Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 363 – 28. marts 2018 (Kun online)

Leder – Socialistisk Arbejderavis 364

OK18: Historisk konflikt giver historiske muligheder

Anders Bæk Simonsen

Forhandlingslederen for staten, innovationsminister Sophie Løhde, har med varslingen af en omfattende lockout taget et skridt mere mod en direkte konfrontation mellem de offentlige ansatte og staten. Varslingen kom den 7. marts, og blev prompte fulgt op med lockoutvarsel fra kommunerne og regionerne.

Fra strejkevarsel til lockoutvarsel
Sophie Løhde forklarede lockoutvarslet som et svar på de offentlige ansattes strejkevarsel, der vil sende 10 % af de ansatte i strejke og klagede over, at det vil berøre langt mere end 10% af staten.

Selvfølgelig er de strejkeudtagne offentlige arbejdspladser nøje udvalgt for at have en langt mere omfattende indvirkning på samfundsøkonomien, f.eks. vil en strejke i kødkontrollen gå ud over Danish Crowns eksport af svinekød.

Det er jo meningen, at en strejke skal have konsekvenser for samfundet. Dermed viser vi – arbejderklassen – at det er os der får samfundet til at køre rundt.

Truslen om en næsten total lockout af den offentlige sektor er ganske historisk, og det virker som et desperat modsvar, fra en svag regering, på den solidaritetspagt, der har været imellem de 80 offentlige fagforeninger, som statens forhandlere indtil videre ikke har formået at bryde.

Nok er nok
Det historiske sammenhold i fagtoppen kommer ikke af sig selv, men skal nok forstås som reaktion på især OK13, hvor lærerne blev kørt over af staten uden en reel forhandling.

Hvis fagtoppen ikke kan få lov til at have reelle forhandlinger med staten, men skal tage imod endnu et nedskæringsdiktat fra Moderniseringsstyrelsen, vil det svække opbakningen til den højt besungne ”danske model” og dermed deres position.

Fra neden presses fagtoppen samtidig af flere udbrændte og utilfredse offentlige ansatte, der i årtier kun har oplevet ”effektiviseringer” som har betydet at de skulle sige farvel til kolleger og løbe hurtigere. De offentligt ansatte har haft en meget ringe lønudvikling imens den rigeste ene procent har skovlet milliarder til sig.

En svag regering
Det virker som om, at regeringen med lockoutvarslet puster sig endnu mere op og udvider deres klassekamp for oven på endnu en front efter de i starten af marts, erklærede krig imod imaginære sharia-zoner med deres ghettopakke, der rammer de fattigste boligområder og lader lejernes opsparing finansiere pakken med ca. 7 mia. kroner.

Men denne svage VLAK regering, der har været ved at vælte adskillige gange, har måske strukket sig over for meget i denne omgang. En offensiv, aktivistisk og kampparat bevægelse vil kunne give regeringen et meget smertefuldt- og måske altødelæggende nederlag.

Organisér dig og drag flere ind i kampen
Det kræver dog, at os på gulvplan organiserer os med vores kollegaer i aktioner og protester, der formår at række ud på tværs af faglige skel. Lokale netværk mellem forskellige grupper af offentlige ansatte er ved at danne sig nu, før en eventuel lockout. Vi skal organisere os og modgå den pessimisme, der unægteligt har fulgt arbejderklassen siden OK13 og bruge vreden og frustrationen over staten til at radikalisere protesterne og drage flere ind.

Det er vigtigt at flere går med i kampen for en ordentlig velfærd og lønudvikling. Dels for at presse regeringen og staten før og under en lockout, og dels for at have et handlingsfællesskab i tilfælde af at der kommer et lovindgreb der favoriserer arbejdsgivernes krav i kommune, region og stat.

Ved et regeringsindgreb er det usikkert om fagtoppens solidaritetspagt vil stå ved magt, når nogle af faggruppernes krav ikke bliver mødt. Det er også usikkert om Socialdemokratiet og DF vil stå på samme side som deres kernevælgere.


Påskestrejken 1985
Netop derfor skal bevægelsen blive stærk nok til at de faglige ledere og S og DF ikke tør andet end at gå imod et sådan indgreb. Vi bør altså rejse en debat om hvorvidt et, på papiret, lovligt regeringsindgreb, der vil svække de offentlige arbejderes løn og arbejdsvilkår, skal respekteres.

Under påskestrejkerne i 1985 rejste hundredtusindevis af arbejdere sig i protest mod et regeringsindgreb og den bevægelse gav os lavere arbejdstid. Der er nu en historisk mulighed for noget lignende.

Flere artikler fra nr. 363

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 236 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside