter det andet blev gennemført ved overenskomstforhandlinger, velfærdsnedskæringer og reformer, der rev det sidste af det sociale sikkerhedsnet itu.

Man indledte en reform-amokgang, som efterlod sig en tsunamis spor af ødelæggelser. Massiv økonomisk omfordeling fra almindelige arbejdere til overklassen blev sat i system igennem den ene skattelettelse efter den anden. En udvikling, som blev gennemført uden nogen former for reelt organiseret modstand.

Arbejderklassens selvtillid, mod og styrke blev markant svækket som resultat af massefyringer, stigende arbejdsløshed og økonomisk krise. For ingen vidste, om de stod som den næste i rækken af fyringstruede, uanset om det var i den private eller offentlige sektor.

SAA: Hvor var den organiserede fagbevægelse under disse angreb?

JH: Desværre var der ingen hjælp at hente i fagbevægelsens ledelse, der var ramt af samme handlingslammelse som dens medlemmer, og derfor valgte flyverskjul som overlevelsesstrategi.

Finanskrisen indvarslede en période, hvor fagforbund og fagforeninger sad på hænderne og ikke havde en modfortælling mod “nødvendighedens politik” og New Public Management. De placerede sig i en passiv og tavs tilværelse under den tidligere socialdemokratiske regering, mens nedskæringerne og presset på de ansatte fortsatte ufortrødent.

Og jeg kan se, at denne passivitet er fortsat under Løkke-regeringen. Fagbevægelsen (med FOA som undtagelsen) har været meget forsigtig og blandt andet lydigt accepteret Løkkes præmis om, at både dagpengeaftalen og indslusningsløn for flygtninge var en nødvendighed for overhovedet at være med i trepartsforhandlingerne.

Fagbevægelsen har været bange for at tage initiativer, fordi den er i politisk vildrede og frygter, at et initiativ enten fejler eller løber ud af deres kontrol. Modstanden under finanskrisen flyttede derfor fra arbejdspladserne og gaderne til Facebook og Twitter. Eneste lyspunkt var den folkelige modstand mod salg af Dong Energy. Så vågnede de lidt op.

SAA: Kan du se lys for enden af tunnelen?

JH: Ja, specielt ved dannelsen af Velfærdsalliancen. I 2016 tog 14 københavnske fagforeninger initiativ til at starte græsrodsinitiativet, Velfærdsalliancen. Målet var ambitiøst: Vi ville have 98 demonstrationer i 98 kommuner den 12.maj imod det forhadte omprioriteringsbidrag.

Der var mange, der dødsdømte projektet – både blandt venner og fjender. Men analysen af, at finanskrisens hårdhændede indvirkning på lønmodtagerne og deres faglige organisationer siden 2008 var ved at aftage, viste sig dog at være rigtig.

Velfærdsalliancen formåede med meget få økonomiske ressourcer at skrive historie ved at få fjernet omprioriteringsbidraget i økonomiaftalen mellem regeringen og KL (Kommunernes Landsforening) i juni 2016. Mere end 20.000 borgere, offentlige ansatte og politikere i 74 kommuner deltog i det kommunale oprør.

Men der er også andre tegn på ny tider. 2016 så også andre markante initiativer, der indvarslede, at pendulet svingede over mod lønarbejdernes side. Optakten til OK 2017 på det private område betød, at OK-initiativet inden for industrien og byggebranchen så dagens lys.

Det var endnu et græsrodsinitiativ fra bunden af fagbevægelsen, der fik rejst og organiseret modstanden på arbejdspladserne mod arbejdsgivernes massive pres op til forhandlingerne om de ny overenskomster.

Efterfølgende organiserede de mod forhandlernes accept af et resultat, der i særligt i byggebranchen og 3F blev opfattet som et totalt knæfald for arbejdsgivernes krav om 42 timers arbejdsuge.

SAA: Ser vi her en ny generation af fagligt aktive?

JH: Ja, det synes jeg. For mig var det vigtigste ved OK-initiativet, at nye, friske kræfter af fagligt aktive havde mod på at sige Rom imod og kræve en fagligt aktiv linje tilbage i fagbevægelsen. Men den største kvalitative forandring er som nævnt, at de uofficielle strejker er tilbage på det private arbejdsmarked, og de vindes. Der er intet, der skaber progressive og varige forandringer som storkonflikter, storstrejker og kollektiv handling. Storkonflikter forandrer alt, flytter holdninger, værdier og politik.

Velfærdsstaten er et resultat af massekamp. Generalstrejken i 1985 gav os 37 timers arbejdsuge, storstrejken i 1998 gav os den sjette ferieuge, og strejken i 2008 gav offentligt ansatte 13 procent i lønstigning. Så for mig at se er der intet alternativ til fællesskabets styrke og kollektive handling.

Billedet af at pendulet igen svinger mod arbejderklassens side, kan ikke ignoreres. Men hvor langt og hvor længe, det vil svinge mod vores side, kan ingen sige noget om. Forudsætningen for at ændre på de markant ændrede styrkeforhold mellem arbejderklassen og overklassen, er at pendulet svinger langt mod venstre og længe. Og, når det svinger tilbage, at vi gør alt for at få dæmpet svingningen.

SAA: Hvad skal der til for at realisere det, du beskriver?

JH: Hvis det skal lykkes, så kræver det opbygning af både netværk af tillidsfolk, fagligt aktive og en faglig venstrefløj, der kan og vil udvikle stærke, bæredygtige handlingsfællesskaber. Der er desværre ingen quickfix på de problemer, vi står i.

I efteråret 2014 blev Fagligt Ansvar nedlagt. Tiden var løbet fra denne sammenslutning af progressive fagforeninger, som ville meget mere end forbundene, LO og FTF. Fagligt Ansvar startede som en reaktion på Fogh-regeringens dannelse den 27. november 2001. Det startede som en succes, men endte sine dage som billede på fagbevægelsens og den faglige venstrefløjs politiske, ideologiske og faglige krise i det 21. århundrede.

Der er ingen tvivl om, at en vigtig opgave for alle socialister i dag, inklusiv mit eget parti, Enhedslisten, er at genopbygge et landsdækkende netværk blandt arbejdspladser og fagforeninger.

Men man kan ikke opbygge et netværk uden styrke, selvtillid og aktiviteter ude på den enkelte arbejdsplads og i arbejderklassen generelt. Det var også den realitet, der blev Fagligt Ansvars og andre landsdækkende netværks død.

SAA: Hvad, foreslår du, skal gøres konkret?

JH: For det første skal arbejdsplads-organisering genopbygges. Grundlaget for alt effektivt fagforeningsarbejde ligger på den enkelte arbejdsplads. Tillidsrepræsentantorganisationerne var stærkest i 1950’erne og 60’erne, fordi alle fagforeningsorganiserede arbejdere inden for forskellige fagområder havde selvtilliden, styrken og solidariteten til at handle fælles. Det var på dette fundament, at tillidsrepræsentant-organisationernes styrke hvilede.

En af de vigtigste opgaver for socialister er derfor, hvor end de arbejder, at tage initiativ til dannelse af faglige klubber på deres arbejdspladser, hvis de ikke eksisterer, for på den måde at lægge grunden for øget selvtillid blandt deres kolleger og styrke tillidsrepræsentant-netværkene.

Ingen spørgsmål er for små for opbygningen af faglig selvtillid på arbejdspladserne. Uanset om det er farven på toiletpapiret eller frugten i kantinen.

For det andet skal socialister hele tiden styrke arbejderklassens tradition for solidaritet igennem f.eks. pengeindsamlinger til strejkende arbejdere. Ved at organisere arbejdsplads- og fagforeningsbesøg for strejkende arbejdere kan socialister være med til at genetablere og udbygge solidariteten mellem forskellige faggrupper, som dermed kan få en indflydelse på den enkelte kamp.

Kampen mod Ryanair er et lyspunkt og et klokkeklart eksempel på, at gamle tricks i nye klæder er vejen frem. Solidaritet er ikke kun et spørgsmål om at støtte faglige kampe. Bredere politiske spørgsmål er også nødvendige for at udvikle den solidariske tradition i arbejderbevægelsen.

For det tredje er kampen mod racisme, islamofobi og fascisme med til at bryde enkelte faggruppers følelse af isolation og kan få dem til at se, at deres kamp også er andres kamp. Socialister må i dag være med til at rejse ethvert spørgsmål om solidaritet på deres arbejdsplads og fagforening.

For det fjerde skal socialister være aktive i deres respektive fagforeninger og slås side om side med deres kolleger. På denne måde kan socialister vise i praksis, at socialistiske ideer tilbyder den bedste vej til at opnå umiddelbare mål.

SAA: Hvad tænker du, Enhedslisten som det altdominerende socialistiske parti på venstrefløjen kan gøre for at løfte denne opgave?

JH: Enhedslisten har desværre ikke de veletablerede netværk indenfor de vigtigste grupper i arbejderklassen, som særligt Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i sine velmagtsdage havde.

Enhedslisten mangler det, som DKP opbyggede mellem 1930’erne og til midten af 70’erne, – nemlig et politisk organiseret netværk af militante arbejdere i forskellige fagforeninger i den offentlige og private sektor, som kan læse og handle i den givne klassekampssituation.

Men modsat DKP har Enhedslisten et langt bedre udgangspunkt, hvis det får fat om sit faglige arbejde.

Hvis vi kigger på erfaringerne fra den danske arbejderhistorie, så viser de entydigt, at landsdækkende arbejdsplads- og tillidsrepræsentantnetværk kun kan opbygges på initiativer fra organiserede socialister, som forstår arbejderklassens styrke som kilden til forandring.

For at få succes må sådanne bevægelser være i stand til at forene arbejderne bag disse krav på tværs af deres politiske overbevisning. Det er her, udfordringen for Enhedslisten ligger.

Enhedslistens faglige arbejde har udviklet sig i positiv retning siden sin fødsel i 1989. Men der er lang vej endnu. Det kræver at medlemmerne af Enhedslisten vil prioritere dette grundlæggende opbygningsarbejde - ikke kun i ord, men i handling.

SAA: Hvad er organiserede socialisters særlige opgaver i det faglige arbejde?

Socialister skal konstant presse fagbureaukratiet til at tage initiativ til faglige aktiviteter og aktioner og støtte de konflikter, som foregår.

Samtidig må socialister altid advare kollegerne imod at stole på fagbureaukratiet, uanset partifarve, og af al magt medvirke til at udvikle evnen og selvtilliden hos deres kolleger til at handle uafhængigt af fagbureaukratiet.

Socialister burde altid organisere imod fagbureaukratiet, når dette arbejder imod strejke, kollektiv handling og sejr.

Klare socialistiske visioner er nødvendige. Hvis vi seriøst vil et radikalt socialistisk alternativ, skal vi kunne tale om det. Vi skal kunne beskrive, hvad vi går ind for, ikke kun, hvad vi er imod. Derfor skal der også tales socialistisk politik, ikke kun dagligdagens små kampe.

Fagforeningsarbejde er ikke nok til at opnå arbejderklassens mål: lønsystemets afskaffelse. Erfaringerne fra de sidste 50 år viser, at selv de bedste tillidsrepræsentant-organisationer er sårbare over for svingningerne i den kapitalistiske økonomi og klassekamp.

Se også:
SAA 363: Der er råd til velfærd!
SAA 363: Det mener vi: OK 2018: En faglig konflikt er det bedste våben mod overklassens VLAK-regering

Flere artikler fra nr. 363

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 1649 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside