Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 363 – 28. marts 2018 (Kun online)

Dobbelt uddannelses-interview

Stress og frustrationer skal gøres til et kollektivt problem

Charlie Lywood

Socialistisk Arbejderavis har talt med Jens Philip Yazdani, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Niklas Zenius Jespersen, netop genvalgt som formand for HUMrådet på Københavns Universitet (KU).

SAA: Hvad ser I som de vigtigste spørgsmål lige nu i studenterbevægelsen?

Jens Philip: Jeg tror, at det vigtigste lige nu er, at vi over årene har set en gennemgribende ”økonomisering” af uddannelserne. Det, vi snakker om som ”uddannelsespolitik”, er i virkeligheden en økonomisk politik dikteret af Finansministeriet. Man laver milliardbesparelser hvert år gennem den såkaldte 2 % omprioriteringssats, hvor man skal effektivisere for 2 %.
Fra 2016, hvor det startede, og til 2021, skal man have sparet i alt 12 % på uddannelserne. Det forringer kvaliteten af uddannelserne rigtig meget.

Niklas: Konsekvenserne af denne besparelsespolitik er ret katastrofale. En masse uddannelser på KU er blevet lukket. Holdstørrelser er nogen steder blevet fordoblet. Emner og fag, som man kan vælge inden for de enkelte uddannelser, er stærkt reduceret, nogle steder næsten halveret.

Socialt skævt
Niklas: Det har enorm betydning for muligheden for gruppearbejde og kritisk studie – men specielt for dem, som ikke er så gode til selvstudie. Hjælp til studerende, som kommer fra ikke-akademikerhjem, er også blevet kraftigt reduceret.
Før i tiden foregik meget af vejledningen i selve undervisningen, da underviseren havde tid og overskud til at forklare begreber, og hvordan man bygger gode læsevaner op. Derudover var der vejledning, som også er blevet kraftigt reduceret.
På historie havde underviseren før i tiden 18 studerende på et hold, nu er det almindeligt at have 40. Uden at de har fået mere undervisningstid.

Ensomhed
Niklas: Disse ting er medvirkende til, at der er helt enorme stress-rater. Studielivsundersøgelser viser, at på KU lider ca. halvdelen af de studerende af stress uden for eksamensperioder, på Århus Universitet er det 20 %. Ensomhed er også ekstremt udbredt.
Det er både en konsekvens af karakter-kravene for overhovedet at komme ind, og af pisk-reformer som fremdriftsreformen, men også af, at undervisningsfrekvensen er reduceret. Der er nu længere mellem undervisning og de sociale miljøer, som kan afbøde ensomheden og stress-følelsen.

Jens Philip: De ting du tegner op, de går også igen på gymnasieområdet. Besparelser rammer den gruppe af elever hårdest, som har de ringeste forudsætninger hjemmefra. Lektiehjælp er for eksempel blevet skåret meget i, lige såvel som to-lærer ordningen. Alle de ting, som skal hjælpe de elever, som har det sværest, bliver beskåret.
Dertil kommer de nedskæringer, der siden 2016 har været skyld i, at lærernes forberedelsestid er svunden, og at de derfor ikke kan tilpasse undervisningen den enkelte klasses og elevs behov. Det gør at det både er svært at udfordre de dygtige elever, men endnu værre, at man ikke kan give den ekstra hjælp til de elever, som har brug for det. Det bliver til standardiserede forløb, som rettes mod gennemsnits-elever.


Stress og karakterræs
Niklas: Stress på universiteterne er klart det største problem vi har lige nu. Det er et diskussionsemne. Man taler om det på forskellige måder. Én måde er at sige, at der er et kæmpe karakter-pres. Folk er usikre på, om de kan få et arbejde bagefter.
Stressniveauerne er højest på bachelorstudier, specielt der, hvor der er mange studerende, som er blevet hastet igennem på grund af fremdriftsreformen. Når folk har været der flere år aftager stressproblemet, men der har man så udskilt en hel del studerende, som dropper ud på grund af disse ting. 

Jens Philip: Det er helt klart stressproblemer, der tales om på gymnasier. Og karakterræset. Der er kommet så meget fokus på, at man skal præstere for at komme videre. Det fokus er med til at skabe meget mistrivsel.

Vi skal generalisere problemet
Jens Philip: En undersøgelse fra Århus Universitet sidste år viste, at halvdelen af andet-års gymnasieelever var lige så stressede som de 20 % mest stressede i resten af befolkningen. Det er helt vildt. Det viser netop, at det ikke kun er individer her, men at det er en generel problemstilling. Der bliver simpelthen lagt et for stort pres på ungdommen i dag.
Problem er, at hele stressproblematikken bliver individualiseret. Du får at vide, at det er dit ansvar. Det er dig, som skal have en bedre karakter, det er dig, som skal samle flere ECTS point – det er dig, der er noget galt med, hvis ikke du kan klare det.
Vi som unge skal være meget bedre til at generalisere problemet og tage skylden væk fra individet. At fortælle, at det er samfundets struktur, som gør, at det er hårdt at være ung i dag.

Du er ikke alene
SAA: Hvad kan organisationer som DGS og HUMrådet gøre over for dette?

Jens Philip: Vi laver kampagner, som sparker opad og peger nedad for at skubbe til modstand. Vi stiller krav til Christiansborg om bedre forhold for gymnasieelever og lempelser af karaktersystemet. Men vi forsøger også at skabe en diskussion ude blandt eleverne.
Psykisk trivsel er noget, som er i spil lige nu. Vi skal have besluttet en kampagne til starten af næste skoleår i retning af ”Du er ikke alene”. Netop for at understrege over for eleverne, at det ikke er noget, man står alene med, men at det er et fælles anliggende. Vi har også været med i Stressalliancen, som en del af fagbevægelsen har smidt penge i, i erkendelsen af at det er noget, som er en meget bredere problemstilling end kun på gymnasier.

Niklas: På universiteterne har der været en meget konkret bevægelse mod fremdriftsreformen. Vi havde kæmpe protester mod den. 10.000 studerende deltog i demonstrationer, nogle af de største i Danmarks historie.
Der var en lang række blokader og besættelser. Siden har der været en del protester mod det, som kommer fra staten, der presser folk. På den måde er der en udbredt enighed om at gå imod tiltag, som presser folk yderligere. Men problemet er der stadigvæk. Vi kan godt gå ud og sige til folk, at de ikke skal hænge sig i deres karakter, men hvis de er usikre på, hvad det betyder for deres fremtid, så er vi lige vidt. Ting bliver ændret hele tiden, så man ved ikke hvor man står, eller hvad morgendagen bringer.
Udover de fælles problemer med stress på gymnasier, så har universitetsstuderende et andet problem, og det er ensomheden.
Undersøgelser viser, at der er en stærk sammenhæng mellem hvor meget undervisning man har og så stressniveauet. Des lavere antal undervisningstimer, jo højere er stressproblemerne. Vi har i HUMrådet for nogle år siden kæmpet igennem blokader og besættelser for, at der skal være mindst 12 timers undervisning pr. uge på bacheloren og otte timer på kandidaten, hvor det før på nogle studier var normalt med 4 timer om ugen.
Men selv med 12 timer om ugen er der stadig meget tid for de studerende, hvor de er overladt til sig selv.

Frustrationer
SAA: Hvordan er aktivitetsniveauet nu i studenterbevægelsen?

Niklas: På universiteterne har de været faldende i en periode. Det har blandt andet noget at gøre med stress. Folk er meget pressede. Men også efter mange års nedskæringer er folk desillusionerede. De fleste synes, det er godt, der er studenterorganisationer til at repræsentere sig, men de ser ikke selv, at aktioner kan betale sig.
Det, der er sket de sidste par år er, at frustrationer springer i luften en gang imellem, for så hurtigt at dø ud igen. Hvis ikke man hurtigt opnår det, man går i aktion for, så falder mange fra.

Jens Philip: Det synes jeg er meget rigtigt. Stress er en rigtig væsentlig faktor. På gymnasier har man simpelthen ikke tid til at engagere sig. Du skal også lave alle dine afleveringer, passe alle dine timer, så du ikke får fravær og samle 12-taller for at få adgang din drømmeuddannelse.
Der er selvfølgelige nogle, som alligevel har tid og overskud til at engagere sig, men så bliver der en skævhed i, hvem det er. Tit er det dem, som har nemt ved at skrive denne biologirapport, som melder sig.
Desillusion spiller også en rolle, selv om vi trods alt var 10.000 på landsplan til demonstrationerne i efteråret. Men for to år siden var vi 40.000. Det handler lidt om regeringens taktik. Før gik de frontalt til angreb, nu er det gennem “salami-metoden” med at tage 2 % hvert år. Det bliver ligesom normaliseret og ikke synligt. Det er sværere at mobilisere mod grønthøster-metoden end nogle synlige angreb mod SU, for eksempel. Men det er trods alt solidt, at 10.000 kan gennemskue, hvad der sker og protesterer.
Derudover kan man godt tale om, at de spontane protester i nogen grad er blevet opsuget af det ”institutionaliserede demokrati” gennem elevrådene på alle gymnasier, hvor man mødes med ledelsen og snakker om problemerne. Det er også med til at lægge en dæmper på oprør. Men jeg synes alligevel, at vi i elevbevægelsen er blevet gode til at balancere mellem at deltage i alle mulig råd og fora i ministerierne, men også at nedlægge undervisning på alle skoler, hvis det er nødvendigt.

Indflydelse forsvinder

Niklas: Desværre ser vi på universitetsområdet, at vores indflydelse forsvinder. Før Foghs første regering i begyndelsen af 00’erne havde vi et meget udbredt demokrati på universiteterne. Det blev hurtigt reduceret gennem den første universitetslov. Nu står studienævnene for fald, går der rygter om.
Derudover er indflydelse hos dem, som bruger universiteterne, forsvundet gennem de økonomiske modeller, man har indført – hvor, hvis du ikke gør dit og dat som dikteret af ministeriet, så forsvinder pengene. Igen her har man brugt salami-metoden med meget tykke skiver.
Jeg tænker, at vi, som er aktive i bevægelsen, skal til at tænke lidt anderledes. Protester kommer spontant og der er tit nye folk involveret. Vi har måske været for langsomme til at gribe bolden, mens sindene er i kog og gå med i en aktion med det samme og ikke vente, til det hele er timet og tilrettelagt.
Hvis vi ikke reagerer lidt hurtigere, så forsvinder folk igen, fordi det tager for lang tid.

Jens Philip: En anden problemstilling på gymnasierne er, at efter kommunalreformen i 2006, hvor amterne blev nedlagt, blev landets gymnasier lagt under staten. Det betyder, at for at få indflydelse på de store beslutninger skal du slås, ikke bare mod din egen rektor og ledelsen, men mod Undervisningsministeriet og i sidste instans mod Finansministeriet, hvor pengene kommer fra.
Det er for mange en uoverskuelig opgave. Alligevel har der i årets løb været mange spontane protester mod nedskæringer på det enkelte gymnasium, som offentligheden ikke hører om. Der er faktisk en hel del aktivitet. Sidste år på mit eget gymnasium i Århus, hvor jeg var elevrådsformand, var vi i kamp mod rektorens holdning til bederum.
Vi lavede mange ret vilde ting. Blandt andet 250 elever, der udvandrede fra et dialogmøde med rektoren. Men det var et lokalt spørgsmål, som vi kunne kæmpe om lokalt. Modsat nedskæringer, som er fælles for alle og skal bekæmpes fælles. For mange er det en alt for svær kamp-arena. Det er svært at se, at man kan vinde.

1968
SAA: Det er 50 år siden, at studenter i 1968 satte spørgsmålstegn ved og krav til samfundet. Ser I for jer, at studenterne i dag kan være samfundsforandrende?

Niklas: Man kan sige, at kampen for at bevare små sprog som uddannelse også er en kamp for at bevare ideen om, at uddannelser skal være til for, hvad folk ønsker at lære og ikke for, hvilket job de skal have bagefter. Man protesterer også mod en finansieringsmodel, som går på at kanalisere penge til de uddannelser, hvor der er flest chancer for, at folk kommer i arbejde bagefter.
Grundideen er, at vi ikke uddanner os bare for at få job i det private erhvervsliv, men for at bidrage til viden i samfundet og være til gavn for alle mennesker. Uddannelser skal ikke styres af kortsigtede, økonomiske profitinteresser, men være meget mere alment gavnlige for samfundet, og hvad den enkelte har lyst til at studere. I det lys er det samfundsforandrende.

Jens Philip: Det er jeg enig i. Vi i DGS beskæftiger os ikke med ting som ligger udover gymnasiale studier. Men man kan ikke adskille dette spørgsmål fra, hvordan samfundet er indrettet. Når vi er imod uddannelsesloftet, handler det ikke kun om, at der skal være plads til, at den enkelte kan vælge om i uddannelse, men at der generelt i samfundet skal være frihed til at skifte kurs. Altså at der er en sammenhæng mellem uddannelsespolitik, og hvordan samfundet fungerer i øvrigt.

Kampen mod nyliberalisme
SAA: Hvilken plads synes I, elev- og studenterbevægelsen skal have i modstanden mod den nyliberalistiske økonomiske politik, der føres?
Niklas: Vi var med i Uddannelsesalliancen, som var rimeligt bred, men udelukkende handlede om effekten af nyliberalisme på uddannelsesområdet. Der har derimod været skiftende holdning til, hvordan man skulle forholde sig til bredere politiske spørgsmål.
Studenterrådet på KU var dog en del af Velfærdsalliancen, men til gengæld var der et flertal, som ikke ville deltage i Danmark for Velfærd, som efterfulgte Velfærdsalliancen. HUMrådet gjorde dog.
Studenterrådet har også deltaget i kampen for billige boliger i København – manglen på dem rammer specielt studerende hårdt. Man har også været ude at sige, at vi hjertens gerne så flere flygtninge optaget på universitet. HUMrådet har også markeret sig imod diskrimination af religiøse mindretal i forbindelse med, at man vil forbyde bederum.

“Bus-børn”
SAA: I dag bliver ikke-vestlige mennesker underlagt en veritabel hetz. Hvordan giver det sig udtryk på jeres område?

Jens Philip: Vi har en undervisningsminister, der gør det til et problem, at vi har en gruppe muslimske elever. De har lavet en meget underlødig bestillingsrapport, som forsøger at koble alskens dårligdom med muslimske elever. Social (religiøs kontrol), kvindehad, antidemokratiske holdninger og alt muligt forsøgte de at koble til muslimske elever på en ulækker måde. Vi var som elevbevægelse ude at sige, at vi ikke ville medvirke til at udstille denne gruppe elever.
Derudover ville man i det såkaldte ”ghettoudspil” fordele elever med ikke-vestlig baggrund. Det er også ulækkert. Først får du at vide, at hvis du kommer fra et bestemt boligområde, så skal du uddanne dig. Når du så gør det, får du fortalt, at her er der for mange af din slags, du skal et andet sted hen. Hvad er det for noget?
I Århus bliver du til et ”bus-barn”, hvis du ikke er god nok til dansk i 0. klasse. Det kalder man disse børn, da der kommer en bus og henter dig til et andet sted, hvor du formentlig skal lære dansk, men hvor du er stigmatiseret som ”bus-barn”. Så er du udenfor.
Når du så kommer i gymnasiealderen som ”bus-barn”, så vælger du et gymnasium, hvor du ved, du bliver accepteret, for eksempel hvis du går med tørklæde. Men så får du at vide, at der er for mange af ”din slags”, og så må du fordeles et andet sted. Det betyder i virkeligheden, at folk, som er vokset op i et ”ghetto”-område, har færre valgmuligheder end et ungt menneske fra Risskov.
Niklas: Det er ikke helt det samme på universiteterne. Vi har selvfølgelig haft Marie Krarup, der påstod at der var for mange bederum, indtil hun fandt ud af, at det mest var de kristne studerende, der brugte det.
Så mente hun, at hun vil lave sin egen undersøgelse af ”problemet”. I virkelighedens verden er der flere præster, der har kontor på KU, men ingen imamer. Bederum er heller ikke bederum, de er stille-rum inden, man farer videre til det næste.

Flere artikler fra nr. 363

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 243 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside